Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)
Magnus Risby Mortensen
(lærerstuderende)
25-10-2012 23:41
Levende Skolekultur - læreruddannelsens kernefag?
Noget af det der kunne være mere fokus på på læreruddannelserne er, hvordan man tager ansvar for at skabe en vedkommende skolekultur. Det er bestemt ikke alle folkeskoler, der har benyttet den humanistiske tradition omkring bl.a. fænomenet livsoplysning til at skabe en vedkommende kulturrig skolekultur med høj grad af trivsel. Den folkeskole jeg gik på i 8 -9. klasse var en tyk omgang dødens pølse, med en øredøvende manglende fokus på kreativitet og det 'praktisk musiske' - hvilket ikke kan have skyldtes resursemangel.
Vores berøring med skolen som kultur er for fraværende på uddannelsen -og det handler ikke blot om et fravær af en 'professionsdidaktik'. (Giver det i øvrigt idag mening at snakke om én uddannelsesdidaktik?)
Jerome Bruner hævdede at det vigtigste fag i skolen er skolen i sig selv.
Det mener jeg man kan argumentere for, da vores ungdom for de facto er tvangsindlagt til at tilbringe størstedelen af deres barndom og ungdom i skolen. Der er indiskutabelt en god ting at fagligheden tages seriøst og vi gør os bevidste om, hvorvidt vores undervisning virker efter hensigten. Men det er også ekstremt vigtig - både menneskeligt og uddannelsesmæssigt - at interessere sig dybt for, hvordan skolen som helhed indvirker på børnene. Skolen er en primær livsarena, hvor ens menneskelige og faglige udvikling understøttes/insprireres eller holdes tilbage (i værste fald skades i form motivationstab og psykisk mistrivsel).
En levende skole, der er vedkommende for eleverne, er en skole med trivsel (skolens må have et meget aktiv trivselsarbejde) som er rig på kreativ, praktisk og sportslig kultur -ikke kun boglig. Vi skal huske på at børn ikke er evotionært disponerede for at sidde på den flade og deltage i traditionel klasse undervisning, selvom det har åbenlyse fordele at benytte klassestruktur. En af de mest knusende triste ting ved dagens skole, er at et meget stort antal børn mistrives socialt og mange udsættes for mobning. Klasseledelsens fremtog er først og fremmest båret af disciplineringproblemer og ønsket om mere effektivitet og større læringsudbytte. Den helt store fejl ligger i at underkende trivslens betydning - skolekulturens betydning: det er nemlig den der er det mest afgørende for et barn i skolen. Vi skal rustes ti at 'lede' trivsel - det sociale og mennskelige miljø. Hvordan er det at gå i skole? Er man glad og tryg ved at møde op kl 8 om morgenen? Oplever man et levende, vedkommende, gensidigt og støttende miljø i løbet af dagen - og er der kulturelle højdepunkter man kan arbejde hen imod og glæde sig til? Tilgodeser skolen også praktisk og æstetisk disponerede elever, som samtidig ikke har den store fidus til ensporet bogligt arbejde-dag efter dag? Akedemiseringen af pædagog - og læreruddannelsen er ikke i sig en hindring for at uddanne 'gode' kvalificerede lærere og pædagoger - men hvis akedemiseringen fortrænger fokus på det kulturelle, det livskulturelle og det praktiske og håndgribeligt ekperimentende som ligger så tæt på børns natur - så har vi et problem. Et meget omfattende problem.
Mht skolens produktive funktion: når man vil uddanne kommenede generation til at fungere på arbejdsmarkedet, må man også holde sig for øje at det ikke er bæredygtigt, hverken for det Danmark eller globalt, at skabe akademisk overvægt på bekostning af praktiske fag. Tendensen til det overforbrug, der strukturelt er baseret på outsourcing til lande med billig arbejdskraft, og dermed billige varer, er med til underminere uddannelses- og arbejdsmulighederne for praktisk orienterede børn - de kommende voksne. Samtidig viser det sig at politikere og meningsdannere har fejlvurderet behovet for praktisk uddannede borgere - håndværksfagene. Det er en udvikling der må vendes - det er ekstremt deprimerende, som lærer at vide, at du for mange elevers vedkommende uddanner til arbejdsløshed.
Det er helt afgørende at skolen er et varieret og levende tilbud til vores samfunds børn. Og at det skabes en rigtig stor plads til læreres engagement - og frihed til at tage initiativer. Skolen lever og ånder gennem lærere der i kraft deres engagement og virkelyst kan rive eleverne med - og skabe en arena hvor eleverne kan få lyst og mod til udfolde sig. Skolen har eminent chance for at være et i dén grad levende sted, fuld af kultur, bevægelse og skaben - og måske handler vores halten, når det kommer til skriftlige/sproglige og matematiske testresultater, at skolen for mange elevers vedkommende er uvedkommende.
Det hele starter på læreruddannelsen: det er os der skal ud og gøre noget ved det - både for vores egen skyld, så vi opnår et meningsfydt arbejdsliv og ikke går ned pga dårlig trivsel - og for børnenes skyld, hvilket næppe kræver den store udredning. Det er jo indlysende at vi først og fremmest skal undervise og være voksne i børnenes liv for deres skyld - det er vores ansvar.
En lærerfaglighed - en lærerprofessionalitet - må ud over det fagfaglige indebærer lysten og øvelsen at skabe skolekultur, der lever og insprirerer. Hvordan gøres det så i praksis?
Vi skal ikke kun studere skolen gennem bøger og teori - på et overordnet og praksisfjernt plan. Vi skal ud at besøge og researche på forskellige skolers kultur, og undersøge og tage stilling til de konkrete eksempler fra det virkelige liv. Så vi er bedre rustet på forhånd til at være betydningsfulde og inspirende voksne i børn og unges liv i en livsarena som fylder størstedelen af de vågne timer. Vi kan ikke nøjes med at være fagfaglige professionelle. Men vi kan naturligvis heller ikke svigte den fagfaglige viden. Hvad kan vi skrue ned og op for på læreruddannelsen? Læreruddannelsen er for langt fra den virklige verden på skolerne og det er præcis det som mange nyudklækkede lærere går ned på - går ned med stress og forlader professionen. Og mange skolers kulturelle og trivselsmæssige fattigdom (humanistisk praksis - ikke at forveksle med teori og flotte formuleringer) - samt manglen på den praktisk/æstetiske/fysiske dimension er hoveddel af forklaringen på at skolen for mange elever rimer på gaaaab - det her siger mig ikke en dyt. Et svigt på disse skitserede områder vil efter min mening være den største forsømmelse vi kan udsætte, ikke blot børnene for, men os selv og vores samfund som helhed.
Niels Jakob Pasgaard
(Lektor)
26-10-2012 06:25
Kort sagt:
Bravo!
Erik Schmidt
(Lærer, næstformand)
26-10-2012 13:42
Det er bestemt ikke alle folkeskoler, der har benyttet den humanistiske tradition omkring bl.a. fænomenet livsoplysning til at skabe en vedkommende kulturrig skolekultur med høj grad af trivsel.
Den folkeskole jeg gik på i 8 -9. klasse var en tyk omgang dødens pølse, med en øredøvende manglende fokus på kreativitet og det 'praktisk musiske' - hvilket ikke kan have skyldtes resursemangel.
Vores berøring med skolen som kultur er for fraværende på uddannelsen -og det handler ikke blot om et fravær af en 'professionsdidaktik'. (Giver det i øvrigt idag mening at snakke om én uddannelsesdidaktik?)
Jerome Bruner hævdede at det vigtigste fag i skolen er skolen i sig selv.
Det mener jeg man kan argumentere for, da vores ungdom for de facto er tvangsindlagt til at tilbringe størstedelen af deres barndom og ungdom i skolen.
Der er indiskutabelt en god ting at fagligheden tages seriøst og vi gør os bevidste om, hvorvidt vores undervisning virker efter hensigten.
Men det er også ekstremt vigtig - både menneskeligt og uddannelsesmæssigt - at interessere sig dybt for, hvordan skolen som helhed indvirker på børnene. Skolen er en primær livsarena, hvor ens menneskelige og faglige udvikling understøttes/insprireres eller holdes tilbage (i værste fald skades i form motivationstab og psykisk mistrivsel).
En levende skole, der er vedkommende for eleverne, er en skole med trivsel (skolens må have et meget aktiv trivselsarbejde) som er rig på kreativ, praktisk og sportslig kultur -ikke kun boglig.
Vi skal huske på at børn ikke er evotionært disponerede for at sidde på den flade og deltage i traditionel klasse undervisning, selvom det har åbenlyse fordele at benytte klassestruktur.
En af de mest knusende triste ting ved dagens skole, er at et meget stort antal børn mistrives socialt og mange udsættes for mobning.
Klasseledelsens fremtog er først og fremmest båret af disciplineringproblemer og ønsket om mere effektivitet og større læringsudbytte.
Den helt store fejl ligger i at underkende trivslens betydning - skolekulturens betydning: det er nemlig den der er det mest afgørende for et barn i skolen. Vi skal rustes ti at 'lede' trivsel - det sociale og mennskelige miljø. Hvordan er det at gå i skole? Er man glad og tryg ved at møde op kl 8 om morgenen? Oplever man et levende, vedkommende, gensidigt og støttende miljø i løbet af dagen - og er der kulturelle højdepunkter man kan arbejde hen imod og glæde sig til?
Tilgodeser skolen også praktisk og æstetisk disponerede elever, som samtidig ikke har den store fidus til ensporet bogligt arbejde-dag efter dag?
Akedemiseringen af pædagog - og læreruddannelsen er ikke i sig en hindring for at uddanne 'gode' kvalificerede lærere og pædagoger - men hvis akedemiseringen fortrænger fokus på det kulturelle, det livskulturelle og det praktiske og håndgribeligt ekperimentende som ligger så tæt på børns natur - så har vi et problem. Et meget omfattende problem.
Mht skolens produktive funktion: når man vil uddanne kommenede generation til at fungere på arbejdsmarkedet, må man også holde sig for øje at det ikke er bæredygtigt, hverken for det Danmark eller globalt, at skabe akademisk overvægt på bekostning af praktiske fag.
Tendensen til det overforbrug, der strukturelt er baseret på outsourcing til lande med billig arbejdskraft, og dermed billige varer, er med til underminere uddannelses- og arbejdsmulighederne for praktisk orienterede børn - de kommende voksne.
Samtidig viser det sig at politikere og meningsdannere har fejlvurderet behovet for praktisk uddannede borgere - håndværksfagene.
Det er en udvikling der må vendes - det er ekstremt deprimerende, som lærer at vide, at du for mange elevers vedkommende uddanner til arbejdsløshed.
Det er helt afgørende at skolen er et varieret og levende tilbud til vores samfunds børn. Og at det skabes en rigtig stor plads til læreres engagement - og frihed til at tage initiativer.
Skolen lever og ånder gennem lærere der i kraft deres engagement og virkelyst kan rive eleverne med - og skabe en arena hvor eleverne kan få lyst og mod til udfolde sig.
Skolen har eminent chance for at være et i dén grad levende sted, fuld af kultur, bevægelse og skaben - og måske handler vores halten, når det kommer til skriftlige/sproglige og matematiske testresultater, at skolen for mange elevers vedkommende er uvedkommende.
Det hele starter på læreruddannelsen: det er os der skal ud og gøre noget ved det - både for vores egen skyld, så vi opnår et meningsfydt arbejdsliv og ikke går ned pga dårlig trivsel - og for børnenes skyld, hvilket næppe kræver den store udredning. Det er jo indlysende at vi først og fremmest skal undervise og være voksne i børnenes liv for deres skyld - det er vores ansvar.
En lærerfaglighed - en lærerprofessionalitet - må ud over det fagfaglige indebærer lysten og øvelsen at skabe skolekultur, der lever og insprirerer.
Hvordan gøres det så i praksis?
Vi skal ikke kun studere skolen gennem bøger og teori - på et overordnet og praksisfjernt plan. Vi skal ud at besøge og researche på forskellige skolers kultur, og undersøge og tage stilling til de konkrete eksempler fra det virkelige liv. Så vi er bedre rustet på forhånd til at være betydningsfulde og inspirende voksne i børn og unges liv i en livsarena som fylder størstedelen af de vågne timer.
Vi kan ikke nøjes med at være fagfaglige professionelle.
Men vi kan naturligvis heller ikke svigte den fagfaglige viden.
Hvad kan vi skrue ned og op for på læreruddannelsen?
Læreruddannelsen er for langt fra den virklige verden på skolerne og det er præcis det som mange nyudklækkede lærere går ned på - går ned med stress og forlader professionen.
Og mange skolers kulturelle og trivselsmæssige fattigdom (humanistisk praksis - ikke at forveksle med teori og flotte formuleringer) - samt manglen på den praktisk/æstetiske/fysiske dimension er hoveddel af forklaringen på at skolen for mange elever rimer på gaaaab - det her siger mig ikke en dyt.
Et svigt på disse skitserede områder vil efter min mening være den største forsømmelse vi kan udsætte, ikke blot børnene for, men os selv og vores samfund som helhed.