Tosprogs-Taskforce er en slags camouflagebetegnelse for et børneministerielt omsvøbsdepardement. Man kan jo ikke forlange, at børneministeren selv skal kunne blive ved med at opfinde besnærende bortforklarende omsvøb for alle de umuligheder, som hendes antiskole skal belemres med. Det er derfor rimeligt nok, at ministeren har sådan et forvrøvlende depardement, som kan træde til og spinde en ende og dermed skåne ministeren for selv at skulle fremkomme med de værste forvrøvlede omsvøb for at få hendes hjertebarn, den udelte antiskole, til at ligne en undervisende skole. Som eksempelvis, når Odenses Ejerslykkeskolen er ved at gå i knæ på grund af de helt umulige elevsammenhobninger, der at dømme efter sobre og vel ret besindige referater er ved at gøre selve undervisningen til en sjælden begivenhed.
Ejerslykkeskolen er en af de mange danske skoler, hvor selve folkeskolens kerneydelse, den fagfaglige videnformidlende undervisning, synes at være sat til side til fordel for lærernes for det meste forgæves forsøg på at overleve med æren og en smule selvrespekt i behold. Vi kan åbenbart lige så godt sige det rent ud. Eleverne har i nogle klasser med deres outrerede opførsel taget magten fra lærerne. Og hvis skolelederen så træder i karakter som skoleleder og reagerer med et helt naturligt vredesudbrud for at skabe ordnede forhold på skolen, så er Fanden løs. Skolelederen risikerer bål og brand, fordi hun har reageret, som en skoleleder bør reagere. Hun har været truet med indstævning for retten. Og hun har måttet løbe offentlig spidsrod og undskylde sin helt berettigede reaktion. Og minsandten om nogen ikke har fundet ud af, at skolelederen vist nok er i familie med den lærer, hvis undervisning blev ødelagt af elever i klassen. Som om det ændrer noget som helst. Skulle skolelederen i dette tilfælde have vendt ryggen til og overøst de undervisningsødelæggende elever med de af omsvøbsdepardementet anbefalede rosende og anerkendende bemærkninger? Ja, det skulle skolelederen vel så.
Og at Odense Kommunes skolechef har valgt valent at prelle af på problemerne snakke en bestemt del af folkestemningen efter munden og give skolelederen en påtale for hendes berettigede reaktion, vidner mere om skolechefens vilje og evne til at sno sig fri af en konflikt, end det vidner om besiddelsen af mod og mandshjerte. For selvfølgelig burde skolechefen have vist forståelse for skolelederens handlemåde og over for offentligheden have udtalt en sådan forståelse.
Hvis en person tiltaler en politibetjent på en krænkende måde, risikerer den pågældende person et sagsanlæg. Hvis en elev, der nok er mindreårig, tiltaler en lærer, der godt nok ikke er uniformeret, på en krænkende måde, risikerer eleven ikke noget. End ikke en helt berettiget bortvisning fra skolen i en periode. Og spørger en lærer så, hvad han så skal gøre i en sådan situation, så er der beredvillige kræfter, der langt uden for skolens risikozoner bedrevidende fortæller, at læreren bare skal gå i en slags ”normskabende dialog med eleven og forældrene” og på et eller andet tidspunkt få eleven til at acceptere en mere urban og mindre krænkende adfærd. I hvert fald indtil næste udbrud indtræffer. Og så har skolen og læreren været udsat for en sikkert velmenende omgang nyttesløst omsvøb.
Og nu er det lykkeligvis, som om Ejerslykkeskolen har fået nok af politikernes uanstændige bortforklaringer. Nu synes skolen, at der må gøres ”noget, der virker”. Eller i hvert noget, der virker bedre end alle de skønne omsvøb, der i hvert fald ikke virker. Nu skal de tosprogede undervises for sig selv i særlige tosprogsklasser. Og dermed er der gået hul på bylden. Et stykke af fornedrelsens enhedsskole er erstattet af en form for elevdelt skole. Om det så er nok til at give de tosprogede elever et løft op fra det udgangspunkt, hvor de står nu, får man at se med tiden. Men en ting behøver man ikke at vente på: Klassens øvrige elever får ro til at modtage mere undervisning, end de før har haft ro til. Og den virkning må man forvente, at ingen politiker eller pædagogisk ekspert vil agte positivt på. Formentlig end ikke kommunens skolechef.
Nå! Nu er initiativet til at skabe ordnede forhold på Ejerslykkeskolen selvfølgelig ikke nået længere end til planerne om at vove springet. Og der kan sikker ske meget, der forhindrer skolen i at gøre forholdene tålelige. Taskforce-omsvøbsfolkene er allerede på banen. De udskejende elevers forældre skal inviteres ind for at overvære lærernes kamp. Lærerne skal kontakte forældrene i deres hjem hver 14. dag. Og så skal lærerne sætte sig samme og gå i sig selv og med klædelig indadskuende selvbebrejdelser erkende, at de nok selv er skyld i miseren, og at de nok bare skal ændre på deres måde at være anerkendende og rosende på og at undervise på. Og hvor har vi dog før hørt det alt sammen til hudløshed.
Torben Larsen
28-10-2012 10:11
Uddannelse fremfor amatørisme
Jo, Vagn Madsen, når ens datter er ansat på skolen – så er man vist nok i familie? Nu har nepotisme vist fundet sted i folkeskolen i mange år, selvom lærernes børn normalt bliver ansat på naboskolerne som vikarer! Problemer er især her, hvis lederens datter ikke er uddannet og måske derfor ikke kan magte undervisningssituationen. Der er p.t. 200 ledige lærere i Odense, så det burde da være muligt at finde en læreruddannet vikar med kompetencer til at undervise de mere udad - reagerende elever? Det er også et Wake up Call til Odense kommune, som jo har været ude med, at de ville fyre lærere, de ældste – og dyreste? for at sammensætte det bedste - og billigste hold! Hvis de så også har en dagsorden om at ansætte de billigste vikarer, læs her: ikke - uddannede, vil situationer som den omtalte ikke blive den sidste.
Om det at ansætte eller blot at gøre brug af et familiemedlem i den skole, hvor man fungerer som skoleleder, er klogt, eller om sådan noget bør være omfattet af en form for familiær berufsverbot, mener jeg er denne sag aldeles uvedkommende. Sagens kerne kan da vist ikke være en anden end den, at der er en flok børn i en klasse, der har opført sig upassende, og at skolelederen så efterfølgende har grebet ind, sådan som en skoleleder vel stadig trods megen rumlen i et psykologisk/pædagogisk bagland bør gribe ind. Og det uanset om det er en lærer, en pædagog, en vikar, en pedel eller en anden person, der er blevet forulempet af de pågældende elever. Skolelederen skal gribe ind. Og det har skolelederen gjort. Om denne indgriben så kunne have været klaret ved, at skolelederen havde sat sig sammen med de pågældende elever og have brugt et par uger til i en normsættende debat at have overtalt de pågældende elever til at opføre sig bedre for en tid, er ikke let at sige. Men der kan altså godt en gang imellem være brug for en akutindgriben, hvor de mere grove vendinger tages i brug.
Det forkastelige i denne sag er naturligvis, at der er elever, der kan finde på at opføre sig sådan, som det i denne sag er beskrevet, at de har gjort. Samtidig med, at opinionen nærmest afvæbner lærerne og lederen i deres indgriben. Og samtidig med at samme bedrevidende folkeopinion selvfølgelig ville ryste på hovederne, hvis hverken lærere eller leder havde grebet håndfast ind. Når politikerne med den pædagogiske ekspertises fulde og pædagogisk usaglige tilslutning har valgt at hobe alt og alle sammen inden for klasseværelsernes fire vægge, så er det nærmest uanstændigt at forlange, at lærere og ledere skal liste rundt på kattepoter og af frygt for folkestemningen lade sig gribe af berøringsangt over for de verbale eller korporlige grovheder, der på den måde og i den slags forsamlinger nærmest kun kan vokse i omfang. Og det er uanstændigt, at kommunens skolechef ikke fuldtonende bakker skolelederen op i hendes godt nok bombastiske, men sikkert også nødvendige indgriben.
Lærernes opgave er at undervise så engageret og motiverende som muligt i timerne. Lærernes opgave kan ikke være først og fremmest at tåle fornærmelser og lade sig alt byde alt for overhovedet at kunne få lov til at opholde sig på deres arbejdsplads. Og skolelederes opgave i sådanne tilfælde er at bakke lærerne op. Og det har den pågældende skoleler gjort. Og nok har skolechefen valgt at prelle af på problemerne og holde sin sti ren, men man må da virkelig formode, at skoles personale bakker skolelederen op.
Alle ”gode” kræfter står ellers på nakken af hinanden for slå fast, at det er skolelederens opgave at bakke lærerne op med inspiration, råd og dåd m.m. Og når en skoleleder så bakker en lærer op med en nødvendig revselse af nogle uvorne elever på en kort og kontant måde, så er det pludselig forkert. Og når de pågældende elever så tillader sig den frækhed at grine af skolelederen, når hun udfører sit arbejde som leder, så bebrejder man hende, at hun ikke har afvejet sine ord på en guldvægt.
Man må ønske Ejerslykkeskolen al mulig held med at samle de tosprogede elever i særlige tosprogsklasser. Ikke alene af hensyn til de tosprogede elever selv, men også af hensyn til de øvrige elever på skolen.
Ejerslykkeskolen er en af de mange danske skoler, hvor selve folkeskolens kerneydelse, den fagfaglige videnformidlende undervisning, synes at være sat til side til fordel for lærernes for det meste forgæves forsøg på at overleve med æren og en smule selvrespekt i behold. Vi kan åbenbart lige så godt sige det rent ud. Eleverne har i nogle klasser med deres outrerede opførsel taget magten fra lærerne. Og hvis skolelederen så træder i karakter som skoleleder og reagerer med et helt naturligt vredesudbrud for at skabe ordnede forhold på skolen, så er Fanden løs. Skolelederen risikerer bål og brand, fordi hun har reageret, som en skoleleder bør reagere. Hun har været truet med indstævning for retten. Og hun har måttet løbe offentlig spidsrod og undskylde sin helt berettigede reaktion. Og minsandten om nogen ikke har fundet ud af, at skolelederen vist nok er i familie med den lærer, hvis undervisning blev ødelagt af elever i klassen. Som om det ændrer noget som helst. Skulle skolelederen i dette tilfælde have vendt ryggen til og overøst de undervisningsødelæggende elever med de af omsvøbsdepardementet anbefalede rosende og anerkendende bemærkninger? Ja, det skulle skolelederen vel så.
Og at Odense Kommunes skolechef har valgt valent at prelle af på problemerne snakke en bestemt del af folkestemningen efter munden og give skolelederen en påtale for hendes berettigede reaktion, vidner mere om skolechefens vilje og evne til at sno sig fri af en konflikt, end det vidner om besiddelsen af mod og mandshjerte. For selvfølgelig burde skolechefen have vist forståelse for skolelederens handlemåde og over for offentligheden have udtalt en sådan forståelse.
Hvis en person tiltaler en politibetjent på en krænkende måde, risikerer den pågældende person et sagsanlæg. Hvis en elev, der nok er mindreårig, tiltaler en lærer, der godt nok ikke er uniformeret, på en krænkende måde, risikerer eleven ikke noget. End ikke en helt berettiget bortvisning fra skolen i en periode. Og spørger en lærer så, hvad han så skal gøre i en sådan situation, så er der beredvillige kræfter, der langt uden for skolens risikozoner bedrevidende fortæller, at læreren bare skal gå i en slags ”normskabende dialog med eleven og forældrene” og på et eller andet tidspunkt få eleven til at acceptere en mere urban og mindre krænkende adfærd. I hvert fald indtil næste udbrud indtræffer. Og så har skolen og læreren været udsat for en sikkert velmenende omgang nyttesløst omsvøb.
Og nu er det lykkeligvis, som om Ejerslykkeskolen har fået nok af politikernes uanstændige bortforklaringer. Nu synes skolen, at der må gøres ”noget, der virker”. Eller i hvert noget, der virker bedre end alle de skønne omsvøb, der i hvert fald ikke virker. Nu skal de tosprogede undervises for sig selv i særlige tosprogsklasser. Og dermed er der gået hul på bylden. Et stykke af fornedrelsens enhedsskole er erstattet af en form for elevdelt skole. Om det så er nok til at give de tosprogede elever et løft op fra det udgangspunkt, hvor de står nu, får man at se med tiden. Men en ting behøver man ikke at vente på: Klassens øvrige elever får ro til at modtage mere undervisning, end de før har haft ro til. Og den virkning må man forvente, at ingen politiker eller pædagogisk ekspert vil agte positivt på. Formentlig end ikke kommunens skolechef.
Nå! Nu er initiativet til at skabe ordnede forhold på Ejerslykkeskolen selvfølgelig ikke nået længere end til planerne om at vove springet. Og der kan sikker ske meget, der forhindrer skolen i at gøre forholdene tålelige. Taskforce-omsvøbsfolkene er allerede på banen. De udskejende elevers forældre skal inviteres ind for at overvære lærernes kamp. Lærerne skal kontakte forældrene i deres hjem hver 14. dag. Og så skal lærerne sætte sig samme og gå i sig selv og med klædelig indadskuende selvbebrejdelser erkende, at de nok selv er skyld i miseren, og at de nok bare skal ændre på deres måde at være anerkendende og rosende på og at undervise på. Og hvor har vi dog før hørt det alt sammen til hudløshed.