Der kan næppe herske tvivl om, at heldagsskolen er en succes, dér hvor der er et lærerpersonale, der går positivt ind for heldagsskolen, og som bagefter er med til at bedømme udbyttet. Og at heldagsskolen ikke er nogen succes, dér hvor lærerne ikke går helhjertet ind for denne skoleform. Det er præcist på samme måde her, som det er med den udelte skole. Den er en bragende succes, dér hvor der er et lærerpersonale, der går ind for hele idegrundlaget for sammenrodet (den uddannelsesmæssige ensgørelse, de undervisningshæmmende fællesskaber, de dygtige elevers rettelige tilhørsforhold på et fagligt middelmådighedsplan osv.), og altså er indstillet på at se alt det, som denne skoleform formår som værende det vigtigste, som en skole skal kunne, og at se alt det, som denne skoleform ikke formår (den fagfaglige indlæring på højest mulige niveau afstemt efter bogligt svages og dygtiges formåen), som værende uvæsentligt i et moderne videnstomt videnssamfund. Således kan en kommune f.eks. nægte Ejerslykkeskolen muligheden for at danne særlige tosprogsklasser ud fra en overbevisning om, at det er den undervisnings- og uddannelsesødelæggende opblanding i klasserne, der sikrets fører til de resultater, som man i kommunen vægter højest.
Noget kunne af omtalen tyde på, at man ikke har undersøgt intelligensniveauet blandt de elever, der er med i heldagsskoleeksperimentet. Man kan nemlig sagtens forestille sig, at klasser med mange bogligt dygtige elever i løbet af en normal skoledag bliver undervist så intenst (det må man da håbe, at de bliver), at sådanne elever vil være for trætte til at skulle fortsætte med en sådan undervisning i et heldagseksperiment. Så her vil heldagsskolen næppe give de virkeligt gode og forbedrede resultater. Snarere tværtimod.
Hvis sådanne klasser med virkelig dygtige elever alligevel for lighedens skyld skal tvangsindlægges til at deltage i børneministerens fikse ide, så vil det nok mindske smerten hos disse elever, hvis de ikke bliver undervist intenst hele dagen. Så i sådanne tilfælde må man nok finde udvej for at nedtone undervisningen og fylde en masse mere tidsfordrivsagtigt af praktisk karakter ind som eksempelvis lidt sociale relationsøvelser, lidt ud af huset-aktiviteter og lidt selskabeligt løseligt småsludende gruppearbejde, og sådan noget.
Og gør man det, er det da nok muligt, at en heldagsskole kan gå hen og blive til at holde ud for sådanne elever. Men det ændrer ikke ved, at heldagsskolen næppe kan være til uddannelsesmæssig gavn for en klasse med dygtige elever. For sådanne elever kan kasernepræget gå hen og blive ret så overvældende. Men det gør jo heller ikke noget. Folkeskolen i dag er jo slet ikke til for sådanne elever. De bogligt dygtige elever er heldigvis luft for det pædagogiske operationsfelt. Så lad bare sådanne elever få kærligheden at føle. Skal de svage elever holdes omklamret hele dagen, har de dygtige vel også godt af at blive underkastet samme behandling og lide samme skæbne.
Der bør, hvis heldagsskolen bliver en realitet, være mulighed for, at de dygtige elever, der må formodes at blive undervisningsmæssigt mættet i løbet af en normal skoledag med en intens og for dem tilpasset undervisning, kan slippe skolen og gå hjem og forhåbentlig efter en passende periode med en for indlæring absolut nødvendig lektielæsning, få muligheder for at fordrive tiden på egen hånd uden fortsat at være omklamret af lærere og pædagoger.
Dette er desværre et skrækscenarium for børneministeren. Ministeren udtaler, at ”barnets rolle i fællesskaber som familie, skole og fritidsordning er langt fra ens og skaber en opsplittet tilværelse, der mest af alt præges af en konstant navigering mellem disse kulturer”. Det er det, der kaldes for skoletid, lektietid og fritid, familietid, foldboldtid, biograftid m.m.. Det er nok muligt, at der i enkelte tilfælde er svage elever, der ikke magter et liv i denne helt nødvendige ”opspltning”. Men normalt er en sådan opsplitning en ren lise for sjælen. Og man skal i hvert fald ikke arrangere heldagsskoler, for at forhindre normale børn i et sådan afvekslende liv uden voksenomklamring.
Noget kunne af omtalen tyde på, at man ikke har undersøgt intelligensniveauet blandt de elever, der er med i heldagsskoleeksperimentet. Man kan nemlig sagtens forestille sig, at klasser med mange bogligt dygtige elever i løbet af en normal skoledag bliver undervist så intenst (det må man da håbe, at de bliver), at sådanne elever vil være for trætte til at skulle fortsætte med en sådan undervisning i et heldagseksperiment. Så her vil heldagsskolen næppe give de virkeligt gode og forbedrede resultater. Snarere tværtimod.
Hvis sådanne klasser med virkelig dygtige elever alligevel for lighedens skyld skal tvangsindlægges til at deltage i børneministerens fikse ide, så vil det nok mindske smerten hos disse elever, hvis de ikke bliver undervist intenst hele dagen. Så i sådanne tilfælde må man nok finde udvej for at nedtone undervisningen og fylde en masse mere tidsfordrivsagtigt af praktisk karakter ind som eksempelvis lidt sociale relationsøvelser, lidt ud af huset-aktiviteter og lidt selskabeligt løseligt småsludende gruppearbejde, og sådan noget.
Og gør man det, er det da nok muligt, at en heldagsskole kan gå hen og blive til at holde ud for sådanne elever. Men det ændrer ikke ved, at heldagsskolen næppe kan være til uddannelsesmæssig gavn for en klasse med dygtige elever. For sådanne elever kan kasernepræget gå hen og blive ret så overvældende. Men det gør jo heller ikke noget. Folkeskolen i dag er jo slet ikke til for sådanne elever. De bogligt dygtige elever er heldigvis luft for det pædagogiske operationsfelt. Så lad bare sådanne elever få kærligheden at føle. Skal de svage elever holdes omklamret hele dagen, har de dygtige vel også godt af at blive underkastet samme behandling og lide samme skæbne.
Der bør, hvis heldagsskolen bliver en realitet, være mulighed for, at de dygtige elever, der må formodes at blive undervisningsmæssigt mættet i løbet af en normal skoledag med en intens og for dem tilpasset undervisning, kan slippe skolen og gå hjem og forhåbentlig efter en passende periode med en for indlæring absolut nødvendig lektielæsning, få muligheder for at fordrive tiden på egen hånd uden fortsat at være omklamret af lærere og pædagoger.
Dette er desværre et skrækscenarium for børneministeren. Ministeren udtaler, at ”barnets rolle i fællesskaber som familie, skole og fritidsordning er langt fra ens og skaber en opsplittet tilværelse, der mest af alt præges af en konstant navigering mellem disse kulturer”. Det er det, der kaldes for skoletid, lektietid og fritid, familietid, foldboldtid, biograftid m.m.. Det er nok muligt, at der i enkelte tilfælde er svage elever, der ikke magter et liv i denne helt nødvendige ”opspltning”. Men normalt er en sådan opsplitning en ren lise for sjælen. Og man skal i hvert fald ikke arrangere heldagsskoler, for at forhindre normale børn i et sådan afvekslende liv uden voksenomklamring.