Katrine Fylking er med virkelig god grund nervøs for lærernes forberedelsestid. For hvis lærerne skal bruge mere tid ude i de uunderviselige rummelighedsforsamlinger, og de samtidig under ingen omstændigheder må få mere i løn, så den samlede arbejdstid forblive uændret, så er der næsten kun forberedelsestiden at æde af. Anden tid batter ligesom ikke rigtigt noget. Man kan altså forvente, at lærerne får deres forberedelsestid stærkt beskåret. Og hvilke konsekvenser får et sådant indgreb så? Hvis det er politikerne, der skal give svaret, og det er det, så vil det med stor sandsynlighed lyde, at det overhovedet ikke får nogen som helst konsekvenser.
Sagen er nemlig den, at de fleste lærere, og muligvis gælder det alle, vil forberede sig i fuldt omfang, uanset om de får forberedelsestid eller ej. De fleste lærere vil nemlig ikke kunne holde ud at gå ud i en klasse, uden først at have overvejet, hvordan og hvorledes de skal få timen til at forløbe. Dette har selvfølgelig noget med lærerens faglige stolthed at gøre. Det vil sige en stolthed over at kunne fremstå over for eleverne som en person, der ved noget om det stof, han underviser i. Derfor skal læreren lige gennemgå for sig selv forløbet af undervisningen, inden denne afvikles. Og det kalder man altså for forberedelse. Dette formodes også at gælde ældre og rutinerede lærere, der har undervist i et bestemt fag i mange år. For kender læreren sin klasse, skal han også lige overveje så godt, som sådan noget nu kan lade sig gøre, hvilke disciplinære og andre problemer han kan forvente at møde i den kommende time. Og kender læreren ikke den klasse, han skal ud i, bliver sådanne overvejelser selvfølgelig ikke mindre. Og fidusen ved det hele er nu, at alt dette, som i en sum kan kaldes for forberedelse, det kan læreren af hensyn til sig selv og sit eget velbefindende ikke undlade at iværksætte. Uanset om han får tid til det eller ej.
Politikerne kan derfor trygt grinende i skægget, hvis de har sådan et, sige til hinanden, at nu beskærer vi lærernes forberedelsestid. Lærerne, eller de fleste af dem, tør nemlig at hensyn til deres egen faglige stolthed og af hensyn til den respekt, de trods alt håber at mødt ude i klassen, og af hensyn til deres mentale velbefindende inden og under deres ophold i klassen ikke undlade at forberede sig, som de altid har gjort. Det er selvfølgelig en påstand, der her fremsættes. Så vi får se.
Sagen er nemlig den, at de fleste lærere, og muligvis gælder det alle, vil forberede sig i fuldt omfang, uanset om de får forberedelsestid eller ej. De fleste lærere vil nemlig ikke kunne holde ud at gå ud i en klasse, uden først at have overvejet, hvordan og hvorledes de skal få timen til at forløbe. Dette har selvfølgelig noget med lærerens faglige stolthed at gøre. Det vil sige en stolthed over at kunne fremstå over for eleverne som en person, der ved noget om det stof, han underviser i. Derfor skal læreren lige gennemgå for sig selv forløbet af undervisningen, inden denne afvikles. Og det kalder man altså for forberedelse. Dette formodes også at gælde ældre og rutinerede lærere, der har undervist i et bestemt fag i mange år. For kender læreren sin klasse, skal han også lige overveje så godt, som sådan noget nu kan lade sig gøre, hvilke disciplinære og andre problemer han kan forvente at møde i den kommende time. Og kender læreren ikke den klasse, han skal ud i, bliver sådanne overvejelser selvfølgelig ikke mindre. Og fidusen ved det hele er nu, at alt dette, som i en sum kan kaldes for forberedelse, det kan læreren af hensyn til sig selv og sit eget velbefindende ikke undlade at iværksætte. Uanset om han får tid til det eller ej.
Politikerne kan derfor trygt grinende i skægget, hvis de har sådan et, sige til hinanden, at nu beskærer vi lærernes forberedelsestid. Lærerne, eller de fleste af dem, tør nemlig at hensyn til deres egen faglige stolthed og af hensyn til den respekt, de trods alt håber at mødt ude i klassen, og af hensyn til deres mentale velbefindende inden og under deres ophold i klassen ikke undlade at forberede sig, som de altid har gjort. Det er selvfølgelig en påstand, der her fremsættes. Så vi får se.