Den meget omtalte ”Skideballesag” fra Ejerslykkeskolen har delt befolkningen, hedder det. Spørgsmålet er om denne sag ikke også har delt lærergruppen. Om dette er tilfældet vil aldrig nogensinde blive opklaret. End ikke nok så snedigt udtænkte spørgsmål, som lærerne bliver bedt om at besvare, vil kunne afsløre, hvad lærerne inderst inde tænker om den probate og fuldt forståelige ejerslykkepædagogik. Lærerne er jo ikke dumme. De ved godt, hvad alle fra hver en afkrog af samfundet forventer, at de vil svare. Hvis en lærer, der har en del år tilbage i folkeskolen, vil sit eget vel, så ved en sådan lærer godt, at så skal han tage afstand fra Ejerslykkeskolens kontante udmelding til de forstyrrende, næsvise, eller hvad de nu er, børn. Og så kan læreren gå hjem og pleje sit inderste syn på sagen i skjul for omverdenen.

Det er lidt anderledes med befolkningen. Den har ikke noget i klemme. Skulle nogen ude i det pulveriserende istemme et ”godt gået Ejerslykkeskoleleder”, så risikerer de ikke løftede pegefingre, eller at blive indkaldt for at modtage reprimander.

Nu er der selvfølgelig ikke nogen, der ved, hvad det betyder, at befolkningen er delt i sagen. Men lad os nu antage – og helt umuligt er det nok ikke – at det er halvdelen af befolkningen, der ”holder med Ejerslykkeskolen”, så er det faktisk særdeles mange. For det betyder jo, at omkring halvdelen af den danske befolkning ikke er bukket under for den bastante og særdeles langvarige propaganda, som psykologiske på pædagogiske eksperter i årevis har forsøgt at hamre ind i hovederne ikke alene på lærerne, men faktisk i hovederne på hele befolkningen: Børn, der opfører sig dårligt er sagesløse. Deres dårlige opførsel er et udslag af en dårlig behandling, som de udsættes for i skolen. Børn, der opfører sig dårligt er ikke uartige. For børn, der opfører sig dårligt, er nemlig ikke selv skyld i, at de gør det. Børn er i modsætning til voksne som små robotter, der opfører sig sådan, som forholdene uden for dem er tilrettelagt. De er udsatte, svigtede, skuffede. Og sådanne børn skal ikke skældes ud. Det er altid omgivelserne, der skal ændres på. Man har ellers malet op ad stolper og ned ad vægge med erklæringer om, at man endelig skal give børnene ansvar for det ene og for det andet. Men ansvar for deres egen opførsel skal man bare ikke give dem. For så gør man, som de gjorde det på Ejerslykkeskolen. At give børnene ansvar er nemlig blot en psykologisk talemåde uden noget indhold. Det er noget man siger, når man vil vise for omverdenen, hvor stærkt man agter og respekterer børnene. Men at give børnene ansvar, når virkeligheden virkelig piner på, det går sandelig ikke.

Og der er altså omkring halvdelen af befolkningen, der ikke er bukket under for den pædagogisk/psykologiske propagandastorm, der lammer lærerne og berøver dem deres berettigede muligheder for at gribe kontant ind, når børnene skejer ud.

Finn L. Fauk anfører, at ”hvis børnene så opdager, at de ikke er lige så dygtige som deres kammerater og ikke kan leve op til forventningerne, så mister de deres selvværdsfølelse”. Og det er dog ret fantastisk at høre i en tid, hvor netop de udelte sammenrodede kaotisk adfærdsudskejende klasseforsamlinger er i højeste kurs. Bogligt svage elever er jo t5vunget til at sidde sammen med dygtige og miste deres selvværd, hvis læreren prøver at undervise klassen. Jamen så skil dog eleverne ad i boglige og ikke boglige klasser. Hvis læreren virkelig gør det, som en lærer skal gøre, nemlig at undervise de enkelte elevgrupper på et fagligt højt niveau, så vil de bogligt svage selvfølgelig blive ekskluderet, når læreren undervise de dygtige elever på deres niveau. Finn L. Fauk må altså have indset, at netop den udelte skole ekskluderer de bogligt svage, hvis skolen altså ikke vælger at nedtrappe undervisningsindsatsen

Det er svært at give ros for inklusion, idet vi endnu ikke har fået klarhed over på hvis præmisser, den kommer til at foregå, og hvilke interesser der skal tilgodeses.

Der er mange institutioner, som man skal kunne passe ind i, og det er
hvadenten det er vurderet, at man har særlige behov eller ej.
Alle uddannelsesinstitutionerne, men også familierne kan når der arbejdes med inklusion arbejde sammen om at beskrive de behov, der er tilstede,
og de beskrivelser og forventninger følger den enkelte hele vejen gennem uddannelsessystemet indtil man er parat til at blive integreret og inkluderet på arbejdsmarkedet og indstillet på at indgå et ægteskab med en passende partner, som også i mange tilfælde allerede er udvalgt og ikke selvvalgt, og her gælder det også om, at være indstillet på at sætte sig ind i og forstå de behov der måtte være tilstede.

Anerkendelsen afhænger således af om der bliver skabt sikre og betryggende udviklingsbetingelser, og det har man som enkelt integreret person kun meget lille indflydelse på.

Magtforskrækkelsen er problemet. Det er den manglende evne/ vilje til at påtage sig rollen som ansvarlig magtudøver i skolen, der får skolen til at miste grebet. Når man tilstrækkeligt længe har forsøgt at ’…indgive problembørnene selvværdsfølelse (…), møde dem uden fordomme og negative forventninger (…) sørge for, at de føler sig inkluderet og accepteret, sådan som de er, og især at de får ros’ – uden at dette har skabt den kærlige og imødekommende atmosfære, man ønsker, så knækker filmen. Når autoriteten ikke respekteres, har den intet andet valg end at blive autoritær. Og det kan man ikke være i folkeskolen.
Selvværdsfølelse er en svær en. Elever med for lidt selvværd bliver uselvstændige, socialt ængstelige, potentielle mobbere, og elever med for meget selvværdsfølelse bliver selvhævdende, narcisisstiske og tyranniske. Det er synd for dem, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er god idé at sylte dem ind i medlidenhed og falsk forståelse.

Se evt: http://www.folkeskolen.dk/506130/folkeskolens-magtforskraekkelse