"Det handler ikke om at opstille en opskrift eller manual for god undervisning, men om at forholde sig systematisk til, hvordan elevernes udbytte af undervisningen bliver så stort som muligt" udtaler Jørgen Søndergaard. Det lyder jo meget sympatisk, for hvem vil ikke gerne have, at eleverne får mest muligt ud af undervisningen?

Det efterlader to spørgsmål: Hvad er det for et udbytte, der skal være så stort som muligt? Og hvordan måler vi udbyttet (så vi ved hvilke metoder der virker bedst?)

Det er åbenbart nærliggende at tage fat i idolet Hattie, for han fokuserer kun på det der er synligt, og han kan måle udbyttet i testresultater. Bedre testresultater må jo betyde bedre undervisning, og Antorini er da også hurtigt ude og love flere test af elevernes færdigheder, så vi kan se hvad der virker (http://politiken.dk/uddannelse/ECE1956371/antorini-flere-test-af-elever-skal-forbedre-undervisning/)

Det er åbenbart knapt så nærliggende at tage fat i folkeskolens formål, og se på hvad formålet med undervisningen egentlig er. Her står der (endnu) ikke noget om PISA-liste rangering eller testresultater, men derimod en del om kultur, historie, demokrati, elevens alsidige udvikling, osv. De ting er lidt sværere at tælle, og det er måske forklaringen på, at de, som Thomas Aastrup Rømer har påpeget (http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-regeringens-skoleudspil-gor-en-god-skole-bedre.html) slet ikke figurerer i regeringens skoleudspil, og at de kun fylder halvanden linje og en fodnote i Skolerådets beretning?

Det lyder godt, at udbyttet af undervisningen skal være så stort som muligt. Spørgsmålet må være, hvad det er for et udbytte der tales om. Jeg tror desværre kun, at der tales om det, der kan tælles.

"Flere test er vejen frem."

Suk!

http://politiken.dk/uddannelse/ECE1956371/antorini-flere-test-af-elever-skal-forbedre-undervisning/

"Lærerne skal blive dygtigere til at styre og lede undervisningen og til undervisningsdifferentiering. Det kan de ved at styrke arbejdet med mål, evaluering og feedback og ved at blive endnu bedre til at lave reflekterede valg af metoder og organiseringer af undervisningen ud fra den stadigt stigende mængde af forskningsresultater. Lærerne skal især være opmærksomme på betydningen af klasseledelse, struktur og variation for elevernes faglige resultater." Dertil:" bliver dygtigere til at begrunde, analysere og reflektere over valget af metoder mv. som del af et fagprofessionelt fællesskab."
- og hvordan man kan mene, at ovenstående formulering af forventninger til lærere, logisk set i højere grad muliggøres, når vi, som der er lagt op til i heldagsskolereformen, skal undervise flere timer, og dermed have endnu mindre tid til netop det beskrevne arbejde, forstår jeg simpelthen ikke. Det kan simpelthen bare ikke opvejes af lidt spredt konsulentbistand, et 2-dages kursus, forhåbentligt dygtige skoleledere samt flere tests.

Skolerådet fokuserer i sin rapport på forskning i, hvad der virker. Men det forholder sig desværre sådan, at forskningen slet ikke er interesseret i, hvad der virker. Forskningen er alene interesseret i at holde liv i danmarkshistoriens elendigste skole nogensinde. At det virkelig forholder sig således ses af, at forskningen end ikke værdiger den elevdelte skole et blik endsige ofrer en seriøs forskningsindsats på denne skoleform. I stedet for fokuserer man med en ren pseudoforskning på at hælde lidt nyheder og påfund ind i det udelte misfoster i håbet om, at det kan holde modet oppe hos lærerne en tid, før det bliver nødvendigt at hælde lidt flere udtænkte påfund ind i uvæsenet.

Og så får lærerne at vide, at omend de umuligt kan have lod og del i det heldagsmakværk, der står for at blive implementeret, så er det altså lærerne, der har ansvaret for implementeringen. Det betyder, at hvis heldagsskolen helt forventelig ikke bliver den succes, som børneministeren lægger op til, at den skal blive, så er det lærernes skyld. Så er det lærerne, der ikke har viden og kompetence til at udføre det umulige. Og så går børneministeren og forskningen fri. Og så står lærerne dér som de brødebetyngede skyldige.

Skolerådet anbefaler, at børneminister Christine Antorini inviterer forskere og praktikere til at arbejde videre med at udbygge og konsolidere de forskningsresultater, som formandskabet har fundet frem. Og hvad siger Antorini så til, at en forsker som John Hattie, som ministeren ofte refererer til, siger, at flere timer til børnene og flere voksne til at nusse rundt om børnene ikke ”rykker noget”. Kan et sådant forskerudsagn måske få ministeren til at opgive det fortvivlede oppustede skoleprojekt? Næppe. Og hvad siger Antorini til, at Hattie meget hellere hælder til den finske skole end til den uduelig heldagsskole, som ministeren ønsker, at børnene skal spilde en masse tid i til ingen nytte? Sandsynligvis siger ministeren ikke noget. I stedet for går ministeren nok i gang med at finde på alskens smutveje for at komme uden om den forskerviden, som ikke passer med ministerens fikse ide.

At undervisningsdifferentiering i de tilstræbt kaotiske sammenrodede udelte klasser, hvor bogligt svage, bogligt dygtige, adfærdsudskejende og ubehandlede psykiske patienter er mikset sammen inden for samme klasseværelses fire vægge, er lovpligtig må svare til, at det gøres lovpligtigt at kunne flyve som fuglen fri. Fejlen er ikke, at lærerne ikke kan underviningsdifferentiere i udelthedens klasser. Fejlen er, at politikerne overhovedet kan finde på at forlange, at der skal undervisningsdifferentieres i klasser, hvor de samme politikere selv har sørget for, at undervisningsdifferentiering er umuliggjort. Men den fejl beror selvfølgelig ikke på uvidenhed hos politikerne. Fejlen beror alene på, at politikerne med djævelens vold og magt vil bibeholde danmarkshistoriens elendigste folkeskole samtidig med, at de vil have befolkningen til at tro på, at det er de umulige lærere, der bare ikke forstår noget så elementært som at undervise i en ganske almindelig folkeskoleklasse, og her på samme tid tage udgangspunkt i de svage, de dygtige, de adfærdsudskejende og de psykiske patienter, og altså tilgodese alle disse elevkategorier med en for netop hver af dem tilrettet undervisning, og altsammen på samme tid.

Endnu er der ingen – overhovedet ingen – forskning, der har kunne fortælle lærerne, hvorledes de skal undervisningsdifferentiere i de sammenrodede udelte klasser. Alligevel anbefaler Skolerådet i rådets afmagt, at lærerne bare skal tage ved lære af det ”stigende antal forskningsresultater”, som altså ikke findes. Og så skal lærerne bare arbejde noget mere med undervisningens mål, siger Skolerådet. Og så skal lærerne også blive bedre til at tænke sig om (reflektere) og være mere omhyggelige med at vælge metoder og indrette deres undervisning efter de forskningsresultater, der altså som sagt ikke findes. Men hvad dét så har med undervisningsdifferentiering at gøre, må guderne og Skolerådet vide. Men Skolerådet har da vist, at rådet har overvejet (reflekteret over) sagen. Og rådet har så udtalt noget tågesnak noget om noget, som ingen kender noget til. Og alene det er da al ære værd.

Og skoleledelsen skal tage ansvar for kvaliteten i undervisningen. Det betyder, at det er skolelederne, der skal fortælle lærerne, hvordan de skal gå ind i den kaotisk opblandede 8. klasse og undervise de svage i samfulde 45 minutter, samtidig med at de skal undervise de dygtige på deres niveau også i samfulde 45 min., samtidig med at de skal undervise de psykiske patienter på deres præmisser også i samfulde 45 min. Formentlig er det de færreste skoleledere, der selv kan præstere noget så umuligt. Og formentlig er der heller ingen forskere, der kan sådan noget. Men det er altså skolelederens ansvar, at skolens lærere kan sådan noget. Og lærerne skal derfor bare gå ud i klasserne og gøre det.

Og når Skolerådet koger lidt mondæn pædagogisk snik-snak sammen om ”reflektion”, ”klasseledelse”, ”struktur”, ”variation”, ”målstyring” og ”evalueringskultur”, så har rådet nok sagt noget meget indforstået og overordentligt klogt, men rådet har ikke sagt en levende dyt om undervisningsdifferentiering. Alligevel tror Skolerådet, at lærerne ved at reflektere (tænke sig om), styre klassens urolige elementer, skifte mellem forskellige varianter af undervisningen og styre mod nogle bestemte mål m.m. pludselig ser lyset og formår at undervisningsdifferentiere. Sanser Skolerådet da ikke, at lærerne hele tiden har gjort alt det, som Skolerådet siger, at lærerne skal se at komme i gang med at gøre? Og sanser Skolerådet ikke, at selv om lærerne hele tiden har gjort alt det, som Skolerådet lader som om, rådet selv har fundet ud af, at lærerne skal i gang med at gøre, så er der ikke kommet noget, der ligner undervisningsdifferentiering ud af det?

Tænk, hvis man bare genindførte den elevdelte skole. Så ville undervisningsdifferentiering ikke længere være noget problem. Og så behøvede Skolerådet ikke væve og ad vægge og ned ad stolper med uudgrundelige termer, for at skjule, at rådet udtaler en sikker viden om noget, som rådet ligesom alle andre ikke aner noget om.

Ja, min ikke det handler om de nationale tests, og om PISA-testene. Hvor eleverne bare skal blive dygtigere og dygtigere hele tiden. Og hvad er formålet med alt dette testeri? Jo, at få viden om hvad der virker og hvad der ikke virker.
Thomas Aa. Rømer har denne forklaring på hvad Antorini vil:

http://www.thomasaastruproemer.dk/analyse-af-regeringens-skoleudspil-gor-en-god-skole-bedre.html

Altså måle sig til alt......

Forskning, forskning, forskning gjalder feltråbet fra Skolerådets formand som den mest centrale del af bestræbelsen på, at opnå noget, der igen blot tilnærmelsesvist kan komme til at ligne en rigtig skole. Ikke noget med at bruge den sunde fornuft eller om retrospektivt at kaste utilladelige blikke tilbage i tiden for dér at ramle panden ind i noget af virkelig høj kvalitet. Nej måtte Gud beskærme os for at falde i en sådan fristelse. Nej, forskning og forskning og atter forskning, der aldrig har banet vejen til noget løft af noget som helst. Men besværgelsen kan sikkert holde en rum tid endnu. Så altså: forskning,forskning, forskning.

Og heller ikke denne gang skal forskningen løse op for udelthedens kvælergreb. Den nye forskning skal hvile trygt på den forslidte og aldeles betydningstømte floskel om, at forskningen nu skal centreres om ”det, der virker”. Samtidig med at forskningen energisk ser bort fra ”alt det, der virker”. Og hvor har vi dog hørt flovsen om ”alt det, der virker” tit. Indtil nu er der ikke noget i forskningen, der har virket. Men troen siges jo at kunne flytte bjerge. Og hver gang nogen finder på noget nyt, så tror alle fuldt og fast på, at nu endelig vil forskningen lede os i retningen af ”det, der virker”. Og nu skal alle gode kræfter så samle sig om at finde ud af, hvordan elevernes udbytte af undervisningen bliver så stort som muligt, siger formanden. Men han kunne da ikke drømme om at skæve til den elevdelte skole. At gøre sådan noget ville nærmest være verdens undergang. Og man kan nok ikke være formand for et Skoleråd, hvis man sværger til kvaliteten. Man saver jo ikke den gren over, som man selv sidder på. Vel! Nej, lad dog den elevdelte skole ligge gemt i fortiden, hvorfra den skamløst kan sende glansen fra sine strålende resultater op over kimingen til vores betrængte nutid. Og så kan alle forskere nødtvungent indrømme, at det ubestrideligt var et højt fagligt niveau, skolen dengang nåede op på. Så sådan en skole vil vi under ingen omstændigheder tilbage til. Med sådan en skole er der jo ikke behov for at rode rundt i al den såkaldte forskning ad libitum. Og så ville der måske heller ikke længere være brug for – oh, rædsel – et Skoleråd, der kan rådgive om, at ”lærerstuderende i praktik netop møder den undervisning, som forskningen viser, virker”, selv om forskningen netop ikke formår at vise nogen lærerstuderende en undervisning, der virker i en skoleform, der er skruet sammen således, at den på mest effektiv vis modvirker al undervisning.

Og så får lærerne én over snuden – for Gud ved hvilken gang. Nu skal lærerne til at tage sig sammen og blive gode til undervisningsdifferentiering, skønt ingen forskning overhovedet aner noget som helst om, hvordan der kan undervisningsdifferentieres i de håbløst sammenmaklede klasser. End ikke det høje Skoleråd aner noget om hvordan. Skolerådet formår ikke andet, end at sige til lærerne, at nu må de altså se at komme i gang. Nå jo. Lærerne skal blot lave ”reflekterede valg af metoder og organiseringer af undervisningen”. Dvs. at lærerne skal for en gang skyld prøve at tænke sig om - det kaldes at reflektere – og det betyder, at lærerne selv skal finde ud af alt det, som forskningen intet aner om.

Lærerne skal blive ”bedre til at organisere deres undervisningen ud fra den stadigt stigende mængde af forskningsresultater. Lærerne skal især være opmærksomme på betydningen af klasseledelse, struktur og variation for elevernes faglige resultater”. Mon skolerådsformanden selv er klar over, hvor meget vrøvl, han her får liret af? Lærerne skal være opmærksomme på betydningen af klasseledelse, siger formanden. Jamen, tror formanden virkelig, at der eksisterer én eneste lærer, der på noget tidspunkt går ud i en støjfrembringende ekstremt opblandet klasse uden som en gal at tænke på, overveje, ja sågar reflektere over klasseledelsesproblematikken eller overvejer struktur og variation i undervisningen. Det er da en deklassering af lærerne, at bede dem tage skolerådsformandens bedrevidende ord for pålydende.

Skolerådet kunne fremme den pædagogiske forskning ved at stille op med kvalificeret forskningskritik, hver gang en ny undersøgelse på skoleområdet bliver fremlagt.

Lige i denne weekend er der blevet fremlagt en norsk undersøgelse omkring lektielæsning og skoleresultater. Undersøgelsen er foretaget ved at eleverne er spurgt, om de oplever, at de har mange lektier for.

Det er klart, at ingen aner hvad der er op og ned i folkeskolen, når denne form for undersøgelse får lov at fremstå som forskning. Hvilke elever oplever mon, at de har mange lektier for? Er det de dygtigste elever, der kan overkomme alverden på kort tid? Eller er det elever, der ikke har så let ved tingene?

Skolerådet kunne spille en vigtig rolle ved utrætteligt at kommentere kvaliteten af sådanne undersøgelser, så den almindelige befolkning fik mulighed for at forholde sig til, om undersøgelserne er bakket op af pædagogiske forsøg. Som det er nu, står skole forsvarsløs overfor statistiske undersøgelser, der hævder at vise pædagogisk indsigt.

Mon ikke udtrykket "De udførende led" fortæller en hel del om hvor vi er i øjeblikket.
Jeg har svært ved at se det dække over andet end en mekaniseret og rudimentær livstilgang.....
Et "udførende led" hører vel hjemme i et mere totalitært verdenssyn, end vi normalt brøster os af.
Er jeg da blot et udførende led.... i statens pansrede krop
Oder was?