Dejligt at ministeren antyder, at folkeskolen har en §1. Desværre er det ikke andet end tomme ord. Både skolereformen og KL's "nysyn på folkeskolen" og Ny Nordisk Skole er kendetegnet ved en total glemsel af §1, altså vores skoletraditioner. I stedet sættes "operative måltal" for pisalister og gennemførselsprocenter, og under denne triste hat huserer så evidenstænkningen, forskningen, skoleledelse og det rejselystne metoder. Altsammen så vi kan klare os godt i den internationale økonomiske konkurrence. Hvis man ønsker at bære §1 frem, skal der helt andre boller på suppen. Tak iøvrigt til Merete Riisager for at tvinge sådanne svar frem. Riisager spurgte også i sidste måned til Antorinis syn på dannnelse. Ministeren kunne blot referere §1 ordret. Hun kunne slet ikke tilføje noget. Endnu et tegn på, at sætningen "folkeskolens formål er bredere end de faglige resultater.." ikke betyder noget som helst.

Hvis det så endda forholdt sig sådan, at det var evidenstænkningen og forskningen, der huserede hos regeringen.

Men det står endnu mere skralt til end som så.

Antorini er mindst lige så meget på kollisionskurs med forskningen og evidenstænkningen som med dannelsestænkningen. John Hattie betegnede for to uger siden hendes ide om en tvungen, national heldagsskole som ’absurd’ og ’spild af penge’, OECD’s ’Mr. PISA’ Andreas Schleicher belærte hende for tre uger siden om det krop umulige i at lave skolepolitik uden om lærerne og deres fagforening, og forskerne bag PIRLS og TIMMS har i månedsvis anklaget hende for ’systematisk misinformation’ om hvad der virker. Regeringens egen rapport fra efteråret 2012 om heldagsskolerne siger, at der ikke er dokumentation for et positivt afkast af deres indsats, rapporten om indskolingsforsøg fra forsommeren 2012 med heldagsskoler sagde direkte, at skoleformen har negativ effekt på inklusionen, og her i april 2013 kom så SFI-rapporten, der tegner et billede af den velfungerende skole, som ligger lysår fra Antorinis flimrende heldagsaktivitetsskole.

Alt sammen uden at Antorini har fortrukket en mine. Det er som at slå vand på en gås. Der bliver overhovedet ikke lyttet. Ny Nordisk Skole er komplet til grin.

Summa summarum: Det foreliggende forslag om tvungen heldagsskole fra Gedser til Skagen er uden ringeste forankring i, hvad vi ved, der virker. Det hele er skrevet på et par måneder af en håndfuld anonyme embedsmænd i et hermetisk lukket rum i ministeriet på ordre fra en desperat regering, der tror, at folkeskolen kan bruges som trædesten til en valgsejr, og det skal realiseres gennem fuldbyrdelsen af et nøje planlagt overgreb på lærerne. Det eneste, der nu mangler, er et par hastige studehandler på Christiansborg her de næste par uger, og så er scenen sat til den mest useriøse, gennemgribende reform af folkeskolen, der nogensinde er sket.

Det er intet mindre end rystende at være vidne til denne nedslagtning af folkeskolens grundlæggende værdier, sovset ind i spin og glittersprog, så ingen udenfor selve skoleverdenen tilsyneladende fatter omfanget af den skandale, der her udspiller sig for øjnene af den danske befolkning.

I børneminister Christine Antorinis svar til Folketinget fortæller hun, at udviklingen af skolen skal basere sig på ”viden om, hvad der virker”.

Og så kommer der en efter selv Antorinis opfattelse kompetent forsker, John Hattie, fra New Zealand og fortæller Antorini, at de flere timer, som hun med sit heldagsmonster planlægger samtidig med, at hun planlægger, at en masse flere voksne herunder en masse pædagoger skal omklamre børnene i skolen, overhovedet ikke nytter noget i henseende til at udvirke bedre skoleresultater. Hattie nævner Finland som en højkvalitetsskole, der for længst har fundet ud af, at man bare ikke kan løfte noget ved at blive ved med at øge timetallet i skolen. Danmark har for længst passeret det timetal, hvor flere timer gavner noget, siger Hattie. Og det passer jo mildt sagt ikke med Antorinis fantasiprodukt. Og derfor kører Antorini videre med sin yndlingsfantasi om flere timer og længere skoledag. For Antorini søger den ”viden, der virker”, siger hun. For Antorini er nemlig klogere end både Hattie og finnerne.

Og så vover ministeren, for at skabe lidt afstand til Hatties sønderlemmende kritik af ministerens fantasiprodukt, den infamitet at slå fast, at ”hvis man giver eleverne en hel masse kedelige timer, så lærer de ikke noget”. Og dermed har ministeren altså slået fast og betroet sin new zealandske gæst, at danske lærere er så dårlige, at de i årevis har spist danske elever af med en masse dødkedelige undervisningstimer. Og da danske lærere altså kun kan levere ”kedelige timer”, så legitimerer det ministerens og statsministerens påstand om, at det sandelig nu er blevet nødvendigt med mere ”spændende og anderledes” undervisning. Og dermed har ministeren og den samlede regering bygget hele heldagsskoleideen på en fuldstændigt sandhedsforvrænget virkelighedsfjernt billede af den danske skoleverden i almindelighed og lærerne i særdeleshed. Tænk bare. Danske lærere er eksperter i dræbende kedsommelig undervisning.

Efter sådan en omgang Hattie er det ikke så sært, at børneministeren maner til forsigtighed i omgangen med forskningresultater. Nej, så er det meget mere sikkert at lytte til de vise ministerord. Det er i ministerordene, at man finder ”den viden, der virker”. For ministeren ved bedre.

End ikke SFI-forskningen kan stå mål med ministerens visdom. Den af SFI fremhævede ”tydelige høje forventninger (krav) til eleverne” kan selvfølgelig ikke lade sig gøre i klasser, hvor bogligt dygtige og svage tilsat psykiske patienter udvikler al den adfærdsudskejelse, som de udelte klasser er kendt for at udvikle. Og hvordan skal lærere kunne styre eleverne – udøve stærk klasserumsledelse – og håndhæve den for undervisningen nødvendige ro i klassen, når ministeren med djævelens vold og magt vil bibeholde de udelte støjbefordrende klasser. Og når ministeren slår fast, at selvom udviklingen af skolen i højere grad skal baseres på forskningen, ”så skal det ikke være endimensionalt”, så betyder det, at man skal se bort fra al den forskning, som ”endimentionalt” strider imod ministerens propagandaviden.

”Samtidig skal vi anvende forskningsresultater med forsigtighed” siger ministeren. Især den forskning, der ikke passer til ministerens fantasivisioner. ”I forhold til den nævnte undersøgelse (SFI) skal vi være opmærksomme på, at folkeskolens formål er bredere end de faglige resultater målt ved elevernes karakterer ved folkeskolens afsluttende prøver i dansk og matematik”. Så altså, hvis det forventede løft udebliver, hvad det temmelig sikkert gør, så skal vi bare huske, at så lærer børnene nok så meget andet, end det som børnene går i skole for at lære, men som skolen fortsat ikke kan lærer dem.