Det vil da være en positiv forbedring. Tilbage til det der virker. Det er forskellen imellem teori og praktisk viden.

Som ordblind deltog jeg også i alle undervisninger i alle fag. Jeg var inkluderet.

Det var kun ordblindeundervisningen, der var efter skole, der alene var for ordblinde. Metoden den gang uden computere var først at lære, som du lærer morsealfabetet på 30 minutter og så skrive.

Så tilbage til det der virker.

Ovennævnte er et citat af Renate Valentin, "Präsidentin der Deutschen Gesellschaft für Lesen und Schreiben". Man kan læse om "Die neue Schlechtschreibung" i den nyeste "Der Spiegel" (Nr. 25/17.6.13). Titelhistorien indledes således: "Seit Jahren sind Grundschüler einem deutschlandweiten Feldversuch ausgesetzt: Reformer wollten kreative Geschöpfe heranziehen. Nun lernen die Kinder nicht mehr richtig schreiben. Experten sprechen von einer Rechtschreibkatastrophe."
Og endnu et citat fra artiklen: "Jetzt können leider viele Kinder, Jugendliche und junge Erwachsene nicht mehr richtig schreiben. Es leiden vor allem schwache Schüler, für die sich das Konzept Reichens (Schweizeren Jürgen Reichen) als Bildungshürde erweist; Bildungsforscher halten es inzwischen für gefährlich." Og: "Deutschlands Schulanfänger werden auf diese Weise zunächst systematisch zu Rechtschreibanarchisten erzogen - um sie dann mühsam wieder aus der fremdverschuldeten Unfähigkeit zu befreien." Og et sidste citat: "Die Schüler, die richtig schreiben lernen, tun dies trotz der Schule." (Günther Thomé, Sprachwissenschaftler von der Franfurter Goethe Universität).

Jeg vil lige slutte af med at understrege, at jeg hverken har forstand på læsning eller skrivning i begynderundervisnigen, men måske skulle vi i Danmark undersøge, hvorfor tyskerne åbenbart har så dårlige erfaringer med "at skrive sig til læsning", inden vi (blindt) kaster os ud i et tilsvarende eksperiment efter Arne Tragetons anbefalinger?

V.h.

Hjalmar Jess

Klara Korsgaard har forsket i at skrive sig til læsning, og hendes projekt med opdagende skrivning viste temmeligt nedslående resultater, som jeg husker det. Jeg mener, at elevernes resultat var under den aktuelle landsnorm for os64 ved slutningen af forsøget. Måske er der nogen, der har bogen liggende?

Men Tragetons forsøg indeholder andre elementer, der gør det spændende. Det kan godt være, at børnene får lejlighed til at skrive ortografisk korrekt, når de skriver avisartikler, og at de hermed gør sig kvalificerede forestillinger om skriftsproget. Selve det at betjene en computer på egen hånd involverer også en smule læsning.

Vi kan i det mindste erkende, at mange ikke kan læse, skrive og regne. Prøv at læse på Ekstra Bladets debatsider.

De 3, jeg havde ordblindeundervisning med, har alle klaret sig meget godt. Morten kørte bl.a. som den første og eneste igennem Sahara i en 2 CV 6. Susanne opfandt naturfarver i garn og oprettede en række forretninger. Nu ejer Susanne en gård med heste. Jeg sluttede som landechef hos Nokia og har bygget 6 virksomheder op, og jeg har lavet 4 ordblindeprogrammer. De sælges i 40 lande på 40 lokale sprog.

Jeg har undervist lidt over 1.000 privat, som alle er i arbejde (Paris, London, Tyskland, USA o.s.v).

Jeg er ikke specialist på området, men det virkede for mig og de borgere, som jeg har undervist.

Så tyskernes problem, jeg gætter, må være grammatik. Vi lærte latin (både den lille og store prøve), og så faldt tysk på plads. Vi måtte så arbejde noget mere end andre for at lære det samme. Jeg ved at de har succes i England og i USA.

Men vi kunne 4 sprog, matematik, fysik, kemi, historie o.s.v. Mit grundlag er statistisk ikke stort nok til at lave en godkendt stokastisk beregning.

Men hvis vi kan klare os, så kan de unge generationer også, hvis de lægger lidt kræfter i lektierne.

Opdagende skrivning går ud på, at barnet selv skal opdage skriftsprogets lydprincipper igennem egen skriveproces. Det lyder tillokkende og naturligt, men det er en usikker vej til læsning, for det er slet ikke nemt for børn at opdage skriftsprogets lydprincipper på egen hånd. Skriftsprogets historie viser, at der kun en gang i menneskehedens historie er udviklet et skriftsprog baseret på enkeltlyde (fonemer) og at alle skriftsprog bygger på dette.

Børn der har en uklar fornemmelse af skriftsprogets lydprincip, vil typisk ikke stave SKULLE som SKU. Ofte vil de holde fast i helt forsimplede stavemåder længe fx S eller SU eller måske US. På samme måde, vil de have svært ved at identificere ord som SKO korrekt. Måske vil de mene, at der står SOL eller SLIK eller noget helt andet.

Forskning blandt voksne, der ikke kom i skole som børn, viser, at det er først, når man kan læse en smule, at man opnår en sikker fornemmelse af sproget som en sekvens af enkeltlyde.

Dette bør den første læseundervisning tage hensyn til, og ikke kun bygge læseundervisningen op omkring børnenes egne skrivaktiviteter. Der bør også tilbydes en egentlig læse- staveundervisning.

Kære Flemming

At metoden "at skrive sig til læsning" skulle være en særlig fordel for ordblinde, som du antyder, bekræftes ikke af de tyske efaringer - tværtimod!
Citat Der Spiegel: "Besonders schlimm trifft das Erlernen falscher Strategien am Ende jene, die von Lese-Rechtschreib-Schwäche betroffen sind. Denn die Kuschelpädagogik à la Reichen birgt die Gefahrr, dass eigentlich förderbedürftige Mädels und Jungs vier Jahre Grundschule absolvieren, ohne als Legastheniker aufzufallen. "

V.h.
Hjalmar

Nu er Arne Trageton jo nordmand. Det kunne forklare, at han plæderer for, at vi skal skrive os til læsning. Men her man så huske, at norsk talesprog er meget tydeligere og meget mere distinkt end dansk talesprog. Det danske talesprog er blevet et vokaliseret mumlesprog, som fjerner sig mere og mere fra skriftsproget. Det gør det stort set umuligt for danske børn at gætte sig til stavningen af danske ord.
Denne øvelse burde være meget nemmere for norske og også for tyske børn, da også tysk er et sprog med en tydelig udtale. Men de tyske landsdækkende forsøg med at lære at læse gennem skrivning, ser jo generelt ud til at være en stor fiasko.
(I øvrigt er det selvfølgelig ikke den tyske grammatik, der er problemet, som Flemming Ast skriver. Tyske børn har jo ingen problemer med den tyske grammatik, når det gælder om at tale tysk. De taler selvfølgelig stort set "fejlfrit" uden at tænke over grammatikken).

V.h.
Hjalmar

Til din orientering skriver, taler og læser jeg tysk. Da jeg bl.a. har arbejdet i Tyskland, kan jeg da i det mindste fortælle dig, at afhængig af hvilken delstat, du arbejder i, er den tyske grammatik ikke altid korrekt, hvilket skyldes udtale og kulturen i den enkelte delstat.

Ligesom i danske dialekter, hvor en dreng hedder håre, når du er bornholmer.

Kære Flemming
Ja, det er klart, at der også i Tyskland findes mange dialekter (ligesom i Danmark). Men generelt er skriftsproget tættere på talesproget i Tyskland, end det er tilfældet i Danmark. Men det, at nogle elevers sprog kan være meget dialektpræget, gør det jo endnu sværere for disse elever at "gætte" sig til det skriftlige rigsdansk! Og endnu mere problematisk at skulle lære at læse gennem skrivning.

V.h.
Hjalmar

Dan jeg og Bill lavede version 30 og op, er dette baseret på bl.a. det ordblinde netværk i Tyskland og 19 andre lande via HeyTellMe kom med de forskellige forslag, metoder, farver/sorthvid. Med 20 meget forskellige kulturer blev resultatet, som det er nu. D.v.s. at specielt de tyske ordblinde ønskede den talende tastatur med læsning talende ordforslag og skrivningen med specielle ordlister i tastaturet pr. fag/time. De mange ordblinde i Tyskland, meddeler os, at nu kan de læse bedre end før.

Det kan være at se mange ordblinde, har lavet et program til ordblinde, der virker.

Det kan være svært at deltage i en debat, hvor der bringes citater på fremmedsprog. Især i denne, hvor der bringes citater på det sædvanlige meget vanskelige tyske forskersprog: Kan man ikke få en oversættelse?
I debatten mellem Hjalmar Jess og Flemming Ast om tyske dialekter, synes jeg, at det er sjovt, at Spiegel bruger ordet Mädels i stedet for det ord, vi lærer i skolen, nemlig Mädchen! (Mädchen ligger jo også tæt på det engelske maiden!)

God bemærkning. Vi har det samme i Danmark fra Pædagogisk Universitet. Selvom der er modbeviser til eksempler, så er det altid Niels der fremstår som professor. For en god ordens skyld er du alene professor i en statisk materiale, ikke i de dynamiske ændringer, der kommer over tid.

Jeg er langt mere lavpraksisk. Jeg vil have ordblinde til at læse på den ordblindes betingelser. Og det kan jeg. Jeg har mere end 15.000 eksempler på dette. Og det er via skrivning, at de ordblinde har tvunget mig til at opfinde nye ting. Bortset fra at jeg ikke er læreuddannet, kan jeg godt undervise. Det er et gen, som du er født med. Jeg har bare andre kommercielle uddannelser.

Det er jo den samme debat, som Niels fremfører overfor professor Carsten Elbroe's opfindelse af morfemer. Alligevel anvendes morfemer meget i skolen.

Det kan endda anvendes til talblinde. Men Niels Egelund har jo heller ikke selv opfundet det.

Hej Flemming Ast: Tak for at du kalder mit indlæg for: God bemærkning! Men mon ikke det var Jens Colding, den egentlig var rettet til? mvh Torben Larsen

som nogen måske har opdaget kan jeg hverken stave eller tegn-sætte, dette gav mig en masse problemer i forhold til dette emne - ikke fordi 'jeg' har problemer med at læse, men hvis jeg skulle anvende skrive-tilgangen ville jeg sandsynligvis blive "stoppet" af emsige lærer... som insisterer på korrekte endelser osv. osv. - at jeg overhovedet lært at læse skydes altså, tror jeg, at jeg har en stor "selv-tolerance"... jeg har fx læst lange engelske, norske og svenske tekster.. uden i første om gang at fatte dem, men med det resultat at jeg gradvist lærte mig selv at forstå.

Jeg anså det altså ikke mine "mangler", som en hindring... det pædagogiske budskab i dette er at man 'kan' lærer at læse/skrive af ren lyst, men at dette også kan "dræbes" hvis det koblet til de gængse faglige mål (vurdering og målbarhed) . ... i praksis er det irrelevant om det eleverne skriver/læser er 100% korrekt, da det vi reelt har brug for er at viljen til viden bevares.
Vh Per

Ja Jens Colding og de, der gør eleverne på de tekniske skoler en bjørnetjeneste.

Det er viljen til at lære, der er det vigstigste. For mit vedkommede læste jeg videre i USA, fordi ordblindehjælpen var bedre.

Det er meget afhængig af, hvad du ønsker at lave i livet. Alle yder en lige vigtig værdi til samfundet. Jeg kender elektromekanikere, der har lavet opdagelser i virksomheder, der leverer en værdi i kroner, som du kan måle i mia., altså meget mere end en læge.

Så har du den gamle opfattelse af, at der kun kan ansættes medarbejdere, der skriver og læser korrekt. Jeg hører til den gruppe af personer, der interesserer mig for mennesket bagved, og det har jeg altid haft success med - læs medarbejderne - jeg var jo blot chefen.

Men det kræver vilje hos eleverne.

Jeg følger tråden her, og kan læse, at det har været debatteret, om børn med dialekt har større vanskeligheder i at opdage sprogets lydprincip end børn med rigsdansk som modersmål. Læseforskningen viser, at det ikke er tilfældet. Faktisk er det en fordel at have flere modersmål, når man skal lære at læse. Man bliver mere opmærksom på skriftsprogets abstrakte principper med flere sprog i baggagen.
Jeg har fundet nogle relevante links, der belyser problemstillingen i forhold til bornholmske skolebørn.
http://www.folkeskolen.dk/25016/indvalid-eksperiment

http://www.folkeskolen.dk/5813/myter-eller-empiri

Hovsa - jeg mente skriftsprogets abstrakte lydprincip - ikke sprogets lydprincip. Det er her, i forhold til skriftsprogets abstrakte lydprincip, at det er en fordel at have flere modersmål.

Marianne, at nogen med en dialekt faktisk kan have ’lettere’ ved at lære at læse skyldes måske at de i forvejen er bedre beredt – hvis de da bevidst/ubevist er udfordret af dialekten? Dette er en hypotese som kunne knyttes til den urene pædagogik, som jeg netop mener knytter tid til en beredskabs-pædagogik… eller en ”selvstændigheds-pædagogik” om man vil. Altså hvis jeg/subjektet i en eller anden dogmatiske form ”isoleres” fra emnet, så må man også lærer sig selv at håndtere dette.

I mit tilfælde var det et spørgsmål om en ”vilje til viden”, hvor jeg startede på med at læse de bøger der lød interessante i mine forældres reol, for derefter at starte fra 0.00 på biblioteket. Det pædagogiske problem består vel i at opstille nogle ”personlige dogmerne” således at der bliver tale om en interessant udfordring. ( Min søn fattede først interesse for at læse da han faldt over en kæmpe stak Yo-Gi-Yo ”bøger” – hvor udfordringen blev ’hvor mange kan man nå at ”læse” på en time, en dag, en weekend - igen var dette selvstyrende, og ikke en udfordring andre havde fundet på. Lige nu er det antallet af sete Minecraft videoer på youtube der tælles… tror jeg.)

Her peger vi atter tilbage til ”taken as seen” pædagogikken, som den er beskrevet her på folkeskolen.dk, for matematikken. Med den interessante konsekvens at ’lærens’ rolle ændres ganske radikalt…. læren skal ’ikke’ længere coache/faciliteter, men ’læren’ genopstår i en helt anden form.
De pædagogiske dogmer kan i den forstand dæmme op for de gamle vrangforestillinger - ”du er hvad du læser” (spiser, hører, siger)….. hvorved vores dialekt kan bevares!

Vh Per
p.s. Løjerligt at dialekten kan bevares ved at man omgår dialektikken(?) - sådan!

Jo, jeg vil mene, at du har ret. Det er godt med lidt sproglig forvirring, så man har en smule distancering til sit eget modersmål, når man skal lære en ny måde at opfatte sprog - ved at læse.

For sjovs skyld googlede jeg lige, om der skulle træffe at være mange finner med tosproget baggrund, og jo, en stor del af befolkningen er af svensk afstamning og taler både svensk og finsk! http://da.wikipedia.org/wiki/Svensk-finsk

Jeg kan se at ca. 6% (290000) af befolkningen i Finland har svensk som modersmål. Jeg kan også se, at de svensktalende elever i PISA læsning scorer 511 point og de finske scorer 538 point,altså en forskel på 27 point.
Har det mon noget med tosprogethed at gøre?

Glemte et link
http://www.minedu.fi/export/sites/default/pisa/2009/PISA09esite_-_SVE.pdf

Jeg er ikke sikker på, at man vil kunne se effekten i niende klasse. Læsning er jo meget andet end sprogets lydprincip. Hvad er det danske gennemsnit egentligt og det svenske?

PISA 2009 - læsning
Danmark 495
Sverige 497
Island 500
Norge 503

Jeg har lige fulgt dit link og jeg kan se, at de skriver om børn, der går i svenske skoler (og formodentligt lærer at læse på svensk). Disse børn kan selvfølgelig ikke have samme mængde præcise og parate ordbilleder på finsk, som de børn, der går i den finske skole, og dermed læser finske tekster dagligt.

Hvad med de børn, der taler svensk i hjemmet, men går i finsk skole. Hvordan mon de klarer sig?

Noget andet er, at tosprogethed aldrig kan være hele forklaringen på børns læseudvikling. I dansk sammenhæng er det velkendt, at indvandrerpiger ofte klarer sig strålende i skolen, hvor indvandrerdrenge slet ikke klarer sig nær så godt, selvom begge børnegrupper har samme sproglige baggrund.

Nu har jeg haft kontor i Espo og var der 2 dage om ugen. Vi kalte det kl. 07:00 bussen og landede fredag aften 23:30.

Den vestlige del af Finland er svensktalende og mindre gode til finsk. Helsinki og omegn vil de helst tale finsk. Jo længere du bevæger dig op i Finland og mod øst, jo mere russisk vil du høre. Der kan de knapt nok tale svensk.

Så det er meget forskelligt fra område til område. En lille historie hører med. I nordøst Finland finder der en grænse by, hvor vi kørte telefoner ind i Rusland. Alle lastbiler var lastet med xx % flere telefoner, som forsvant. Det kaldes medsføringsomkostninger. Mange vil kalde det bestikkelse.

I Danmark går vi mere ind for vennetjenester. Det lyder pænere, men er i virkeligheden det samme uanset, om det sker i politik, i erhvervslivet eller i embedstværket.

Grunden til, at pigerne klarer sig så godt, er, at de har en anden status i familien end drengene. Altså drengene kan gøre, hvad de vil, og de er senere udviklet på læring.

Vi bør vel lige bemærke at det vi her kalder at "klarer sig bedre" handler om de "gode" pisa-målbare resultater. At piger helt generelt klarer sig bedre inden for dette siger måske noget mere om 'essensen' (evidensen), som hele systemet bygger på?

Uden at gå for vidt - og jeg må bestemt give Marina credit for ikke at være faldet i den gryde - så er en af mine grundhypoteser at vi lever i et feminint/faderløst sumfund... og at vægten inden for politk er tippet over til denne side er... evident. Rent pædagogisk/proffesionelt handler dette naturligvis slet ikke om en kønspolitik eller spogpolitisk - men mere om dannelse og modenhed.

I den generelle hypotse kan jeg altså se, at en generel udfording på 'modersmålet' ville kunne fører til øget selvstændighed, men det kræver vel at der er nogle 'faderlige' rollemodeller - eller fx de omtalte dogmer.

De sproglige vanskeligheder handler altså - for mig at se - om at lokalisere nogle mere generelle katalysatorer/vanskeligheder/udfordringer... som på pædagogisk vis kan moden/danne eleven - med det slut sigte at eleven (hastigt?) frigøres fra de "moderlige" bindinger.

Ud over de rent sprog-faglige overvejelser, vælger jeg atlså at se på de generelle perspektiver ... fx hvordan "det omvendte" kan sker for 2/3-generations indvandre? Altså er KUNNE der ligge noget generelt at hente i at skippe "modersmåls" undervisning - da dette kan fastholde eleven i nogle sociale roller, eller omvendt vil det være for skræmmende - og er der der, også her, forskel på drenge og piger?

... mine 'hjælpe hypoteser' handler netop om en pædagogisk opmærksomhed/modenhed - inspireret af umodne/banlige (dialektiske) kønskampe ! Atlså kan man i næste instans spørge om pædagogikken er modnet tilstrækkeligt til at kan ophæve moderbindingerne?

Mens jeg læste i Princeton, gik min søn selv op til rektor og bad om dansk undervisning. Og det fik han. Ellers var det min hustru, der stod for at holde dansk ved lige. Det kunne så ikke lade sig gøre i de andre stater, hvor vi boede.

Skandinavere har det med at bo i de samme områder, mødes i KFUM eller KFUK, Softball og tale skandinavisk.

Men hvis forældrer kun kan tale modersmål, så er det nødvendigt for børnene at kunne tale et ekstra sprog.

Om det er samfundets opgave, er en anden ting, som aktive lærere på tage stilling til.

Men 2 sprogede er guld værd for virksomheder til eksport, marketing, serviceopgaver og support.

Jeg springer lige væk fra Trageton - hopsa!

Engang kunne jeg godt lide at læse Søren Kierkegaard og Simone de Beauvoir. Ved ikke lige hvorfor... men jeg kan huske, at Beauvoir betegnede kvinden som "det andet køn". Altså, at manden blev defineret som fælleskønnet, og kvinden det anderledes og umyndige.

I dag er det vist ikke almindeligt at mene, at kvinders identitet alene ligger i ægteskabet og moderskabet. Kvinder og piger må gerne have en maskulin identitet, og dermed gerne være stræbsomme på egne vegne, ikke kun på vegne af deres mand og sønner. Det er i orden at være en drengepige.

Men er det i orden at være en pigedreng? Jeg synes ofte, at jeg oplever, at drengene er blevet "det andet køn". De må ikke have både kvindelige og mandlige sider, men skal være endimensionelle raske drenge, der lever et liv, der er amputeret for kvindelige sysler. Jeg oplever mødre, der mener, at raske drenge ikke kan lide at synge, de kan ikke danse, ikke lege med perler og ikke tegne. Raske drenge skal gøre det, mænd gør, helst bare spille fodbold og klatre i træer.

Hvis jeg har ret i, at mandekønnet er blevet amputeret for kvindelige sider, så kommer samfundet til at fremstå som feminiseret. Men tidligere var der (måske) en bredere opfattelse af mandekønnet, der også omfattede ikke særligt maskuline mænd fx bemeldte Kierkegaard, eller HC Andersen?

Kære Maria.
Du efterlyste langt tilbage i tråden viden om, hvordan det gik de børn, der fik lov at opdage skriftens lydprincip gennem opdagende skrivning og henviste til det projekt, jeg var med i i en del år. Det er rigtigt at den første klasse ikke scorede højt i OS64. Det gjorde de to følgende så til gengæld. Det lå over landsgennemsnittet. Men jeg tillægger det ikke den store betydning, thi OS 64 tester ikke det, eleverne kan (eller ikke kan) i forhold til at formulere sig skriftligt.
Opdagende skrivning kan aldrig stå alene med et sprog som det danske, der er så lidt lydret, men den opdagende skrivning kan være en af vejene til at knække læsekoden. Især hvis den voksne under elevens forsøg skriver 'voksenskrivning'. Vi opdagede i projektet, at eleverne brugte sammenligning med den voksnes stavemåde til at reflektere over skriftsprogets mange og uransalige stavemåder.
At arbejde funktionelt med at skrive om det, man har på hjerte, kan under ingen omstændigheder skade et barns læseindlæring. Snarere tværtimod.
Mange hilsener Klara

Har du bogen om opdagende skrivning liggende? Hvad var fordelingen i OS64 resultater og hvornår foregik forsøget?

Jeg vil gerne gentage min definition på opdagende skrivning fra denne tråd:

"Opdagende skrivning går ud på, at barnet selv skal opdage skriftsprogets lydprincipper igennem egen skriveproces. Det lyder tillokkende og naturligt, men det er en usikker vej til læsning, for det er slet ikke nemt for børn at opdage skriftsprogets lydprincipper på egen hånd. Skriftsprogets historie viser, at der kun en gang i menneskehedens historie er udviklet et skriftsprog baseret på enkeltlyde (fonemer) og at alle skriftsprog bygger på dette."

Idegrundlaget for denne form for skriftsprogstilegnelse kan beskrives som en individorienteret kognitiv konstruktivisme, som man finder den fx hos Piaget. Barnet skal selv opdage de skriftsproglige principper igennem egen skriveproces. I praksis finder man dette syn på læring, når de lærere, der kender skriftsprogets principper, tøver med at fortælle barnet, hvordan ord staves, fordi barnet helst selv skal komme frem til denne viden gennem egne skriveforsøg.

Hvis den voksne vælger at introducere konkrete ords stavemåder for barnet, så er der ikke længere tale om "opdagende skrivning" for mig at se. Når børn får lov til at lære sprogets ortografi, så er der tale om "indkulturering i skriftsproget". Det er en læringsforståelse, der i højere grad er knyttet til den kulturelle/sociale konstruktivisme som man finder fx hos Vygotsky.

"Indkulturering i skriftsproget"er et vigtigt princip, der kan blive overset, når skolen gerne ser, at børn skal lære at læse igennem den sproglige erfaring - både ved "opdagende skrivning", "børnestavning" og "sproglig opmærksomhed".

Jeg så gerne, at forældre i højere grad havde fokus på at sætte deres små børn til at skrive fx julehilsener og postkort sammen med forældrene. Sådan, at børn fra en tidlig alder lærte sprogets ortografi at kende og blev gode skriftlige kommunikatorer. Dette udelukker ikke, at børnene skriver frit, når først de har lært lidt af de skriftsproglige principper at kende. Men det er vigtigt, at barnets lærere og forældre er opmærksomme på, at det slet ikke er almindeligt, at børn på egen hånd opdager, hvordan skriftsproget hænger sammen.

Efter lidt søgning på nettet, fandt jeg resultaterne af det danske forsøg med opdagende skrivning. Forsøget forløb sådan, at børnene blev testet med OS64 i 2006, 2007, 2008 - i begyndelsen af første klasse efter et år med fokus på opdagende skrivning.

Nullerne er en periode hvor læsningen tog fart i hele landet. http://folkeskolen.dk/~/Documents/22/65422.pdf Derfor er det ikke helt rimeligt at sammenholde forsøgets resultater med testnormen for 2003. Det ville være lige så rimeligt at kigge på testnormen for 2010.

I 2010 var 77,4 % sikre og hurtige læsere målt ved os64 i maj første klasse
12 % var langsomme men sikre læsere målt ved os64 i maj første klasse
10, 5 % var usikre læsere målt ved os64 i maj første klasse

Det danske læseforsøg med opdagende skrivning rummede ikke en sammenlignelig kontrolgruppe. Vil man forsøge at vurdere forsøgets testresultater, så det eneste mulige at sammenligne med landsgennemsnittet, ud fra den antagelse, at elevgrundlaget for læseforsøget er sammenligneligt med elevgrundlaget på landsplan.

Ved de tre årgange, læseforsøget dækkede, er andelen af hurtige og sikre læsere 53,4 %, 88 % og 72,7 %. målt ved OS64 i maj første klasse. Sammenlignet med landsgennemsnittet for 2010 (77,4 %) er dette på ingen måde et resultat, der ligger markant over middel.

Man må regne med, at der ligger en positiv effekt gemt i selve processen med at deltage i et læseforsøg, fordi forsøget bringer mere fokus på læsning. Forsøget med "opdagende skrivning" viser, at "opdagende skrivning" kan være en farlig vej at betræde når målet er sikre læsefærdigheder, da forsøget ikke viste markante positive resultater målt på elevernes læseudvikling, trods ihærdigt arbejde af forskere og lærere under det veludførte og gennemtænkte læseforsøg.

Der er jo kommet mange nye ord til, siden jeg lærte at læse via skrivning. og jeg er ikke ekspert. Med de deltagere jeg har lært at kende fra 20 kulturer som ordblind, har ønsket dette. De skriver stolte til os, at vi har hjulpet meget ved at lytte og levere de faciliteter, som de mener, de har brug for. Men mig bekendt er det også første gang, at et ordblindeprogram er udviklet af de ordblinde selv.

Lige for en god ordens skyld. Der er enighed om, at det er en god ide at skrive i folkeskolen. Diskussionen går på, om børn får en bedre læsestart ved opdage skriftsprogets principper på egen hånd.

@Marianne ... min hypotese er at selvest Kirkegaaard også var "mandeforskrækkede" - i den forstand at han så sig og sit køn i don Juan perspektiv. ( Hvordan dette skete er en længere historie, 2.500 år gammel. ) - jeg er mere til Andersen end Kirkegaard!

Det formildende islæt bastår i at Kirkegaard godt vidste hvad der sker med "mænd der tænker som kvinderne tror de godt vil ha det!" forføren- Kirkegaard skiver altså til disse mænd (og deres kvider opfatter dem som etiske), som så misforstår og opfatter det som nye anvisninger til eksistentiel coaching(!) - not!

Mandekønnet er urent (ofte uæstestisk, umoralsk og uetisk), også i den pædaogiske kontekst... og i det perspektiv kan vi altså udfolde hele det kompleks som tilsyneladende er kastet ud med badbandet og den almene dannelsen.

I denne kontekst er "retskriving" altså en pædagogisk udfordring da denne kan forfører os til at tro at den der skriver korrekt også 'er' ren... en perceptions fejl af Sokratiske dimmensioner.

Jeg mener derimod ikke at vi kan påstå at Mænd er enfoldige, det er vi netop kun når vi vil opnå noget med, forfører, det andent køn.... - enfoldigheden er en konsekvens af at "der er så meget kvinder ikke forstår"... - derfor har vi hidtil kun fokuseret på de få ting Platon kaldte dyder og essenser!
Vh Per

i øvrigt udgivet "Sebastian og skrivemaskinen" og "både og" serien. Jeg er ikke sikker på hvad jeg mener om "skrivemaskinen", men det er samme tema....

Jeg mener at Lene Andersen (med flere) giver Kirkegaard "for lang snor" - og at det er ALT for let at misfortolke hans eksistesfilosofi. ( Ifølge Joakim Graf (SAK) var Kirkegaards inspirationer Jesus og Sokrates, allerede her bør den røde lygte lyse - ... eller alle disse værker skal læses med derres denne Ironiske distance? )
Vh Per

Tak. Her kommer jeg jo til kort. For det ved jeg ikke. Men det kan vel afprøves?

Kære Flemming

Jeg ved ikke, om du har bemærket det, men du er en af de få, der kan stave mit navn. Trods ordblindhed.

Mange tak. Så har min undervisning været rigtig. :-) for mig.

Kære Marina.
Jeg er da glad for, at du skriver, at det er en god idé, at børn skriver i skolen. Ind imellem kan jeg i diskussioner få fornemmelsen af, at skrivning skulle være ligefrem farligt at introducere før/parallelt med læsning.
Kunne vi ikke enes om, at målet er, at barnet tilegner sig skriftsproget -forstået både som det receptive (læsning) og det produktive (skriften). Det er to sider af samme sag, som gensidigt understøtter hinanden. Jeg har aldrig været talsmand for, at vi skal droppe at lære børn at læse. De skal forstå det meget abstrakte at bogstaver og lyd er forbundet. Det er ikke så ligetil, men skrivning kan være en hjælp til dette. Når børnene tumler med at få lyd og bogstav til at passe sammen i skriveprocessen er de godt i gang med knække skriftsprogets kode.
Barnets opdagende skrivning har den store fordel, at man kan se, om barnet er på vej til at knække koden eller ikke. Vil barnet skrive VIOL og skriver VL, så er det på vej, mens KXP giver grund til særlig skærpet opmærksomhed på, hvordan barnets skriftsproglige udvikling forløber. Erfaringerne fra projektet om Opdagende skrivning viser, at vi allerede ved juletid i børnehaveklassen kan finde de børn, der skal have lidt eller meget ekstra støtte.
Hilsen
Klara

At resultaterne ved læseforsøget i Opdagende Skrivning lå under landsgennemsnittet ved OS64, må da også have givet anledning til interne overvejelser om forsøgets metode? Særligt efter at landsgennemsnittet i 2010 blev offentliggjort?

Der har forhåbentligt været interne diskussioner om, hvorvidt Videnscenter for Læsning fremover vil fraråde, at Opdagende Skrivning står alene i den første læsetilegnelse?