Pædagogiske Psykologers Forening gør det, som denne forening er til for. Foreningen varetager de ressourcesvage elevers tarv og kerer sig om, hvorvidt skolen virker befordrende på den urimeligt udspændte rummelighed. Og det må være helt i sin orden. Bl.a. nævnes det som et faktum, at selve den nødvendige tilslutning og helhjertede opbakning til skolereformen blandt lærerne for tiden, ikke synes at være til stede i det nødvendige omfang. Det betyder, at lærerne skal undervise i en skoleform, som lærerne ikke går helhjertede ind for eller anderledes sagt: som lærerne ikke tror på. Og under sådanne forhold opnår skolen ikke det, som for Pædagogiske Psykologers Forening er skolens væsentligste opgave, nemlig at maksimere indsatsen for de ressourcesvage elever og for selve rummeligheden i klasserne.

Foreningen fastslår at holddannelsen er skadelig for de svage elever. Skolerne bør altså undlade holddannelser og i stedet for henlægge al undervisning til de mere og mere opblandede og umuliggjorte udelte klasser. Og her hæfter foreningen sig slet ikke ved den skadevirkning for al undervisning, som netop sådanne opblandinger udvirker, ikke alene for de svage, der som bekendt i vid udstrækning tabes i undervisningen og for de dygtige, der i lige så vid udstrækning forsømmes. Men det er lige som om, foreningen forudsætter, at al undervisning i skolen bør koncentreres om de svage elever. Skolerne bør undlade holddelinger, fordi holddelinger forstyrrer den nødvendige stabilitet for de svage. Og for de dygtige gør holddelinger vel ingen forskel i det omfang, man tilstræber hold, der er lige så opblandede, som klassen er.

Og helt i overensstemmelse med vanen interesserer de bogligt dygtige elever slet ikke hverken politikerne eller eksperterne, herunder de pædagogiske psykologer. Men nogen faggrupper burde vel plædere for, at der altså også findes bogligt dygtige elever, hvis behov for forbedringer er lige så påtrængende som behovet for at forbedre de svages udbytte af undervisningen.

Og her er det, at Pædagogiske Psykologers Forening uden at forlade denne forenings interessefelt mageligt kunne argumentere for, at den for de svage elevers nødvendige stabilitet netop kunne opnås ved at samle de svage i klasser for sig, medens de dygtige kunne opnå det løft, som den udelte skole aldrig har kunnet give dem, ved at samle disse elever i boglige klasser. Den argumentation kaster foreningen sig ikke ud i. Muligvis fordi de dygtiges behov ikke er foreningens anliggende. Eller også fordi fordi denne forening er bundet op på et eller andet uskrevet krav om under ingen omstændigheder af anfægte tesen om de udelte klassers fortræffeligheder.

Men det ændrer ikke ved, at den logiske konsekvens af foreningens synspunkter er indførelsen af den elevdelte skole i en eller anden form.

Vagn Madsen bruger mine vurderinger som en opbakning til, at der skal ske niveaudeling i skolen.
Måske har Vagn Madsen ikke fulgt inklusionsdebatten så tæt, men så vil jeg oplyse om, at de ressourcesvage elever kun udgør en mindre del af målgruppen for inklusion. Langt de fleste har temmelig gode evner, men de har af forskellige årsager svært ved at udnytte dem i en skolesammenhæng
venlig hilsen
Bjarne Nielsen
formand for Pædagogiske Psykologers Forening

Hele rummelighedsprojktet i folkeskolen handler om, at der kan spares en masse penge ved at nægte de elever, som der indtil nu har været bred enighed blandt skolerne og eksperterne om netop ikke har kunnet få noget ud af at gå i normalklasserne, deres professionelle specialhjælp. For at sløre denne benhårde spareforanstaltning har man skruet en pseudopsykologi sammen, der siger, at sådanne svage børn faktisk tager skade af at blive taget ud af deres normalklasse og overført til et sted, hvor den rette ekspertise er til stede til at afhjælpe deres svagheder/problemer. Så skulle denne forringelse være gjort til noget positivt.

Når Bjarne Nielsen siger, at ”holddannelse og variation ikke er, hvad eleverne (de svage af dem) har brug for”, så kan det vel kun betyde, at det, at de svage elever med mellemrum eller ofte tages ud af deres klasse for at indgå i indtil flere holddannelser alt efter hvilke fag, der undervises i, giver så meget opbrud, at netop svage elever ikke kan klare de mange omstillinger. Den for sådanne elever nødvendige stabilitet, som sådanne elever vel også kun sjældent finder i deres højst opblandede hjemklasser, kunne man formentlig opnå ved at samle eleverne i særlige klasser. Og det var det, som jeg gok ud fra, at Bjarne Nielsen måske ville være enig med mig i.

Så er der altså nogle elever med store vanskeligheder formentlig af psykisk karakter, men med gode boglige evner. Men det er vel rigtigt, at sådanne elever ikke eller i hvert fald sjældent får anvendelse for disse evner i de i forvejen højst opblandede klasser. Hvilke specialtilbud sådanne elever skal tilbydes, har Bjarne Nielsen måske en ide om, men det kan da næppe nogensinde blive optimalt bare at sætte dem ind i de i forvejen ofte meget kaotiske klasser. Sådan uddanner man da ikke mennesker. Og i hvert fald ikke børn.

Og det er altså her, at jeg bruger Barne Nielsens udredninger til at pege på elevdelinger (niveaudelinger) som en logisk udvej for en skole, der vil og gerne skulle evne at uddanne. Og hvis man ikke vil sådan noget, så er det, at jeg spørger, hvad man så egentlig burde gøre for de normaltfungerende børn eller de bogligt meget dygtige børn. Disse i den nuværende skole stærkt forsømte individer kan da ikke få optimalt uddannelsesudbytte ud af at sidde i de udelte klasser sammen med de bogligt svage, der skal undervises på deres niveau, og sammen med de psykiske ubehandlede patienter, der skal behandles og undervises på helt særlige måder og så altså de af Bjerne Nielsen nævnte velbegavede elever, der blot har svært ved at udnytte deres evner i sådanne klassesammenhænge. Hvordan forestiller Bjarne Nielsen sig, at normaltfungerende eller bogligt dygtige elever kan få optimalt faglig indlæringsmæssigt udbytte af deres skolegang, når de skal sidde i sådanne forsamlinger.

Engang sagde man blot, at sådanne normaltfungerende eller dygtige elever såmænd nok klarer sig alligevel. Det var, hvad en skole kunne tilbyde dem at få ud af ni års trædemølletilværelse. Senere slog man problemet hen med en bemærkning om, at sådanne normaltfungerende vel kunne sidde og lære noget af at være i selskab med mennesker, der er anderledes, end de selv er. Man kaldte det for erhvervelse af sociale kompetencer eller sådan noget. Og så skidt med alt det faglige, som de godt kunne lære, men som de altså bare ikke fik og stadig ikke får lært.