http://www.information.dk/121144

LFS har ret i, at reformen på en række punkter er et farvel til reformpædagogikken, men desværre på de forkerte. Den skrotter kort fortalt reformpædagogikkens forestilling om den fredhellige barndom, men beholder de sider af den, der ikke virker: Individualiseringen, opløsningen af klassen, afmonteringen af lærerautoriteten, sammenblandingen af skole og fritid mv. Til gengæld genindfører den de sider af den sorte skole, som heller ikke virker: Tvungne lektieklasser, tæller-måle-veje-regimentet, mere pres på de boglige fag mv. Reformen tager kort sagt det værste fra begge skoler og ophøjer det til en vision for fremtidens skole. Den er fuldkommen historieløs og komplet ligeglad med, hvad der virker.

Den opsang, Ziehe har givet '70'er pædagogikken' (som Dennis linker til), kommer fra et helt andet sted. Den genindsætter læreren som underviser og skolen som en modkultur til massekulturen. Den gør op med narcissismens kultur, hvor reformen gør knæfald for den.