"I denne opdragerrolle var det også lærerens opgave at straffe børnene, når de gjorde noget forkert - det forventede forældrene."
At forældrene forventede at læreren straffede børnene brugte lærerne helt frem til 1967 som argument for at slå børnene, selv om følgende straffe allerede blev forbudt i 1814: ”Læreren må aldrig tillade sig, at give børnene ørefigen, stød eller slag med hånden, at knibe dem, eller bruge skældsord imod dem.”
Jeg er spændt på hvordan dette forbud bliver behandlet i næste bind, for lige meget hvor meget forældrene forventer af lærerne, så giver det jo ikke lærerne ret til at overtræde dette forbud, hvilket de for øvrigt gør i 153 år uden at ryste på hånden, ja, de ligefrem koketterer med det.



”Læreren må aldrig tillade sig, at give børnene ørefigen, stød eller slag med hånden, at knibe dem, eller bruge skældsord imod dem.”

Stort set står vi i dag ved udgangspunktet fra 1700-tallet. Stort set. For ferlen er ikke vendt tilbage. Og lærergerningen er ikke en nebengeshäft, selv om det op til vore dage i folkemunde har heddet, at kan man ikke blive andet, så kan man vel blive skolelærer. Og den respektløse tale om ”læreren som den halvstuderede røver” har helt op til i dag sat læreren på plads lidt uden for det gode selskab. Således ved afskaffelsen af alt, hvad der minder om overenskomstaftaler til fordel for et lovdiktat, der satte lærerne på plads i et genopstået industrisamfund..

”Op gennem tiderne fik en større og større del af befolkningen adgang til undervisning for dens børn”. Men i dag kan man godt sige, at man er vendt tilbage til udgangspunktet i fortiden. Ganske vist har alle børn i dag adgang til en skole. Men det betyde jo ikke, at alle børn har adgang til en for dem passende undervisning. Det havde børnene i realskolens tid. Men i dag sørger vi for på uanstændig vis at forsømme alle de dygtige i undervisningen og sørger samtidig for, at de bogligt svage tabes i undervisningen. Og for at det ikke skal være løgn, så berøver man også alle de specialkrævende børn herunder de psykiske patienter en for dem helt nødvendig hjælp. Der er jo forskel på, om man ”dengang” endnu ikke var nået så langt i skoleudviklingen, at man underviste alle børn og så i dag, hvor vi ved at skrue tiden tilbage har opgivet at undervise alle børn på højest mulige niveau, sådan som vi gjorde det i realskolens og i den niveaudelte skoles tid, og i stedet for blander hele baduljen sammen i en pærevælling, så de bogligt svage ikke kan blive undervist ordentligt og de bogligt dygtige kan få lov til at sidde for lud og koldt vand. Jo, på mange områder er vi i dag vendt tilbage til udgangspunktet i 1700-tallet med et eklatant skolekulturelt styrtdyk.

”I middelalderen var undervisning kun noget, som en mindre del af befolkningen havde adgang til”. Og i dag er man så vendt tilbage til det middelalderlige billede af skolen, hvor vi kun tillader, at en lille del af befolkningens børn får lov til at få fuldt udbytte af undervisningen.

Vi kan godt more os over, at det engang kunne finde sted, at en ”matros, en knapmager eller en soldat holdt skole”. Men det er altså ikke så længe siden, at der oppe fra allerhøjeste niveau blev talt om det betimelige i at lade en tømrer, en smed, en pensioneret præst o.l. forestå væsentlige dele af undervisningen i steder for en uddannet lærer. Og tager jeg ikke meget fejl, så luftes nu også tanken om at lade pædagoger uden lærereksamen forestå (tage ansvar for) dele af undervisningen. Jo tiderne med matrosen, knapmageren og soldaten bag katederet er skam vendt tilbage efter det skolekulturelle styrtdyk.

Men selvfølgelig. Hvis man vælger at påpege, at skolen i dag i modsætning til skolen i 1700-tallet benytter it i undervisningen, så kan man da sagtens konstatere en ret evolutionær udviklingslinje fra dengang og til i dag.

Når lærerne dengang undervisningsdifferentierede deres store blandede klasser med store niveauforskelle, betød det, at læreren underviste de forskellige niveauer hver for sig, medens resten var beskæftiget med et eller andet uden at blive undervist. Alle børn havde store huller i undervisningsforløbet, og alle måtte vente, til det blev deres tur. Og det er slet ikke den undervisningsdifferentiering, som alle forventer kan bringe dagens antiskole op på niveau med den skændigt ombragte realskole. Dengang vidste alle, at en lærer ikke kan undervise hele klassen med klassens store niveauforskelle. I dag forlanger man, at lærerne skal kunne undervise hele klassen med de lige så store niveauforskelle ved hjælp af en helt urealistisk forestilling om undervisningsdifferentiering.

Appel og Fink-Jensen m. fl. skriver afvæbnende sandt og realistisk om skolen o. 1700-tallet, at ”med store klasser og stor alders- og niveauforskel gav det ikke mening at gennemgå et samlet pensum for alle” og så tilføjer forfatterne ”som i dag”. Dvs. at forfatterne går ud fra, at lærerne i dagens ekstremt opblandede udelte klasser med store niveauforskelle heller ikke ligesom dengang kan gennemgå et samlet pensum for alle i klassen. Og det er selvfølgelig en sand beskrivelse. Sandsynligvis er læreren i dag bare nødt til at gennemgå et samlet pensum for alle forskellighederne med det resultat at de bogligt svage hægtes af det meste af undervisningen og de bogligt dygtige i en stor del af tiden sløver hen, fordi undervisningen bliver for nem og for omstændelig for de dygtige, fordi læreren skal have de svage med.

Som forfatterne skriver, så må undervisningen set fra lærernes synspunkt, have været en udfordring, for ”han kunne ikke på nogen måde undervise dem samlet med de store niveauforskelle”. Og når hvert eneste barn dengang havde sit eget niveau, så var differentieret undervisning reelt eneste mulighed. Lærerne var dengang henvist til næsten udelukkende at bruge differentieret undervisning. Og hvordan fungerede den tids differentierede undervisning så? Jo, læreren underviste enten individuelt eller underviste små samlede nogenlunde homogent sammensatte elevgrupper, medens alle de øvrige elever sad alene uden at blive undervist. Sådan fungerede åbenbart den differentierede undervisning dengang.

Men sådan kan den differentierede undervisning ikke fungere i dag. For i dag har vi netop nedbrudt en virkelig velkvalificeret realskole og erstattet denne skoleform med en kopi af 1700-tallets klasseinfernoer med en opblanding af alverdens forskellige elevtyper fra virkeligt bogligt dygtige til ikke-bogligt dygtige til direkte ubehandlede psykiske patienter med de deraf følgende uundgåelige adfærdsmæssige udskejelser blandt eleverne. I dag kan læreren ikke differentiere sin undervisning ved at undervise mindre grupper af klassen og lade resten sidde og passe sig selv. I hvert fald ikke, hvis den differentierede undervisning skal foregå, som klogskaben forlanger. Og hvorfor kan læreren ikke det?

Vi skal jo huske, at den nuværende udelte antiskole blev søsat med en direkte anvisning fra den daværende undervisningsminister Ole Vig Jensen, om, at hvis uddannelsesniveauet skulle holdes på højde med realskolens, og det skulle niveauet meget gerne, så var det nødvendigt, at lærerne undervisningsdifferentierede. Men lærerne skulle gøre dette på en sådan måde, at alle elever blev undervist på fuld tid. For ellers kunne man jo ikke komme på højde med realskolen. Men i 1700-tallet underviste lærerne jo aldrig alle eleverne i klassen på fuldtid. Store dele af eleverne sad jo og passede sig selv eller fordrev tiden med et eller andet, meden andre blev undervist. For dengang anede ingen, at man kunne undervise alle under ét med et maksimalt resultat blot ved at elevdele klasserne.

Så den tids differentierede undervisning er mildt sagt ikke den form for differentieret undervisning, som i dag forlanges af lærerne. Den tids differentierede undervisning var praktisabel, fordi den nærmest var individuel undervisning. Og ingen fandt det kritisabelt, at store dele af klassen sad og passede sig selv, medens andre blev undervist. For dengang havde man jo ikke en forhenværende yderst velfungerende realskole at sammenligne den aktuelle skole med. Vor tids differentierede undervisning er et Fata Morgana-spøgelse, der ikke lader sig praktisere i en ekstremt opblandet udelt klasse. For i vore dag ved alle nemlig, at hvis man ellers kunne bekvemme sig til at indrette skolen undervisningsegnet, så kunne man sagtens undervise alle elever i samtlige lektionens 45 minutter.