Når der skal formuleres nye mål for undervisningen i skolen, burde lejligheden benyttes til at formulere målene ud fra det faglige stof, som man mener, at eleverne skal have indlært, før de forlader skolen. Man må vel går ud fra, at der er en masse konkret faglig viden, som forældre sender deres børn i skole for at få deres børn lært. I hvert fald er der noget, der tyder på, at det er ønsket om den størst mulige faglige indlæring, der får mange forældre til at forlade folkeskolens støjbefængte sammenrodede og uunderviselige klassemiljøer til fordel for privatskoler, fordi de forventer her at finde bedre muligheder for deres børns faglige indlæring. Og da folkeskolen jo gerne, som navnet siger, skulle være folkets skole og ikke politikeres tumleplads, sådan som den er nu, så bør man målsætte det faglige vidensindhold, som børnene gerne skulle erhverve sig i skolen. Således må det da gerne fremgå af målene for folkeskolen, at eleverne skal stifte bekendtskab med Middelalderen gennem læreren udredninger af de og de begivenheder på de og de klassetrin. Ligesom det gerne må fremgå af målene, at børnene skal lære de navnene på fynske byer.
Men sådan noget er der just ikke lagt op til ved fornyelsen af målene. Nu skal fornyelsen består i, at formulere målene i kompetencetermer. Og dette kan meget vel have sin årsag i, at danmarkshistoriens mest tåbelige folkeskole nu en gang er indrettet således, at det er umuligt at må fagligt fastsatte mål i de brogede heterogent sammensatte klasser, som fortsat skal være kendemærkerne for den danske folkeskole. Det er nok derfor, at målene skal kompetenceformuleres.
Kompetencer handler i skolesammenhæng bekvemt nok ikke om, at eleverne skal lære det og det om Middelalderen eller om bynavne i Danmark, men om nogle tågede formuleringer om, at eleverne skal rustes til at imødegå og klare livets udfordringer nu og fremover. Og selv om man da ikke skal forklejne et sådant mål for en skole, så kommer man jo ikke uden om, at ingen levende sjæl og ej heller noget analyseinstitut vil være i stand til at konstatere, om eleverne har nået et sådant mål, når de forlader folkeskolen. Kompetencemål formuleres og opstilles for at skjule den udelte enhedsskoles totalt manglende evner til at kunne operere hen imod faglige mål af et vist fagligt niveau. Opstilling af kompetencemål er camouflage for skolens uduelighed i undervisningsmæssig og uddannelsesmæssig henseende.
Værre endnu er tendensen eller måske kravet om, at formulere, hvad man kalder for læringsmål for den enkelte elev. Man sidder med en ekstremt opblandet elevforsamling bestående af alle mulige elevkategorier i klassen. Man ved, at det ikke er muligt at nå noget fælles mål for alle disse elever, med mindre man formulerer sådanne fælles mål tilstrækkeligt lavt eller tilstrækkeligt tåget og udflydende. Så sikrer man en udadtil succesfuld undervisning ved at målsætte med individuelle læringsmål. Kan man se, at man i en ekstremt opblandet udelt klasse ikke kan nå en del svage elever, kan man vel sætte læringsmålene for disse elever, så der alligevel er en form for succes i sigte.
EVA’s undersøgelse ”Fælles Mål i folkeskolen” er åbenlyst ikke det eneste grundlag for den aktuelle revision af Fælles Mål. Andreas Rasch-Christensen, som har stået i spidsen for den mastergruppe, der lægger rammerne for de nye Fælles Mål, har tidligere understreget, at gruppens arbejde hviler på både forskning på området, afsøgning af internationale erfaringer og på gruppens viden og erfaringer. Vores undersøgelse havde den klare konklusion, at der skal sættes ind på et langt mere grundlæggende niveau, end en forenkling og revision af Fælles Mål udgør, hvis man vil sikre, at folkeskolens undervisning fremover tager afsæt i læringsmål. Jeg har tidligere redegjort for denne konklusion i indlægget ’Læringsmål kræver mere end faghæfter’, som stadig kan læses på folkeskolen.dk.
Men sådan noget er der just ikke lagt op til ved fornyelsen af målene. Nu skal fornyelsen består i, at formulere målene i kompetencetermer. Og dette kan meget vel have sin årsag i, at danmarkshistoriens mest tåbelige folkeskole nu en gang er indrettet således, at det er umuligt at må fagligt fastsatte mål i de brogede heterogent sammensatte klasser, som fortsat skal være kendemærkerne for den danske folkeskole. Det er nok derfor, at målene skal kompetenceformuleres.
Kompetencer handler i skolesammenhæng bekvemt nok ikke om, at eleverne skal lære det og det om Middelalderen eller om bynavne i Danmark, men om nogle tågede formuleringer om, at eleverne skal rustes til at imødegå og klare livets udfordringer nu og fremover. Og selv om man da ikke skal forklejne et sådant mål for en skole, så kommer man jo ikke uden om, at ingen levende sjæl og ej heller noget analyseinstitut vil være i stand til at konstatere, om eleverne har nået et sådant mål, når de forlader folkeskolen. Kompetencemål formuleres og opstilles for at skjule den udelte enhedsskoles totalt manglende evner til at kunne operere hen imod faglige mål af et vist fagligt niveau. Opstilling af kompetencemål er camouflage for skolens uduelighed i undervisningsmæssig og uddannelsesmæssig henseende.
Værre endnu er tendensen eller måske kravet om, at formulere, hvad man kalder for læringsmål for den enkelte elev. Man sidder med en ekstremt opblandet elevforsamling bestående af alle mulige elevkategorier i klassen. Man ved, at det ikke er muligt at nå noget fælles mål for alle disse elever, med mindre man formulerer sådanne fælles mål tilstrækkeligt lavt eller tilstrækkeligt tåget og udflydende. Så sikrer man en udadtil succesfuld undervisning ved at målsætte med individuelle læringsmål. Kan man se, at man i en ekstremt opblandet udelt klasse ikke kan nå en del svage elever, kan man vel sætte læringsmålene for disse elever, så der alligevel er en form for succes i sigte.