Andreas Rasch Christensen, formand for arbejdsgruppen mener, at de nye fællesmål vil medføre en styrkelse af dannelsen i folkeskolen. Det skal han jo sige, han har selv opstillet dem. OG, Ja- jeg skal da gerne indrømme, at specielt fællesmål i Musik for mig, forekom stort set så høje, at jeg ikke altid selv kunne leve op til dem. Det, der for mig, dog er den abitrærer størrelse, er sammenhængen mellem mål og identitetsdannelsen - er den nu ikke længere elevernes egen erobrede rejse? Skal dannelse nu stoppes ned i halsen på folk, ja så er det for mig overhovedet ikke dannelse men en uhyggelig form teknisk indlærnigs effektivisering. Den voksne arkitekt, musiker eller kunstner vil nok også betakke sig for at gøre deres identitetsdannelse til et regneark. Det er goldt, upersonligt og en sanseløs ørken. Hvad med det medrivende, glædesfulde og helhjertede - det der får musik til at svinge og folk til at blive lærere - hvad med det?
Det er som om, regeringen i deres spareiver og A.R.C i sin glæde over at stå i spidsen for "Det Nye" har glemt at der ikke kun findes en teknisk og matematisk indgangsvinkel til det at lære sig nye ting - men det er der! Det personlige engagement er ofte det, der i virkeligheden bære undervisningen/sand indlæring mellem mennesker og DET er ikke til at beregne sig frem til, det er selvfølgelig brand ærgeligt, ikke at kunne pindpointe den slags. Men det ville da være skræmmende, hvis vi kunne - for så blev alle jo ens. Jeg er musik, billedkunst, håndarbejde og historielærer og for mig er kreative arbejdsprocesser ikke hokuspokus - det er bare en helt anden måde at tænke på! Håndfast og fri på en gang.
Noget der undre mig med fælles mål, er iøvrigt at nu skolens elever er/bliver så langt mere fagligt spredt en gruppe (pga. inklusion i skolen), hvorfor så ikke differentiere måleriet langt mere -det skal vi lærere jo i det daglige med undervisningen, og det er vel den enkelte elevs fremdrift vi er interesserede i og ikke det. at alle nødvendigvis skal kunne klare det samme niveau? Jeg kan altså meget tydeligt høre, at vi skal indsnævre ambitionerne, men jeg synes virkeligt, at det er mærkeligt for en skole at ignorere det komplicerede - Det kan man sagtens lære rigeligt med andre steder!

ARC's syn på pædagogik er tåkrummende efter min opfattelse. Men han har magten. En tåkrummende magt. Desværre sætter det også professionshøjskole VIA, hvor han er forskningschef, i et dårligt lys. Der arbejder ellers mange dygtige folk der, men de er nok sat til at pusle med "kompetencebeskrivelser", så de ikke har tid til at kritisere chefen, hvilket de burde, eftersom de er ansatte af staten og dermed kun bør have den fælles interesse for øje?

Dannelse er "identitetsudvikling", og man kan lave præcise mål for det hele, siger ARC. Øhh...??? er det ikke volapyk?

ARC glider af på spørgsmålet om, hvorvidt de nye mål bliver et styringsredskab for kommunerne. Men der er der ingen grund til at have uld i mund. Målene bliver helt klart et styringsredskab for. Enhver med blot minimal sociologisk sans vil kunne se det. Målene kommer til at definere en form for bur, som vil gøre alle til små bogholdere, der skal løbe fra den ene til den anden mellemleder, for at få pengene til at passe, mens ingen, altså heller ikke ARC, interesserer sig for pædagogik, faglighed og skoleudvikling i disse ords egentlige betydning. Lærerne kommer til at aflevere deres autoritet til små kommunale mellemledere.

Og tak til journalisten, Pernille Aisinger, for at bringe disse mærkelige og sørgelige ord ud i vores allesammens cyberspace. Og godt at overskriften er sat i citationstegn, hvilket både kan være et tegn på citat og et tegn på ironi.

Nu hævder ARC igen, at vi ikke har læringsmål for eleverne. Jeg har fremsendt ham en oversigt over samtlige slutmål i samtlige fag, hvoraf det fremgår, at 498 af de i alt 512 slutmål rent faktisk er mål for elevens læring.
Men problemet for mastergruppen er, at kun målsætninger, som nemt kan måles duer. Når der i musik findes fire mål, som drejer sig om, at eleven skal kunne "indgå i", så er det jo noget vanskeligt at måle på en simpel måde - men det kan gøres, og det bliver gjort i dagens folkeskole.
Hvad er det nu lige formålet med morgensang er? Er det at eleven skal lære en del af den danske sangskat at kende? ja, det er det nok også, men ikke mindst er formålet, at eleven skal opleve at være en lille, bitte brik i noget stort - noget, som ikke var stort, hvis ikke de små brikker hver især var der.
Ikke så nemt at måle. Men det betyder jo ikke, at målsætningen skal forsvinde!
Historiefaget har tre mål, der drejer sig om at eleven skal kunne "diskutere" og "argumentere". I kristendom har vi syv mål om, at eleven skal kunne "vurdere". Idræt rummer fem mål, som drejer sig om, at eleven "forholder sig til" og "tager stilling", og i samfundsfag forventes det i syv mål, at eleven kan "reflektere".
Se, alle disse mål drejer sig jo faktisk om dannelse. Dannelse på en meget konkret måde. Den dannelse, som ARC siger kun står som hurra-ord i formålsparagraffen.
Men det er mål, som ikke kan håndteres på en simpel måde, og derfor er de ikke anvendelige for mastergruppen om Fælles Mål.
ARC er 110% enig i, at ledelsesopbakning er afgørende. Jamen, det er det vel også i dag - hvor lederne ikke magter eller prioriterer opgaven. Mon chancen bliver større i det nye administrationshelvede?
PS: Hvornår er det man om noget siger, at man er 110% enig?

Jeg kan berolige Line med, at jeg ikke kommer til at opstille læringsmål. det gør de 27 arbejdsgrupper. Til Hans-Christian vil jeg gentage, at en del af FM bestemt er læringsmål, men de bliver ikke altid brugt som sådanne. De mål, som du nævner, vil da bestemt kunne håndteres, og jeg er enig i, at de vedrører dannelse. Forenklingen drejer sig ikke om en forsimpling.