Oven i de nye tydeliggjorte danske fornedrelse erklærer undervisningsminister Christine Antorini, at ”vi må have en ambition for den danske folkeskole om at sætte ind fagligt, så alle elever kan blive så gode som de kan”. Og alle må svare: Ja sådan en ambition må vi da sandelig have. Sådan en har danske lærere haft i umindelige tider, så ministerens erklæring baner just ikke vejen for hverken ny erkendelse eller for nye veje. Vi må nærmest opretholde en velkendt ambition. Og vi må sørge for at denne ambition igen og igen bliver kvalt i den mest undervisnings- og uddannelseskvælende skoleform, som Danmark nogensinde har haft. For ministeren tror på ordets magt. Ordet kan som troen flytte bjerge. Og bare det at udtrykke kravet om en ambition om et fagligt løft bevirker i sig selv løftet. Ministeren behøver derfor slet ikke at rette blikket mod de tåbelige udelte klassers uddannelsesnedtonende virkninger. Øvelsen går ud på, at holde liv i ambitionen og så sørge for, at der aldrig kommer noget ud af den. Sådan har vi gjort sinde 1993 og sådan skulle det vel nok være muligt at fortsætte langt ud i fremtiden.
Er antallet af bogligt dygtige elever i de danske skoler virkelig svundet ind i årene fra 2009 til 2012, eller er det politikernes nedbrydning af den i forvejen sårbare udelte folkeskole ved at opblande klasserne med et stærkt forstyrrende antal psykiske patienter, der har bevirket en reduktion af velbegavetheden? Lad os antage den optimistiske forudsætning, at begavede elever næppe mister deres begavelse ved at gå i folkeskolens nok så fordummende opblandede klasser. Så kan fornedrelsen vel kun forklares ved, at de dygtige elever er tvunget til at spilde deres tid i nogle tilrettelagte støjcentre og hengive sig til den ligegyldighed, som folkene bag enhedsskolen ønsker, at de dygtige skal ende i, og som ret beset også er den eneste mulighed, som dygtige elever har for at få has på ni års trædemølletilværelse..
” Alle elever kan godt blive dygtigere”, siger ministeren. Og noget nær et kvart århundredes trædemølletilværelse i det udelte makværk har vist, at hvis vi tilrettelægger skolen på en passende måde, så kan det skam også med stort held lykkes os at forhindre alle elever i at blive dygtigere.
”Reformen bør hæve danske Pisa-resultater”, erklærer Christine Antorini. Ja, så vist bør den det. Men skolen er indrettet således elevudelt, at den kraftigst muligt modvirker dette.
Er antallet af bogligt dygtige elever i de danske skoler virkelig svundet ind i årene fra 2009 til 2012, eller er det politikernes nedbrydning af den i forvejen sårbare udelte folkeskole ved at opblande klasserne med et stærkt forstyrrende antal psykiske patienter, der har bevirket en reduktion af velbegavetheden? Lad os antage den optimistiske forudsætning, at begavede elever næppe mister deres begavelse ved at gå i folkeskolens nok så fordummende opblandede klasser. Så kan fornedrelsen vel kun forklares ved, at de dygtige elever er tvunget til at spilde deres tid i nogle tilrettelagte støjcentre og hengive sig til den ligegyldighed, som folkene bag enhedsskolen ønsker, at de dygtige skal ende i, og som ret beset også er den eneste mulighed, som dygtige elever har for at få has på ni års trædemølletilværelse..
” Alle elever kan godt blive dygtigere”, siger ministeren. Og noget nær et kvart århundredes trædemølletilværelse i det udelte makværk har vist, at hvis vi tilrettelægger skolen på en passende måde, så kan det skam også med stort held lykkes os at forhindre alle elever i at blive dygtigere.
”Reformen bør hæve danske Pisa-resultater”, erklærer Christine Antorini. Ja, så vist bør den det. Men skolen er indrettet således elevudelt, at den kraftigst muligt modvirker dette.