Den ekstreme rummelighed kræver noget af alle, siger psykiater Søren Hertz. Og det er der sandt for dyden ikke noget nyt i. Rummelighed skal være et anliggende for fællesskabet. Ja, selvfølgelig. For ellers ville det jo ikke være rummelighed. Og hvordan kommer læreren så ud af den afmagt, der er en helt naturlig del af dét, at læreren ikke kan omfatte hele klassen med sin undervisning? Man skal bare holde op med at føle afmagten. Så nemt er det. Hvis en patient føler depression, så klares dette problem ved, at lægen fortæller patienten, at han bare skal holde op med at føle sig deprimeret. Så nemt er det. Psykiateren sanser ikke et øjeblik, at afmagten kunne løses mere realistisk ved at indrette lærerens undervisningsrum mere hensigtsmæssigt. Altså ved at undervise de bogligt svage, de psykisk afvigende, de bogligt dygtige hver for sig, hvorved lærerens undervisning havde større muligheder for at nå ud til alle elever i klassen. Men det siger psykiateren ikke et ord om. For også for den psykiatriske klogskab er den delte skole aldeles tabubelagt. Den bør end ikke nævnes. Den bør end ikke eksistere i en fjern krog af den psykiatriske bevidsthed. Afmagtskolen skal blive ved med at være et fortvivlende og uunderviseligt kørsammen af alt og alle. Og hvis læreren i denne tilrettelagte håbløshed føler afmagt, så skal læreren bare holde op med at føle sådan noget.

Og hvis læreren blot lærer at holde op med at føle afmagten, så er der ingen tvivl om, at så kan man forøge rummeligheden ad libitum ud i det uendelige. Sådan siger den person, der vel egentlig skulle rådgive lærerne på et blot nogenlunde realistisk grundlag og ikke bare levere en omgang sludder for en sladder alene som støtte til og benefice for de politiske skoleødelæggere.

” Alle børn har udviklingsmuligheder”, udtaler vismanden. Og så er det da forunderligt, at han har bundet sig til forsvaret for den skoleform, der på mest effektiv måde hindrer børnene i at udvikle sig optimalt.

Det snedige i brugen af betegnelsen inklusion om den undervisningsnedtonende pærevælling er, at så kan man helt hen i vejret bruge betegnelse eksklusion om den elevdelte skole, der i modsætning til det nuværende makværk formåede at undervise såvel svage som stærke elever i overensstemmelse med deres evner. Den elevdelte skole ekskludere netop ikke nogen elevgruppe, sådan som de udelte skole gør det, ved at denne skole sikrer, at de svage tabes i undervisningen og de dygtige forsømmes. Man ekskluderer jo ikke nogen elever ved at tilbyde dem specialhjælp i særlige klasser, når det nu er det, de har behov for.

Ved at bruge betegnelsen inklusion afspores hele skoledebatten, fordi alle (næsten) forbinder den virkeligt undervisende elevdelte skole med en eksklusion af elever trods det, at det er den udelte skole, der virkeligt effektivt ekskluderer både svage og dygtige. Ved at benytte ordet inklusion slipper man for at finde ulemper ved den rigtige undervisningsbefordrende elevdelte skole. Man kan bare nøjes med at kalde den for den ekskluderende skole, fordi den rigtige skole jo er det modsatte af det nuværende og det forestående heldagsmakværk.

Psykiateren er som tilhænger af tidens sammenmiksede antiskole, og altså som modstander at en for al undervisning og uddannelse hensigtsmæssig elevdelt skole, af den opfattelse, at ”at det specialiserede område og det almene tidligere var for langt fra hinanden Det var blevet for svært at bygge bro mellem dem, og det skal vi ikke tilbage til”. Denne betragtning er ikke historisk korrekt. Det specialiserede i skolen var elevdelingernes boglige klasser og de virkeligt frugtbringende specialklasser Og det almene må så vel stå for de ikke-bogliges almene klasser. Og trods dét, at der altid var åbne passager fra det ene til det andet, når der var udviklingsmæssig belæg for dette, så passer det jo nok bedst med propagandaen for vedligeholdelsen af det ubrugelige, at påstå, at ”det var blevet for svært at bygge bro mellem dem”. Propagandaen for det uduelige styrkes ved forestillingen om, at en specialhjælpkrævende elev aldrig nogensinde kunne slippe ud af specialundervisningen. Og en elev i en almen klasse ville være tvangsindlagt til denne klassetype for al evighed. Og sådan fungerede den delte skole jo aldrig. I dag er alle broer virkeligt så nedbrudt, at alt overhovedet er mikset sammen til én pærevælling, som hverken svage eller dygtige kan slippe ud af, skønt ingen af dem her kan undervises optimalt. Og nærmest for at spærre for alle udgange fra det udelte sammenmiks, nedbryder man den faglige undervisning til emnebetonede småbrokker, som alle kan deltage i uden at lære ret meget sammenhængende fagligt. Og så påstår man skamløst, at man har undervisningsdifferentieret.

Det er klart, at når man går ind for en skole, der ikke formår at bibringe børnene en faglig indlæring på et nogenlunde højt niveau, så er man nødt til i stedet for at lægge vægten på noget andet. Og her kommer dyrkelsen af fællesskabet ind i billedet, fordi det er så meget nemmere at vægte et udflydende og konturløst fællesskab end at skulle vægte den faglige uddannelse, som skolen er indrettet på at nedtone. Der skal opbygges en forestilling om, at skolen med dyrkelsen og udviklingen af fællesskabet kan opnå noget, som den undervisende skole ikke kan opnå.

Tag eksemplet med tilstedeværelsen af en stærkt afvigende ADHD-elev. ”Når nogle viser ADHD-symptomer, må vi se på, hvad der får børnene til at vedligeholde den adfærd, og hvordan vi kan hjælpe dem til at gøre nogle nye erfaringer”. Men det kan en lærer selvfølgelig ikke tage sig af. Læreren er nødt til at indberette til PPR, at der sidder en sådan elev i klassen og forstyrrer hans undervisning. Og så må PPR finde udvej for at behandle eleven udenfor klassen eller uden for skolen. Læreren skal undervise. Ikke behandle. Jeg vil gætte på, at end ikke en psykiater vil være i stand til at gå ind i en klasse og undervise klassen i Ohm's Lov eller i Brønsteds syre-base teori samtidig med, at han behandler og gransker et tilstedeværende ADHD-fænomen. Læreren skal jo kunne kræve aktiv medvirken og opmærksomhed af eleverne, når han underviser. Og hvis en ADHD-elev ikke kan leve op til noget sådant, skal andre tage sig af tilfældet. Ellers blive alle de normalfungerende i klassen hæmmet i deres uddannelse af, at læreren skal ofre opmærksomhed på behandlingen af et sygdomstilfælde.

Jeg bliver dybt rystet når en psykiater som Søren Hertz mere eller mindre lufter at ADHD og autisme blot er tillærte adfærdsmønstre, som børnene kan aflære ved at der bliver stillet krav til dem og at de kommer på kursus!!!

Han mener, at det skulle kunne afhjælpe børnenes handicap, hvis forældrene stiller krav om feks. gensidighed ved middagsbordet. Det skulle efter hans opfattelse støtte børnene i at indgå i et fællesskab i skolen.

Søren er ude på DYBT VAND. Et barn der er fuldstændig hudflettet og tyndslidt efter en lang dag i skole med krav om deltagelse i fællesskab i skolen, skal da ikke presses og stresses med yderligere krav i hjemmet !!!

En diagnose som Autisme er ikke et øjebliksbillede!!! Det er et medfødt og livsvarigt handicap!!!

Som mor til 3 børn med adhd+autisme og bisidder gennem 4 år til adskillige andre familier - så ved jeg at det lige præcis er "gode" råd som disse, der fører lige lukt til at børn med udviklingsforstyrrelser brænder sammen.

Der SKAL tages hensyn - og ISÆR efter en lang skoledag i almenmiljøet, hvor der absolut ikke bliver det.

Jeg vil aldrig nogensinde tvinge mine børn til at spise ved middagsbordet, når jeg kan mærke at de er ved at gå fuldstændig op i limningen af for mange sanseindtryk og påduttet social interaktion fra dagen i skolen. Der er min opgave tværtimod at sørge for at de får aflastet deres nervesystem, så de kan hænge sammen dagen efter igen.

Hvor er jeg dog godt træt af "fagidioter" der ikke har hands-on-erfaring på det de så kvikt udtaler sig om.

Med inklusionsbølgen skyllede 50 års viden om udviklingsforstyrrelser ud med badevandet. Mine børns handicap forsvinder IKKE - fordi det nu er blevet moderne at inkludere - og dermed spare penge på specialiserede indsatser - og JO - det kræver en manual at forstå et barn med autisme. Det er det vi forældre råber op om igen og igen. LÆRERE OG PÆDAGOGER vær søde at sætte jer ind i vores børns handicaps. Det er alfa og omega for at kunne forstå og håndtere interaktionen på en hensigtsmæssig måde.

Og jeg er rystet over, at der er 32 der "liker" en kritik af noget, som jeg ikke har skrevet. Jeg står ved det, jeg er citeret for. Jeg har ikke skrevet et ord om tillærte adfærdsmønstre. Jeg har derimod skrevet om udviklingsprocesser. Og det har jeg såmænd 25 års hands-on erfaringer med. Det vil jeg gerne respekteres for, på samme måde som du, Rikke Simonsen gerne vil respekteres for dine erfaringer som mor. Og vi må vist bare sige: Vores erfaringer er forskellige - og peger i forskellige retninger. Det kunne være spændende at snakke videre om - uden at skulle blive beskrevet som PÅ DYBT VAND.

Søren Hertz, Hillerød