Ministeriet har nu lovet både DLF og KL en reel skolepsykologuddannelse med autorisation i over 10 år. Århus Universitet har lovet at etablere den, men løber fra løftet...der må da for pokker være nogen, der har autoritet til at skære igennem!!! I en tid hvor der lægges mere og mere vægt på at skolen skal kunne rumme flere af de tidligere specialundervisningselever er der i den grad brug for at vi også har skolepsykologer med praktisk undervisningserfaring.

Jeg sad som tilskuer til samrådet i går, og jeg vil gerne sige en stor tak til Jens Henrik Thulesen Dahl og Alex Ahrendtsen for deres vedholdenhed over for vores nye minister der, beklageligt, i den grad var godt klædt på af AU og Psykologforeningen.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tak til Anders Bondo Christensen, Bertel Haarder og Henrik Casper (og Jens Henrik) der til høringen tidligere på dagen bragte denne problemstilling på banen.

For et par måneders tid siden (da Morten Østergaard stadig var videnskabsminister) sendte jeg nogle undrende spørgsmål ud til ordførerne fra S, SF, EL, V, DF, K og LA (se neden for). Jeg fik positive svar fra S, SF, EL, V og DF – som ønskede uddannelsen genetableret og negative svar fra LA og K - der ikke ønskede at gøre noget ved problemet. Indtil videre er det dog kun V og DF der (så vidt jeg ved) har gjort noget aktivt for at løse denne sag. Desværre er det alt for nemt, har jeg oplevelsen af, at man som politikker erklærer sig enig, men ikke gør noget aktivt ved sagen. Jeg vil i nærmeste fremtid også sende det samme ud til vores nye videnskabsminister, måske hun vil svare mig mere konkret end den gamle. Jeg håber også at de kan sætte gang i nogle refleksionsprocesser hos ministeren, da det er nedslående, hun har en så entydig tilgang til emnet.

Og denne sag, tror jeg, er der desværre nødt til at komme en politisk indgriben, hvis der skal ske noget. Som rationelt tænkende individ tror jeg simpelt hen ikke på, at AU, efter 10 år, har tænkt sig at imødekomme samfundets behov. Jo de vil gerne uddanne ”skolepsykologer” men hvem kunne tænke sig at være en dygtig og kompetent ”andenrangs” ansat i PPR? For slet ikke at tale om, hvem ville ”lægge barn til” en B ”psykolog”? Jeg ville bestemt ikke lade mig operere af en B ”læge”.

Jeg håber dette (høringen og samrådet) bliver startskuddet til at flere vil blande sig i debatten. Jeg har i den grad savnet nogle meningsdannere, borgmestre, politikere, de ”gamle” CPP, mit fagblad osv. på banen. Denne sag er desværre jo godt nok ”lille”, men ganske vigtig.

Her er det jeg sendte til ordførerne:
• Der er brug for CPP i forhold til hele den igangværende inklusionsproces:

Regeringen og KL blev ved økonomiforhandlingerne i 2012 enige om, at de ville følge udviklingen i inklusionsprocessen. Det skal ske ved, at der hvert år de næste tre år skal udarbejdes en statusrapport. Den første rapport blev offentliggjort i marts 2013, ”Kommunernes omstilling til øget inklusion marts 2013”. Afrapporteringen skal følge op på den aftalte målsætning for inklusion: at andelen af elever i den almindelige undervisning skal øges til 96 pct. i 2015, at det faglige niveau skal styrkes, og at elevernes trivsel skal fastholdes. Afrapporteringen skal endvidere have fokus kompetenceudvikling, inklusionsfremmende styringsmodeller og opbakning til inklusion.

Undersøgelsen falder i 2 dele. Del 1 er data fra kvantitative interview med skolechefer, PPR-ledere og forvaltninger. Del 2 er data fra spøgeskemaundersøgelse med skoleledere, skolebestyrelsesformænd og lærere og DCUM´s trivselsmåling blandt elever.

En af undersøgelsens konklusioner er: at PPR-ledere vurderer, at der er et stort ønske hos skolelederne om, at PPR medarbejderne kan yde direkte didaktisk sparring med lærerne om undervisningens tilrettelæggelse. Det erkendes, at der er psykologer (Cand.Psyk.) der ikke magter denne opgave.
Dette er ikke den første undersøgelse, der viser dette. Tidligere har rapporter fra EVA vist det samme.

• Argumentet om at det ikke skulle være faglig forsvarligt at genetablere CPP:

Dette argumenter er KL, DLF og (i alt ydmyghed) jeg totalt uforstående over for. I 2008 blev der opnået enighed mellem. Videnskabsministeriet, KL og Danmarks Lærerforening om rammen for en ny uddannelse på 3½ år ovenpå en lærereksamen. (Som siden CPP uddannelsen nedlæggelse er blevet styrket med en professionsbachelor). Der var enighed om, at den opfyldet de faglige krav. Rektor for AU har så sent som i 2012 sagt, at de ville kunne iværksætte uddannelsen i 2013.

Derfor må det undre, hvorfor det har kunnet lade sig gøre i 40 år at have en ligestillet CPP uddannelse i forhold til CP uddannelsen inden for en 3-årig ramme. Og nu er end ikke 3½ år tilstrækkeligt? CP uddannelsen er jo fortsat ”kun” på 5 år. Ligestillingen er sidst blevet stadfæstet af folketinget i 1993 i psykologloven, hvor CPP og CP er absolut ligestillet. Med til denne undren er, at AU i 2008 selv opstillede den 3½ årige udkast til uddannelse til CPP, som de så selv i 2013 skyder ned. At hverken videnskabsministeren eller udvalget har stillet kritiske spørgsmål til AU omkring dette forløb undrer jeg mig virkeligt over.

Ingen, særligt ikke jeg selv, ønsker en uddannelse der ikke er faglig forsvarlig, som AU underskylder sig med i deres afslag. Dog tror jeg bare, at de glemmer, at CPP uddannelsen altid har været en svær og krævende uddannelse. Som tidligere har tiltrukket dygtige studerende, der ønsker en ekstrem høj faglighed og stejl progression.
Jeg tror også at AU glemmer, at der vil tale om mere modne studerende. Studerende der har taget en uddannelse, brugt den i praksis, opkvalificeret deres viden gennem relevante kurser, selvstudier og uddannelser. For med en CPP uddannelse, at få muligheden for at træde et skridt højere op teoretisk. Og ønske dette så meget, at man jo bliver nødt til at opgive sin gode arbejde, med alt hvad det indeholder af sikkerhed og økonomi.

• Fagpolitikkens indflydelse på AU:

Bjarne Nielsen (formand for Pædagogiske Psykologers Forening) skriver til Morten Østergaard d. 23. juni 2013: ”I hele tidsforløbet siden 2000 har de psykologiske institutter på universiteterne i Aarhus og København været hårdnakkede modstandere af enhver løsningsmodel, og de har været støttet af Dansk Psykolog Forening”.
Nu har jeg i snart 10 år arbejdet for sagen, og det er desværre ikke kun fra Bjarne Nielsen jeg har hørt dette. Som politiker ville jeg bestemt ikke finde mig i, at fagpolitiske kræfter (så direkte) kunne påvirke vores universiteter. Jeg er normalt en stor fortaler for fagforeninger, men mener her, at de overskrider nogle grænser for, hvad der er ordentlig fagpolitiskadfærd.

• Morten Østergaards indflydelse på AU og universitetsloven:

Det er min vurdering, at når Morten Østergaard udtaler, at han gerne ser CPP genetableret, men ikke kan tvinge AU til at genetablere uddannelsen, så er det en tynd undskyldning. Morten Østergaard er landets videnskabsminister, og der virker mig noget mystisk, at han ikke skulle kunne forhandle en løsning frem. MØ og AU henholder sig til universitetsloven, men det virker som om de har glemt §2 stk. 3 i universitetslovens formål. Hvor der bl.a. står ”Universitetet skal samarbejde med det omgivende samfund” og ” Universitetets forsknings- og uddannelsesresultater skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet”. Jeg har som ”ikke-jurist” intet belæg for at kloge mig på lovgivningen, men jeg mener at denne del af lovgivningen burde give AU et incitament til at være mere samarbejdsvillige!