Et eviggyldigt emne i skoledebatten.

Megen af - for ikke at sige hele - den elendighed, Jacob Ditlev her beskriver, udspringer til syvende og sidst af et eneste forhold: Skolen er tvang. Det er den, fordi vi har undervisningspligt, og fordi dens organisering uden tvang ville blive helt uoverkommelig.

Anderledes kan det først blive, hvis vi afskaffer den grundlovsfæstede undervisningspligt. Kun i en ægte frivillig skole, hvor eleverne til enhver tid har retten til at gå hjem uden at skylde nogen form for forklaring, kan de 100 % autentiske relationer, som Jacob ønsker, folde sig ud.

Men hvis skolen var frivillig, ved vi alle, hvilke elever vi aldrig ville møde: Dem, der har det svært. Hvad der skulle blive af dem, er ikke godt at vide. Følgerne på langt sigt ville blive uoverskuelige. Vi måtte indstille os på., at en gruppe, måske i størrelsesordenen 20%, af samfundets borgere, aldrig ville blive en del af samfundet.

Man kan mene, at sådan er det stort set allerede, så hvorfor ikke tage springet?

For ti år siden skrev jeg en kronik til Politiken om dette spørgsmål. Se evt: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE91582/giv-skolen-en-ny-skolestart/

Bortset fra et par virkeligt sure opstød fra nogle skoleledere blev den mødt med en mur af tavshed. Det her orker vi åbenbart ikke at forholde os til.

Jeg er ikke ubetinget enig i menneskesynet i ovenstående. Som jeg ser det, er mennesket født ind i en familie og et samfund, og mange af de menneskelige kvaliteter vi tror er medfødte, er faktisk noget, man skal lære.

Derfor har det været min forventning til jobbet som lærer, at jeg skulle sørge for ro - og også være med til at vække den rigtige form for nysgerrighed i forhold til undervisningens emne.

Men der findes forskellige dannelsessyn, så selvfølgelig er det ikke noget, alle kan være enige om.

Jamen vi er da vist enige, Marina. Problemet er bare den himmelråbende mangel på stringens, der kommer til udtryk i, at vi praktiserer tvang i skolen, men alligevel ønsker, at lysten skal drive værket. Det sætter læreren i en umulig situation. Vil man tvinge børnene ind under ti års undervisning. må man udruste lærerne med den fornødne myndighed. Det går ikke med læreren som coach eller legeonkel.

Det må vel efterhånden anses som en kendsgerning, at folkeskolen i dag og i dens sminkede fremtidsudgave slet ikke fungerer som skole. Børn hæmmes og forsømmes i stigende omfag akkompagneret af myndighedernes totale ligegladhed. Skolen i dag masseproducerer middelmådigheder blandt de dygtige og faganalfabeter blandt de svage i strømme. Og ingen rører en finger for at nærme sig ondets rod, medens bebrejdelserne så meget desto mere hagler ned over lærerne, der skal prøve at fungere optimalt i politikernes ideologiske ensgørelsesmaskine. Og som Anders Bondo så rigtigt anfører andet sted, så pøses der læssevis af initiativer ind i udueligheden uden at nogen af dem ”står mål med ambitionerne”. Dvs. uden at nogen af dem overhovedet virker. Og nærværende prøver man så, om man dog ikke kan konstruere en slags ondets rod ved selve det, at elever samles i klasser, hvor en lærer prøver at undervise dem. Den har man vist nok ikke prøvet før. Så nu skal den prøves.

Jo, i skolen, dvs. i klassen, skal børnene af praktiske grunde som en selvfølelighed sidde stille og have al opmærksomhed rettet mod lærerens undervisning og i øvrigt gøre, hvad de får besked på. Og den tilstand er selvfølgelig kunstig og unaturlig, så det batter. Næsten lige så unaturlig, som det at sidde pænt ved bordet under spisningen. Men tilstanden er nødvendig. Og når skolen i dag er og i fremtiden skal være indrettet til at hindre, at denne tilstand af ro og orden indtræffer, så bliver uddannelsesniveauet selvfølgelig også derefter. I timerne skal børnene ”høre efter, hvad læreren siger” og ikke sidde og ”lytte til sig selv og sine egne behov” Dette sidste kan børnene gøre efter skoletid, når de er færdige med deres lektier og det ellers ikke forstyrrer omgivelserne alt for meget. Men denne tid efter skolen er jo sandt at sige ved at blive reduceret væsentlig med heldagsmakværket. Udredningen må vist nok ses som den ultimative forsagelse af al fællesskab overhovedet.

Og når fællesskabet er totalt udraderet kunne noget tyde på, at sceneriet er klargjort til den lige så ultimative undervisningsdifferentiering. Hidtil er alle nok så tapre forsøg på at opstille en model for undervisningsdifferentieringen strandet i en opløsning af undervisningen med en henvisning til elevernes selvvirksomhed i grupper, projekter, eller hvad man nu vil kalde dét, at undervisningen er stoppet og erstattet af at overlade det til elevernes selv at få noget lært. Og sådan noget er selvfølgelig ikke undervisningsdifferentiering men en form for tidsfordriv.

I nærværende udredning er al undervisning ikke alene stoppet, men fordømt som ødelæggende for elevernes selvtillid, kreativitet og lyst til at lære. I skolen skal lærerne undervise så lidt som muligt for ikke at ”fange eleverne i et system, der hæmmer eleverne og ødelægger deres lyst til at lære noget. Her er undervisningsdifferentieringen set så ultimativ, at den så at sige har ophævet sig selv. Alt hvad lærerne gør og al den respons, som læreren kan håbe på at få fra eleverne, er ikke andet end lærerens forsøg på at tilfredsstille sit eget behov, hedder det. Ultimativt ville det bedste være, hvis læreren tændte elevernes computere og så trak sig tilbage bag katederet med dagens avis og en kop kaffe. Og så kan læreren selvfølgelig sagtens udskiftes med en billigere pædagogmedhjælper eller en pedel e.l.

"Men hvis skolen var frivillig, ved vi alle, hvilke elever vi aldrig ville møde: Dem, der har det svært. Hvad der skulle blive af dem, er ikke godt at vide." Niels Christian, jeg tror du ville blive positivt overrasket over hvad der faktisk ville ske, hvis skolen vitterlig VAR et frivilligt valg. Dvs, det er naturligvis ikke kun selve fremmødet der skal være frivilligt, al undervisning må selvfølgelig også være det, men så vil du se engagerede børn og unge mennesker, der vil investere sig i det DE finder motiverende og værd at beskæftige sig med. Den gruppe du henviser til, har det kun svært, fordi man påtvinger dem "læring" de enten ikke er parat til eller ikke har interesse i. 100% ejerskab over egen læring er den model som bl.a. Sudbury-skoler er bygget på, som arvtagere efter Summerhill. Der er en skrigende logik over tankegangen, men det største problem er, at vi er ovre i en helt anden præmis, som kræver et decideret paradigmeskift hos folk, for at kunne se det. Hvordan ville det se ud, hvis alle skoler i landet fulgte den model? Det er et spændende tankeeksperiment!

"Man bliver groft sagt set udefra som en god lærer i folkeskolen, hvis man kan manipulere eleverne til at sidde stille, tie stille og, om ikke andet så, bare få dem til at virke som om, de arbejder, imens de har time" Interessant udsagn, som jeg godt selv kan genkende. Nu er jeg forholdvis ny i en folkeskole-sammenhæng (nogle få år) og jeg har flere gange oplevet at høste en del ros og anerkendelse fra både kollegaer og forældre (som fortæller, at deres barn derhjemme fortæller, hvordan der næsten altid er ro og nærmest ingen konflikter er i mine timer) Det gælder særligt i klasser, som andre langt mere erfarne og dygtigere lærere i øvrigt - ikke har kunne "styre", hvorfor kaos og uro hersker. Men langt henne af vejen, så føler jeg, at jeg svigter den store gruppe af elever, som jeg ikke kan motivere - og udvikle på rent fagligt. Det er blevet bedre med tiden - eftersom jeg får mere erfaring og kendskab til eleverne, men det er stadig irriterende at se på måske en 1/5 af klassen sidde og lade som om, at de laver noget, når de i virkeligheden bare gerne vil have tiden går. Det jeg kan tilbyde er ro, som fremmer følgende: De dygtige elever bliver endnu dygtigere og de sårbare/udsatte elever oplever i mine timer, at de er "fredet", hvorfor de også i et vist omfang kan koncentrere sig en smule om det faglige.