Endnu en undersøgelse, der slører situationens alvor.

1. Man undersøger overhovedet ikke effekten af inklusionen på elevernes læring.

2. Man undersøger ikke inklusionen i undervisningen specifikt, men inklusionen i skolen i sin helhed. Af de 4157 respondenter, der har udtalt sig på skoleområdet, står de 1459 ikke med det daglige ansvar for selve unde3rvisnmingen. De er pædagoger og ledere. Men vi ved, at det er i undervisningssituationen, at inklusionen for alvor skaber problemer.

3. Man undersøger trivslen generelt. Ikke specifikt hos de inkluderede børn, der er kommet retur til almenundervisningen fra specialklasserne, eller i de specifikke almenklasser, som de er blevet placeret i.. En stor del af respondenterne har således kun flygtig eller slet ingen berøring med inklusionen. Desuden opererer man med gennemsnitsvurderinger af trivsel. Hvis flertallet af børn trives godt, kan det altså sagtens dække over massiv vantrivsel hos mindretallet.

4. Den er tilsyneladende gal med repræsentativiteten mht. de tyve kommuners segregeringsgrad. Ifølge denne rapport har kommunerne segregeret mellem 4 og 11 % af eleverne til specialklasser/skoler. Men ifølge den sidste rapport fra KL er segregeringsgraden nede på 4,4 % i gennemsnit på landplan. Kigger man på søjlerne på side 35 er kun to af de 20 kommuner at være nede omkring dette snit. Man har med andre ord valgt kommuner, der har ionkluderet færre elever / nedlagt mindre specialundervisning end landsgennemsnittet. Det får problemerne til at se mindre ud end de reelt er i folkeskolen som helhed.

Bemærk i øvrigt, at skolerne (billedteksten til trods) IKKE har behovet for efteruddannelse, sparring, vejledning osv. som første prioritet, men derimod ønsket om flere hænder i det daglige arbejde med eleverne.

En af de 20 kommuner, der indgår i undersøgelsen, er Vordingborg, som har nedlagt alle specialskoler og dekreteret den totale inklusion. Men der er ingen kommuner i diagrammet på s. 35, der har mindre end 4 % af eleverne på specialskoler eller i specialklasser. Der er noget helt galt med tallene her. Hvad kan vi overhovedet regne med i denne undersøgelse?

Angående antal kommuner:
To kommuner "samarbejder på andre vilkår, og indgår derfor ikke i den samlede evaluering af CUBION" (s. 7). Vi kan måske formode, at én af de pågældende kommuner må være Vordingborg? Man har nævnt alle 20 kommuner, men ikke specificeret hvilke af de 20, som ikke indgår i datamaterialet.

Angående fordeling af respondenter:
Det kunne være dejligt med bilag, som viste fordelingen af respondenternes svar, fremfor blot et gennemsnit af alle respondenter indenfor eks. skole, som jo indbefatter al mulig godtfolk, fra leder til lærer, pædagoger m.fl. Så er der også fordelingen af respondenter - er den repræsentativ? Eksempelvis er der groft sagt 10 lærersvar pr. skoleleders svar. (s. 23)

Angående validitet:
CUBION selv har sine forbehold i forhold til datamaterialet, og de afledte konklusioner - når ord som "det gør det svært at sammenligne på tværs", "mindre valide og sværere at konkludere på" og derfor ses som "øjebliksbilleder, indikatorer og mønstre" (s. 23) ... ja, så ville jeg være forsigtig med at konkludere særlig meget.

Det er muligt, at Vordingborg er en af de to kommuner, man har trukket ud af undersøgelsen; hvorfor den så alligevel præsenteres som en undersøgelse i 20 kommuner, står hen i det uvisse. Men det forklarer stadigvæk ikke det tydeligvis ikke-repræsentative udvalg af kommuner.

Der er iøvrigt, så vidt jeg kan se, byttet om på de to 'barrer' - den grå og den sorte - på s. 35.

Det fremgår ikke, om den gennemsnitlige værdi af svarene på skoleområdet er beregnet således at hver enkelt respondent vejer lige tungt - eller om skolelederne og lærerne vejer lige meget som grupper. Det sidste ville nærme sig svindel, så det vel umuligt være tilfældet?

Det fremgår ihvertfald ikke tydeligt, hvilke kommuner der deltager i hvad, det burde man notere.

Og enig, kunne godt ønske nogle flere bilag med kildedata, tak (gad vide, om man kan få dem udleveret?)

Kære Niels Christian Sauer

Jeg sidder og studerer rapporten, men umiddelbart virker det ikke som om at der bliver draget de store konklusioner uden en god portion forbehold.

Hvad angår statistikken vedr. segregering, bygger den på tal fra 2011/12, hvor der var 5,4 % segregerede elever, hvilket passer nogenlunde med gennemsnittet i de 18 kommuner. Vordingborg havde ikke sat gang i kommunens inklusionsprojekt på daværende tidspunkt.

Mvh
Andreas Riise, folkeskolen.dk

Hvor mange politikere har du nogensinde set huske akademiske forbehold, der ikke tjener deres egne interesser? Jeg vil vædde med, at vi vil høre politikerne sige, at denne undersøgelse dokumenterer, at det går godt med inklusionen. Selv i Vordingborg mener de, at det - på trods af visse begyndervanskeligheder - går godt.

Hvad ligner det i øvrigt at basere en vurdering af inklusionen anno 2014 på tal fra 2011? Siden da er op mod 10.000 elever sendt retur til almenklasser fra specialklasser. Verden er en helt anden.

I 1948 vedtoges FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Hensigten var at beskytte alle mennesker mod overgreb. Siden er Menneskerettighederne vokset som vildskud, der har mistet deres oprindelige begrundelse og defineres i dag af alle og enhver som en begrundelse for næsten ethvert påfund, som man vil have folks tilslutning til. Således har man i inklusionsrapporten valgt en tilføjelse om, at ”alle har ”ret” til at være deltager i fællesskaber inden for det almene område”. Der findes ingen uddybelse af denne tillagte ret, der derfor er et tilfældig vedhæng til støtte for ideen om den mest ekstreme rummelighed i folkeskolen.

Dette medfører i praksis, at den tillagte ret til deltagelse i et eller andet fællesskab, i virkeligheden er en til formålet udtænkt omskrivning af svage elevers tillagte ret til at blive berøvet en for dem vital hjælp. En noget besynderlig ret at have, må man sige. Det gøres altså til en uomgængelig og indiskutabel ret for svage elever at blive berøvet en hjælpeforanstaltning for til gengæld at blive mast ind i et for al uddannelse mest ødelæggende opblandingsfællesskab stykket sammen af alt og alle i skolens udelte klassefællesskab. At overføre svage elever ubehandlede fra specialhjælpen til en skoleklasses kaos er derfor et grim,t ondsindet og menneskefjendsk overgreb, der med et fingerknips er gjort til en menneskevenlig menneskeret.

Man har åbenbart haft en mistanke om, at overgrebet på de svage børn og på menneskerettighederne nok ville blive afsløret. For et sted anfører man spørgende, om ”man så ikke er inkluderet, hvis man som elev eksempelvis er placeret på en skole for børn med diagnosen ’ordblindhed”. Og det sobre svar må være: Jo, selvfølgelig er man det. Men den går ikke. For så er svindelen med menneskerettighederne jo blotlagt. Og det kan vi jo ikke have. Vel. Så derfor må svaret blive et rungende nej. Man kan godt være en aktiv deltager i det pågældende steds sociale fællesskab, og man kan godt have et efter forholdene højt uddannelsesmæssigt udbytte af at være sådan et sted. Men samtidig er man ufravigeligt ekskluderet fra de ”almene arenaer, hvor jævnaldrende børn har deres gang”. Det kan godt være, at en svag elev har gavn af at være placeret på en specialskole og være en del af et fællesskab. Men det gælder bare ikke. For det fællesskab, som alle skal tro på er det bedste, skønt ingen ved hvorfor, skal være det ”almene fællesskab”, hvor de svage får det ringeste udbytte af undervisningen. Tydeligere kan man vist nok ikke udtrykke officielt, at det faglige uddannelsesudbytte for eleverne i folkeskolen i fremtiden skal være totalt ligegyldigt.

Det er da også forfærdeligt så dyrt, det er blevet at yde en tiltrængt assistance til de svage elever. Kan vi ikke finde en eller anden måde at begrænse udgifterne på? Det kan vel kun gøres ved at fjerne den hjælp, som skoler og eksperter er enige om, at de svage elever skal have. Jamen, hvor skal vi så gøre af dem? Vi sender dem bare tilbage til de klasser, som de kom fra, så er de penge sparet. Jamen, det lyder da ikke godt, at vi i vort socialistisk dominerede Danmark udsætter svage mennesker for en så grov mishandling. Jamen, så laver vi bare en tilføjelse til Menneskerettighederne. Vi udtaler bare uden videre, at de svage har en ”ret” til at sidde i de sammenstykkede klasser i folkeskolen, fordi de lider ubodelig skade ved at blive berøvet tilstedeværelsen af de infernalsk larmende klassefællesskaber. Det lyder da bedre, end sandheden om besparelserne. Jamen, de svage elever sad jo også i et fællesskab i specialklasserne. Jamen, så siger vi bare, at alt det invaliderende kun kan undgås, når de sidder i et ”alment” fællesskab. Og så kan vi vist ikke lyve mere om den sag.