Det virkelig morsomme – hvis man kan bruge det ord her - er, at flere af de skoler, der havde fornøjelsen af at blive udskreget af ministeriet som Danmarks dårligste på den famøse rangliste for et par år siden, var deciderede spydspidsskoler, som ministeren ustandselig havde refereret til som forbilleder i forbindelse med reformen (Strandgårdsskolen i Ishøj, H.C. Andersen Skolen i Odense fx).

Hvis ministerens nytænkning omkring statstilsynet havde været praksis dengang, ville vi have haft den mildest talt ejendommelige situation, at ministeriets konsulenter i al hemmelighed skulle sendes ud for at hjælpe disse angiveligt fremragende skoler med at ændre praksis, så de kunne komme deres dårlige resultater til livs.

Alt efter temperament kan man mene, at disse skoler gør et godt stykke arbejde på vanskelige vilkår og derfor fortjener al den ros, de kan få, eller at de bør ændre praksis mhp opnåelse af bedre resultater. Men det er fuldstændig hovedløst at mene begge dele på én gang, sådan som ministeren åbenbart gør.

Ministeren har tydeligvis hverken styr på, hvad en god skole egentlig er, eller hvordan man fremmer en god skoleudvikling .

Når politikerne nu engang har besluttet at indrette, og for alt i verden at vedligeholde, den danske folkeskole så uddannelsesmæssigt håbløst ringe, som den åbenbart skal fortsætte med at være i mange år fremover i form at et sminket kaotisk heldagsmonster, så er det selvfølgelig gavnligt for de samme politikere, at de har en Kvalitets- og Tilsynsstyrelse til at opspore de skoler, som omstændighederne tvinger til at levere vedvarende dårlig kvalitet målt på skolernes test- og afgangsprøveresultater. Når skolerne er indrettet med så ekstremt sammenblandede klasser, der skal indeholde de bogligt dygtige, de ikke-dygtige, de adfærdsmæssigt forstyrrende og de psykisk ubehandlede patienter i samme fælles rum, der mere ligner opbevaringscontainere, end de ligner skoleklasser, er det klart, at der må sidde nogle højt uddannede specialister et sted til at kikke skolernes test- og afgangsprøveresultater efter for at se, om kvaliteten over nogle år vedvarende ligger på et for lavt niveau.

Man kan jo ikke forlange, at politikerne nærmest i al fremtid skal kunne holde fast i danmarkshistoriens elendigste skoleindretning, hvis lærerne ude i de samme skoler ikke kan tage sig sammen og forvandle de dér forekomne dårlige resultater til noget topkvalitetsagtigt Og når politikerne med et snuptag vedtager en bestemmelse om, at mindst 95 procent af en årgang ikke alene skal påbegynde en ungdomsuddannelse efter folkeskolen, men også fuldføre denne uddannelse, så må man kunne forlange, at folkeskolen sørger for, at sådan noget så også sker, skønt det måske et sted ude i periferien er velkendt, at unge selvstændige mennesker måske kunne tænkes at påbegynde og fuldføre uddannelser efter eget valg uafhængigt af, hvad en skole har prædiket for dem.

Og hvordan den høje styrelse så i praksis vil udvirke, at vedvarende dårlige resultater fremover bliver til vedvarende høj kvalitet, har styrelsen selvfølgelig ikke nogen anelse om. Det overlader styrelsen til den stedlige kommunalbestyrelse, der så kan overveje, om der her er tale om tilfælde, der skal ende med en fyring af skolelederen og/eller af nogle lærere, eller om kommunalbestyrelsen sidder inde med så stor viden, at den kan udarbejde en handleplan, der kan rette op på de dårlige resultater, som ingen anden myndighed har kunnet gøre det i hele den udelte skoles eksistens.

”Både i forbindelse med folkeskolereformen og reformen af erhvervsuddannelserne ønsker vi at understøtte skolerne i deres arbejde med at forbedre og sikre uddannelseskvaliteten”, hedder det beredvilligt. Men der er selvfølgelig grænser for, hvad styrelsen ønsker at understøtte. Styrelsen kunne selvfølgelig aldrig drømme om at understøtte skolernes forsøg på at indføre den fæle og højtydende elevdelte skole. Heller ikke selv om skoler skulle finde på at gå omvejen over de langt om længe accepterede holddannelser, som skolerne i kampen mod ”vedvarende” dårlig kvalitet kunne finde på at foretrække at gøre holddannelserne ”vedvarende”. For nok er det vigtigt at bekæmpe ”vedvarende dårlig kvalitet”, men endnu vigtigere end det er det at holde fast i den vedvarende dårlige skoleindretning.

Og man kan vel ikke forestille sig, at den høje styrelse skulle finde på noget så nyttigt som at foreslå en trængt skole holde op med at spilde 45 min. hver eneste skoledag med at tvinge børnene til at fjante rund på må og få til ingen nytte. Fordi det er lykkedes at bilde omverdenen i almindelighed og forældrene i særdeleshed ind, at børnene tilegner sig faglig viden, medens de stæser hylende og skrigende rundt, så er det jo ikke sikkert at styrelsen behøver at hoppe på den limpind.