Det er selvfølgelig godt, at redaktionen har valgt en meget kort nuancering tilføjet den 13.05.2014. Det ændrer dog ikke billedet af en noget skæv artikel sammenlignet emd rapportens konklusioner. Rapporten kan læses gennem linket til højre. Alle artiklens overskrifter baserer sig primært på udsagn af en del af danskgruppen, mens den øvrige del af danskgruppen og hele matematikgruppen ikke bruges ret meget i selve artiklen. Slet ikke på overskriftsniveau. Når ca. 2/3 af de adspurgte (måske sågar flere) beskriver de nye fælles mål som inspirerende som planlægningsredskab (matematik) og bedre end de tidligere fælles mål (dansk) berettiger det så til en overskrift, der lyder: Dårligt planlægningsredskab eller en hovedoverskrift der hedder, at lærere stejler over de nye fælles mål. Progressionen bliver rost af alle matematiklærere og en del af dansklærerne, mens nogle forholder sig kritiske. Berettiger det til overskriften, at lærerne bliver låst fast? Ideen med evalueringen er, som jeg tolker det, at bringe nye viden til målenes opbygning, som netop kan bruges fremadrettet. Følgelig er dte vigtigt at udlede de kritiske forhold i evalueringen. Men her har det vel fået lidt af en drejning fra rapport til artikel.

Tak for en god artikel. Som kommentar vil jeg skrive nedenstående blogindlæg fra min hjemmeside 123hjemmeside.dk/laerkegrandjean:

Løgnen i dansk pædagogik og undervisning
Af Lærke Grandjean
Dansk pædagogik og undervisning er i en destruktiv tilpasningsspiral, på vej ned til den laveste fællesnævner for menneskesynet bag dansk uddannelsespolitik. Som Bamse, i Bamse og kylling, kunne formulere det: ”Hvorfor skal kylling have mere end mig – nej, det er mig, der skal have al den søde honning”. Dagens politik og førende forskning fremmer det egoistiske menneskebillede og dræber fortællingen om mennesket som indeholdende andet og mere end dyriske overlevelsesinstinkter. Det opportunistiske menneskesyn, hvor det drejer sig om at gafle til sig i konkurrencestatens hellige navn, er i dagens Danmark indlejret i pædagogik og undervisning fra børnehave til universitet. Med ufatteligt kortsigtede, målstyrende Pisa koncepter tror man at kunne måle sig til læring og god undervisning.
Alle ved godt inderst inde, at det er helt forkert. Man kan ikke måle tillidsfuld og åben hengivelse til undervisning eller lyst til at lære – men man kan til gengæld totalt destruere langsigtet undervisningseffekt ved at sætte eleverne op mod i hinanden i evig konkurrence om de bedste her-og-nu målinger. Fortielsen og løgnen blomstrer, fordi magtens diskurs er at danne og opdrage befolkningen til effektive konkurrencestatssoldater. Det er demokratisk set skræmmende at være vidne til, at de samme magtfulde trendsættere i netværksagtige udvalg, grupper og kommissioner i Danmark dyrker den laveste fællesnævner. Såvel bag reformering af ungdoms- og voksenuddannelserne som bag folkeskoleskolereformen kan man genkende netværkets konkurrencestatsholdninger. Men ensidig uddannelse til finansernes fløjtespil ødelægger evnen til medmenneskelighed og fællesskab.
Jeg har selv været med på uddannelsesbanen i 32 år, men har nu forladt mit virke som voksenunderviser. Det pædagogiske undervisningsarbejde har ændret sig fra at involvere dannelse, fagligt indhold og tillid til dømmekraft – til at blive et stivnet, metodefikseret kontrolarbejde, der konsekvent styrer mod kortsigtede tekniske målsætninger. Det er sagt før, men nu gælder det fuldstændigt åbenlyst: Pædagogik og undervisning er til for det globale konkurrencearbejdsmarked. De store fortællinger om opdragelse til åndsfrihed, demokrati og fællesskab er sygnet hen. Nu drejer det sig om at uddanne forbrugerborgere, der tænker i gevinst og individuel beregning; tanken om at uddanne til medlevende, kritiske og ligeværdige borgere er yt.
Den undervisning, der kan føre til smukke og glædelige resultater i børns, unges og voksnes læring og uddannelse, er der nu sat en stopklods for med reformernes såkaldte ”effektive” målstyring. Det hvide flag er hejst på mit kære voksenuddannelsesskib. Jeg har selv forladt mit arbejde som voksenunderviser, fordi jeg ikke mere vil eller kan tage ansvar for, at den faglige kvalitet hos mine kursister bliver voldsomt forringet, når de evige kortsigtede og maskinelle mål skal styre min undervisning.
Jeg føler dog på ingen måde udbrændthed og vil aldrig glemme Solveig, Rune, Mustafa, Elena og de mange andre af mine kursister. Jeg lærte dem at kende med hver deres helt særlige personlige bagage i skoletasken, og der opstod en tillid til den undervisningsverden, hvori jeg havde mit kald. Lidt patetisk sagt drives jeg stadig af en flammende ild, tændt af disse fine møder med kursisterne. Ud fra mine erfaringer med dem, kombineret med teoretiske studier, ved jeg, at mennesker ikke først og fremmest indlærer i programmerede smådele, sådan som målings- og konkurrencestatspædagogikken dikterer – men ud fra meningsgivende helheder, hvori man kan relatere sig selv. Fokus på den enkelte unikke og uerstattelige person og på fællesskabets nærværende mulighed er afgørende for faglig indlæring, og fra den pædagogiske A-B-C har jeg forstået, at faglighed hænger uløseligt sammen med menneskelig dannelse: Den indre bearbejdelse og tilegnelse af fagligt stof er en kompliceret og ejendommelig proces, som udover faglig kvalifikation, kan føre til livsfylde og selvstændig dømmekraft.
Som et modsvar til den renhedens pædagogik, som vil rense uddannelse for dannelse, faglig mangfoldighed og åndsfrihed er begrebet om Uren Pædagogik opstået. At læse de to udkomne bøger om dette begreb, er som at høre barnet i kejserens nye klæder: ”Men han har jo ikke noget på”. Dansk pædagogik har i dag har ikke noget på, det er imod bedrevidende, som det påstås, at man kan måle og programmere sig til god undervisning. Den bagvedliggende agenda til denne påstand er ønsket om tilpasning til konkurrencestatspædagogikkens taktfaste march efter arbejdsmarkedets liberale finansspil.
Denne agenda var hovedbudskabet på to store konferencer i København om konkurrencestat og pædagogik, arrangeret af Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU. Som konferencedeltager kunne man måbende opleve en stormende hyldest til konkurrencestatens pædagogiske vanvid. DPU, som ellers er den troværdige højborg for pædagogisk forskning, spreder med nålestribet autoritet budskabet om undervisning og uddannelse, som var det en patient, vi har med at gøre. Med hvidkitlet, lægevidenskabelig præcision skal underviserne diagnosticere og med et greb i skoletasken fremdrage metodisk forud programmerede undervisningsprogrammer, der kan ensrette børns, unges og voksnes indlæring.
Jeg skrev efter disse konferencer et kommenteret offentligt referat, http://www.sophia-tt.org/userfiles/file/2013/LG_DPU-konference_november-2013.pdf, og blev mødt med irettesættende fjendtlighed. Min fornemmelse fra undervisningsverdenen blev bekræftet. Magtfulde forskere og ledere har stærke interesser i at alliere sig med konkurrencestatens politik og menneskesyn, som ude i den konkrete virkelighed viser sig som systematisk og teknokratiserende målstyring. Med de rette alliancer kan man komme ind i den magtfulde netværksagtige politiske varme, hvilket giver både prestige og gode jobs, som man værner om; så man skal ikke kritisere magtens elite uden at regne med kraftigt svar på tiltale.
Fornemmelsen af hele tiden at støde ind i de samme uddannelsespolitiske holdninger, der tilpasser sig økonomiske og teknokratiske mål - hos førende forskning, embedsværk og politiske instanser, har medført desillusion og afmagt blandt undervisere og pædagoger.
Mange undervisere og pædagoger giver i dag op over for tendensen til fortielser og direkte løgn om, hvad opdragelse og uddannelse drejer sig om. De forlader deres jobs – måske for at læse videre, søge andre jobs eller gå på efterløn eller pension, og selvom jeg personligt kan fristes til et otium ved familiens arne, så er det endnu for tidligt. Jeg vil fortsat insistere på en anderledes horisont end programagtig uddannelse. Den daglige praktiske undervisningsverden har brug for større fortællinger end den om Bamses lille honningkrukke.
Fortællingerne om dannelse, demokrati og åndsfrihed er sygeliggjorte, men kan ikke slås ihjel. Parallelt til Uren Pædagogik taler Uddannelsesforskeren Gert Biesta i sin seneste bog Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik om uddannelsesområdet som hjemsted for nødvendige åbne og risikable møder mellem undervisere og elever – man kan ikke kontrollere og styre disse møder, men må ud fra friheds- og formålsformuleringer skabe rum, hvor undervisningen kan lykkes via tillid til mennesker og deres personlige dømmekraft.
Mennesker er ikke rene, kontrollerbare konkurrencestatssoldater – men unikke personer med langt rigere muligheder i den tilværelse, vi har med og mod hinanden.
Lærke Grandjean er P.D. i voksen- og ordblindeundervisning, VUC-underviser i 32 år, skribent og foredragsholder.

Man finder i de nye læringsmål ikke megen, om nogen, kilde til matematikfagets identitet, dets stoflige indhold, og dermed hvilke områder, som eleverne skal undervises i. Det er klart, at læreren en gang imellem er nødt til at undervise eleverne i matematiske grunddiscipliner – vinkelsummen i trekanter, måling af periferivinkler, løsningen af to ligninger med to ubekendte og sådan noget – ellers har eleverne jo ikke noget grundlag for at kunne jagte deres læringsmål. Er det ligegyldigt, hvilke områder af matematikken, der skal omfattes af lærerens undervisning? Eller anderledes sagt: Hvis eleverne til sin tid ikke når et ønsket læringsmål, kan læreren så blive bebrejdet, at han ikke har undervist eleverne grundigt nok i en hel masse matematiske områder, som altså ikke længere findes beskrevet eller opført i en matematisk kanonliste, som de før er blevet det i pensalister.

Hvis Antorini ønsker, at eleverne skal kunne løse andengradsligninger, hvorfor skriver ministeren så ikke dette i målene for faget matematik? Hvorfor står der ikke i læringsmålene, at eleverne på de og de klassetrin skal lære at løse to ligninger med to ubekendte? Hvis eleverne skal lære sådan noget, så er det vel også at anse for at være læringsmål. Det gør ministeren ikke, fordi så er målene jo undervisningsmål og ikke læringsmål, sådan som læringsmål fra nu af skal forstås i en rigtig undervisningsødelæggende folkeskole. Og hvor er nyskabelsen så henne?

Ved at nedtone eller helt fjerne alle undervisningsmål forestiller KL sig – det skriver de i hvert fald - at lærerne mere end hidtil vil kunne anvende deres tid og faglige ekspertise til at undervise eleverne Det må imidlertid stå klart, at en sådan udtalelse er en af de sædvanlige meningstomme floskler, der udslynges, når udueligheden skal forsvares, uden at man aner, hvad man taler om.

Ved snart ikke om man kan stole på et bestillingsarbejde fra ministeriet. Det kører ret smalsporet og ensrettet derfra for tiden.

Andreas Rasch-Christensen refererer i sin kommentar til nogle tal, som ikke er med i den meget korte sammenfatning af rapporten, som Undervisningsministeriet har offentliggjort. Derfor kan vi ikke veje de forskellige synspunkter op mod hinanden. Men kritikken er citeret direkte fra rapporten.

Andreas Rasch læser overskriften forkert. Han skriver: ”hovedoverskrift der hedder, at lærere stejler over de nye fælles mål”. Men overskriften lyder faktisk sådan her: ”Lærere stejler over fagsynet i de nye Fælles mål”.

Det er netop fagsynet, lærerne i rapporten forholder sig til – og oplever som værende i modstrid med deres eget fagsyn. Denne uoverensstemmelse i fagsyn er selvsagt vital og kalder på en offentlig, demokratisk og faglig debat.

På redaktionen arbejder vi i øjeblikket på at fremskaffe tallene og rapporten i sin helhed.

Jeg er enig i at der i rapporten ikke fremkommer konkrete tal. Jeg kender ikke designet og antalllet af respondenter, emn forholder mig udelukkende til rapporten på linket og din konklusion. Men du forholder dig slet ikke til, at hele den adspurgte matematikgruppe og en del af danskgruppen ikke stejler over fagsynet. Du er vel enig i, at det ikke er alle lærere i undersøgelsen, der stejler? Og når hele matematikgruppen og dele af danskgruppen i øvrigt er positive, hvorfra en del sågar beskriver dette redskab som bedre end det tidligere, så er det vel mest sandsynligt, at vi her taler om flertallet (måke sågar det klare flertal), at de personer, der har gennemført undersøgelsen?

Så kunne du jo vælge at skrive en artikel, der problematisere, at man ikke kan se, hvor mange, der har svaret hvad. Selve rapporten indeholder langt flere postive bemærkninger end kritiske. Du vælger så primært at citere de kritiske og gøre det til overskrifter. Du skirver "lærerne" og dermed angiver, at det er alle, der stejler over fagsynet.

Der er jo ikke noget sted i min kommntar, hvor jeg skriver, at det ikke skal være en demokratisk og faglig debat. Det antager jeg, at meningen med at lave en undersøgelse. Det kunne være klædelig, om I så ville bidrage til, at der foregik en sådan på et bare nogenlunde lødigt og nuanceret grundlag. Ellers er det rigtigt, som også en kommentar her angiver, at det ikke vil give mening at bruge rapporter (forskning, evaluering m.v.) som grundlag for artikler. Så er det egentlig bedre blot at skrive ud fra det, som man nu tænker, synes og mener. Det er et lige så godt grundlag for en debat som alt muligt andet, og så vil det være klart, hvad der bygges på.

Selvom jeg er enig i med de lærere, der mener, at man burde stejle, så giver jeg Rasch-Christensen ret i, at forholdet mellem rapportens indhold og artiklens overskrift ikke er synkront.

Andreas: overskriften omtaler ikke lærerNE, sådan som du hævder, men læreRE. Det vil i princippet sige mindst to - ikke nødvendigvis et flertal. Men her er det jo altså mindst et flertal af en faggruppe.

Skrivestilen er almindeligt udbredt og ses ofte i forbindelse med omtale af reformen, tilmed uden ovenstående moderation. Vi hører eksempelvis en del om at lærerne støtter reformen, det er bare deres tåbelige fagforening, der er altid har nejhatten på. Og det er jo direkte usandt al den stund rigtigt mange lærere - efter min vurdering et overvældende flertal - aldeles ikke støtter den.

Er det kommet bag på dig, at du har stukket hånden i en hvepserede?

Fra afsnittet om dansk.
"Nogle informanter udtrykker bekymring om fagets nye ramme, hvor
kompetencemålene bliver styrende for faget. Flere informanter problematiserer herunder fagsynet i de nye Fælles Mål for dansk."

Hvorfor hedder det informanter?

Kære Niels Christian

Jeg henviste i min seneste kommentar ikke til overskriften, men John Villy Olsens kommentar ovenstående, hvor der står " det er netop fagsynet i rapporten lærerne (læs: dem alle) forholder sig til og oplever som værende i modstrid......". deraf fremgår jo, at det r dem alle. Som sagt kan vi jo ikke vide, hvor mange, der har sagt hvad, og jeg kender ikke undersøgelsen, emn baseret på de citater, og at en hel faggruppe sammen med en del af anden anden faggruppe er ovejende positiv, så fastholder jeg, at artiklen samt dens overskrifter er enddog meget skæv.

Hvad der ellers er skrivestile rundt omkring, har jeg ikke så dyb indsigt i som dig, men man kan jo skrive en debatinlæg eller en kronik eller lignende, hvor genren tllader kant m.v. Det kunne John Villy Olsen jo have gjort og dermed havde det jo været et godt afsæt.

Nu ved jeg jo ikke, hvad du mener med hvepserede, men det er da klart, at denne del af reformen - dvs forenkling af Fælles Mål - vel også flettes sammen med de øvrige delei debatten. Det er formodentlig det, du mener. Forenklingen af Fælles Mål er sket ud fra en politisk ramme. Jeg har forsøgt, som det nu bedst kan lade sig gøre at formidle, hvilke internationale erfaringer og nationale undersøgelser, som der er bygget på i selve masterens anbefalinger til målopbygning. Og på den baggrund kan disse erfaringer og undersøgelser samt brugen af dem kritiseres og skydes ned. Selve indholdet i målenen har nedsatte ekspertgrupper udformet.

Kære Andreas, nu forstår jeg, at din kritik 12:35 af brugen af ordet lærerNE går på John VO's kommentar. Jeg troede, det var sprogbrugen i selve artiklen, vi diskuterede. JVO's sprogbrug i kommentaren må ses på baggrund af den igangværende meningsudveksling, og så er risikoen for den misforståelse, du påpeger, efter min mening ikke stor.

Med 'hvepserede' mener jeg bare, at projekt forenklede fælles mål er politisk inficeret i en grad så de, der arbejder med det, må gøre sig klart, at de bevæger sig ind på en slagmark lysår fra den fredsommelige verden, de fleste af dem lever i til daglig. Det er ikke for sarte sjæle :-)

Kære Niels Christian

Tak for svar. Det sidste overlever jeg nok ;).

Interessant med sådan en erfaringsopsamling, men der må da ligge mere information et sted? 3½ side med opsamling virker som et noget tyndt grundlag at fortsætte arbejdet med Fælles Mål ud fra. Når de adspurgte endda ikke har haft mulighed for at arbejde med målene, men først har fået dem præsenteret i forbindelse med interviewene, så siger rapporten vel nærmest ingenting?

Måske er det derfor, man fra folkeskolen.dks side har valgt at fortolke lidt frit på nogle overskrifter?

Kære debattører!

Tak for jeres engagement.

Læs evt. nyt her:
http://www.folkeskolen.dk/544781/professor-ministeriets-faelles-maal-afproevning-holder-ikke

Vh,
Esben Christensen