Lillian Byrialsen må forveksle det at skændes med en demokratisk ordveksling. Det er særdeles formålstjenligt at drøfte læseundervisningens grundprincipper, og ingen kan i dag være uenige i at afkodning er et vigtigt element i læseundervisning. Men det er ikke godt nok. For vi skulle gerne undervise børn og unge i andet og mere end at afkode de-mo-kra-ti og livs-mod - forståelsen af disse ord indebærer, at der er et fagformål, som spejles i skoleformålet: Åndsfrihed og demokrati. Altså, vi kan ikke nøjes med at opstille tekniske mål for læsning/danskfaget, eller for de øvrige fag - når vi læser, ja, så læser vi om noget. Det er dette `noget`vi skal have med, når vi drøfter læseundervisningens grundprincipper. Med andre ord: Hvad er undervisningen til for? Hvad er formålet? Løgstrup havde dette bud: Formålet med skolen er tilværelsesoplysning. Hvad er dit bud Lillian Byrialsen?

Lærke: Skrivegruppen har altså tilsyneladende været uenig i, at afkodning er så vigtigt et element i læseundervisning, at der er grund til at omtale det udtrykkeligt i fælles mål for dansk.

Ministeriet nøjes ikke med at opstille tekniske mål for læsning. Tre af skrivegruppens søjler er urørte. De rummer i alt 54 mål, og ingen af dem handler om teknik.

Tilværelsesoplysning forudsætter da også tekniske læsefærdigheder?

Elisabeth Arnbak og Carsten Elbro har foretaget gennemgribende ændringer af flere felter end bare det de tekniske færdigheder i fælles mål. Der er sket ændringer i den måde, målene er inddelt for at kunne adskille læsning ved hjælp af bogstavlyde (som de kalder afkodning) og ordkendskab. Arbejdsgruppens overvejelser er blevet overhørt og misforstået.

Hvorfor sad Carsten Elbro og Elisabeth Arnbak dog ikke med i arbejdsgruppen? Jeg synes, det er så uheldigt, at de har været tildelt vetoretten over disse mål. Særligt i lyset af, at deres nuværende anbefalinger kan betyde, at undervisningen i bogstaver igen vil kunne brede sig henover hele første klasse, selvom Carsten Elbros forskning i forbindelse med "Søren og Mette undersøgelsen" viste, at det er klogt at undervise i bogstaverne kort og intensivt for at skabe rum for egentlige læseaktiviteter.

I bedste mening er Elbro og Arnbak ved at banke læseundervisningen tilbage til dengang, hvor første klasse gik med at lære bogstaverne og farvelægge fine billeder med bogstaver og småord - fordi man ville være sikker på, at børnene var helt parate til at læse en smule i anden klasse.

Lad os få en bred vifte af læseaktiviteter ind fra første skoledag. Alt andet er prøvet, og har ikke givet overbevisende læseresultater!

Niels Christian: Marina beskriver det meget præcist, jeg er helt enig i Marians beskrivelse og vurdering. Afkodning skal ikke dog smides ud med badevandet, men tages alvorligt, jeg har selv erfaret fra min mangeårige voksenundervisning de fatale konsekvenser, som du beskriver, der opstod, fordi man, tidligere "blot skulle have én på opleveren", som du skriver. MEN bag Elbroes og Arnbaks konsekvente og ensidige fokusering på afkodning ligger et usympatisk og farligt menneskesyn, der bunder i et videnskabssyn, der lægger sig op af et positivistisk syn - det er måske mere brugbart i lægevidenskaben, men kan IKKE bruges i undervisning og pædagogik. Jeg har analyseret, skrevet opgaver, kronikker, artikler om dette i de seneste 10 år i voksenuddannelsesregi, som du bl.a. kan se i uddrag på min hjemmeside www.123hjemmeside.dk/laerkegrandjean (jeg fik ikke skrevet den rigtigt i et tidligere indlæg her i folkeskolen dk). Det er totalt ødelæggende for os danskundervisere, at man smider den dybere pædagogiske og undervisningsmæssige indholds- og formålsforståelse ud med badevandet ved KUN at sætte afkodning i fokus som det altafgørende. Form og indhold hører sammen - det er er besværligt, men sådan er det. Man må i hver eneste undervisningssituation tage stiling til omfattende forhold - og det kan ikke reduceres til enkle tekniske mål - man må hele tiden have formålet og indholdet for øje - hvis undervisningen skal lykkes med langsigtet effekt. Venligst Lærke

Det fremgår af denne og tidligere artikler i sagen, at vores kritik retter sig imod at ministeriet har ændret i læsematrixen. Det gør den ikke - ministeriets opgave er at sikre at der er et forslag til Fælles Mål som politikerne kan godkende, så det skal de gøre. Vores kritik går på den meget ensidige opfattelse af, hvad der er mål for læsning. Vores oprindelige forslag til Forenklede Fælles Mål, et forslag som vi i den grad diskuterede igennem og endte med at være enige om, var et forsøg på at formulere et nuanceret og afbalanceret og ambitiøst mål for læsning der sætter eleverne i stand til at møde de udfordringer, som livet i det moderne samfund sætter dem over for. Der er således netop ikke tale om undervisningsmål, men læringsmål.
Diskussionen om hvordan man bedst lærer at læse i al dens kompleksitet, er vigtig. Men det er ikke det vores kritik handler om.

Man kan så undrende spørge, hvorfor du Jeppe Bundsgaard og de øvrige forskere og lærere i udvalget "køber" ministeriets nærmest indædte biden sig fast i begrebet læring, og dermed forbigår begrebet undervisning - dermed ”overser” du/I den kritik af læringsbegrebet, som fx forskeren Gert Biesta leverer (bl.a. i Læring retur fra 2009). Gert Biesta peger på den fare, der ligger i, at eleven kan pacificeres af konkurrencestatens udbredte læringsprogrammer, der påstår at tilpasse uddannelsen til hvilken som helst elev.

Det er livsnødvendigt, med filosoffen K.E. Løgstrup, at fastholde, at formålet med al skole ikke først og fremmest er at uddanne til arbejdssamfundet; formålet er at oplyse og undervise om den tilværelse – i samfundet, historien, naturen og universet – vi har med og mod hinanden.
Lærke

"Fx henvisningerne til Pisa om, at eleverne skal kunne..."

Så de faglige mål skal pege mod PISAtestene

Det er ingen hemmelighed, at skolereformen handler om, at vi skal klare os bedre i det internationale skolegrandprix, PISA. Det står klart og tydeligt i aftaleteksten.