Ak ja, for de uvidende ligger de lette løsninger altid lige for. Argumentet om videndeling er ubrugeligt - af to grunde: 1) For det første er det ikke noget nyt - lærere videndeler allerede og har altid gjort det. »Kender du en god novelle om vold i hjemmet?« »Hvilke erfaringer har du gjort med dette materiale?« Og så videre. Men altid med afsæt i en konkret virkelighed og med reference til en i forvejen eksisterende ballast af viden og erfaring. 2) For det andet er videndeling-argumentet implicit baseret på en idé om - med et engelsk udtryk - instant practice: en øjeblikkelig omsætning af den viden, man møder hos (deler med) andre til undervisning i eget regi. Men dén holder ikke. Videndeling tager tid, og den viden, man møder (deler), skal vurderes og vejes i forhold til den viden, man bærer med sig, før den kan indoptages i sit 'aktive' viden- og undervisningsgrundlag. Dette TAGER TID! Min påstand er, at det er et falsum, at generel videndeling, der netop IKKE tager afsæt i en konkret virkelighed, skulle være en GENVEJ til noget som helst - den er en OMVEJ. Måske en frugtbar omvej, men med det niveau af forberedelsestider, vi ser manifestere sig i denne tid, har læreren ikke tid til nogen som helst genvej - det er bare tungen lige i munden og ud over stepperne det bedste, man kan, mens man forsøger at sikre sin undervisning en VIS opdrift og variation - en mere sandsynlig konsekvens er, at læreren lægger AL innovation på hylden og kører slavisk frem efter taskebogen.
Det er utroligt så mange gode ideer politikerne har, hvorfor er der ikke så mange af jer der blev lærere? Frem over må vi koble jer alle på vores intranetværk og skolekom for I har løsningerne inden problemerne overhovedet er opstået, fantastisk. Man blir så gal i skralden over hvor lidt sådan nogle dybt uvidende individer tillader sig at nedgøre vores daglige arbejde. Og i Århus har vi fået stillet en PC til rådighed så nu skal man næsten ikke forberede sig mere? Men fristes snart til at bruge meget tungere ord her, men åh vi skal i god dialog og være konstruktive.... Nu må det være nok, har I været 3 til at skrive sådan et elendigt indlæg, forberedt jer?
Niels Chr. Sauer
(Skribent, folkeskolelærer emeritus)
06-06-2014 13:39
Vidensdeling, fælles forberedelse, kollegial sparring, it (rigtigt anvendt), netværkeri osv kan utvivlsomt kvalificere lærerarbejdet, det har jeg også erfaret, men jeg har aldrig oplevet, at det kunne træde i stedet for min individuelle forberedelse eller at det frigjorde tid til andre opgaver. Det har tværtimod altid krævet yderligere tid. Der er derfor intet som helst grundlag for at sige, at reformen vil forbedre lærernes muligheder i denne henseende. Hele indlægget emmer af nu-skal-vi-fandengaleme-vise-at-vi-har-jahatten-på. Forstemmende.
Josephine Kaldan
(Pens. Talepædagog og overlærer.)
06-06-2014 16:32
Vidensdeling
Hvordan går vidensdeling og konkurrence i Spand?spand?
Jøsses! Hvem har de tre forfattere af ovenstående videndelt med, før de nåede frem til den artikel? Kun hinanden? Hvis I havde fået en computer til rådighed af kommunen, ville I så have styrket artiklens sociale kapital ved at opsøge den viden, der findes i skoleorganisationen, ja, faktisk blandt lærerne - i stedet for at skrive sådan en gang floskuløst vås? Sig mig, hvilket medie troede I, at Århus Kommunes lærere brugte til kommunikation, før de fik hver deres kommunale computer stillet til rådighed? Brevduer, måske? De nye computere er fikse og lækre, men de er ikke noget tigerspring - vi havde faktisk noget, der lignede også tidligere, selv i Århus ... Hvorfor hører vi aldrig noget konkret om, hvad det er for en tilgang til arbejdet, der vil spare al den tid? Lærere er generelt et meget kommunikerende folkefærd. Der deles enormt meget viden - hver dag. Der "snuppes" lige opgaveark - der sendes links - der drøftes meget indgående, hvad man kan prøve i de klasser, hvor det er svært. Der skrives indlæg i Skolekom, der spørges bredt og snævert i de faglige konferencer. For den sags skyld deles der bøger efter sindrige systemer - det er vi jo nødt til, når der kun er et klassesæt pr. årgang ... når vi så arrangerer logistikken, drøfter vi selvfølgelig også, hvordan vi bruger det pædagogisk. Hvad er det for en kulturforandring, der ønskes? At vi går over til fælles, fast læseplan for hver enkelt lektion - ligesom i det hedengangne Østtyskland? Det var ingen rigtig succes der ... Hvordan kan det i øvrigt være, at mens der snakkes så meget om samarbejde og det gavnlige heri - så strammes økonomien så meget, at den sidste deletime - eller tolærertime - snart er forsvundet på den sidste af kommunens skoler? Ophører de gode virkninger af samarbejde, når der er elever til stede?
Det sidste eksempel, jeg hører om fra kolleger er, at der nu ikke afsættes forberedelsestid til de kurser, der skal opgradere viden hos de lærere, der mangler linjefagskompetencer. For det loves, at deres individuelle forberedelse til det kursus, de skal følge og afslutte med eksamen, vil kvalificere deres forberedelse til deres skoleundervisning så meget, at de derved indvinder tiden.
1) For det første er det ikke noget nyt - lærere videndeler allerede og har altid gjort det. »Kender du en god novelle om vold i hjemmet?« »Hvilke erfaringer har du gjort med dette materiale?« Og så videre. Men altid med afsæt i en konkret virkelighed og med reference til en i forvejen eksisterende ballast af viden og erfaring.
2) For det andet er videndeling-argumentet implicit baseret på en idé om - med et engelsk udtryk - instant practice: en øjeblikkelig omsætning af den viden, man møder hos (deler med) andre til undervisning i eget regi. Men dén holder ikke. Videndeling tager tid, og den viden, man møder (deler), skal vurderes og vejes i forhold til den viden, man bærer med sig, før den kan indoptages i sit 'aktive' viden- og undervisningsgrundlag. Dette TAGER TID! Min påstand er, at det er et falsum, at generel videndeling, der netop IKKE tager afsæt i en konkret virkelighed, skulle være en GENVEJ til noget som helst - den er en OMVEJ. Måske en frugtbar omvej, men med det niveau af forberedelsestider, vi ser manifestere sig i denne tid, har læreren ikke tid til nogen som helst genvej - det er bare tungen lige i munden og ud over stepperne det bedste, man kan, mens man forsøger at sikre sin undervisning en VIS opdrift og variation - en mere sandsynlig konsekvens er, at læreren lægger AL innovation på hylden og kører slavisk frem efter taskebogen.