Bent Greve har fuldstændig ret i, at det er et stort tilbageskridt, at man som lærer skal til at stemple ind og ud på sit arbejde. Men at politikere fra flere partier - som f. eks. Lotte Roed fra De Radikale - står frem og siger, at det er et kæmpe tilbageskridt, og vi skal have tillid til hinanden, kan man kun ryste på hovedet af. Det var politikerne i Folketinget, herunder Lotte Roed, der med Lov 409 vedtog, at "arbejdsdage medregnes med tiden mellem mødetidspunkt og det tidspunkt, man kan forlade arbejdsstedet". Det lægger direkte op til tidsregistrering, med mindre man lokalt har aftalt andet. Når lærerne samtidig er blevet pålagt at undervise 2 timer mere om ugen, uden der er fjernet andre opgaver, så kan Lotte Roed godt tale om tillid, men det er vist nærmest tillid til, at man bare skal arbejde mere.

Skolen egner sig ikke til optælling af arbejdstiden. Den egner sig til tillid. Det var der i de tidligere arbejdstidsaftaler. Det var ikke lærerne, der ville af med dem. Det var KL og Folketinget.

Jamen, var det ikke det, der var meningen med normaliseringen?

SÅDAN ER LÆRERNE BLEVET NORMALISEREDE

Da man i 1993 vedtog at udradere folkeskolen som uddannelsesinstitution og erstatte den med en middelmådighedsstræbende lighedsideologisk ensgørelsesanstalt, hvor det først og fremmest gjaldt om at undervise de svage og sørge for at holde de dygtige nede på det jævne, hvorfor man indrettede skolen således, at al faglig undervisning blev hæmmet eller helst umuliggjort af den mest ekstreme opblanding af alt og alle i klasserne, blev det nødvendigt at kompensere for tabet af viden med et lille fupnummer. Man begyndte at kalde det nu opnåede tilstræbt mest videnstomme samfund for videnssamfundet og stille dette kunstprodukt i modsætning til et gammeldags og nu forladt industrisamfund. I industrisamfundet gik lærerne hen i skolen for at undervise eleverne. Og den undervisning fik de deres løn for. Og når undervisningen var overstået den dag, så gik lærerne hjem, med mindre der var aftalt møder o.l. Men de fik løn for deres arbejde.

I dag er alt gjort for at lægge undervisningen de største hindringer i vejen med opretholdelse af de ekstremt sammenrodede udelte klasser. I dag skal lærerne udover det arbejde, de skal udføre som lærere, som en tilstræbt ydmygelse tvangsindlægges til at opholde sig på skolen indtil fyrasftensfløjten lyder, og de stængte porte åbnes ud til friheden. Og den tid på skolen, der ligger efter den sidste undervisningstime, og indtil lærerne får lov til at slippe ud, er i modsætning til de allerfleste andre arbejdspladser ren spildtid, som lærerne end ikke oppebærer nogen form for betaling for. Det er derfor, at reformmakværket reelt finansieres af lærerne. For der kan næppe være tvivl om, at lærer, der virkelig ønsker at forberede sig på næste dags undervisning og prøve at forudse, hvad de undervisningsumulige infernalsk larmende klasseophobninger kan byde dem på næste dag, og hvordan der kan tages højde for uventede begivenheder uden, at det hele kuldsejler, nødvendigvis må henlægge forberedelsen til hjemmet, hvor de efter en passende pause med kaffe, avislæsning og muligvis en lur på sofaen kan gå ind på deres egne hybler og i fred og ro gennemtænke næste dags forløb.

Lærerne skal altså i fremtiden spærres inde på skolen en tid lang, efter at de har udført det arbejde, som de får deres løn for. Og der skal de så sidde og kukkelure til ingen verdens nytte uden at få løn for at være på skolen og lade som om, de forbereder sig. Dette tidsforløb har ligesom så meget andet, som reformskolen er dekoreret med, ikke en døjt med skole og undervisning at gøre. Det er ren chikane, der kun kan begrundes i, at lærerne i dag tjener en alt for høj løn. Derfor må man tvinge dem til at sidde indespærret inden for murene, indtil den løn, som de tjener bredt ud på en længere dag resulterer i en langt lavere timeløn. Og så er lærerne blevet normaliserede.