Èn ting synes sikkert. Det hele flyder. Skolerne nærmest kappes om, hvem der kan finde på det mest originale og til tider mest vanvittige indhold til den understøttende undervisning. Og det synes virkelig, som om de mest originale påhit indtager pladsen som de mest progressive. På en måde har den understøttende undervisning sammen med lektiecafeen overtaget pladsen efter fortidens forkludrede og oprørsprægede rundkredspædagogik, der engang indebar spiren til en dansk uddannelsesrevolution, indtil luften gik af ballonen. Ingen gider mere gennemtænke den almindelige klasseundervisning. For det egentlige foregår jo i understøttelsestimerne. Den egentlig lærerstyrede undervisning, hvor eleverne virkelig lærer noget, hvis læreren ellers kan få lov til at undervise hver elevkategori hver for sig, er skubbet ud på en kedsommelighedspræget skyggetilværelse. I understøttelseslektionen underviser læreren ikke. Det hjælper læreren, hvor der er ønsker om hjælp. I den almindelige klasseundervisning sidder lærerne fortsat med de mest uunderviselige sammenhobninger af alt og alle. I den understøttende del må der holddeles, så der prøver man så at rette op på alt det, der ikke har kunnet lade sig gøre i klasseundervisningen. En ganske bagvendt måde at drive skole på, må man sige.
En lærer siger, at ”vi (skolen) vil ikke binde dem, hvis de kun har ti minutters lektier for”. Men hvis nu eleverne er oplært til en rigtig og seriøs lektielæsning, hvor eleven med hjælp fra lærerbog og egne notater prøver at huske og fæstne alt det, som læreren har gennemgået i dagens løb, så kan ingen lektielæsning overstås på 10 minutter. Og så kræver sådan noget fuldstændig ro i et separat enrum. Det er derfor, at skolen i dag overhovedet ikke har lektiecafeer. Skolerne har allerhøjst hjemmearbejdscafeer, hvor eleverne kan regne nogle opgaver færdige eller skrive stilen færdig. Og det har intet med lektielæsning at gøre. Kunne man dog bare holde op med at kalde det for noget med lektier.
Helt galt bliver det, når man så udvikler udelthedens indbyggede forsømmelse af alle de dygtige i klassen. Disse irriterende dygtigheder skal ikke gøre deres arbejde færdig eller have ro til lidt lektielæsning. De bliver sat til at hjælpe de svage. Hvis ikke det er en tilsidesættelse af de dygtige, så ved jeg da ikke. Jo, for reformisterne er kommet for skade at indføre noget i reformen, som slet ikke kan klares af lærerne alene. Og så strikker man bare en pædagogik sammen om, at de dygtige vel må formodes at blive dygtigere, når de hjælper de svage. Så er den klaret. Men de dygtige er i hvert fald blevet sat udenfor læringsmiljøet så lang tid, sådan noget står på.
”Marie. Jeg er færdig nu, så jeg smutter”. Hvad ligger der i denne skødesløst fremsatte udtalelse fra en elev andet end en uendelig træthed oven på en alt for lang eftersidningsdag og en dertil knyttet længsel efter friheden? Er eleven måske bare færdig med de par matematikopgaver, måske oven i købet færdiggjort med lidt pædagogstøtte, eller med resten af den danske stil, som ikke blev skrevet færdig i løbet af skoledagen? Eller er eleven færdig med, hvis der ellers er tilstrækkelig fred og ro i lokalet, for sig selv, at gennemgå de fysikforsøg, som læreren viste i fysiktimen og som skal udgøre et logisk grundlag for at opstille Ohm's Lov og dertil færdig med at gennemgå for sig selv og fæstne forståelsen for reglerne for parallelogrammer? Eller med at huske de fynske byer udenad? Alt dette sidste høre vist nok hjemme i den rene utopi. Og hvad nu, hvis Marie (læreren) oplyser eleven om, at det da godt kan være, at han synes, at han er færdig nu, men der er jo også noget, der hedder ”faglig fordybelse”. Og if. undervisningsministeren er netop ”faglig fordybelse” jo noget, som alle elever står i kø for at kaste sig ud i. Måske vil eleven høfligt svare: ”Ahh, kan det ikke lige vente til en anden dag. I tager jo alligevel ikke alt den faglige indlæring, som I snakker så meget om, særlig højtidelig”. ”Jamen Hans Peter dog, hvad mener du dog med at sige sådan”. Jo, du ved jo godt, Marie, at allerbedst som vi er ved at lære noget, så skal vi alle sammen ud og hoppe og springe og løbe skrigende rundt i 45 minutter. Hvis vi ikke skulle ud og skabe os sådan, hvor meget kunne skoledagen så ikke være afkortet? Nu opgiver Marie. Ja, ja da, Hans Peter, så stik du bare af, og hils hjemme.
Hvordan er det i øvrigt gået med denne ”faglige fordybelse”? Faglig fordybelse er naturligvis en fordybelse i nogle af de faglige stofområder, som læreren har gennemgået i dagens løb. For i en skole er et fag jo noget, som en lærer underviser i. Og det er jo et fag, som man skal fordybe sig i. Hedder det måske ikke ”faglig fordybelse”. Lidt ekstra læsning om Valdemar Atterdags forsøg på at samle Danmark og sådan noget. Men sådan noget handler det så slet ikke om. Overhovedet ikke. Nej, man vælger sig ind på nogle emner, som læreren udbyder. Og så bruger man nogen tid på dem. Og så har man fordybet sig, hedder det. Men det, som der er undervist i i dagens løb, skal eleven åbenbart ikke fordybe sig mere i. Nej, Gud fri os vel, om det var sådan. Det er også alt for kedeligt. Og man måler jo alligevel ikke, hvor dybt fordybelsen går på alt det spektakulære, som eleverne kan vælge imellem. Man kalder det bare for fordybelse.
Den faglige fordybelses egentlige funktion er derfor allerede nu ved at gøre alt det, som læreren underviser i i fysiktimen og historietimen og i alle de andre timer til det grå og uendeligt kedsommelige, som man bare skal se at få overstået, hvis man ikke falder i søvn, inden man skal ud og løbe og skrige, så man kan komme i nærheden af de spændende emner i fordybelsesstadiet. Så eleven bagefter kan sige, at nu har han fordybet sig.
Èn ting synes sikkert. Det hele flyder. Skolerne nærmest kappes om, hvem der kan finde på det mest originale og til tider mest vanvittige indhold til den understøttende undervisning. Og det synes virkelig, som om de mest originale påhit indtager pladsen som de mest progressive. På en måde har den understøttende undervisning sammen med lektiecafeen overtaget pladsen efter fortidens forkludrede og oprørsprægede rundkredspædagogik, der engang indebar spiren til en dansk uddannelsesrevolution, indtil luften gik af ballonen. Ingen gider mere gennemtænke den almindelige klasseundervisning. For det egentlige foregår jo i understøttelsestimerne. Den egentlig lærerstyrede undervisning, hvor eleverne virkelig lærer noget, hvis læreren ellers kan få lov til at undervise hver elevkategori hver for sig, er skubbet ud på en kedsommelighedspræget skyggetilværelse. I understøttelseslektionen underviser læreren ikke. Det hjælper læreren, hvor der er ønsker om hjælp. I den almindelige klasseundervisning sidder lærerne fortsat med de mest uunderviselige sammenhobninger af alt og alle. I den understøttende del må der holddeles, så der prøver man så at rette op på alt det, der ikke har kunnet lade sig gøre i klasseundervisningen. En ganske bagvendt måde at drive skole på, må man sige.
En lærer siger, at ”vi (skolen) vil ikke binde dem, hvis de kun har ti minutters lektier for”. Men hvis nu eleverne er oplært til en rigtig og seriøs lektielæsning, hvor eleven med hjælp fra lærerbog og egne notater prøver at huske og fæstne alt det, som læreren har gennemgået i dagens løb, så kan ingen lektielæsning overstås på 10 minutter. Og så kræver sådan noget fuldstændig ro i et separat enrum. Det er derfor, at skolen i dag overhovedet ikke har lektiecafeer. Skolerne har allerhøjst hjemmearbejdscafeer, hvor eleverne kan regne nogle opgaver færdige eller skrive stilen færdig. Og det har intet med lektielæsning at gøre. Kunne man dog bare holde op med at kalde det for noget med lektier.
Helt galt bliver det, når man så udvikler udelthedens indbyggede forsømmelse af alle de dygtige i klassen. Disse irriterende dygtigheder skal ikke gøre deres arbejde færdig eller have ro til lidt lektielæsning. De bliver sat til at hjælpe de svage. Hvis ikke det er en tilsidesættelse af de dygtige, så ved jeg da ikke. Jo, for reformisterne er kommet for skade at indføre noget i reformen, som slet ikke kan klares af lærerne alene. Og så strikker man bare en pædagogik sammen om, at de dygtige vel må formodes at blive dygtigere, når de hjælper de svage. Så er den klaret. Men de dygtige er i hvert fald blevet sat udenfor læringsmiljøet så lang tid, sådan noget står på.