Nu er det gymnasiernes tur ^^

Thornings retorik er afslørende i manglen på præcision. 'Sten på vejen' plejer man at fjerne, ikke 'tackle'. Medmindre man ønsker at brække en tå eller en ankel? Og de 'sten på vejen', hun omtaler her, ligger der ikke pga. tilfældige hændelser eller obstruktion udefra. De er alle som en placeret med største omhu - af hende selv og alle hendes venner. Så hvad er i grunden meningen med at lærerne skal slås med dem? Hun kan jo fjerne dem med et fingerknips, hvis hun vil?

I en verden, hvor progression skal tælle meget, kan man ikke andet tænke på den måde starten på liv former sig. På mange føde og vuggestuer samt hjem skabes rammen allermest for skolebarnets forudsætninger. Hjerteligheden er stort tænkt, når små verdensborgere er for tidligt fødte - men er det bedste at lade dem møde ikke hensynsfulde ens mål for undervisning og statens ambition senere i livet. Selv om skolen taler inklusion, så vil den måle børns præstationer i forhold til fastsatte trinmål. Små maskiner ønskes, levende forskellige børn haves. Jeg vil tro, mange inkluderede børn i høj grad må takle de sten, der vil komme på deres uddannelses vej. Jeg ser dem allerede. Bredden i typer af børn og de mængder af forskellige undervisningsforhold de ville kunne bruge, er ikke nuværende praksis. Det er noget helt andet der findes: 25 elever 1. lærer - her skal de fungere og pr. næste år vise progression. Det er ikke en dansk tradition, vi her se folde sig ud, men rå overlevelse og et råt arbejdsmiljø for alle parter. Det gør stadig uendeligt ondt, at se en social demokrat bryste sig af den folkeskolereform. Der er mange måder at gnide salt i et sår på, men stoltheden over denne reform og dens hensigt taler alvorligt ikke til noget socialt eller demokratisk for de stemmeløse elever. Denne gyldne talen om skolereformen er en af de mere grundige saltindgnidninger, jeg kender til. Når nu de første elever med nederlagsfølelse dukker op, hvad så? tester vi dem lige engang mere.

I en verden, hvor progression skal tælle meget, kan man ikke andet tænke på den måde starten på liv former sig. På mange føde og vuggestuer skabes rammen allermest for skolebarnets forudsætninger. Hjerteligheden er stort tænkt, når små verdensborgere er for tidligt fødte - men er det bedste at lade dem møde ikke hensynsfulde ens mål for undervisning og statens ambition senere i livet. Selv om skolen taler inklusion, så vil den måle børns præstationer i forhold til fastsatte trinmål. Små maskiner ønskes, levende forskellige børn haves. Jeg vil tro, mange inkluderede børn i høj grad må takle de sten, der vil komme på deres uddannelse vej. Jeg ser dem allerede. Bredden i typer af børn og de mængder af forskellige undervisningsforhold de ville kunne bruge, er ikke nuværende praksis. Det er noget helt andet der findes: 25 elever 1. lærer - her skal de fungere og pr. næste år vise progression. Det er ikke en dansk tradition, vi her se folde sig ud, men rå overlevelse og et råt arbejdsmiljø for alle parter. Det virker stadigt stærkt forvirrende, at se en social demokrat bryste sig af den folkeskolereform. Der er mange måder at gnide salt i et sår på, men stoltheden over denne reform og dens hensigt taler alvorligt ikke til noget socialt eller demokratisk for de stemmeløse elever. Denne gyldne talen om skolereformen er en af de mere grundige saltindgnidninger, jeg kender til.
Når nu de første elever med nederlagsfølelse dukker op, hvad så?
Tester vi dem lige en gang mere?