Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)

Vagn Madsen (pensioneret viceskoleinsp.) 13-01-2015 19:36
LEGEN SKAL IKKE VÆRE GRUNDPILLEN I EN UNDERVISENDE SKOLE
”Hvordan vil vi undersøge, om legen gør en forskel”, spørger forskeren Pernille Hviid. ”Er det i Pisa-test eller nationale test - eller skal den måles på andre måder for eksempel skriftligt engagement i samfundsdebatten eller økologisk innovation”. Men det betyder, at det slet ikke kan undersøges om legen gør en forskel. Spørgsmålet er på en måde meningsløst. Om legen betyder noget eller ej, afhænger jo af, hvordan man vælger at måle. Hvis man måler legens betydning med Pisa-test eller med nationale test, hvilket man i en rigtig fagundervisende skole nok ikke kan – eller bør kunne – komme uden om at gøre, så betyder legen noget som lidt afslappende tidsfordriv, men ellers kan – eller rettere bør – legen ikke komme til at spille en hovedrolle.

Pernille Hviid uddyber: ”Hvor ville det være skønt, hvis børn via legen - som de ikke kan få nok af - lærer det, som de alligevel skal lære i skolen”. Ja, men det gør børn bare ikke. Børn lærer ikke om Valdemar Atterdag, krigen i 1864, Grundlovens vedtagelse i 1849, Ohms Lov eller om syre-base-teorien via en eller anden leg. Læring kræver som en desværre sjælden foreteelse i dag anstrengende koncentreret samling omkring lærerens undervisning. Og at to og to er fire, er selvfølgelig det eneste resultat, som bør anerkendes i en undervisende skole. Resultatet er indiskutabelt og bør ikke kunne varieres på grundlag af en fri fantasiudfoldelse og dermed som resultat af en for en skole uvedkommende leg. Og hvis alligevel stræber efter, at børnene via legen lærer det, som de skal lære i skolen, så er det, fordi man har tilpasset det, som børnene skal lære, til den legende funktion. Og så har man ophævet skolen som skole.

Man lærer ikke børn at udfordre virkeligheden ved at være ligeglad med om to og to bliver fire eller fem. Man forvandler derimod skolen til det rene pjat. Men selvfølgelig er der stærke kræfter, der er interesseret i at gøre leg og bevægelsesorgier til hovedsagen i det, der stadig skal kaldes for en skole. Således vil KL bruge de tilstundende forhandlinger til at kræve, at pædagoger skal kunne undervise i hele skoleforløbet. På den måde arbejder stærke kræfter på at trænge den læreruddannede lærer ud af folkeskolen, og lade pædagoger overtage lærernes arbejde i hele skoleforløbet.

Hvad vil skolen med legen? Skolen skal – forhåbentlig – bruge legen til afslappende eventuel stimulerende pauser som optakt til en egentlig koncentrationsstimuleret undervisning.