Den aktive gruppe af forældre ved Vangeboskolen har gjort en stor indsats for at sætte sig ind i den tilgængelige viden om konsekvenserne af aldersintegreret undervisning. Større, tilsyneladende, end skolens ledelse, der ikke har formået at fremlægge nogen forsknings- eller erfaringsbaseret argumentation til støtte for beslutningen om indførelsen af aldersintegration.

Det er flovt for folkeskolen, at dette fænomen kan få lov at brede sig uden saglige begrundelser, idet man sidder massiv forskningsmæssig viden overhørig og i øvrigt ikke kan henvise til steder, hvor det har haft indiskutable, positive konsekvenser. Og det er direkte pinligt, at vi skal have aktive, kritiske og grundige forældre til at sætte en stopper for det, fordi skolerne bare kører med på en pædagogisk grille.

Overgang til aldersintegreret undervisning er et markant skift, det kan ikke benægtes. Men hvis de, som skal lære vore børn nye kunster, ikke selv er i stand til at lære nyt - er tiden så ikke moden til, at de finder sig en ny beskæftigelse? Jeg husker selv lærere fra min skoletid, som havde undervist i det samme fag i så mange år, at det mest havde karakter af rutinearbejde, nærmest som at lære salmevers. En sådan undervisning er der ikke mange, der får noget ud af - kald mig bare revolutionær, hvis I har lyst.

Altså, nu spørger jeg helt oprigtigt, men jeg kan altså ikke læse mig til de ikke er i stand til at lære nyt.

Jeg kan læse om en lærergruppe, der er kraftigt overbebyrdet ved at man sætter en hel håndfuld projekter i søen på en gang.

Hvad angår det med "lærere, der bare kører på rutinen" - er det altså ved at være en alt for slidt traver - det er så godt som umuligt at gøre det i en moderne skole og gør man det. bliver man ubarmhjertigt straffet på alle måder.

Nå ja & ellers så kunne lederen, der jo nu virkelig har fået pisken i hånden - sådan set bare bede folk om at gøre det arbejde, de skal i følge loven OG så give dem timerne til det.

Tomas: Du har nok lidt ret mht. at rutineundervisere efterhånden er undtagelsen, heldigvis - der findes dog stadig enkelte tilbage. Med hensyn til den aktuelle sag med Vangeboskolen, så må jeg indrømme, at jeg ikke ved nok mht. om de har sørget for en tilstrækkeligt klar fordeling af ansvaret mellem ledelse og lærerkollegiet for de opgaver, der afledes af omlægningerne. Denne fordeling må være alfa og omega for overhovedet at komme i gang, og uden en klar fordeling og forventningsafstemning er alle forsøg dømt til at mislykkes.

Uanset hvad - hvis man skal implementere Lov 409, Reform og total omlægning af undervisningen på en gang, er man dømt til at tabe - uanset hvor meget man laver en klar fordeling af opgaverne, for det kan ikke lade sig gøre.

Henning Nielsen: Her er det forældrene, der ikke vil lægge børn til den aldersintegrerede undervisning, der i øvrigt ikke er spor ny. Det var principielt den form for undervisning, der fandt sted i de gamle landsbyskoler, hvor der kun var en lærer til alle klassetrin, der var i samme rum. Om noget er nyt eller gammelt, er i øvrigt sagen uvedkommende. Det handler om, hvad der virker.

Mange lærere går i øvrigt ind for aldersintegreret undervisning, fordi det gør det lettere at være lærer. Elevgruppen er mere homogen, og det virker stærkt disciplinerende, at elevernes sociale fællesskab opløses til fordel for total individualisering, hvor eleverne avancerer fra hold til hold i skoleforløbet ud fra deres testresultater.

Men da den svenske skoleforsker Monika Vinterek i forbindelse med sin ph.d om emnet spurgte svenske elever i gymnasiet, der havde gået i sådanne skoler, om de ville have valgt det igen, hvis de havde kunnet gøre grundskolen om, svarede ikke en eneste ja. Alle som en svarede nej.

Modstanden mod aldersintegreret undervisning handler ikke om gammeldags lærere, der ikke vil noget nyt. Den handler om folk, der har sat sig grundigt ind i sagen i stedet for at løbe med på en modedille.

Niels Christian Sauer: Overdrivelse er fint, men jeg tror ikke, der er nogen, der påtænker at lade én lærer undervise en hel skole helt alene, i år 2015.

Jeg tror stadig, at den aldersintegrerede undervisning er en god løsning på mange skoler, men den skal naturligvis tilpasses de aktuelle forhold. Jeg tror på, at den kan fremme koncentrationen og formidlingen af undervisning, og nedbringe mængden af uro og støj i klasselokalet - disse ting kan desværre hænge uløseligt sammen, hvis man ikke er en Clint Eastwood-type til at fastholde klassen.

Det kunne være interessant at få uddybet, hvad ph.d.-forskeren i øvrigt fik af begrundelser fra de adspurgte gymnasieelever. Interviews med lærere og forældre til de pågældende elever kunne nok også have givet værdifuld viden. Og så er det altid godt at vide, om den pågældende forsker har et standpunkt, inden undersøgelsen starter.

Henning: Du skal ikke tro, du skal vide :-)

Men du har ret i, at aldersintegreret undervisning (AI) nedbringer uro og støj, og det er alt andet lige et gode for alle. Men alt andet er ikke lige. De svenske gymnasieelever angav først og fremmest tabet af sociale relationer som forklaring på deres modvilje mod AI. Og det er jo klart, at elever, der ikke har noget socialt liv sammen, er lettere at styre, end sådan en rigtigt stærk, selvbevidst klasse af jævnaldrende. Men det er ikke altid det letteste, der er det bedste.

En meget omfattende svensk undersøgelse fra 2007 (såvidt jeg husker) viste, at elever, der havde gået i AI-klasser var signifikant ringere rent fagligt end elever, der havde gået i traditionelle klasser.

En forklaring kunne være, at kammerateffekten er helt forsvundet i AI klasserne. Der er nemlig ingen klassekammerater, ganske enkelt.

Evalueringer af AI projekter i Århus (KRAI) viser desuden, at forældregruppen som aktør ryger helt ud af billedet, fordi forældrene - ligesom børnene - ustandselig placeres i nye konstellationer. Endvidere, at børn med særlige behov bliver svigtet. De børn, der af den ene eller anden grund ikke avancerer så hurtigt, bliver jo bare hængende i systemet. Diskret dumpning, kunne man kalde det.

Niels: Mht. kammerateffekt: Den svenske undersøgelse, du refererer til, er desværre 8 år gammel. Hvis den havde været fra 2015, ville jeg skråsikkert have udtalt, at kammerateffekten ikke har nogen nævneværdig effekt - jeg husker ikke helt, om det også var tilfældet i 2007. Når børn i 2015 går hjem fra skole, så går de direkte hjem til deres Playstation for at spille. Hvis der er en kammerat med hjem, er det bare for at spille "multiplayer", og ikke for at hjælpe hinanden med lektierne. Det er den sørgelige sandhed - jeg går hver dag og drømmer om, at en eller anden genial person finder en løsning på dette rimelig alvorlige problem.

Jeg kan godt sætte mig ind i dine bekymringer mht. forældregrupperne, samt disses sammenhold socialt. Sammensætning af grupper til eksempelvis lejrskoler er også noget, der kan anskues på forskellig vis; disse bør jo som hovedregel følges ad aldersmæssigt, hvis det er muligt - i nogle tilfælde kan det sikkert være relevant eller nødvendigt at sende to hele årgange afsted samtidig. Men alle disse forhold kan løses på individuel vis for den enkelte skole, og naturligvis er AI ikke løsningen for alle skoler - man kan måske tale om en "kritisk masse", ligesom mange andre forhold kan spille ind.

Det gør de så ikke i min søn eller min datters klasse. Tværtimod.

Henning: Kammerateffekten handler ikke så meget om det, der kommer ud af at børnene har en fælles fritid. Det har de sjældent på tværs af samfundsgrupperne. Den handler først og fremmest om det heterogene (mangeartede) klassefællesskab, hvor tilstedeværelsen af klassekammerater fra veluddannede hjem påvirker læringsmiljøet i klassen og skaber et sug, der trækker den skolefremmede del af klassen med op.

Om de spiller playstation hjemme hos den ene eller den anden, kan vel næsten komme ud på et, det har du ret i. Hvor er det dog en trist udvikling. Forældrene kan ikke være det bekendt.

Niels: Din formodning om, at børn fra de velstillede hjem er de dygtigste, er forkert. Den kalder på et eksempel fra det virkelige liv - mit eget - evt. kvindelige læsere må hellere finde lommetørklædet frem.

Jeg kommer selv fra et hjem, som mange i dag ville betragte som fattigt; min far var invalidepensionist, min mor var sygehjælper på deltid. Trods det var jeg med stor margen den fagligst stærkeste i min klasse, i samtlige fag undtagen idræt. Da min storesøster som 6-årig startede i 1. klasse (der fandtes ikke børnehaveklasse dengang), var alle lærerne forbavsede over, at hun allerede kunne læse. Det kunne jeg også, da jeg startede 2 år senere, men det vakte ingen opsigt - nu havde alle jo hørt om min søster. Jeg var heldigvis også den fysisk stærkeste på min årgang, for hvis nogen kom med hentydninger til min opvækst, så kom de altid til at fortryde - det udløste de læsterligste klø. Da min søster og jeg senere skulle i gymnasiet, og derefter på videregående uddannelser, måtte mine forældre låne penge i banken; de ville os det bedste for vores fremtid. Nu, mange år senere, er det min søster og jeg, der kan kalde os velhavende. Mine børn kommer således fra et velstillet hjem, med akademisk uddannede forældre. Er mine børn så fagligt velfunderede? "På det jævne", må jeg nok desværre erkende. Jeg har prøvet på alle måder at motivere dem for at gøre deres bedste, men lige meget hjælper det. "Fars undervisning" tæller kun lidt i sammenligning med skolens - mors er trods alt bedre (hun er ikke lærer).

For mig at se er der intet, der tyder på, at de velstilledes børn klarer sig bedre skolefagligt. Jeg tror, det hele handler om motivation. Som i mit eget tilfælde, hvor jeg følte et behov for at vise, at jeg var den bedste, på trods af min beskedne opvækst.

Henning: Der er ingen diskussion om det her. Børn fra veluddannede hjem scorer i top og børn fra skolefremmede hjem scorer i bund. Niveaudeling er ALTID ensbetydende med social sortering. Der findes naturligvis undtagelser, men det her er altså så solidt dokumenteret, at det simpelthen ikke kan anfægtes.

Niels: Hvis det er et faktum, så har du ret i, at det ville betyde social sortering. Jeg har bare ikke selv indtryk af, at dette er det generelle billede, baseret på de inputs jeg har fået gennem årene fra mine egne øjne og ører. Indrømmet, disse inputs dækker ikke hele landet hele tiden, men de er dog mine egne, og dem stoler jeg på.

Jeg har ikke læst undersøgelser på dette område, men undersøgelser er mange ting. De undersøgelser, der udarbejdes af en lille gruppe unge, uspolerede studerende, er ofte de mest pålidelige, set med mine briller. De har ikke på forhånd en indsigt, ej heller har de nået at danne sig holdninger, så de opfylder de to vigtigste betingelser for at kunne lave et godt og objektivt stykke arbejde. Men lige så snart undersøgeren (eller bestilleren af undersøgelsen) har et politisk mål, eller ønsker at påvirke en beslutningsgang, bevilling eller lignende, så falder troværdigheden af en sådan undersøgelse. Ofte så man tidligere en "undersøger" interviewet på TV, hvor han/hun frejdigt udtalte: "Vi er i gang med en undersøgelse, som viser, at ...". Hm. Behøver jeg sige mere. Jeg har dog ikke set disse hovsa'er i en del år, men folk får vel også mere TV-træning nu om dage, hvis deres budskab er tilstrækkelig politisk vigtigt.

Men grundlæggende er vi enige så langt, at jeg absolut heller ikke ønsker, at vi får sorteret klasserne efter hverken forældrenes økonomiske eller akademiske baggrund, farve, religion eller noget som helst andet, som relaterer sig til forældrene eller hjemmet. Det er eleverne, det drejer sig om, og de eneste gyldige sorteringsparametre er ALDER (hvilket alle nok kan gå med til), samt FAGLIGT STANDPUNKT (hvilket nok vil være et tilbagevendende diskussionsemne). Men jeg kan ikke afvise, at er kan være skoler eller egne af landet, hvor en sortering i fagligt standpunkt kan være næsten synonymt med en sortering på akademisk/økonomisk baggrund; jeg har bare ikke selv set eksempler, hvor dette har været en gennemgående og tydelig tendens.

Henning og andre, der forsvarer sortering af elever efter fagligt standpunkt:

Hvis man skulle være konsekvent, måtte det finde sted i alle fag. Det kan vel ikke være meningen, at elever, der ligger i top i fx billedkunst, historie eller musik, ikke skal have samme anerkendelse og muligheder for at dyrke deres styrkesider som elever, der tilfældigvis er i top i dansk og matematik?

I så fald skal klassen afskaffes, så hvert fag får sine hold. Og så skal eleverne gå på tre-fire forskellige hold hver dag. Hvert frikvarter bliver et totalt opbrud: Dingedingeling, hallooo, alle skifter!

Lyder det ikke en smule vanvittigt?

Hvad vil det gøre ved de elever, der er afhængige af ro, struktur og stabilitet?

Så i stedet vil I jo nok udnævne dansk, matematik, muligvis engelsk og måske fysik/kemi til niveaudelte fag, mens de andre opretholdes for hele klassen samlet. Det rejser mindst to spørgsmål udover de sædvanlige om tab af kammerateffekt osv.:

1. Hvad er det for et signal, man sender til eleverne, om fagenes betydning?

2. Hvordan vil I overhovedet bestemme den enkelte elevs niveau? Ud fra testresultater (der jo kun forholder sig til en brøkdel af fagområderne)? Eller ud fra helhedsvurderinger (læs: lærernes synsninger)? Hvert af fagene har jo mange forskellige aspekter. Hvad med de elever i dansk fx, der er knalddygtige til at stave og skrive, men dårlige til mundtlige aktiviteter og fremlæggelse? Eller elever i matematik, der er dygtige til algoritmer, men dårlige til rumgeometri?