Det er måske ikke ligefrem "breaking news", at puberteten griber forstyrrende ind ... jeg tror ikke, det lige vil hjælpe på det problem, at man sender lærerne på kursus. Heller ikke over flere år. Det fortvivlende med det her projekt bevægelse er, at der fokuseres på de store bevægelser - og de er sikkert meget gavnlige for sundheden. Men mens man holder fokus på at få pulsen op, glemmer man finmotorikken. Formning blev for mange år siden til billedkunst; det var ikke fint nok at bruge hænderne, der skulle kunstforståelse ind over. Nu er sløjd og håndarbejde slået sammen - der skal fokuseres på design. Hvorfor er det ikke vigtigt at fokusere på at bruge hænderne praktisk? Hvorfor tror man, at det vil kvalificere elevernes kreativitet, at man slår to fag, der kræver hver sit faglokale, og som har hver sin egenart, der kræver viden og erfaring hos læreren, sammen til et fag? Hvorfor tror man, at det gør eleverne mere innovative, at de bliver stillet over for krav om at designe, på et tidspunkt, hvor de knap nok har haft fagets redskaber i hænderne? Hvorfor tror man ikke, at det tværtimod vil give arbejde med hænderne lavere status? Hvorfor er det, at man tror på, at elever bliver bedre til at skrive eller til at regne, eller til at forstå fysik - ved at fare frem og tilbage? Mens elever nu alle steder løber ordklassestafet og tabelstafet til det punkt, hvor de er ved at brække sig, er der ingen, der gider undersøge, hvad det ville betyde for elevernes matematiklæring, hvis man som daglig praksis brugte praktiske materialer. Hvis man vejede, talte, målte, byggede med Legoklodser, klippede ud af ternet papir og byggede pyramider i pap - for bare at nævne nogle få aktiviteter.
Torben Andersen
(Lærer)
04-03-2015 14:03
Når vi nu skal fokusere på evidensbaseret undervisningsmetoder, så ved jeg egentlig ikke om jeg skal grine eller græde, når jeg læser ovenstående artikel. Lav dog egentligt idræt en gang om dagen, så eleverne får noget energi til at klare de boglige fag, fremfor sådant et misfoster, der næppe dygtiggør eleverne i et omfang, der står mål med anstrengelserne.
Det fortvivlende med det her projekt bevægelse er, at der fokuseres på de store bevægelser - og de er sikkert meget gavnlige for sundheden. Men mens man holder fokus på at få pulsen op, glemmer man finmotorikken.
Formning blev for mange år siden til billedkunst; det var ikke fint nok at bruge hænderne, der skulle kunstforståelse ind over.
Nu er sløjd og håndarbejde slået sammen - der skal fokuseres på design. Hvorfor er det ikke vigtigt at fokusere på at bruge hænderne praktisk?
Hvorfor tror man, at det vil kvalificere elevernes kreativitet, at man slår to fag, der kræver hver sit faglokale, og som har hver sin egenart, der kræver viden og erfaring hos læreren, sammen til et fag?
Hvorfor tror man, at det gør eleverne mere innovative, at de bliver stillet over for krav om at designe, på et tidspunkt, hvor de knap nok har haft fagets redskaber i hænderne?
Hvorfor tror man ikke, at det tværtimod vil give arbejde med hænderne lavere status?
Hvorfor er det, at man tror på, at elever bliver bedre til at skrive eller til at regne, eller til at forstå fysik - ved at fare frem og tilbage?
Mens elever nu alle steder løber ordklassestafet og tabelstafet til det punkt, hvor de er ved at brække sig, er der ingen, der gider undersøge, hvad det ville betyde for elevernes matematiklæring, hvis man som daglig praksis brugte praktiske materialer.
Hvis man vejede, talte, målte, byggede med Legoklodser, klippede ud af ternet papir og byggede pyramider i pap - for bare at nævne nogle få aktiviteter.