Ja, ja, ja... tak.

Det er simpelthen så dejligt forløsende, når andre tænker de samme tanker som en selv om noget, der fylder så meget ! Endnu bedre når man ved, at vi er rigtig mange, der har gået og ventet på en bog som denne. Jeg har desværre endnu ikke læst bogen, men efter anmeldelsen her at dømme, er jeg kun bekræftet i at glæde mig til den. J

eg håber denne bog når langt ind i undervisningsministeriets gemakker!

Tak til både Brian Degn Mårtensson, - og til Lærke Grandjean for anmeldelsen !

Selvom Brian Degn Mårtensson taler og skriver om tro, håb og kærlighed, så er der ikke i hans bog den frelsthed som poststrukturalismen og socialkonstruktivismen repræsenterer i alt for mange pædagogiske sammenhænge. Med initiativer som Mårtenssons, Rømers, forlaget Nyt Askov, tænketanken SOPHIA anes håb og mærkes liv i.f.t. pædagogik og dannelse.

Det er konkurrencesamfundet, vi skal leve af. Det er konkurrencesamfundet, der skal give os brød på bordet, klæder på kroppen og tag over hovedet. Og når vi så befinder os solidt plantet i konkurrencesamfundets skød, så er det jo rart, at vi – eller i hvert fald nogen af os – har frihed og råd til at lægge forudsætningerne for et sådant samfund for had. Og det synes at være, hvad vi får tiden til at gå med nu. Så lang tid som konkurrencesamfundet er så fasttømret, som det er, risikerer vi jo ikke, at det smuldrer for os, selv om vi prøver at vise vores innovative og kreative evner i en sønderlemmende kritik af den samfundstype, som vi i bund og grund er helt afhængig af. Og en sådan kritisk virksomhed er der altså nogen, der kan få mulighed for at give sig af med, fordi konkurrencesamfundet er sådan indrettet, at det giver plads til en udstrakt grad af frihed og albuerum til at skulle tåle alskens kritik.

Man kan endog få lov til ret navlebeskuende at fremhæve demokrati og pædagogik som modsætninger til konkurrencesamfundets indretning. Så tolerant, demokratisk og pædagogiske er denne samfundstype altså indrettet. I konkurrencesamfundet, kan vi alle sammen få lov til at vende ryggen til samfundet og drømme os til en ny utopisk drømmeverden, der på mange måder ligner lidt efter det antikapitalistiske statskapitalistiske samfundseksperiment, som var så vidunderligt i Sovjetunionen, Kina, Cambodja m.m., og som vi heldigvis slap for, men som vi så meget desto mere på den tid drømte lyserøde drømme om. Men det er jo nu så længe siden, at vi godt uden risiko igen kan falde hen kritisk drømmeri om konkurrencesamfundets fremstillede dårligdomme som modsætning til nogle fantasibetonede ”store fortællinger om demokrati, åndsfrihed og fællesskab”.

Det er denne drømmeverden, der nu er ved at overtage magten i folkeskolen, når undervisningsministeren tager initiativ til at ”gå fra, hvilket pensum læreren skal gennemgå for eleverne, til hvad det egentlig er, eleverne skal lære”. Der er nemlig alt for meget nyttebetonet og konkurrencepræget samfundsagtigt i opstillede fagtunge pensakrav. Børnene skal jo blive så dygtige, som de kan blive. Og det kan de lettest blive, når forpligtende pensakrav fortoner sig i det fjerne i den skole, der med de sammenrodede klasser aldrig har kunne nå særligt langt med den seriøst faglige undervisning, sådan som skolen kunne, dengang forholdene var til det, og hvor drømmene aldrig eller sjældent stod i kontrast til omverdenssamfundets ønsker og krav.

Pædagogikken skal altså løsrives fra det nyttige, der ”relativerer til internationale sammenligninger eller erhvervskompetencer” og i stedet for knyttes til noget med, at ”barnet skal blive sig selv”, hvilket barnet ikke mere må blive i relation til erhvervskompetencer. Sådan noget som erhvervskompetencer og internationale sammenligninger bør ikke længere være at anse for noget fint. Og et sådant tomt pædagogisk ståsted, kan man selvfølgelig kun tillade sig at indtage, hvis man er sikker på, at konkurrencesamfundet opfylder alle livets materielle behov. Et pædagogisk standpunkt i modsætning til konkurrencesamfundets pædagogik kan man kun slippe godt fra at hylde, så længer konkurrencesamfundet er den dominerende og sikre samfundstype, som man uden risiko kan vrænge af.

Langt de fleste innovative mennesker, som skaber penge til Danmark, det er folk der netop ikke passede ind i konkurrencesamfundet, men som faldt igennem det.

Det er også derfor at Dk UDVIKLER ting og Kina EFTERLIGNER ting.

Langt de fleste – eller i hvert fald nogle – mennesker, der skaber penge til Danmark, er folk, der ikke passer ind i konkurrencesamfundet, men som somme tider oven i købet falder igennem det. Jo, vist. Men det er dog konkurrencesamfundet, der i mere eller mindre vidt omfang tillader disse mennesker at opretholde deres afvigende tilværelsesformer og nyde godt af mangt og meget af konkurrencesamfundets afkast.

Det har for det meste været temmelig langt uden for konkurrencesamfundstypen, at man har fundet afvigere, som drømmesamfundene i Sovjet, Kina og Cambodja har fordømt som dissidenter, der just ikke har fået lov til at udvikle ret meget, men som ofte har måttet sætte livet på spil for overhovedet at kunne optræde kreativt og innovativt i en af samfundet tolereret udstrækning.

Og så er det vel ikke anderledes, end at det er de virkeligt innovative mennesker, som har udviklet deres innovative og kreative evner efter har de har gået i deres tids folkeskolen og er blevet udviklet og uddannet på konkurrencesamfundets betingelser. Fortidens fagbundne og undervisningsbefordrende realskole og det efterfølgende gymnasium og senere universitet har jo i årene op til katastrofeåret 1993 ydet en særdeles gunstig baggrund for innovative eksistensers muligheder for ”at udvikle”.

Det er vel et faktum, at innovative eksistenser havde nok så mange muligheder efter at have gået i konkurrencesamfundets fortidige idealskole: den fagmættede og pensumbundne realskolen, end nogen af slagsen har muligheder i dag, hvor skolen er presset mere og mere langt væk fra konkurrencesamfundet.

Jeg kommer til at tænke på folketingsmedlemmer og ministre, som jo kun er vildfarne lægfolk, der sluger sprog, italesættelser/ termer råt, fordi de ikke kender (eller lukker øjnene for) den pædagogiske tradition. Og ikke mindst embedsfolk, der måske nok kender den pædagogiske tradition, men i kraft deres stilling gør sig til kollaboratører for konkurrencestaten.
Jeg frygter virkelig det fattige pædagogiske syn, der ligger bag konkurrencestatens tænkning. Politik skal IKKE have magt over forskningens retning !!!