Kære Niels.
Jeg ved, at det ikke er muligt, at skære os alle over samme kam, så jeg respekterer naturligvis din holdning til, hvor stor en distance, du vil have til dine elever. Evnen til at håndtere en tæt relation varierer fra menneske til menneske, og ændrer sig gennem vores liv. Vi bliver forhåbentlig bedre og bedre til at favne.
Kram er en stærk bekræftelse af den nære relation mellem to mennesker. Det kommer ikke af sig selv. Ingen af os render rundt og krammer fremmede mennesker. Det udspringer af den samhørighed, der opstår, når mennesker deler positive oplevelser og det gives, når der er behov for at bekræfte, at man ikke er alene i en utryg verden.
Krammet er ordløs italesættelse af det bånd, der opstår mellem mennesker med stor betydning for hinanden. Et kram fra en elev til en lærer erstatter ordene: "Tak fordi du er her for mig, jeg har tillid til dig" - og det er ikke en udtalelse, jeg vil afvise, for det er jeg og jeg vil også vise dem samme tillid.

Mine gode kollegaer giver og får også kram, gør dine ikke? Og er netop dette område ikke fælles for børn og voksne?

I forhold til, at du er bange for at den nære relation kan afføde manglende respekt for kravene, så er det min erfaring, at du vender tingene på hovedet.
Nær relation er den største blåstempling, en lærer kan få af sine elever. Det burde være et af de afgørende evalueringsmål, når skolen, eleven og forældrene bedømmer kvaliteten. Hvorfor? Fordi det fortæller alt om, hvad eleven får ud af læreren. En nær og god relation opstår ikke ud af det blå - den kommer af respekt for lærerens evne til at formidle faglighed og organisation, så alle er trygge i klassen og af kærlighed til læreren for hans/hendes måde at være på.
Kan forældre heller ikke stille krav fordi de giver kram?

Naturligvis skal vi som voksne mennesker udvise konduite og rettidig omhu, men det følger altså med jobbet. Det forlanger vi af elever og forældre, så det skal vi leve op til selv. Hvis man ikke kan opføre sig ordentligt, skal man ikke være lærer og 10-15 sager om året blandt hvad, 65.000 lærere? Er det ikke en storm i et glas vand?

Den største respekt for hinanden opnås netop i de tætte relationer. Jo tættere relationer, jo mere er der at miste, hvis der opstår problemer. Relationer binder. Jeg oplever at blive forstået som værende mere engageret og dermed højere respekteret ved at være tæt på mine elever. Jeg oplever samtidig en større respekt hos forældrene, når kontakten til mine elever også er fysisk. Men jeg gør det kun af lyst, - aldrig af nød. Måske er det fordi jeg bare er en moderlig type og ofte har haft mine elever siden 1. klasse, men sådan er vi jo så forskellige.

Henrik, de 10-15 sager om året er toppen af et isbjerg. Nedenunder ligger en masse tilfælde, hvor især mandlige lærere er blevet udsat for sladder af den allermest ubehagelige slags.

Susanne, jeg går ud fra, at også du mener, at der er en grænse for, hvor tæt det er hensigtsmæssigt at være på sine elever. Det er altså bare et spørgsmål om, hvor grænsen skal ligge. At den skal være der, er vi vel enige om?

Som ung lærer havde jeg eleverne rendende rundt hjemme i privaten. Da en af dem en søndag morgen stod for foden af ægtesengen - uden at have banket på - blev jeg enig med mig selv om, at det her gik ikke. Jeg havde også det problem, at min jakke var blevet så meget trukket ud af facon - af elever, der altid hev i mig - at jeg måtte smide den ud :-)

Nu er jeg i bedstefaralderen og kan konstatere, at tætte relationer sagtens kan opnås uden at man krammer og kindklapper osv. Sådan har hver alder vel sine udtryksformer. :-)

Ok Niels, det berettiger naturligvis debatten. Jeg taler også kun ud fra mine egne erfaringer og har heldigvis ikke oplevet nogen kollegaer blive udsat for sladder eller lignende. Jeg har set "Jagten" dog - og husker også den vanvittige sag med pædagogen i New York - men sætter umiddelbart risikoen lig den, jeg løber, når jeg tager bilen til jobbet.
Jeg afviser til gengæld altid elever som venner på facebook. Her går min grænse.