Den har vi brug for. Og vi har brug for at styrke det tætte samarbejde mellem de tillidsvalgte.

Når vi taler arbejdsmiljø på skoleområdet, er det imidlertid min erfaring, at vi oftest når til den konklusion, at svaret på et bedre arbejdsmiljø, er en mindre arbejdsbelastning - særligt en mindre undervisningsbelastning, som ville frigive tid til forberedelse og løsning af andre vigtige opgaver. Det fører os derfor lynhurtigt over i en drøftelse af økonomiske ressourcer og kollektivt aftalte vilkår og rettigheder. Altså konstaterer vi problemerne med arbejdsmiljølovgivningen i hånden, men skal findes løsningerne i overenskomstsystemet.

Som du er inde på, er arbejdsmiljøet ikke noget, som står alene. Det skal netop integreres i alt det, vi foretager os, og for mig at se kan det hjælpe os til at etablere et mere generelt sprog, som også andre faggrupper kan forstå. Fx er social kapital en objektiv og tværgående platform. Det kan således medvirke til at bringe os tættere på andre faggrupper (fx gennem MED-systemet), og vi har brug for allierede i et forsvar for folkeskolen, den danske model og velfærdsstaten.

Jeg er meget enig i dine betragtninger Rikke.

På de to skoler jeg har været ansat siden konflikten, har der blandt de fagligt aktive og ledelserne været meget forskellige tilgange til arbejdsmiljø og til hvordan det er klogt at fortolke overenskomsten. Der er altså mange muligheder for at skabe konkrete forbedringer og forværringer indenfor de nuværende rammer.

Det handler for mig at se om at DLF for alt i verden ikke må læne sig tilbage og sige at "det var sådan politikerne ville have det i L409, så må de selv se konsekvenserne af deres beslutninger". Jeg har også mødt argumentationen "det er med at få reformen/L409 til at kuldsejle, så politikerne og befolkningen kan se at den er forkert". Problemet med den slags snak er at det koster ødelagte lærerliv!

Arbejdsmiljø og lokale aftaler handler om vores kolleger. Det må være fagforeningens pligt at varetage alle medlemmernes interesser i hverdagen. Er man først gået ned med stress kan der være meget langt tilbage til en velfungerende hverdag igen, både på arbejdspladsen og i privatlivet. Vi må ALDRIG bruge vores kollegers liv som kanonføde for at få en bedre overenskomst.
DLF skal i de næste år fokuserer på arbejdsmiljøet og på hvordan man udvikler tålelige forhold for den enkelte lærer også imellem overenskomstforhandlingerne. Vi må sprede de korslagte arme ud, spise nejhatten og klæde vores lokale tillidsfolk på til at lave de aftaler der får tingene til at glide.

Dermed slet ikke være sagt at vi ikke i overenskomstsammenhæng skal kæmpe for forbedringer, både i det store og det små, men udgangspunktet nu og her må være at forsvare alle læreres glæde ved lærerarbejdet. Og udgangspunktet for OK-kravene må være at rette op på arbejdsvilkårene og skabe lokalt råderum.

Mine erfaringer er at det i høj grad er den lokale kultur og skoleledelsens indstilling og kompetence der afgør om arbejdsmiljøet er godt eller dårligt. Næsten mere end det er arbejdsbelastningen.
Føler man sig værdsat og hørt i ens ønsker til hvordan hverdagen skal skrues sammen, klarer man mere. Føler man at skolens ledelse er til at stole på og at de skaber rum for indflydelse og holdånd klarer man mere.

Lige nu er det vigtigste at DLF klæder vores TR'er på til at handle for at få så meget ud af de aftaler vi stemte JA til ved sidste overenskomst.

Det var bare min mening.