"Skolelederforeningen Jørgen Mandrup gav udtryk for dyb undren over, at der stadig findes skoler, hvor man ikke har fundet ud af lægge skemaet til rette, så lærere og pædagoger kan mødes mere end bare i døren."

Jeg vil også gerne udtrykke "dyb undren". Men min dybe undren går på, at Jørgen Mandrup og Skolelederforeningen åbenbart er i så dårlig kontakt med sine medlemmer og virkeligheden i øvrigt, at man øjensynligt ikke ved, hvor udbredt et problem vi har at gøre med. Det er decideret grotesk!

I en kombination af det nuværende ressourceniveau (med alt for få lærere), Lov409, den stærkt udvidede skoledag, klubbernes og SFO'ernes begrænsede åbningstid samt den i forvejen vanskelige skolelogistik, er det sådan set åbenbart for de fleste, at det ikke spiller. Ganske enkelt, fordi det er en praktisk og logistisk umulighed.

Og det ændrer sig ikke, før der bliver truffet nogle andre politiske beslutninger!

(Og så har jeg helt undladt at stille spørgsmålstegn ved, om pædagogernes stadig fyldigere rolle i folkeskolen overhovedet er den rigtige vej at gå)

Vi kan evaluere og lave rapporter. Deltage i paneldebatter og holde skåltaler i ét væk. Intet af det ændrer ved at det forskningsbaserede og økonomiske fundament i skolereformen er under kraftig erosion og risikerer at forsvinde fuldstændigt.
Hvad med at droppe skåltalerne i "den nye og spændende skole" og få sat de ting i værk der virker?
Drop idéen om, at det er en super god idé med understøttende undervisning – brug det til to-lærerordninger. Det er så himmelråbende logisk, at det vil give mere tid for det enkelte barn til både fagligt og socialt at kunne rykke sig.
Drop forestillingen om, at alle elever med særlige behov har det fantastisk med at være i en sjov og spændende hverdag med masser af skift og vekslende aktiviteter.
Drop adskillelsen af faglig undervisning og "det sjove". Det er simpelthen så provokerende for lærere, at blive sat i bås, som om det på nogen måde er nyskabende, at lege købmandsbutik i matematik. Helt ærligt, da min mor var lærer i 70'ernes skolevæsen i Rødovre havde de lavet samtlige af de højt besungne ”spændende tiltag” i flere år. Og enhver, der bare har fulgt en lille smule med i udviklingen af undervisningen i den danske folkeskole ved, at "røv-til-bænk-undervisning" er dømt ude for længe siden. Spørg enhver børnehaveklasseleder med respekt for sig selv, om ikke de har både købmandsbutik, dukketeater og alverdens andre undervisningsmaterialer, som netop motiverer eleverne til at lære. Hold nu op! Det svarer til, at blive ved med at påstå, at en tømrer som noget "nyt og innovativt" kan bruge en sømpistol som supplement til hammeren.
Jeg forstår udmærket at pædagogerne kan blive frustrerede, det bliver lærerne da så sandelig også. Men rigtig meget af det pædagogerne er frustrerede over, må altså pege tilbage på BUPL. Det er jo en elendig overenskomst, der gælder for pædagogerne. Som medlem af Danmarks Lærerforening ved jeg det kan være virkelig hårdt, men vi klandrer hverken direkte eller indirekte andre faggrupper for vores manglende tid til forberedelse – herunder tiden til at mødes i helt nødvendige tværfaglige sammenhænge. Og det at samarbejde er altså mere end at lærerne skal sørge for at pædagogerne bliver forberedt til en undervisningsopgave pædagogerne ikke har de faglige forudsætninger for at løfte. Tværfagligt samarbejde er i lige så høj grad at mødes med socialrådgiveren, skolepsykologen, tale-høre-konsulenten, pædagogmedhjælperen, SSP-medarbejderne, sundhedsplejersken, forældrene, skolelederen og så naturligvis lærerkollegaerne.
Det vi skal mødes om – BUPL og Danmarks Lærerforening – er at vi sammen skal sikre den nødvendige økonomi, så vi sammen kan lykkes med vores opgaver og sammen har reelle muligheder for at indgå kollektive aftaler, der understøtter vores professioner.

Overskriften siger det, jeg i første omgang mener om sagen.
Dertil er jeg træt af ministres og embedsmænds manipulreing med statistikkernes tal, hvor de gladelig bruger forkerte oplysninger eller tal fra alt for længe siden og bevidst roder tingene sammen efter forgodtbefindende.
Hvordan får vi gjort noget ved det?