Peter Kemp deltager også i arrangementet "Folkeskolen til eksamen" i Politikens Hus 16/12 2015 kl.19. - Se mere i nedenstående link:

http://politiken.dk/plus/arrangementer/debatogforedrag/Folkeskolen_til_eksamen/#?utm_source=pol-plus&utm_medium=internal&utm_campaign=searchresult

Som dansklærer står jeg tilbage med en følelse af total ligegyldighed.
Det er aldeles ligegyldigt, hvad eleverne læser, og hvad indholdet af diskussionen er.
Der står i et målpar:
Færdighedsmål: Eleven kan vurdere teksters udsagn og kvalitet
Vidensmål: Eleven har viden om vurderingsmetoder vedrørende teksters kvalitet
Men lige netop dér er indholdet af vurderingen absolut vigtigst. Og har jeg ikke den tekst, som netop emmer af kvalitet, som netop har det indhold, som fordrer det kvalitative udsagn, så, ja, er målparret meget mindre værd.
Jeg har brug for at få lov til at fordybe mig i en problemstilling for netop at kvalificere elevens evne til at komme med vurderinger med kvalitet og substans. Det giver ingen mening, at jeg opstiller 10 vurderingsmetoder foran eleven, hvis de ikke har en tekst med kvalitet...

Det er aldeles nedslående, og jeg ser ingen anden udvej end civil ulydighed.

Deprimerende at færdes blandt kolleger, der er unge og tænker på at finde en anden boldgade. Deprimerende at færdes blandt ældre, der ser frem til pensionen. Og hvorfor?
De føler sig som industriarbejdere!
Vi trænger til en opmuntring der bevæger sig væk fra det, der sker i Sverige.

”Formålet må være et samfund, hvor folk kan holde ud at leve”
-Kære Peter Kemp, desværre er mantraet og formålet i dag "Hvor meget kan du producere?, Hvor hurtigt kan du gøre det?, og hvor længe kan du holde til det, før du skal skiftes ud med en ny?

Jeg anbefaler også civil ulydighed for at holde stumperne sammen, indtil vi får rullet tingene tilbage og genskabt den fælles Folkeskole med indhold.

Folkeskolens primære opgave er den fagfaglige vidensformidling fra læreren til eleven. Eleven går i skolen for at lære at læse, skrive og regne samt at indlære et vist mål af fysik, kemi geografi m.m. En sådan videnophobning hos eleven er folkeskolens hovedopgave. Og den skal bruges dels til at tilfredssstille elevens og senere den voksnes evne til at vide noget om noget, og dels til at give eleven ballast til at gennemføre efterfølgende uddannelser og til sidst til at skaffe eleven et job. Det er derfor, at skolens succes afgøres af målbare mål og opnåede kompetencer. Fokus er at skærpe befolkningen som arbejdsstyrke, som Kemp udtrykker det. Men derfor kan skolen da godt bruge noget tid på at overtale eleverne til at vise social solidaritet.

Selvfølgelig skal skolens succes kunne afgøres af målbare mål og opnåede kompetencer. Og et af målene – måske det væsentligste – er at skærpe evnen hos befolkningen til at indgå i en eller anden arbejdsstyrke. Det mål er skolen imidlertid indrettet på ikke at kunne opfylde. Og derfor er dette mål lagt for had til fordel for en masse fortænkte dannelsesideer, hvis resultater er umålbare, og som derfor blot skal påstås at foreligge.

At stile efter fagfaglig dygtiggørelse er selvfølgelig en belastning ikke alene for lærerne, men for hele det politiske establishment bag skolen, når skolen partout skal være indrettet på at hindre sådanne bestræbelser. Så er det så meget rarere og meget mere afslappende at bruge skolen til noget, der ikke lader sig måle.

At stile efter med anvendelse af snakkesalige dannelsesexcesser at spore eleverne ind på hjemmelavede løsninger på klimakatastrofe, økonomisk ustabilitet, international økonomisk kriminalitet og flygtningestrømme og sågar Islamisk Stat, som Kemp remser op, er rent tidsfordriv for så vidt som, at ingen nulevende har løsninger på disse problemer. Således er der intet belæg for at antage, at mere social solidaritet i Danmark danner en effektiv modvægt mod Islamisk Stat i Syrien. Men man kan selvfølgelig påstå det. Og når ingen har løsninger på et problem, så kan skolen selvfølgelig ikke undervise i løsningerne på problemet. Skolen kan vel undervise i, hvad de politiske partier synes, der skal til for at løse problemerne. Men at gøre de politiske partiers partiprogrammer til undervisningsstof på de traditionelle fagfaglige stofområders bekostning, er vel nok en afsporing af skolens opgave.

Altså, Vagn. Vi bliver jo ikke uenige om, at vi skal lære eleverne noget fagligt, så de kan blive dygtige.

Men jeg må desværre indrømme, at jeg alt for ofte har set elever, der ikke var specielt fagligt dygtige få overordentlig stor succes i arbejdslivet alene af den grund, at de formåede at vælge rigtigt.

Jeg vil godt have lov til ganske ublu at påstå, at jeg har haft en andel i det, når jeg utallige gange har talt med og opmuntret dem, når belønningen ikke stod mål med indsatsen.

Og så dur konkurrence ikke hele vejen, hverken i den globaliserede verden, Danmark alene eller folkeskolen. Hvis der er konkurrence, er der vindere og ikke mindst tabere. Og vi vil absolut ikke blive et rigere samfund af udelukkende at fokusere på vinderne.

Og jeg synes, at du overser og undervurderer betydningen af social solidaritet, som du kalder det. Hvis en elev ikke formår at indgå i fællesskaber, så får denne aldrig chancen for at blive til noget, for ingen gider arbejde sammen med ham. Du bliver ikke ansat, hvis du ikke kan finde din plads i hierarkiet og indynde dig hos andre. Det er simpelthen uundværligt at have folk, der kan se, hvornår sidemanden har brug for en hånd...