Udover Peter Kemp, Anders Bondo var paneldeltagerne Ellen Trane Nørby, Claus Hjortdal og Niels Egelund.

Det var ikke bare Bondo, der var fremragende, det var Kemp også.

Se artiklen om hele debatten på dette link: https://www.folkeskolen.dk/577812/i-behoever-ikke-at-indroemme-i-tog-fejl--i-kan-noejes-med-at-indroemme-at-i-ikke-har-raad

Lærke, der skal siges fra overfor den igangværende annektion af begreberne om læring og evidens fra antihumanisternes side. Men hvis dette opgør tager form af en konflikt mellem på den ene side dem, der går ind for, at børn skal lære noget, at underviserne skal have mål og retning med det, de foretager sig og gøre det, der virker, og på den anden side dem, der er imod disse ting, så er alt tabt. Det er muligt at vi på sådanne vilkår kan opbygge en lille menighed omkring Biesta et al., men det tror jeg, han vil betakke sig for. Alle andre vil ryste på hovedet ad os. Vi er nødt til at komme på banen med en argumentation, der bider til bolle.

Det tror jeg i grunden heller ikke, vi kan bive uenige om. Det er nok mere en taktisk end end strategisk uenighed, vi har. Men den er vigtig.

Lærke, forestil dig et forældremøde, hvor læreren stædigt fastholder, at han/hun ikke har og ikke ønsker at have nogen mål for, hvad deres børn skal lære. Det tror jeg altså bliver opad bakke.
Men dermed være ikke sagt, at problemstillingen undervisning/læring ikke er interessant og kan diskuteres med både forældre og de ældste elever.

Lasse og Niels Christian, vi kan ikke bruge evidens, mål og læring til det hele.

Vi må også have viden, dannelse, følelse og fornemmelse med.

Og vi må klart kunne stå foran hvem som helst og fortælle, at vi ikke altid har konkrete mål for alting.
At den viden vi giver eleverne ikke altid skal bruges.
At deres dannelse kun måske viser sig brugbar i den tid vi er sammen.
Og så kan det være, at de har lært nok til, at de kan bruge deres viden og dannelse.

Men vi har altid et formål, som ikke er et mål, men en bagtanke, som cirka får eleverne derhen, hvor vi synes, de skal hen.

Så har vi nogle mål, vi kan konsultere, hvis vi bliver i tvivl. Og det bliver vi af og til, måske cirka en gang om året, når vi lægger en ny plan - årsplanen.

Og så er jeg godt klar over, at der er nogle, der gerne vil sige, at vi ikke har været tæt nok på fælles mål, hvilket jeg gerne vil medgive til dels. Nu er vi så for tæt på.

Men læring er ikke noget, som sker fra A til B og evidens er et teoretisk begreb, som sjældent rammer præcist nok i virkeligheden.

.... netop nu med denne diskussion, og jeg er styrtende glad, fordi I to er med, fordi jeg véd, I begge opfatter lærerrollen som jeg i al beskedenhed også selv gør, nemlig som lidt af en gave, et kald, for at sige det lidt gammeldags.

Men det, der er sket for mig, er, at jeg har erkendt, at jeg ikke først og fremmest er ”humanist” i en såkaldt ”oplyst” verden. Med 6 millioner mennesker - jødiske børn, unge, voksne, gamle mennesker – der blev myrdet i sidste århundrede, det århundrede vi ellers kalder oplyst, humanistisk, men uden at nogen forhindrede det – nej, da vil jeg ikke tage mit udgangspunkt i en tro på, at en humanistisk pædagogik er god nok.

Jeg blev så glad én dag, du Lasse, sagde det med, at pædagogikken skal være overskridende. Fordi det er præcist dér, jeg står i dag. Jeg bygger mere min pædagogiske opfattelse på at håbe og tro på, at undervisning kan lykkes. MEN jeg er 100 procent bevidst om, at der er (en stor) risiko for, at den ikke lykkes. Jeg ved, at viden ikke er kvantificerbar, den kan og skal ikke måles og testes og sikres. Altså, selvfølgelig kan du teste ”ophobet” datainformationer, men ikke om de omdannes til en viden, der giver eleven dømmekraft, selvstændighed, særegen livsfylde. Viden og ”oplysthed” er ikke ”rene” fænomener - men ”inficeret” med holdninger, værdier, synspunkter m.m. Den er normativ.

Det vigtigste i min pædagogik er at undervise for at fremme viden, så eleverne kan blive selvstændigt, frie, bedømmende med en følelse af, at ”livet er værd at leve for mig, sammen med de andre.”

Undervisning er for mig et nøgleordet, ikke læring. Voksenhed, bevidst lærerautoritet er for mig også nøgleord. Jeg skal stå ved, at det er mig, der er lærerautoriteten, som skal ”tvinge til frihed”, ikke på en autoritær måde – det er slet ikke let!

Eleverne skal lære noget, ja, men ikke for ”bare” at blive dygtige i en målbar ”oplyst” forstand. Med Biestas ord (som skal oversættes så både børn, unge og voksne kan forstå det): Kvalifikation, socialisation og subjektifikation.

Til et forældremøde ville jeg venligt og bestemt fortælle om mine undervisningsmål, som altså indebærer både det faglige, det sociale og det personlige. Til konsultationer om det enkelte barn ville jeg selvfølgelig gå i detaljer og fortælle om succeser og fiaskoer og niveau. Det er sådan jeg har arbejdet med voksne og unge i en årrække, og det er gået godt.
Kh Lærke
PS. På mødet i Politikens Hus i går skal jeg ellers love for, at der heller ikke var udsalg i det ”humanistiske”, Claus Hjortdal, Ellen Trane Nørby og Niels Egelund står benhårdt på læringsskolen, og Ellen Trane Nørby var ved at blive godt gal i skralden, da jeg sammenlignede skolen med svineopdræt.

Hvad hun ikke ved, er, at det er,hvad den ellers så rolige og dannede Gert Biestas udtaler om dansk uddannelsespolitik: Svineopdræt. Gert Biesta er alt andet end en ”pæn humanist”. Og det ville være meget naivt af os danske lærere at stå som ”pæne humanister” og slås om at få lov at bruge de ”rigtige” ord, i det her aktuelle tilfælde læring og evidens.

Kampen om skolen er en benhård politisk kamp, og vi må se i øjnene, at læringsmålingsskolen indtil nu har vundet med det til følge, at viden med urette opfattes som kvantificerbar. Men modstanderne skal have kamp til stregen. Pædagogik er at tage kampen, at strides. Jeg håber, vi kan stå side om side i denne strid.

Hvad jer mener er, om det at kalde sig humanistisk, som du skriver Sauer ( eller rettere, du skriver, at på den anden side befinder anti-humanisterne sig), at så er ud fra en åben overskridende position, man taler? Eller er den lukket fundamentalistisk?

For hvis man kalder sig humanist, må der så ikke foreligge en på forhånd fast definition på, hvad det er? Men hvordan kan man VIDE, hvad der er menneskeligt? Med fx Grundtvigs ord in mente: ”Intet Menneske begriber sin Bevidsthed men forefinder sig selv i den som en Gaade.” kan man så VIDE? Eller må vi erkende det gådefulde, altså ubestemmelige, ved det at være menneske?

Jeg kommer til at tænke på, at vi måske ER for pæne og sympatiske "humanistiske", men der skal måske mere aggression til – for at redde demokratiet?

Jvnf SOPHIAS konference september 2015:
https://www.folkeskolen.dk/571639/sophias-konference-var-sympatisk-og-paen-men-maaske-skal-der-mere-aggression-til-for-at-redde-demokratiet

Mere aggression, gerne, men kun på betingelse af, at kanonerne bliver rettet rigtigt ind. Der er, også i skoledebatten, alt for mange eksempler på, at der bliver skudt med spredehagl og i alle mulige retninger, også gerne mod egne fødder. Fx breder der sig en meget ubehagelig tendens til at argumentere ad hominem, altså at gå efter manden i stedet for bolden, ikke mindst på 'vores' side.

Og jeg synes altså, at spredehaglene pifter om ørerne på os allesammen i diskussionen om evidens og læring.

Hold nu fast i ordenes betydning. At noget er evident, betyder blot, at det er indlysende sandt. Ikke at det kan måles i PISA eller formuleres i kvantificerbare mål, opstillet af Lars Qvortrup. Det er tåbeligt at tale imod evidens som sådan. Men den evidens, DPO påberåber sig for deres læringsmålsstyring™ , findes simpelthen ikke.

Og at man som lærer skulle være imod læring er jo så indlysende absurd, at der ikke er nogen grund til at uddybe det. Det kan man da kalde et selvmål.

Jeg forstår sådan set al denne ståhej om læring kontra undervisning. For mig er det ret enkelt. Læreren underviser og eleven lærer, det er skolens kerne. Hvor fortænkt kan det blive?

At finde ud af, hvor man selv står må være en stadig igangværende proces proces, der bl.a indebærer , at man med navns nævnelse diskuterer, strides om og diskuterer fremherskende pædagogiske ståsteder, som jo ikke flyver ned fra himmelen, men som har et navn. Heller ikke på `vores`side skal vi have forbud mod kritik.

Læringsbegrebet bliver historisk fremført af folk som bl.a. Fibæk Laursen og Illeris, læring kommer i fokus som et oprør mod stivnet undervisning, og i 70´erne var det godt, at der kom denne kritik. Imidlertid må kritikken ikke stagnere her. Det viser sig, at der er kommet meningsfuld kritik af dette pædagogiske ståsted, og det er meget vigtigt, at pædagogikken bliver luftet og er i bevægelse. Det modsatte er kritisabelt, altså hvis man ”bare bliver hængende” i det, der var engang. Det er på den baggrund, for mig at se, i dag vigtigt, at fokus flyttes fra læring til undervisning i dag, fordi læringsmålingsdiskursen ødelægger dansk pædagogik; teknikken vinder fx med læringsplatforme større og større indpas og sætter undervisning og lærer (og det at holde skole) skak-mat. (Se fx senest Bohlbros indlæg heromhttps://www.folkeskolen.dk/577858/p.... Det skal kritiseres utvetydigt, voldsomt og aggressivt.

Den humanistiske dannelsespædagogik har i dag et stærkt og kraftfuldt udgangspunkt i tænketanken SOPHIA, som er en lukket forening, hvor man kun har mulighed for at være betalende støttemedlem, altså ingen mulighed for som menigt medlem at tage medansvar for arrangementer, at påvirke hvem, der får ordet, hvordan graden af ”aggressivitet” på konferencer og i offentlige kommentarer fra SOPHIA er over for den i samfundet gældende diskurs (her tænker jeg ikke på SOPHIAs fyrtårne, der absolut er aggressive og udtrykker direkte samfundskritik, fx Kemp, Nepper Larsen, Dorthe Jørgensen). Der kunne være god grund til fx at lukke op for dannelsesaspektet set i lyset af andre størrelser end VIDEN, altså at være mere åben over for TRO, fordi den humanistiske pædagogik ikke kan stå alene men har brug for værdier, der overskrider den rationelle ”fornuftige viden”. Det er kritisabelt, at foreningen er lukket for medlemsindflydelse, der kunne være med til at søge nye pædagogiske veje.

Lasse. Ja, I samtaler med forældre og andre voksne til møder er det vigtigt, når vi skal fortælle om vores intentioner, planer og mål - (almen) didaktik, pædagogik, formål og mål - at det kan forstås, hvad vi taler om, altså hvad vi vil undervise i, så eleverne kan lære noget.

Artikel i Politiken i dag om debat-arrangementet ”Skolereformen til eksamen” i Politikens Hus 16.december/15 med Bondo, Kemp, Trane Nørby, Egelund og Hjortdal.
http://politiken.dk/debat/ECE2983958/eleverne-er-gjort-til-svin-i-en-svineproduktion/

Journalist Tobias Kvorning skriver, at jeg rejser mig `fra forreste række på tilhørerpladserne, træder to skridt frem og samler depechen fra Anders Bondo op. »Jeg vil simpelthen ikke være med i den læringsskole, som har gjort eleverne til svin i en svineproduktion! Hvor vi propper mad ned i svinets mund, og så kan vi se, hvor meget det vokser«…`

Hmm… Måske skulle jeg skrive et indlæg til Politiken og uddybe min `svineretorik`, som faktisk stammer fra mit interview med Gert Biesta i februar/15 ;-)