Efterhånden som det viser sig, at alle de pædagogisklignende fif, som man gennem tiderne har fundet på for at holde liv i det nuværende skolemisfoster, har vist sig virkningsløse, ser det ud til, at man nu må prøve sig frem med mystificerede tiltag, der er så forskruede, at det altid vil være muligt at forklare deres virkningsløshed med lærernes manglende evner til at få noget brugeligt ud af tiltagene.
Det starter med et angreb på ikke alene det mest naturlige af alt, men også det mest gangbare af alt i en fungerende skole, nemlig at det altså er og ikke kan være andet end den undervisende lærer, der har ansvaret for det, der foregår i klassen i undervisningstiden. Der er et princip, man har holdt fast på, når der er en lærer sammen med en pædagog til stede for at kunne dæmme op for de sammenrodede klassers adfærdsudskridende og nedbrydende effekt på undervisningen. Og det må selvfølgelig også gælde, når der er to lærere til steder for at kunne slippe helskindet gennem en lektion. Det nye mystificerede element i skolekatastrofen er et forsøg på at udbrede en forestilling om, at en to-lærerordning med lidt god vilje kan komme til at blive opfattet som en én-lærerordning, hvor den ene lærer er en personlighedsspaltet tvilling, der kan dele ansvaret for undervisningen med den anden lærer, således at ingen af de faktuelle to personer har noget ansvar for noget som helst i lektionen og altså således, at hver af zombierne i tilfælde af, at noget kokser, kan skæve til den anden med bevidstheden om, at den anden vist egentlig ikke rigtigt slog til. På denne måde bliver det nye fif: ”sam-læringen” til en flugtmulighed, som hver tvillingeprodukt kan finde behageligt i øjeblikket, men som også risikerer at tage værdigheden fra den lærer, der helst vil prøve at være herre over det, der foregår i klassen.
Det nærmest ironisk-komiske er, at det dels er muligt at argumentere for, at sam-læring er, når to lærere underviser sammen, samtidig med at det åbenbart skal være muligt for de to lærere at dele klassen mellem sig og undervise hver del for sig. Man skal bare sørge for at de to lærere underviser hver del for sig under de mest umulige forhold. De to lærere skal altså med deres forskellige faglighed undervise i munden på hinanden inden for samme klasseværelses fire vægge til uundgåelig forstyrrelse af hinanden og hinandens elever. Derved sikrer man, at det nye begreb ”sam-læring” ikke går hen og bliver til en effektiv måde at undervise på i lighed med undervisningen i den nedlagte realskole.
Mest kunstigt forekommer ”team”-undervisning, hvor de to samstemmende tvillinger afløser hinandens snak lektionen igennem formentlig således, at den ene lærer underviser klassen i syvtabellen fra syv gange én til syv gange fem og den anden lærer efterfølgende tager over og fortsætter fra syv gange seks til syv gange ti. Mageløst pjank.
Robin Frederiksen
(Lærer)
06-01-2016 14:09
Vagn: "(..) at man nu må prøve sig frem med mystificerede tiltag"
Fra artikel: "Det handler om co-teaching, den inklusionsmetode, som forskningen har bedømt mest effektiv"
Der er således ikke tale om noget mystisk eller mytisk, men tværtimod et tiltag, som man mener at have evidens for. Når det er sagt, kan jeg dog sagtens se en eksisterende risiko for de faldgruber, som du beskriver. Især den med ansvarsfordelingen (eller ansvarsfralæggelsen) er en interessant pointe.
Det store spørgsmål, som rejser sig hos mig, er, hvorvidt dette tiltag overhovedet havde relevans, såfremt lærerne var blevet tildelt ordentlige arbejdsforhold (læs: tilpas tid til forberedelse og efterbehandling af kerneopgaven). Det er der selvfølgelig ikke noget endegyldigt svar på, men det forekommer sandsynligt, at en lærer med tilpas tid til forberedelse og efterbehandling af sin undervisning, herunder evaluering med eleverne (ikke kun i forhold til målopfyldelse), ville være i stand til at skabe en inkluderende undervisning.
En sparringspartner i planlægnings- og efterbehandlingsfasen er dog ikke nogen dårlig ide. Ligesom en passiv observatør ved selve gennemførelsen også kan have sine fordele. Den menneskelige bevidsthed sorterer trods alt mere fra end, hvad den er opmærksom på. Og her vil to sæt øjne vel være bedre end ét.
Det starter med et angreb på ikke alene det mest naturlige af alt, men også det mest gangbare af alt i en fungerende skole, nemlig at det altså er og ikke kan være andet end den undervisende lærer, der har ansvaret for det, der foregår i klassen i undervisningstiden. Der er et princip, man har holdt fast på, når der er en lærer sammen med en pædagog til stede for at kunne dæmme op for de sammenrodede klassers adfærdsudskridende og nedbrydende effekt på undervisningen. Og det må selvfølgelig også gælde, når der er to lærere til steder for at kunne slippe helskindet gennem en lektion. Det nye mystificerede element i skolekatastrofen er et forsøg på at udbrede en forestilling om, at en to-lærerordning med lidt god vilje kan komme til at blive opfattet som en én-lærerordning, hvor den ene lærer er en personlighedsspaltet tvilling, der kan dele ansvaret for undervisningen med den anden lærer, således at ingen af de faktuelle to personer har noget ansvar for noget som helst i lektionen og altså således, at hver af zombierne i tilfælde af, at noget kokser, kan skæve til den anden med bevidstheden om, at den anden vist egentlig ikke rigtigt slog til. På denne måde bliver det nye fif: ”sam-læringen” til en flugtmulighed, som hver tvillingeprodukt kan finde behageligt i øjeblikket, men som også risikerer at tage værdigheden fra den lærer, der helst vil prøve at være herre over det, der foregår i klassen.
Det nærmest ironisk-komiske er, at det dels er muligt at argumentere for, at sam-læring er, når to lærere underviser sammen, samtidig med at det åbenbart skal være muligt for de to lærere at dele klassen mellem sig og undervise hver del for sig. Man skal bare sørge for at de to lærere underviser hver del for sig under de mest umulige forhold. De to lærere skal altså med deres forskellige faglighed undervise i munden på hinanden inden for samme klasseværelses fire vægge til uundgåelig forstyrrelse af hinanden og hinandens elever. Derved sikrer man, at det nye begreb ”sam-læring” ikke går hen og bliver til en effektiv måde at undervise på i lighed med undervisningen i den nedlagte realskole.
Mest kunstigt forekommer ”team”-undervisning, hvor de to samstemmende tvillinger afløser hinandens snak lektionen igennem formentlig således, at den ene lærer underviser klassen i syvtabellen fra syv gange én til syv gange fem og den anden lærer efterfølgende tager over og fortsætter fra syv gange seks til syv gange ti. Mageløst pjank.