Iden med at få udredt sit barn, var vel at så var man sikret forståelse og hjælp i det omfang det var nødvendigt.
Problemet, man har fjernet forældrene som myndighed for barnet, det er ikke længere nødvendigt at lytte til dem, PPR, psykologer, skolebestyrelse og ledelse er i meget højere kurs.
Men det er ikke kun børn med diagnoser der er på overarbejde. Min datter bliver også tit berørt og ked af det der hjemme. Hun er meget dygtig i skolen og er helt sikkert meget artig, men hun er på overarbejde. Der er konstante krav der skal følges, test der skal tages, lektier der skal laves. Og det sidste, sikkert velmenende er, at de nu skal udføre gode gerninger og have forældreunderskrift på disse, så klassen kan tjene penge fra en eller anden fond.
Hvornår indser man at det er børn man har med at gøre i skolen, det er ikke små robotter der bare kan fyldes mere og mere på, det er en sygelig kultur der er i gang.

Når evidens og teknik har sejret så voldsomt i skolen, så har det jo klart haft et målrettet BLINDT øje vendt mod det efter min mening helt indlysende kardinalpunkt: At starte der, hvor den enkelte elev er, fagligt, psykologisk og fysisk. I denne tid er det blevet mere moderne at holde mere øje med endemålet, end at møde eleven.

Det har stået i stort set alle typer af lærerbøger, jeg har læst, om pædagogik og om den kunst det er rigtigt at SE den anden, det er helt gængs viden blandt lærere. Jeg har altid syntes, at netop den del af faget var det mest spændende og udfordrende, fordi vi er SÅ forskellige. Og der er så meget man kan gøre, hvis man vel at mærke, må, kan, ved og vil. Desværre er den opgave ikke kun i hænderne på rigeligt med lærere og pædagoger den ligge i skoleforvaltningerne i kommunerne, og i højere grad end før, i hænderne på politikerne og de økonomiske instanser der forvalter, hvem der skal have og hvem der må holde for.

Jeg ser disse børn der holder for hver dag. Jeg skal på trods af, at jeg har uddannet mig specielt til dette arbejde SE PÅ, at dette er helt almindelig praksis.
Jeg kan bedst sammenligne det med f.eks. en Læge der blev tvunget til at give hostesaft, til folk med sukkersyge.

Det føles forkert, jeg har det ofte dårligt med at være medvirkende til det. Jeg gør, hvad jeg kan, for at afhjælpe de børn der har det sværest med situationen. Jeg er nogen gange nærmest vred over, at jeg ved bedre, for vidste jeg ingenting, var det måske ikke så svært, at se på den nedtoning diagnoserne har fået, også når de er helt berettiget en voldsom psykisk eller fysisk belastning, for dem der har det.

Befolkningen og politikerne er ud fra ganske kyniske økonomiske (vel at mærke helt kortsigtede) hensyn fuldstændigt ligeglade med, de børn og lærere, og familierne der lider under det nye pædagogiske armod, som har ramt skoletilbuddet i Danmark. Man har villet have skattelettelser og færre specialskoler. Det er helt åbenlyst det, der har været prioriteringen.

Når lærere i så høj grad, som det opleves i tiden forlader faget, tror jeg ikke kun det skyldes de nye forholdsvis mere ufleksible og pressede arbejdsformer, men også i stor stil, at det er hårdt, at se helt tæt på, når børn lider af læringsmæssigt tab og pres på en gang. I min kommune ønsker man fra kommunens side, at 96% af alle børn går i det normale undervisningstilbud. Hvordan kan det nå så vidt politisk, at den beslutning ikke har set på de børn der nu engang er først - de komme jo ikke i bundter ens på bestilling!
Man har altså et valg som lærer i dag, man kan enten forlade faget eller tilsidesætte den måske bedste/ højeste faglige side af lærerarbejdet: At se elev, fag og metode, som noget der skal finde en form for harmoni.

Så er spørgsmålet der melder sig:

I en tid, med høj grad af brug for lærere med høj pædagogisk faglighed, for at kunne hjælpe og undervise flest mulige forskellige typer børn, hvordan forhindre man, at ikke netop den lærer, som måske ser bedst, hvad der er galt, ikke af pædagogisk-faglige årsager forlader folkeskolen?

Det er godt at du, Lis Barnby-Sørensen, siger noget, for der SKAL tales højt, om den nye sparsommelige pædagogik. TAK ! Jeg håber I finder det rette tilbud til din datter, med den ro og faglighed hun har så meget brug for, til at mestre det liv, der nu engang venter hende. Hvis man har noget svært man skal overkomme, er det ikke rimeligt at få lagt ekstra vægtlodder på skuldrene, da slet ikke mens man er helt ung og prøver så godt man kan. Der må lys, håb og ilt ind i den boble vi alle arbejder i.

Jeg vil anbefale dig at læse Michelle Winner: Social tænkning - hvis du ikke allerede har læst den. Den har en meget teoretisk indledning, men den er værd at kæmpe sig igennem, dernæst er der for både forældre og professionelle en lang række praktiske modeller og øvelser, der kan være med til at forstå de børn, der er - i bund og grund - blinde på de sociale samværsformer.

En bog yderligere som berører emnet

For mennesker der har en intellektuel tilgang, når det gælder
forståelse for sociale problematikker, som kan opstå i samspil og relationer
imellem mennesker, uanset om relationerne er direkte eller ej, så kan det tilføjes. at der er skrevet en række bøger om emnet social udvikling
set i kombination med teknologisk udvikling, hvor især kravet om øjenkontakt spiller en rolle.

En af de bøger som omhandler emnet er "Mindblindness" af Simon Baron Cohen.

Med den nye inklusions reform ser vi flere og flere børn med forskellige problematikker, der skal inkluderes i almene klasser og (selvfølgelig) mødes der hvor de er. Problemerne for at dette kan lykkedes er:

1: Pengene følger barnet (siger man), men ressourcerne forsvinder i et stort vacuum fra barnet overflyttes fra specialtilbud til almen skole. Vi oplever som lærere ikke at der kommer flere ressourcer (to-lærer ordning m.v)
2: Der er rigtig mange hensyn, der skal tages for at det enkelte barn kan trives i en almen klasse - hensyn, der til tider kolliderer med hinanden. Eksempel - I en klasse går Ida, Kenneth og Ulrik. Ida har brug for megen ro hvis hun skal koncentrere sig. Kenneth har brug for at få en pause - hvor han bevæger sig, eller går ud af klassen hvert 15. minut. Ulrik har behov for at få læst alt tekst højt og i samarbejde analyseret det læste med læreren. Ida bliver frustreret hver gang Kennet skal ud af klassen eller går rundt, og når der læses højt for Ulrik. Kenneth bliver frustreret over Ida fordi hun reagerer hver gang han skal bevæge sig, eller hvis der går meget mere end 15 minutter mellem hans (pauser). Ulrik bliver forstyrret i sin koncentration af Kenneth når han forlader klassen og af Idas reaktion herpå. Dertil kommer, at der er 23 andre elever i klassen, som reagerer også.

3: Der findes efterhånden så mange forskellige diagnoser og prædikater på børn, der kræver hver sin indsats - ADHD, Aspergers, Skilsmisse-gone-bad-traumer, Krigstraumer (flygtningebørn), ordblindhed, socio-emotionelle vanskeligheder, talblindhed, alkoholisme i hjemmet-problemer, incest m.v. Hertil kommer de andre problemer som elever, der er usikre grundet skoleskifte, tidligere eller nuværende mobning, nervøs spiseværing, identitets problemer hos adopterede børn osv. Dette er alt sammen noget læreren forvæntes at håndtere (alene i en klasse med 25+ elever). Udfordringer, der kræver efteruddannelse, men også en efteruddannelse som ofte ikke kan gives grundet skolens/kommunens økonomi.
4: Samtidig med dette udrulles et "testhelvede", hvor børnene hele tiden skal sætte (og måles på) deres mål med undervisningen, nationale test, læse og staveprøver, matematikprøver (mat5 eksempelvis) samt sociale mål de skal efterkomme - noget, der er med til at presse eleverne yderligere.
I fremtiden skrues der i øvrigt op for dette med de nye individuelle mål, hvor eleverne månedligt får mellem 10 og 50 individuelle faglige og sociale mål de skal opfylde. - Hver gang et mål ikke bliver opfyldt, bliver de så tillige mindet herom.....Nå, den klarede du sgu heller ikke "lille Ulrik", men bare rolig, her er 30 nye mål du kan prøve kræfter med i den næste måned....

Som jeg ser det, er det er regnestykke der ikke kan gå op - facit mangler!

Slutteligt vil jeg citere Vagn Madsen - Jeg tror det er det han hentyder til, når han "harcelerer" over nutidens udelte sammenrodsklasser.