Jeg vil lige tilføje - da det er mig der udtaler mig i artiklen. At det niveau vi er præsenteret for, på anden årgang er relevant og tilpas, det vi blev præsenteret for på første årgang var irrelevant (i mit undervisningsfag - ikke LG, som var fint) og på et meget højt fagligt niveau, som ikke gav mening i forhold til hvad uddannelsen skal bruges til.

Min store kritik er rettet mod administrationen, dermed kommunikation og alt hvad der dertil hører med og ikke mod de lærere der underviser (I hvert tilfælde ikke mine lærere). Men det er også tydeligt at de nogle gange mangler information - for de underviser vidt forskelligt, niveauet er meget varierende fra lærer til lærer og samme gælder fokus, som kan være meget relevant for eksamen/arbejdet som lærer og omvendt også meget irrelevant!

Så for at gøre det klart: Dette andet år er lang mere passende mht. fagligt niveau end første år, som i mit undervisningfag var helt forkert sat op i forhold til .

Jeg har nok formuleret mig ukorrekt i min kommunikation med forfatter af artiklen. Udover at jeg lige vil skabe lidt retfærdighed overfor de lærere som jeg mener gør et fantastisk stykke arbejde, har jeg ingen indvendinger til artiklen.

Som ofte, når der er et bestemt mål med en artikel, kan det være nødvendigt at udplukke de væsentligste pointer, i de interviews, der skal danne grundlag for artikelen.

Derfor har jeg et par tilføjelser til mine udtalelser:

Den manglende feedback og de manglende krav, jeg efterspørger er nok den vigtigste pointe i min udtalelse. Her giver Peter Christensens artikel et rigtig godt billede af seminariets evalueringskultur som jeg ligeledes ser den. Med en så lav evalueringskultur og opgaver, der “bare skal bestås”, kan det være meget demotiverende at lægge ekstra arbejde i det. Her er der ikke tale om, at man vil have en ekstra “gulerod” - en titel som folkeskolelærer er guleroden i sig selv - men det er ærgerligt, at så mange kan tilgå denne titel (og dermed have samme muligheder for at beskæftige sig med verdens vigtigste job) på lige fod med de, der rent faktisk har tænkt sig at arbejde hårdt for det. Det giver et forkert billede af institutionen. Og beskrivelsen af hvad en folkeskolelærer er.

I forhold til mit skema i år, der har været til megen debat i diverse kommentarfelter, skal det siges, at jeg i gennemsnit har skemalagte timer 4-6 timer om ugen. Seminariet har mange andre tilbud, man kan deltage i udover de skemalagte timer. Dette er et plus.
Dog havde jeg, grundet det lave antal undervisningstimer, et ønske om at tage et ekstra linjefag. Jeg fik desværre at vide, at dette ikke var muligt. Igen af strukturelle/økonomiske årsager, vil jeg gætte på.

Derfor har jeg valgt at blive tilkaldevikar i stedet for, da det jo i virkeligheden er mødet med eleverne, der giver noget ekstra til lærerfagligheden. Dermed vil jeg også påstå, at fjernelsen af praktikken på tredje år på den nye læreruddannelse, er helt ude i hampen, da det er praktikperioderne, der sætter virkelighed på det der sker inden for læreruddannelsens mure. I min optik, burde praktikken være længere. Og individuel. Det giver ikke et realistisk billede af hverdagen, at være tre studerende om én klasse i 13 lektioner om ugen. Men her er det igen et spørgsmål om økonomi. Vil jeg tro.

Som jeg også nævner, så tror jeg virkelig på, at undervisernes forventinger er høje. De har bare ikke midlerne til at kræve mere af de studerende. Vores undervisere er underlagt nogle strukturer, der gør at de er nødsaget til at gribe til nødløsninger for at nå alting. Vi ser dem komme løbende til og fra vores undervisning. Og det er ikke for at nå kaffen mens den stadig er varm. Det er bare så ærgerligt.

Jeg har altid været rigtig glad for uddannelsen, men mener at der bør strammes op, for at få mest muligt ud af uddannelsen. Det er nemt at sige at “man jo får det ud af uddannelsen, som man selv lægger i det”, men det ændrer ikke på det faktum, at der er studerende med en meget lav arbejdsmoral, der alligevel kommer sikkert ud på den anden side - og dermed har muligheden for at præge dit barns (og Danmarks) fremtid.

Det nye karakterkrav på 7 kan medvirke til at flere genovervejer deres valg af uddannelse, men siger i virkeligheden intet om den studerendes evne til at begå sig i lærerfaget. Optagelsessamtalerne derimod siger langt mere og viser, at de studerende virkelig vil kvalificere sig til uddannelsen.

I forhold til at gøre uddannelsen til en universitetsuddannelse, kan jeg ikke være mere uenig. Lærerseminariet er en helt speciel institution, der ikke kan sammenlignes med universitetet. Det er, for at bygge på egne erfaringer med en universitetsuddannelse og for at være lidt langhåret, en mere “blød og menneskelig” institution. Og dette er heldigt, da det jo er “bløde” mennesker vi skal arbejde med, når vi bliver færdige og ikke hårde teorier. Disse er dog også gode at kunne skelne til af og til.

Og hav så en forsat god vinterferie.