Netop - det kræver overskud at være relationskompetent. Den uforberedte lærer er nødt til at fokusere ensidigt på sin undervisning hele tiden, ellers falder den fra hinanden, og det fjerner fokus fra eleverne. Endnu værre er det, når man skærer relationsarbejdet fra og overlader det til en pædagog. For, som Klinge siger: "Eleverne tolker stort set alt relationelt og intentionelt, så relationsarbejdet finder sted hele tiden". Og helt galt går det, når man opløser klassen og fjerner klasselæreren til fordel for vekslende holddannelser med mange voksne (fx i forb. m. aldersintegreret, niveaudelt undervisning). Så smuldrer relationsarbejdet jo totalt.

Hermed endnu et eksempel på reformens katastrofale underminering af lærerarbejdet.

Kan vi ikke blive enige om ikke at kalde dette forskning. Det er en øvelse i sund fornust som aldrig i livet har noget at gøre med forskning. Det er vigtigt fordi vi ( skatteyderne) betaler 4 gange så mange penge for denne slags " forskning" end vi betaler til rigtig forskning som er til nytte landets konkurrance evne og udvikling. Fx på DTU. Det er simpelthen spild af tid.

Tænk engang hvis vi levede i et samfund gennemsyret af "sund fornuft". Så kunne vi alle definere retten til sandheden ifølge vores egen "sunde fornuft" farvet af vores holdninger, værdier og "common sense" betragtninger.

Så har vi også videnskaben - indenfor forskellige discipliner. Her kan vi takke de naturvidenskabelige landvindinger for indblik i rummet, medicin, fysik, matematik og kemi for den teknologiske udvikling. Men de naturvidenskabelige discipliner har aldrig stået alene. De har været bakket op, og støttet af bl.a. reformationen og oplysningstiden - mennesket.

Så har vi også human- og socialvidenskaberne. De beskæftiger sig med andre fænomener, mennesket som individ og grupper af individer. Med mening. Med relationer. Med antropologi, sociologi, psykologi og ikke mindst filosofi.

At betragte solid humanvidenskabelig forskning som "sund fornuft" og dermed affeje det som uinteressant vil være umådelig trist for det menneskelige og forståelsen af menneskets væsen. Det er netop den humanvidenskabelige forskning, som sikrer en bedre forståelse og dermed handlemuligheder i forhold til dét at være menneske.

Jeg værdsætter forskning fra DTU. Jeg værdsætter også Louise Klinges og andres forskning. De afdækker forskellige fænomener, med hver sin værdi og betydning.

At tale nytte, konkurrenceevne og udvikling viser en fattig forståelse af menneskets væsen og behovet for forskning. Den fjerner det menneskelige. Jeg håber ikke, at vi kommer derhen, at mennesket fjernes fra forskningen. Så er der åbnet op for teknokrati, populisme, demagogi og værdien af mennesket reduceres til nytteværdi. Det er vel ikke der, vi vil hen?

@Jens Stilling
Jeg synes, du skulle gå ind og læse afhandlingen og så eventuelt skrive igen.
Det er vigtigt for lærernes arbejde, at det er muligt at arbejde sammen med forskere,som kan se på praksis og dermed være med til at pege på, hvor der kan sættes ind.
Jeg har læst Louise Klinges afhandling, og ud over, at den er både spændende og relevant er den skrevet på flydende dansk.
Glæd dig.
Og tag så stilling, når du har noget at have din mening i.

"Dels at man empatisk lever sig ind i, hvordan den anden har det. Og dels ser sig selv udefra, så man kan justere sig selv i forhold til det. Mentaliserings-evnen er en central forudsætning for, at man kan agere relationskompetent"

Undskyld min sarkasme, men hvad hvis jeg siger "Nej tak, jeg har ikke lyst til at blive mentaliseret - det går fint". Er det et problem?

@Thorkild Thejsen 19:42

Jeg synes ikke, det er ukvalificeret at kommentere et debatindlæg af dette omfang uden at have læst afhandlingen.
Det er jo netop et debatindlæg. Hvis det er præmisen, så skulle vi alle kaste os over forskningsrapporter, før vi mente noget som helst, og så får vi en debat præget af, hvem der har læst og studeret hvad - er det rammen for dette forum?

@Per Frederiksen
Selvfølgelig skal man kunne blande sig i en debat uden at have læst alt, hvad der måtte være blevet præsenteret.
Men Jens Stilling indleder sit indlæg sådan: ”Kan vi ikke blive enige om ikke at kalde dette forskning. Det er en øvelse i sund fornuft som aldrig i livet har noget at gøre med forskning”.
I min optik er det ukvalificeret. Stilling må mene, hvad han vil. Men for at vurdere og bedømme noget så kategorisk kræves der altså noget mere end sådan en gang synsning.
På en skole, jeg besøgte engang, hvor jeg talte med både lærere, elever og forældre, fortalte en mor mig, at hun havde været meget utilfreds med sit barns klasselærer fra første dag. ”Jeg vidste, at det ikke ville gå godt. Han gik i fløjlsbukser og havde stort fuldskæg. Lærere er alt for slappe i dag”, sagde hun.
Hun sagde ikke: ”Kan vi ikke være enige om, at lærere er alt for slappe i dag, sådan som de ser ud”. Men næsten.
Jeg synes, at det var ukvalificeret.

Hvis jeg har fulgt linket rigtigt, så er phd'en på mere end 300 sider. Den tager tid, og det er ikke helt rammen for dette forum at gå i detaljer med den, mener jeg.
Og selv om det er kategorisk, så mener jeg også at forskning og pædagogik har nogle svagheder, når de kobles sammen.
Jeg har skimmet phd'en og dens konklusioner (så nu er jeg lidt kvalificeret :-), og som jeg læser den, er denne forskning i høj grad normativ, emotionel og værdiladet - og det er, mener jeg, kendetegnet ved rigtig megen pædagogisk "forskning". Er det forskning? Eller kan det reduceres til kvalificerede betragtninger, der kan debatteres ud fra "sund fornuft"?

Og, hvis jeg skal gå lidt til den, så synes jeg, at de eksempler, der nævnes i artiklen blot er sund fornuft, der er akademiserede til en unødig ophøjethed.

må man sige til en lærd eller forsker at det de prædiker eller belære os andre om, må de først selv prøve af, i den rigtige rækkefølge dvs. først i praksis derefter i teori.
Videnskaben er jo ikke værdineutral, den er som mange andre slags sprogspil sat i verden for at producere sandheder om mennesket, ikke mindst når vi snakker om pædagogik.
Når vi nu læser omkring mentalisering, så lyder det jo næsten som noget naturligt eller elementær eller nærliggende at stille som spørgsmål i forhold til lærerens arbejde, men begrebet mentalisering er et fænomen som andre omskiftlige fænomener. Hvad vil jeg så sige med det?
Begrebet mentalisering er for mig et af mange begreber der har som mål at korrigere og afrette og styre bevidstheden på en bestemt måde og til en bestemt tid, dvs det er mere en magt teknologi der har øje for at vise at der er et intimt forhold mellem bekymringen på børnene og det de bliver udsat for på den ene side og på den anden side er der en bekymring for at læreren ikke gør det helt godt nok, derfor vil man så introducere et nyt begreb nemlig mentalisering. Lad nu læren ha sin autonomi og lad hende eller ham gøre sig sine erfaringer og derved lære af dem....en slags mesterlærer i kamparenaen(klasseværelset)

Tak for alle jeres kommentarer.

Inden jeg påbegyndte ph.d.-projektet havde jeg i 5 år arbejdet på flere forskellige folke- og friskoler og bl.a. virket som støttelærer i mange klasser, hvor jeg på nært hold kunne iagttage 11 forskellige læreres praksis. Jeg fandt det skræmmende, at det tilsyneladende var overladt til menneskelige tilfældigheder, om en lærer i overvejende grad indgik i positive samspil med hver elev og klassen som helhed på måder, der fik børnene til at trives og engagere sig i undervisningen - eller det modsatte.

Rapporten fra Dansk Clearinghouse i 2008 konkluderede, at 3 lærer-kompetencer er centrale for elevers læring, og at der manglede empirisk og teoretisk forskning om relationskompetencen. Derfor iværksatte jeg ph.d.-projektet for at bidrage til, at man på læreruddannelsen og på efteruddannelse af lærere mere systematisk kunne arbejde med at kvalificere relationskompetencen. Sådan at dette helt centrale aspekt af enhver lærers virke ikke afhænger af, om 'det lige er noget, man kan eller ej'.

Jeg er nået frem til afhandlingens konklusioner på baggrund af et stort empirisk materiale, og det er bl.a. udfra observationer af undervisning og interviews med 7 lærere og 50 elever, at afhandlingen bidrager med en kortlægning af noget af det, der har afgørende betydning for, at samspillet mellem lærer og elever understøtter et meningsfuldt og udbytterigt skoleliv. Det gælder også konklusionen om, at lærerens mentaliseringsevne er helt afgørende.

Ingen forskningsprocesser er uafhængige af den, der udfører dem, og jeg har helt sikkert haft en række begrænsninger, der har påvirket dette projekt. Det bestræber jeg mig også på at beskrive i afhandlingen.

Steinar Kvale beskriver, at det er modtageren af en given information, der afgør, om et resultat kan overføres til en ny situation. Løbende har jeg formidlet og været i dialog med lærere og lærerstuderende om foreløbige forskningsresultater. Her har den generelle tilbagemelding været, at det var både vigtig og værdfuld viden, der blev tilvejebragt, og jeg håber også, at det er oplevelsen, når man læser afhandlingen. – Som jeg skitserer hovedresultaterne af her: http://videnskab.dk/krop-sundhed/et-godt-forhold-til-laereren-far-eleverne-til-laere-mere

Til efteråret kommer den tilvejebragte viden i øvrigt i et mere formidlingsvenligt format i bogform til lærere og lærerstuderende.

Håber alt dette bidrog til en afklaring ift. pointerne i jeres kommentarer. Lyse hilsner fra Louise

Jeg tror, at det er værdifuldt slå fast helt officielt, at det er en god ide at sætte sig i elevens sted. Engang havde jeg en praktikant, der skulle undervise, mens jeg observerede. Hun startede timen med at sige godmorgen, og blev så afbrudt af en elev, der havde noget vigtigt at vise - en særlig fin hulsten.

Det må du gerne - sagde den unge praktikant, og jeg blev så glad og stolt over hendes gode indfølelse med eleverne. Men så fortsatte hun: - Og en anden gang skal du ikke forstyrre undervisningen med noget du vil vise...

Jeg vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle forklare praktikanten, at den sidste sætning ikke var så smart. Men nu kan jeg henvise til Louise Klinges forskning.

Marina,
Drejer det sig ikke om at undervise? At klargøre for børnene at det her er alvor , det gælder jo barnets liv og fremtidige velfærd, der er ikke tale om underholdning. Er det ikke en god ide at kommunikere det til barnet?
Louise,
Jeg synes Adam historien ikke er en historie om Empati, det drejer sig om lærerens uddannelse og som for alle interessante job at man er kreativ og forstår alle aspekter af jobbet, selvfølgeligt skal læreren kunne reagere optimalt på de forekommende situationer og sikre med alle rimelige midler at eleverne er med.

Det dele lugter af den selvtilfredsstillelse man får ved at gøre en god gerning, en tilfredsstillelse der ikke drejer sig om objectets velfærd men udelukkende om ens eget. Der er ingen interesse for om gerningen skader ojectet eller gavner Objectet.
Denne selvtilfredsstillelse har nu i mange år skadet vores børn og ødelagt hele uddannelsessystemet.

Uddannelse skal tages alvorligt. Lærerne skal kunne forstå eleverne og klargøre at der skal lyttes og arbejdes for at blive til noget. Det ville jo være godt hvis dette blev bakket op i de højere luftlag helt op til ministeriet, hvor desværre alt fortaber sig i korruption og mangel på kompetance

Marina,
Drejer det sig ikke om at undervise? At klargøre for børnene at det her er alvor , det gælder jo barnets liv og fremtidige velfærd, der er ikke tale om underholdning. Er det ikke en god ide at kommunikere det til barnet?
Louise,
Jeg synes Adam historien ikke er en historie om Empati, det drejer sig om lærerens uddannelse og som for alle interessante job at man er kreativ og forstår alle aspekter af jobbet, selvfølgeligt skal læreren kunne reagere optimalt på de forekommende situationer og sikre med alle rimelige midler at eleverne er med.

Det dele lugter af den selvtilfredsstillelse man får ved at gøre en god gerning, en tilfredsstillelse der ikke drejer sig om objectets velfærd men udelukkende om ens eget. Der er ingen interesse for om gerningen skader ojectet eller gavner Objectet.
Denne selvtilfredsstillelse har nu i mange år skadet vores børn og ødelagt hele uddannelsessystemet.

Uddannelse skal tages alvorligt. Lærerne skal kunne forstå eleverne og klargøre at der skal lyttes og arbejdes for at blive til noget. Det ville jo være godt hvis dette blev bakket op i de højere luftlag helt op til ministeriet, hvor desværre alt fortaber sig i korruption og mangel på kompetance

Jens, jeg mener du har helt ret i, at det handler om at læreren skal undervise. Men i ethvert barns møde med hvert eneste fag findes et potentiale, der rækker langt udover det givne sagsforhold, mødet umiddelbart handler om. Hvis ikke læreren kan agere relationskompetent, vil undervisningen ikke leve op til folkeskolens formålsparagraf, hvor der i §1 står, at elevens alsidige udvikling skal fremmes (Retsinformation 2014).

Lærerens relationskompetente interaktionelle adfærd heler, udvikler og styrker eleven, og dette finder i undervisningen sted gennem et forenet fokus på et fælles tredje af saglig karakter. Alle mennesker har udfordringer, der vanskeliggør deres mulighed til at bidrage til helheden, og dette gælder også for elevernes deltagelse i undervisningen. Fx kan en elev være så usikker på sig selv og på de andre, at han ikke tør dele sin viden i plenum, en anden hævder sig på de andres bekostning, en tredje kan vanskeligt samarbejde med andre, og en fjerde misforstår let sociale spilleregler. Stoffet i undervisningen repræsenterer kun én dimension, og hvis skolen skal bidrage til, at alle elever efter endt skolegang ønsker og formår at fungere som ansvarsfulde samfundsborgere, er lærerens faglige og fag- og almendidaktiske kompetence ikke tilstrækkelig.

Den positive lærer-elev-relation etableret gennem lærerens relationskompetente ageren er fundamentet for den tillid og respekt, der gør, at eleven både er modtagelig for lærerens faglige dagsorden og for hendes bestræbelse på at lette det i livet, der er udfordrende for eleven.

Men jeg tror, vi er helt enige om, at det først og fremmest handler om eleverne og deres udbytte af deres skoletid. Den handler for mig at se imidlertid om så mange dimensioner, at lærerjobbet netop derfor er utroligt krævende.

Ja Louise jeg er enig i meget af det du siger, men der er aligevel noget helt galt. En ting er selvfølgelig målsætningen. En af mine forbilleder er Dirac, autistisk, nærmest mishandlet af sin fader og en af de største fysikere nogensinde. Ikke på nogen måde tilpasset noget som helst samfund. Hvis han , hvad jeg ikke tror muligt var blevet " tilpasset" tror jeg kvantefysikken ville se helt anderledes ud i dag.
Den tro på at vi alle kan og skal blive tilpasset til et ubegribeligt abstrakt ideal og derved , siden vi derved ikke kan blive lige kloge så skal være lige dumme er et utopia som det er vanskeligt at akseptere.