Det bedste forsvar er som altid et angreb. Hold da op, de går til den.

Er peer-reviews normalt ikke noget, der har at gøre med artikler i internationale forskningstidsskrifter? Jeg har aldrig før hørt om, at peer-review skulle være et krav i forbindelse med udgivelse af bøger? (men selvfølgelig når Ph.d afhandlinger indgives til bedømmelse)

Det er uhørt at lave et Peer review i denne sammenhæng. Det er og bliver et partsindlæg.

Jeg har desværre ikke læst Skovmands bog - men måske består kritikken i, at Skovmand bruger er retorisk handlemåde man ellers finder i forskningslitteratur - når han fremsiger sin kritik af ministeriets forvaltning af skolereformen?

Er normalt for forskere, der bliver uvildigt udpegede til at vurdere videnskabeligheden i en given artikel. Det er usædvanligt at udpege sig selv, især efter at der har været kontakt i form af en debat med vedkommende. Det er ganske usædvanligt.
Indlægget har intet med Peer review at gøre, men er klart et partsindlæg, der i øvrigt ikke forholder sig til hovedanken, at der ingen evidens er bag LMSU. For god ordens skyld forholder 1984 sig til Kommunismen ikke til Nazismen, selv om begge ideologier benytter sig af nysprog. Selvfølgelig kan man bruge fiktion i en videnskabelig afhandling, fiktion drejer sig om menneskers tanker.

Været formålstjenligt at have været på Vartov i dag og tage debatten der?

Jeg synes, at det er rigtig fint at skrive en samlet kritik af Skovmands bog her på folkeskolen.dk Tak for det!

Tak for videnskabelig kritik og strid.

Omend jeg ikke forstår overskriften og indledningen. Dette er ikke et peer review jf. definitionen, men en anmeldelse med indbygget kritik, hvilket er helt fint. Samtidig bør afsenderne komme i hu, at der ikke er tale om en videnskabelig artikel, men en bog som er udgivet med formidlingsmæssigt formål. Hvorvidt dette kan kritiseres videnskabeligt eller ej, kan diskuteres, men der sættes normalt vide rammer for arten af, og formen på formidlingen, afhængigt af målgruppe.

Det bliver spændende når afhandlingen skal forsvares.

Tak til jer begge for dette indlæg. Det er glædeligt at I har rejst jer ovenpå fejllæsningen og påstandene om nazikort, men det ærgrer mig samtidig at I udelukkende fokuserer på metodiske teknikaliteter i jeres indlæg. Mange af jeres kritikpunkter fremstår som partsindlæg, hvilket vel ikke falder ind under betegnelsen "peer review"? Mon ikke dette indlæg bare var en start, og at I i nærmeste fremtid skriver et egentligt debatindlæg, eller måske en artikel, hvor I forholder jer til Skovmands overordnede pointer og kritik?

I skal også have tak for at nævne mig som en af de mest udtalte offentlige kritikere af reformen og Forenklede Fælles Mål. Så sent som i dag kaldte en af mine kolleger mig "modig", med henvisning til den debat jeg har haft med jer og andre på folkeskolen.dk. Jeg synes ikke jeg er modig. Faktisk kan jeg godt være bange nogle gange, bl.a. for at nogen tror man må være modig for at sige sin mening i det offentlige rum.

Jeg glæder mig til at læse jeres næste indlæg :-)

Sig mig, sidder forskere og tæller ordforekomster og konkluderer derudfra, hvad der kan bruges og ikke bruges i praksis?
Er det sådan Hattie er kommet frem til læringseffekter?
Det er i mine øjne ualmindeligt svært at forstå, at vi skal ligge under for sådan noget.
Kan nogen kort give mig den eksistensberettigelse forskere har i lægmandssprog?

Hattie er kommet frem til sine læringseffekter ved at tælle op på pædagogiske forsøg af blandet kvalitet. Nogle forsøg har været veludførte og forbeholdne i deres fremstilling af resultater. Andre forsøg har været rene Hurraforsøg.

Hattie har så sorteret forsøgene efter sine egne forestillinger og begreber om god undervisning.

Jeg lærte et nyt ord under de nationale test i 2b - ordet ekskurs. Jeg er overbevist om, at meget (det hele?) af Hatties forskning/optælling består i tilfældige ekskurser. Han er enig i alt, hvad der lyder godt om folkeskolen - også selvom resultaterne modsiger sig selv og hinanden.

Helt overordnet set, så er han dog stor tilhænger af feedback - (og det er der slet ikke tid eller råd til i folkeskolen, så vi må klare os med målstyring)

Jeg forstår ikke, hvordan en forsker som Hattie, fra et land langt borte, overhovedet kan bruges som argument i en diskussion om folkeskolen i Danmark.

I har taget en bog og defineret den som en videnskabelig afhandling - fordi den indeholder et (kort ) afsnit om metoder, empiri og systematik - "Den indeholder desuden et kort afsnit om metoder, empiri og systematik. Dette tyder på at bogen er en videnskabelig afhandling."
Derefter gennemgår I bogen og finder mange mangler i forhold til at den skulle være en videnskabelig afhandling - bl.a. har den ikke været udsat for peer review, og de fleste af afsnittene virker mere debatterende end egentlig videnskabeligt funderede.
Det mest nærliggende ville måske så være at konkludere, at den foreliggende bog IKKE er en videnskabelig afhandling, men et debatindlæg? Og at afsnittene om metode, empiri og systematik er taget med, fordi debatindlægget er skrevet af en mand, der er i gang med at skrive en videnskabelig afhandling og derfor bruger noget derfra i debatten?
I så fald ville det unægtelig være mere vedkommende, hvis I havde brugt jeres energi på at debattere i stedet for at påvise, at bogen ikke opfylder kriterierne for en afhandling.
Men kunne jo starte med at se på bogens titel: "Uden mål og med" - ville det ikke være en meget polemisk titel for en nøgtern afhandling?

I grunden forstår jeg stadig ikke forargelsen over, at man tillader sig at sammenligne reformens sprog med nysprog - eller at man henviser til Klemperers analyse.
Må man ikke drage analogier til sprogbrugen, hvis der ikke er komplet sammenfald i politik?
Der har været fremlagt de sider af bogen, som angiveligt indeholder sammenligningen med den autoritære sprogbrug - og disse sider indeholder ikke påstande om, at de forenklede mål er dannet ud fra nazistisk eller stalinistisk politisk overbevisning.
Den indeholder påstande om, at målene sprogligt er formulerede, så de på samme måde som sproglige formuleringer i de nævnte ideologier er mere egnede til at få folk til at holde op med at tænke end at få folk til at tænke ...
I stedet for at forarges over Skovmands frækhed, så kunne man måske gå ind på at diskutere den påstand? En påstand om, at det betyder en indskrænkning af mulighederne for diskussion, når mange ord fjernes fra det pædagogiske sprog.
En påstand om, at det måske ikke er en god idé at forenkle mål på den måde - fordi det gør den pædagogiske diskussion fattigere.

Jeg kan naturligvis ikke i et kommentarfelt redegøre for alle de forhold, som Bundsgaard og Misfeldt præsenterer os for i deres læsning af Skovmands bog. Men jeg synes de to forskeres afsæt bærer præg af en hokus pokus argumentation.
Først argumenterer de to forskere for, at bogen ikke er peer-reviewed underforstået, at den ikke bærer den videnskabelige forsknings ægthedssegl. Dernæst vælger Bundsgaard og Misfeldt alligevel at foretage et peer-review af en bog, som tydeligvis er skrevet ind i den verserende debat om den læringsmålstyrede undervisnings manglende evidensbasering m.m.
Hvilket rationale ligger bagved Bundsgaards og Misfeldts genreblanding? Begge er tilsyneladende forvirrede over deres egen tilgang til en debatbog i formidlingsgenren, som alligevel skal underlægges et skarpt peer-review.
Der er noget galt med logikken. Det er fint at underkaste bogen en fintmærkende læsning, men hvorfor trække peer-review kortet, når det ikke kan bruges i denne sammenhæng. Logikken er paradoksal og efterlader indtrykket af to forskere, som ikke ved, hvad de i grunden vil bruge dette peer-review til på forsiden af folkeskolen.dk. Genren er skudt forbi og skjuler en underliggende usikkerhed, i og med at Bundsgaard og Misfeldt er nødt til at iføre sig de videnskabelige klæder ligesom retspræsidenter, som ifører sig latterlige parykker i de engelske retssale. Undskyld den uvidenskabelige analogi.
De to forskere afslører selv deres egne dilemmaer i deres approach til Skovmands tekst, idet de skriver:
"Vi vender tilbage til bogens debatindlægskarakter i slutningen af denne tekst. I det følgende vil vi behandle bogen ud fra videnskabelige kriterier."

Hvorfor nu behandle bogen ud fra videnskabelige kriterier, når I allerede har fundet ud af, at bogen er en debatbog skrevet populært ud til mange læsere som af mange gode grunde ikke nærlæser videnskabelige afhandlinger til hverdag.
I et retorisk sproghandlingsperspektiv bliver peer-review tilgangen brugt til at nedvurdere bogens videnskabelige lødighed - bl.a. med henvisning til Skovmands inddragelse af Orwells fiktionalisering af 1984. Ud fra et strikt videnskabeligt rationale kan man nemlig ikke ifølge Bundsgaard og Misfeldt underbygge en videnskabelig argumentation med en fiktiv tekst. Det ved vi godt alle sammen. Men må man ikke anvende analogier i sin videnskabelige praksis? Det har jeg ellers set mange eksempler på gennem årene, når jeg har overværet forskellige forsvarshandlinger.

Det er klart, at Skovmands bog ikke går i detaljer med hensyn til at præcisere selektionskriterier og metodologiske implikationer, herunder anlæggelsen af et specifikt teoretisk perspektiv - med gennemgående teoretiske diskurser og positioneringer. Skovmands bog er netop ikke i den foreliggende udgave en videnskabelig afhandling, der må overholde de gængse videnskabelige regler. Og det ved to professorer jo alt om. Så hvad er pointen med at bringe peer-reviews ind i debatten på folkeskolen.dk?
Jeg hilser naturligvis Bundsgaards og Misfeldts kritiske og saglige kommentarer velkomne. Endelig et seriøst og velkomponeret (bortset fra genreforbistringerne) bidrag fra de to professorers side, som har rejst sig ovenpå den jammer og mangel på fintmærkende læsning, vi var vidne til for en uges tid siden.
NB. Mon ikke Skovmands PhD afhandling antages, når tiden er inde. Og så er der i hvert fald tre personer til at 'peer -reviewe' hans videnskabelige habitus. Så kan de to professorer møde frem med et indlæg ex auditorium! Her ville de kunne vælge den rette kontekst for deres kritik!

Ærgerligt at Misfeldt og Bundsgaard ikke går ind i debatten og diskuterer med. I stedet vælger de at lave et peer review på en debatbog. Jeg er helt enig med Benny Bang Carlsen i, at det er genresammenblanding. Det burde et par professorer afholde sig fra. Fornemmer man, at de går efter manden og ikke efter bolden? Ja, det fornemmer man, desværre.

Hattie bruges, når der skal argumenteres for læringsmål, læringsmålstyret undervisning, synlig læring mv. Men underligt nok, så er der ingen der hæfter sig ved, at han om reformen har sagt, at der ikke vil ske meget. Det hele er strukturændringer – ændret læseplan, flere timer etc – man flytter bare penge over på ting, der ikke vil gavne elevernes læring.
http://www.folkeskolen.dk/529555/laerere--det-er-jer-der-kan-loefte-folkeskolen

Læseplanerne er ændret.
For matematiks vedkommende har man nærmest indtrykket af, at ændringen er kosmetisk. Eleverne ser ud til at skulle kunne det samme i FM 2009 og i FFM.

For dansk ser det noget anderledes ud. Her der tale om eleverne skal kunne noget andet/mere end i 2009. Ændringen ser ud til at repræsentere en bedre tilnærmelse til det PISA opgaverne i læsning måler end FM 2009/2003).

PISA læsning af tekster handler om, at eleven kan finde information, etablere en almen forståelse, udvikle en fortolkning, reflektere over tekstens indhold og reflektere over tekstens form.
Nye Fælles Mål i dansk handler om mindst det samme fx: Eleven kan sammenfatte informationer fra forskellige elementer i teksten (9. klasse), eleven kan gengive hovedindholdet af fagtekster (6. klasse), eleven kan foretage flertydige fortolkninger (9. klasse), eleven kan vurdere teksters udsagn og kvalitet (9. klasse), eleven har viden om varierede udtryksformer målrettet forskellige målgrupper (9. klasse).

Læsning i PISA er defineret, så man ret entydigt kan omsætte definitionerne til opgaver, der tester i i hvilken grad eleverne rent faktisk fx kan finde information – direkte, ved sammenkædning, ved at se bort fra forstyrrende elementer osv. Det samme ser ud til at være tilfældet i de nye Fælles Mål i dansk (eleven kan). Ikke alene er målene PISA agtige, de er også velegnede som udgangspunkt for testopgaver, der kan levere styringsdata til fx den kommunale forvaltning med henblik på blandt andet effektivisering.

Så mon ikke hypen af læringsmålstyret undervisning, synlig læring, paradigmeskift, læringsrevolution etc. i virkeligheden er en røgslør, der skjuler det egentlige mål med reformen - nemlig bedre PISA resultater, via tilpasning af de nationale mål til det PISA måler, kommunale test udviklet i forkold FFM og tilfredsstillelse af et marked for styringsdata (test) på skoleområdet, som de nationale test ikke leverer.

Her hypes der for fuld udblæsning
http://www2.gladsaxe.dk/C12575EB003B3720/0/F3240D4830A064B1C1257CF3004030BF/$FILE/Bilag_92.1.1_Alle%20B%C3%B8rn%20Skal%20L%C3%A6re%20Mere%20-%20Samlet%20projektbeskrivelse.pdf

Han er den tynde legitimation for læringsmålstyringen som kommer et hel andet sted fra:

http://www.kl.dk/Menu---fallback/Nyt-projekt-i-udbud-Data-om-elevers-laring-og-progression-id202005/

At kritisere en debatbog for ikke at være en videnskabelig afhandling virker ikke seriøst. Det virker som et partsindlæg.
Men Skovmand rejser jo vigtige spørgsmål om tendenser i skole og samfund, som alle burde være med til at debattere.
At kritisere et paradigme - reformens - kræver jo at man tillader sig at stille sig udenfor dette paradigme. Men det er bl.a. Skovmands pointe, som jeg forstår det, at reformparadigmet ikke indeholder plads til kritik.
De to "peer reviewe're" kommer ufrivilligt til at bekræfte denne tendens. Fx. når de i slutningen trods alt fremhæver enkelte mindre ting i bogen som positive, så lyder deres bud på vellykket kritik således: "I det omfang forfatterens mere grundige introduktioner til skolereformerne i Ontario ikke handler om at påpege fejl hos andre danske forfattere, finder vi også dette arbejde relevant og væsentligt".
Men al videnskab - og for den sags skyld kultur, skole og civilsamfund - lever jo blandt andet af at påpege fejl og diskutere dem.
Skovmands ærinde er at påpege tendenser i og omkring skolen, - og det er altid værd at diskutere. Både i en videnskabelig kontekst og mere bredt i samfundet.

Der er en del af kommentarerne her der går på at man ikke kan vurdere en debat- eller formidlingsbog med videnskabens kriterier. Det er jeg delvist enig i. Men for det første er jeg ret overbevist om at Kjeld selv mener han har skrevet en forskningsbog. For det andet anvender den en række videnskabelige tilgange. Og for det tredje så mener jeg at påstande og argumenter skal underbygges ordentligt, sagligt og grundigt uanset om der er tale om videnskab eller debat.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg havde foretrukket at debatten om Kjelds analyser var foregået i mindre offentlige fora, før de i en mere gennemarbejdet form var bragt til offentlig diskussion. Men det er ikke i den rækkefølge det er sket. Og da en række debattører og politikere er begyndt at bygge deres argumenter på bogens analyser, fandt vi det nødvendigt at give vores faglige kritik af bogen.

Jeg er i øvrigt af den opfattelse at der er en række problemer, fejl, uigennemtænktheder med såvel reform, som Fælles Mål og læringsmålstyret undervisning (og de samtidige indsatser mod digitale læringsplatforme med mere). Det ville jeg rigtig gerne deltage i diskussioner af. Men hvis de kritikere der tiltrækker sig mest opmærksomhed, intet godt kan se i noget af disse mange reformer og indsatser, så bliver det for unuanceret. Skolen og verden var ikke perfekt i 2012. Det er den absolut heller ikke i 2016.

..af småfornærmethed.
Det er simpelthen for småt, og jeg syntes det er ekstremt sigende at alle der har haft indflydelse foretrækker at debatten foregår i deres eget lille lukkede rum
Det her drejer sig ikke om jeres teoretiserede faglighed, men om samtlige ledere, lærere, pædagoger, elever og forældre i den danske folkeskole.
Der er blevet taget beslutninger udenom dem.
Det kunne være debatten trrængte til at kome ud blandt os andre almindelige dødelige.

.. at være til møde i en kommunal fovaltning hvor det eneste svar på at forældre kan være besværlige er at forsøge at skrue op for Lix-tallet.
Det virker ikke på alle.
Faktisk kan man falde i sin eget sprogbrug.

Der er seriøse problemer med de ændringer i betydning som begreber har fået.
Der er seriøse problemer i at Brugerportalinitiativet presser helt ukontrolleret bagpå læringsportalerne.
Det er problematisk at man stort set har omdannet den danske folkeskole til et kvantitativt forsøgsområde, med en mærsk.sponsoreret datakaravane der skal skabe den standardiserede lærer der med data i hånden har den rigtige model til at optimere et hvilket som helst barns progression.
Grnden til at man har fået de tomme kompetencer er netop at de er usigeligt nemme at måle.
Det er indhold ikke.

Jeg undrer mig stadigvæk over, at du og Misfeldt bruger peer-review genren i en verserende debat om en række centrale begreber som læringsmålstyring, nye forenklede Fælles Mål, kompetencemålsstyring, folkeskolereformen, spørgsmålet om evidens vs ikke evidens, en forskningsbaseret læreruddannelse (hvilken forskning), dannelsestænkning m.m.

Det er både paradoksalt og ironisk, at I går i rette med Skovmands bog prætenderende, at den skulle være videnskabelig underlødig. Det kan vi godt diskutere i et andet forum, hvor der er plads til uddybninger og videnskabelige diskurser in extenso. Men hvorfor protestere over jeres peer-review tilgang? Jo, sagen er den, at peer reviews per. definition er omfattet af en klausul. Den er per. definition inappellabel, dvs. afsenderen af den akademiske tekst (artikel, afhandling) har ikke en mulighed for at omstøde - eller gå i rette med peer reviewerens dom. Der er i virkeligheden tale om en lukning af den fortsatte kommunikation.

Hvorfor nu reflektere over dette fænomen? Jo, fordi du og Misfeldt med dette peer review indlæg ironisk nok ikke ønsker at debattere på debattens vilkår her på folkeskolen.dk. I markerer dermed med denne autoritetsbårne videnskabelige genre, at I har den fulde ret til at afsige den endelige videnskabelige dom over Skovmands værk. Med dette indlæg inviterer I i virkeligheden ikke til en åben fortsat dialog om ovennævnte centrale emner. Men tak for, at du er kommet tilbage på debattråden og ønsker en fortsat åben dialog om de afgørende uddannelsespolitiske problemstillinger i skolen såvel som i læreruddannelsen. Det er der fortsat behov for!

Du skyder over og forbi målet på en gang, Jeppe! Ja, der er politikere, der bruger tal fra min bog, men hvilke tal? Og på hvilket grundlag? Dine forsøg på at miskredittere min metode omfatter ikke de tal, der bruges i den politiske debat pt, ja anfægter så vidt jeg kan se overhovedet ikke mine beregninger og væsentlige konklusioner. Så langt når du slet ikke,

Derfor vil det klæde dig at forholde dig til, om det er rigtigt eller forkert, at antallet af bindende mål er steget med over 50 % til 3.990. Er det det, eller der noget, jeg helt har misforstået? Jeg spørger bare.

Ikke et sted i det mere end otte sider lange jeg-ved-ikke-hvad nævner du den politiske kontekst, som også blev tematiseret af Per Fibæk Laursen i går aftes i Vartov: I henhold til den politiske aftale skulle antallet af mål reduceres væsentligt. Er det ikke et demokratisk problem, at det ikke er sket? Hvorfor har I, der har været involveret i arbejdet med at 'forenkle' Fælles Mål ikke løst den opgave, som I er blevet pålagt. Forenkling betyder kort sagt reduktion. Alt andet er at snakke uden om.

.... at alle de 4 "forskere" der har haft indflydelse og opfundet LMSU, ikke ønsker at tage debatten med de 60.000 lærere deres uvidenskabelige tilgange vedrører. Og så kan vi regne elever og deres forældre med også, det er grotesk at foreslå debatten holdt i lukkede rum. Hvorfor, som Sauer også pointere andet steds, ikke debattere denne reforms fortræffeligheder offentligt, det må jo være enhver forskers drøm, at få lov at forsvare sit værk.
Jeg er klar over I ikke ønsker at træde ned fra træet og se lærerne i øjnene, så hellere stikke næsen endnu længere op i skyen. I argumenterer med underlige påstande som, det ved vi virker, og forskningen siger.... Og præcis som Fibæk kan I ikke fortælle hvor vi "ved de ting fra"? Berig nu os uvidende lærere, elever og forældre, hvor har I jeres forskningsmæssige belæg fra? Der må jo ligge bunkevise empiriske undersøgelser af danske elever, der kan fortælle os at tydelige mål og feedback virker?

Jeg overvejer at lave en større analyse af ovenstående mistrøstigheder fra Bundsgaard og Misfeldt, men da det kniber med tiden, vil jeg i første omgang nøjes med essensen:

1. Der er tale om et arrogant misbrug af det fine ”fagfællebedømmelsesbegreb”. Det er stærkt angribeligt og pinligt for Bundsgaard og Misfeldt at bruge et system for saglig og anonym ligeværdighed – et system som det har taget generationer at opbygge og som udøves uden betaling - til at lege partiske overdommere i en uddannelsespolitisk og faglig strid. Brøden forstærkes af, at det arrogante misbrug udføres af to professorer overfor en person, der ikke engang har en ph.d.-grad.

2. Bundsgaard og Misfeldt taler nedsættende om Skovmands Biesta-reference. Desværre afslører de dermed blot deres egen uvidenhed om Biestas filosofi og hele den handlingsteoretiske, kritiske og teologiske tradition, som hans tænkning udspringer af, og som skolereformen i sin helhed er et direkte angreb på. Faktisk var det netop Biesta, der allerede i 2004 gjorde opmærksom på, at det nye lærings-sprog totalt underminerede pædagogik og uddannelse, en konsekvens der lige netop sætter sig igennem mange steder i disse måneder. Eftersom Fælles Mål - som især Misfeldt, men også Bundsgaard er dybt involveret i - er fuldstændig sammensmeltet med det af Biesta kritiserede læringsbegreb, er Skovmands kritik helt berettiget, og hans synspunkter støttes på forskellige måder og i forskellige varianter af mange andre. Men Misfeldt og Bundsgaard er så opslugte af lærings- og kompetencediskursen, at de slet ikke har tid til at sætte sig ordentlig ind i det teoretiske og filosofiske grundlag for kritikken. De lyder nærmest, som når John Hattie afviser pædagogisk teori på fire liner.

3. De to kamphaner nævner også mit navn i farten som eksempel på, at læringsbegrebet skam ikke udmønter sig i ytringsfrihedsproblemer. Jeg har over 60 sider i de to essays ”Danmarks Pædagogiske Oligarki 1+2” grundigt dokumenteret, at det forholder sig stik modsat, både for min eget og for andres vedkommende. Kun ved at opbyde alle mine kræfter overhovedet, er jeg i stand til at overvinde den enorme selvcensur, der presser sig pga. magtfulde professorers evindelige klager til mellemleder og tidsskriftsredaktioner, og jeg henviser også til Agedrup-sagen og til en række sager i nogle Københavnske kommuner, hvor læringsbegrebet arbejder sig totalitært direkte ned i pædagogikkens og den enkelte lærers og pædagogs faglige sjæl. Desuden er studiet af pædagogiske formål - som Biesta forslår at, man har mere fokus på - totalt marginaliseret på DPU, hvis ledelse er helt opslugt af konkurrencestater og læringsideologi. Intet af alt dette demonstreres de to herrer noget kendskab til. De følger overhovedet ikke med i den aktuelle folkelige og teoretiske udvikling af pædagogiske emner. Men at misbruge videnskabens navn og proces til at slå på en seriøs undersøgelse, har man ingen problemer med.

4. Desuden er det moralsk anstødeligt, at Misfeldt er medunderskriver og medforfatter. I sidste uge lavede han en masse småpiget ravage, fordi Skovmand korrekt påpegede læringsideologiens totalitære essens og konsekvens, endda uden at nævne Misfeldts navn. Derpå var Skovmand endda så venlig at beklage lidt, hvilket han efter min mening ikke burde have gjort, og Misfeldt svarede, at han var ”meget glad”, og det endda ”sådan rigtigt”. Alligevel skal Skovmand nu lægge øre til dette arrogante ”peer-review”, hvor det er helt tydeligt, at Misfeldt slet ikke er orienteret i den pædagogiske og den uddannelsespolitiske debat på et niveau, der blot nærmer sig Skovmands. Til gengæld kan Misfeldt lave ”Fælles Mål” med ”lærings”-fortalerne, Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensen, og lave falske og pinlige fagfællebedømmelser, der underminerer videnskabens etiske indre.

5. Endelig støder det mit ellers ikke så sarte sind, at Jeppe Bundsgaard i går skulle have deltaget i en debat på Vartov om emnet sammen netop Keld Skovmand. Bundsgaard meldte afbud til arrangementet og samme dag offentliggør han så dette smædeskrift. Det har jeg ingen sympati for.

Spørgsmålene om Skovmands diskussion af taksonomi må han selv svare for, hvis han altså overhovedet vil - man kan jo godt forstå, hvis han ikke vil - og en række af indvendingerne er lavtekniske og ligegyldige. Der er ingen af disse små indvendinger, der berører relevansen og kvaliteten af Skovmands overordnede argument og referencer.

Med dette pinlige og arrogante misbrug af videnskabelige bedømmelsesprocesser, deres nærhed til mere eller mindre centrale policy-processer, manglen på pædagogisk og filosofisk udsyn og uvidenheden om læringsbegrebets totalitære historie og effekt på både det pædagogiske og det organisatoriske former, skriver de to hanelefanter sig direkte ind i Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO).

Skovmand skal have tak for at få denne virkelige virkelighed, denne lille DPO-struktur, til at komme til syne, selvom han på ingen måde har fortjent det, eftersom han har skrevet sådan en god bog.

Som flere andre finder jeg de to underskriveres forsøg på at begå karaktermord på Keld Skovmand yderst pinagtigt.

Udover de ovennævnte forhold er det slemt, at de åbenbart slet ikke er klar over, hvordan forlagsbranchen fungerer. Har de da ikke selv skrevet noget, der skal læses af folk uden for universitetsverdenen? Ved de ikke, hvordan bøger kommer til verden?

Når man indleverer et manuskript til et forlag som fx Hans Reitzel eller lignende, sker der næsten altid det samme: Forlaget forsøger på forskellig vis at få forfatteren til at reducere antallet af henvisninger og lange, akademiske mellemregninger. Hvorfor? Jo, fordi de fleste forlag forsøger at udgive bøger, der skal læses af andre end den pågældende forskers 7-8 nærmeste kolleger. Egentlige afhandlinger, der netop primært er henvendt til et specifikt forskningsmiljø, redigeres ofte også efter endt bedømmelse til et mere alment tilgængeligt format på denne måde. Selv på universiteternes egne forlag foregår sådanne processer, når forskning skal gøres tilgængelig for offentligheden. Forskningen bliver ikke svagere eller mindre seriøs af at blive formidlet på en tilgængelig måde, blot bør læseren vide, at der naturligvis kan være helt særlige detaljer og metodiske udredninger, man må finde i rene akademiske afhandlinger eller i tidsskriftslitteraturen.

Jeg har selv mange gange måtte fjerne referencer og forklaringer, som jeg egentlig gerne ville have haft med i mine bøger, men som klart forstyrrede læsningen for alle andre end dybt specialiserede eksperter. Og så må man vælge: Skal denne tekst være en forskningsbaseret formidling til alment interesserede fagfolk eller et eksklusivt skrift til få, specialiserede forskere? Begge dele er bestemt vigtige, men udgivelserne foregår forskellige steder, og er også genremæssigt forskellige. Jeg kender ingen andre end Jeppe og Morten, der ikke har været i stand til at afkode, at Skovmands bog er en henvendt til den alment interesserede fagperson - altså et bredt felt af fx forskere, skolepolitikere, lærere osv..

Bogen er - som de fleste andre i dens genre - skrevet (og/ eller redigeret) således, at den kan læses af de fleste med kendskab til skoleforhold. En sådan bog er noget andet end en doktorafhandling - og skal derfor udsættes for en kritik, der tager højde for denne forskel. Det er mig en gåde, at de to professorer ikke ved det, men de ved det åbenbart ikke. I modsat fald ville det være for lavt at lege genre-ignorant akademisk peer review på en bog, der er udgivet på et forlag, der henvender sig til den alment interesserede offentlighed - efter udgivelsen.

Må man så ikke kritisere Skovmands bog, når nu den henvender sig til et bredt publikum? Jo, selvfølgelig må man det, og også med et akademisk afsæt. Hvis der er en fejl i en eller anden beregning eller lignende, så skal det da frem i lyset, så vi kan blive klogere alle sammen (og så Keld kan få det rettet inden næste oplag udkommer). Blot bør man som kritiker starte med at sætte sig ind i, hvad bogen er - og ikke er.

Personligt er jeg pavestolt over at dele land med Keld, der velsagtens har skrevet årets modigste og skarpeste bog indtil videre. I hvert fald ser visse professorer ud til at have mistet besindelsen i lyset af den.

Tak. Dit pkt. 5 var også noget der faldt mig for brystet, men jeg kunne ikke lige finde den rette formulering.

Vi må tage bogen og sagen alvorligt. Jeg vil gerne diskutere de mere substantielle ting. (Ikke alt kan diskuteres, da bogen har mange vinkler.)
...
Hvad betyder det for vores skole- og undervisningskultur, at begreber forandres? At vi går fra "undervisning til læring" eller at begrebet "undervisning" ikke nævnes mere i det omfang, det tildligere blev anvendt? Er ord og begreber "ligegyldige" eller vil de forandre vores syn på læreren og vores syn på, hvad mening med undervisning/skolen er? Vil det forandre læreruddannelsen etc.? Bogens svar og budskab er, at det vil den og det vil den i negativ retning. Med Biasta argumenteres for, at vi er underlagt en neoliberal læringsgørelse og det er den, vil skal rette fokus på. Jeg deler bekymringen, kan følge kritikken (den faglige ikke den personlige) men savner en didaktisk diskussion og kritik. Biastas udgangspunkt er bl.a. at læring er en "tom-markør", at den ikke sætter et indhold. Det afsæt køber Keld, men forholder det sig nu også sådan? Er læring tomt og uden retning/ indhold? (Lektor Merete Wiberg DPU har diskuteret netop den problemstilling hos Biasta i bogen "Dannelse i en læringstid".)
Er dannelse og læring to adskildte fænomener? Det syntes bogen at lægge op til i dens kritk. Uden at stille spørgsmål om det er holdbart.
Keld og Biasta kommer på den måde til at reducere undervisningen ved at diskvalificere læringen. På samme måde iøvrigt, som målstyretundervisning kommer til at diskvalificere undervisningen ved én sidigt at styre efter læring. Didaktisk analytisk må man holde begge begreber - læring og undervisning - i spil og ikke reducere den ene til fordel for den anden. Man kan godt normatv kritisere læringsdiskursen, men man kan ikke undvære bergebet - både indholdsmæssigt og styringsmæssigt. Den diskussion griber Keld ikke - desværre. Men så griber han i øvrigt mange andre væsentlig emner i en god og velskrevet bog.
Lad os diskutere bogens substans, det fortjener bogen, forfatteren og folkeskolen.
vh
Alexander

@Alexander. Hvis jeg skal stille helt skarpt på det, som underviser, så taler vi om målstyret læring, ikke målstyret undervisning.
Jeg frygter, som underviser, at jeg bliver gjort ansvarlig for læring. Altså, at jeg skal garantere de processer, som sker inde i modtagerens hoved.
Jeg ser så utroligt mange fejl og faldgruber i den tankegang.
Jeg hverken kan eller vil komme med en læringsgaranti. Det svarer til at en kørelærer på forhånd siger, at du består, selv om man godt ved, at der er en risiko for, det ikke sker.
Men når du så skriver målstyret undervisning, så er jeg helt med. Det er lige nøjagtigt det, jeg gør og altid har gjort.
Så uden mål og med findes kun i det omfang, at læreren kommer ind i klassen uden mål for sin undervisning og ambitioner om elevernes læring.
At sige at læring er målet reducerer jo undervisningen/indholdet til en ligegyldighed rent didaktisk, så kan alle, der har metoden foran sig jo gå ind og sikre læringen, og det ved vi vist godt, det næppe er sådan virkeligheden er.

Jeg mener læringsmålstyret undervisning og ikke målstyretundervisning. Beklager.
A

Jeppe Bundsgaard: I dit indlæg her i debattråden kommer du til at skrive noget, der bringer det måske mest usympatiske ved skolereformen frem - i hvert fald set fra lærer- og forældreside:

"Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg havde foretrukket at debatten om Kjelds analyser var foregået i mindre offentlige fora, før de i en mere gennemarbejdet form var bragt til offentlig diskussion."

Før tidligere reformer har der været ført en offentlig debat - FØR detaljerne blev lagt fast "i en gennemarbejdet version".
Det, der virkelig giver vanskeligheder med at få denne reform til at fungere, er den topstyring, der har skabt et klima ude på skolerne, som var det i Østtyskland før murens fald.
Det lader sig jo ikke skjule, at såvel kernen i reformen som mange af detaljerne er udtænkt i svale kontorer af mennesker, der ikke først har bevæget sig ud dertil, hvor børnene er - og slet ikke har undersøgt og ladet sig påvirke af praksis.
I bliver fornærmede over en analogi til nysprog - mens lærere i meget stort tal ude i landets skoler er blevet affærdiget, og deres kritik skubbet til side.
Man har fået at vide, at man ikke skal tale om undervisning - men læring. "Disciplin" er forsvundet uden nogen erstatning - "fortælling" er blevet til "storytelling", som vitterlig er noget ganske andet - fortælling som undervisningsform er er blevet noget helt umuligt her i Grundtvigs fædreland, da såvel undervisning som fortælling er udfasede ord ...
Hvis man indrømmer, at man forsøger at lære sine elever at lytte aktivt, så er man erfaringsramt og fra det brune hjørne - det kan ikke have undgået jeres opmærksomhed, at også "erfaring" er blevet gjort til et negativt ord; hvorimod "evident" er blevet ensbetydende med i overensstemmelse med Hatties behandling af statistiske oplysninger - og meget, meget positivt.
Kort sagt - helt uden statistik, så er vi mange, der genkender Skovmands opfattelse af, at et pædagogisk nysprog bruges til at ensrette lærerne.
Og ærlig talt - jeg finder det i grunden ret arrogant først at komme med den kunstige peer review-artikel - og så bagefter i et indlæg at fortælle, at man skam da godt kan se noget, der er grund til at diskutere og problematisere - men at man havde foretrukket, at det skete i lukkede akademiske cirkler først ...
For så at slutte af med at forlange, at vi andre skal være mere positive, før en debat kan gå i gang.

Jeppe Bundsgaard du skriver "skolen og verden var ikke perfekt i 2012", deri kan du naturligvis have ret, men den vej, du blandt andre har udstukket for folkeskolen, er endnu ikke "færdiggjort" og selvom du/ i ser kaos i det hjulspor i trækker, får det jer slet ikke til at tøve eller overveje om dette er det rette.

Jeg skal være ærlig og sige at jeg kun håber på mere kaos, på mere lærer flugt, på flere vrede forældre (dem er der desværre alt for få af) og på at der snart er nogle skoleledere der skriger til verden "vi har nået smertegrænsen, dette vil jeg ikke byde mine ansatte".
Jeg er også en mega bitter person, der bærer nag og har en hukommelse som en elefant. At formilde mig, er derfor op ad bakke, men når du dertil er det skam det hele værd. :)

Hvis dit profilbillede er dig... har du så børn i den skolepligtige alder, hvis ja hvilken privatskole går de så på?
Beklager det sidste her blev personligt, men alt det ovenstående har været ekstremt personligt for alle os der var/ og endnu er i folkeskolen.

Der tager du desværre fejl, Nina. Så vidt jeg er orienteret, så er Jeppe lige så involveret i folkeskolen, som vi lærere er.

Hvordan og hvorledes!

http://www.dr.dk/p4fyn/artikel/nyheder/2015/04/29/100410.htm&ved=0ahUKEwjF55yV0p3MAhXNJSwKHTLmDVQQFggZMAA&usg=AFQjCNFlnpU8TocT9WtejXqraxYJeKaU4Q

https://www.google.dk/url?sa=t&source=web&rct=j&url=http://www.dr.dk/p4fyn/artikel/nyheder/2015/04/29/100410.htm&ved=0ahUKEwjF55yV0p3MAhXNJSwKHTLmDVQQFggZMAA&usg=AFQjCNFlnpU8TocT9WtejXqraxYJeKaU4Q

Er der ikke skrevet stolpe op og ned herinde, fra lærer i Odense om at brugen af læringsmålstyring og platforme er en tvang hos netop dem.

Vi kan jo alle sidde i skolebestyrelserne med forskellige dagsordner. Har du ret i, at det er den samme person, er det dog skønt, at hans børn også bliver prøveklude i denne misk mask.

Kære Nina

For en god ordens skyld: Jeppe Bundsgaard er ikke hovedansvarlig for udformningen af FFM, læringsmålstyring etc. Han er, så vidt jeg ved, kritisk overfor elementer ved læringsmålstyringen, og han er i særdeleshed kritisk over for anvendelsen af Nationale Test som indikator på reformens succes.

Lad os fokusere på sagen, og undgå at personlige angreb kommer til at stå i vejen for en fortsat dialog om, hvordan vi gør skolen bedre.

Det blev personligt, ja. Dog føler jeg ikke, der var problemer med tonen!!!!!

Jeg er den lærer, der har skrevet stolpe op og ned om tvungen læringsmålstyring i Odense.

Der har også været "nogen" kvinderyst på dette område, så vidt jeg erindre. ;)

Jeg tillader mig at henvise til min kommentar til peer reviewet: http://www.folkeskolen.dk/586620/uden-maal-og-med-en-kildekritisk-anmeldelse-af-et-peer-review

Nu da jeg omsider har taget mod til at lave en profil på folkeskolen.dk og blande mig i debatterne, finder jeg mig nødsaget til at rive op i denne sag, ikke mindst fordi den stadig spøger i nuværende kontroverser. Jeg kan som forsker og akademisk dannet kun erklære mig enig i, at dette er et tilfælde af groft -muligvis uagtsomt- misbrug af peer review genren. Lige nu har jeg selv peer review-retningslinjer for to Danske og to internationale tidskrifter liggende, og i alle fire tilfælde pointeres det, at kritik skal bruges konstruktivt med præcise henvisninger til de afsnit, man mener kan forbedres og præcise forklaringer til, hvordan de kan forbedres. En peer reviewer er følgelig ikke en smagsdommer, som skal vurdere en artikel ud fra om han personligt er enig med den. Et review er ment som en hjælp til forfatteren, så han kan få øje på blinde pletter og levere en bedre artikel. Og hvis artiklen er så greel, at revieweren ikke mener den kan antages, skal der følge udførlig og detaljerede argumenter med ifølge retningslinjerne. Kan revieweren ikke sætte sig ud over sine egne kæpheste og hjælpe forfatteren ved i første omgang at bidrage til at skærpe hans budskab, er fagfællen slet ikke at betragte som “fælle”, men inhabil, hvis vi tager konsekvenser af tidskrifternes retningslinjer. Jeg kan ikke se, at forfatterne til dette partsindlæg, som det jo er, har undskyldt for bruge begrebet nedgørende i egne interesser, men det burde de efter min mening, ikke mindst for at spare dem selv for, at denne sag vil dukke op igen og igen som et ad hominem argument mod, hvad de ellers har at sige i andre sammenhænge.

Hej Henrik Jeg er enig. Vi skulle ikke have brugt den genreangivelse på vores kritik af Skovmands bog. Dét har jeg beklaget i flere sammenhænge og nu også her. Jeg mener i øvrigt ved genlæsning at vores kritik er sober og saglig. Jeg hører gerne hvis du er uenig. Mvh Jeppe

...så længe den ikke bruges som undskyldning for at tage ufine pseudo-akademiske virkemidler i brug. Jeg taler her om form og ikke indhold. I kan have ret eller uret, det er ikke relevant for min kritik. Jeg har ikke lige kunne finde jeres beklagelser andre steder, men det er jo heller ikke fair, at jeg skal lede efter dem andetsteds og ikke her, hvor miseren udspillede sig. Så tak for, at du slår beklagelsen fast en gang for alle, hvor den hører hjemme. Så er alt på det rene herfra, og jeg håber, at andre vil bidrage ved at lade sagen ligge i andre sammenhænge, så vi kan fokusere på det saglige indhold af diskussionerne i stedet for.