Fin analyse der giver mening, i alle fald for nogen af dem, der har oplevet forløbet.

Meget fint indlæg.
Der burde også kunne tales mere rent om, at min kerneopgave som lærer engang var undervisning og børns læring. Nu er den mere blevet "behandler" og "opbevarer", og målet for en lektions undervisning nu i langt højere grad handler om at give eleverne en så tålelig dag som muligt.
Det er ikke godt.

I Norge, har jeg hørt fra velunderrettet kilde, afskaffede man for nogle år siden begrebet specialundervisning og dekreterede den totale inklusion. Følgen i den virkelige verden er blevet nye rekorder i andelen af elever, der må placeres i specialordninger. Sidste tal, jeg hørte, var 8%.

Underligt, at ingen undrer sig over, at fra vi herhjemme omkring 1993 begyndte at tale om først rummelighed, siden inklusion, til 2012, hvor man begyndte at voldinkludere for alvor, blev andelen af ekskluderede elever tredoblet. Det var også i den periode man hamrede løs på lærerne med slogans som 'barnet i centrum' (hvad for et af dem?), 'det er ikke barnet, der skal komme skolen i møde, men omvendt', 'vi skal møde barnet der, hvor de er'. Det, dav. rektor på DPU Lars Henrik-Schmidt kaldte 'succespædagogik', hvor vi skulle 'bygge på barnets styrkesider', og fremfor alt undgå at tilføje børnene nogen form for nederlag, for det ville være åh så synd for dem. Som om nederlag ikke er en naturlig del af livet, som alle skal lære at takle.

Underligt også, at man totalt ignorerer specialskolernes erfaringer, der entydigt viser, at er der noget, elever på kanten af fællesskabet, navnlig ADHD'ere og autister IKKE tåler, er det flimmerskole med opbrud i relationerne hele tiden og løse strukturer. Skift er gift, som skolepsykologernes Bjarne Nielsen plejer at sige. Hvorefter man laver en reform, der går præcis den vej.

Og underligt, at man ikke hæfter sig spor ved, at ADHD stort set kun forekommer i områder med udstrakt ansvar for egen læring i skolerne: Skandinavien, Nordeuropa, USA's østkyst og vestkyst. Ikke i midtvesten, ikke i Sydeuropa, og slet ikke i den arabiske verden eller orienten.