Jeg er ældgammel, så det forklarer nok, at jeg har svært v ed at forstå, hvad der er lavet i forliget. Min mening er, at man ikke skal lave begrænsninger for unge i udvikling. Men en alvorlig samtale om den unges videre uddannelse har vel altid været aktuel. Nu bruges meget langt ord (sikkert opfundet på et skrivebord i UV):
Uddannelsesparathedsvurdering. Med karaktergivning. Hvordan skal det foregå?

Jeg synes, at Bondo spreder panik med sine "farer vild i eget liv" og "spiseforstyrrelser".

De usikre unge får netop et holdepunkt i deres liv, når vi oppstiller tydelige forventninger - IKKE når vi bilder dem ind, at de har fri adgang til alt her i verden.
Det andet er '70 er pædagogik, og det er vist prøvet. Endte det ikke i en hashrus et eller andet sted i Nordjylland?

Og undskyld mig, men vi har indført nogle forventninger til vores unge, som er ret beskedne (omend noget rodet formuleret): Jeps, du skal være bogligt sikker for at få lov at gå i gang med en boglig uddannelse.
Du skal også have god balance for at blive linedanser - men det krav kan vi da godt slække på og så se, hvor mange, der falder ned.

Vi svigter netop vores unge, hvis vi bilder dem ind, at man kan gå igennem verden uden krav, der skal opfyldes, hvis man vil nå sine mål.

Det er klart, at det bliver en svær tid for alle, der forventer, at folkeskolen bare kan fortsætte i al evighed som en sammenrodet tryghedsanstalt, hvor al læring, der anfægter trygheden, nedtones eller skubbes til side. Karakterer og diverse former for måling af skoleresultaterne er for længst lagt for had, fordi sådan noget kan afstedkomme forstyrrelse af velbehaget hos alle de bogligt svage, som al pædagogisk interesse i dag er samlet om. Og de bogligt dygtige kan komme til erkendelse af deres dygtighed med hjælp fra karakterer og målinger, Og det er jo heller ikke godt i en tid, hvor skolen gør alt for at holde dygtige nede på et middelmådighedsniveau.

Derfor skal alle i fremtiden kunne komme i gymnasiet, hvis de bare kan præstere et gennemsnit på minimum et tretal i karaktergennemsnit i de bundne prøvefag til folkeskolens afgangsprøve. Og på det grundlag har nogen truet med at kalde folkeskolen for en eksamensskole, formentlig fordi politikerne har rodet sig ind i noget flitterstads med et sekstal og et femtal og et firetal, der alt sammen ikke betyder noget for adgangen til gymnasiet. Men selvfølgelig: Lad os da bare kalde skolen for en eksamensskole, når man nu skal op på minimum et tretal for at komme på gymnasiet. Eller et total for at komme på HF fra tiende klasse.

Sandsynligt er det næppe, at DLF får ret i, at sådanne krav kan afstedkomme spisevægring eller stress hos nogen. Men sandsynligt er det derimod, at den brutale tretalsbom for at komme i gymnasiet strider mod hele idegrundlaget bag reformmakværket, hvor der er gjort alt (eller i hvert fald meget) for at fjerne alle krav, der på nogen måde kan give ridser i trivselen.

Jeg synes ikke, at det er skolens opgave at bestemme elevernes fremtid. Det må være elevernes eget valg, naturligvis efter den fornødne rådgivning. Så er det deres eget ansvar, om de kommer igennem den vej de ønskede. Gymnasiet skal også meddele de unge, som ikke kan leve op til kravene i 1. g, at de må finde en anden uddannelsesvej. Det er eget valg og eget ansvar.

Selvfølgelig er det ikke, eller rettere burde det ikke være, folkeskolens opgave at bestemme elevernes fremtid. Men den sammenrodede elevudelte skole, herunder ikke mindst reformskolen, er jo netop indrettet på at tabe de bogligt svage og forsømme de bogligt dygtige i undervisningen. Den elevudelte skole og ikke mindst den katastrofale skolereform er jo indrettet på at holde de dygtige elever tilbage i uddannelsen, hvorved skolen altså spærrer vejen for disse elever til meget af alt det, som disse elever kunne nå, hvis de i deres skoletid havde fået en undervisning og dermed en uddannelse, der var lagt an på netop disse elevers boglige evner. Og dermed har skolen i væsentligt omfang bestemt (begrænset) disse elevers fremtid. Så hvis det ikke bør være skolens opgave at bestemme (begrænse) elevernes fremtid, så bør skolen indrettes elevdelt, så alle elever får en efter deres evner tilpasset optimal undervisning.

Derimod er det ikke skolerne, eller i hvert fald ikke skolerne alene, der bestemmer, om en elev skal ende med at få det tretal, som kan åbne for adgangen til gymnasiet. Det er eleverne, elevernes medbragte læringsevner, elevernes flid, og uddannelsesparathed m.m., der bestemmer, hvilket resultat eleverne kan forlade skole med. Og så er det politikerne, der må indrette gymnasiet, så det passer med det uddannelsesniveau, som skal give adgang til gymnasiet.