Man kommer til at gøre sig klart, at mobningsbekæmpelse er en meget kompleks og temmelig uoverskuelig,men ekstremt vigtigt opgave. Det går ikke, at vi deler os i to lejre for og imod sanktioner. Der er tale om to adskilte opgaver: Den kortsigtede, hvor mobningen skal bringes til standsning nu og her som det komplet uacceptable overgreb, den er. Og den langsigtede, hvor det miljø, der skaber mobingen, skal kvæles til fordel for det trygge og varme miljø, hvor mobning er utænkelig. Der er gået lejrtænkning i vores samtale om mobning. Men det kan ikke være et enten-eller. Svigter man den ene opgave, umuliggør man den anden. Tendensen til at betragte det akutte indgreb som ufint og primitivt på den ene side og det forebyggende arbejde som naivt på den anden side må og skal afløses af en forståelse af, at det er et både-og. Det nytter jo ikke noget at ville indføre brandsikkerhedsregler, når det brænder, ligesom det ikke giver mening at slukke brande i et væk uden at interessere sig for, hvorfor de opstår.

Den teknik, hvor man vil bekæmpe mobning og anden dårlig adfærd med at lade en AKT-lærer, der i øvrigt ikke til daglig underviser klassen, gå ind og tage en klassesamtale - evt. kun med pigerne, eller kun med drengene - er gennemført håbløs. Det kræver et meget nært kendskab til klassen og dens normer at forstå, hvad der foregår i sådan en klasse - så man kan lede en klassesamtale uden et eleverne sætter dagsordenen, og uden at man tromler dem. Men netop sådan et nært kendskab er jo det, man er ved at gå væk fra, når man afskaffer klasselærerens funktion (og den tid, der var afsat til at være klasselærer). Der findes lærere, der på trods af et stort kendskab til klassen ikke kan bekæmpe mobning - men så er det spørgsmålet, om de er egnede til klasselærerrollen? Og om man måske ikke skulle prøve at læsred dem det? Hvis det anses for vigtigt at få en udenforstående ind og vurdere, hvad der foregår i klassen, burde man sætte vedkommende til at observere almindelig undervisning i klassen med de forskellige lærere - og frikvartererne i en periode, før denne observatør giver sig til at holde klassesamtaler. Der findes næppe nogen mere farlig metode at bruge til at opklare den sociale funktionsmåde hos en gruppe teenagere end at lade dem snakke under opsyn af en voksen, der ikke kender dem, og som ikke griber ind. Hos en flok teenagepiger med mobning som vane er det ren Fluernes Herre. Men det er jo desværre godt i tråd med den herskende tanke om, at der ikke skal undervises, og at læreren helst skal være en anonym forvalter af givne, personlige mål. Det er bare desværre ikke sådan, at der er fornuft i at lade børnene selv danne deres moral - og gruppemoral er et område, hvor man ikke kan forlade sig på forældrene; for de ser ikke deres børns adfærd i grupper af jævnaldrende, og har derfor ikke god mulighed for at korrigere den. Hvorfor er der så stor konsensus omkring princippet i at lade børnene selv tale sig frem til klassens regler, eller hvilke tiltag der skal i gang for at stoppe en uheldig adfærd? Hvorfor er det ikke klart, at den voksne har bedre erfaring og mere indsigt i, hvad der skal gøres? Eleverne kender jo ikke anden skolevirkelighed end deres egen - hvis det er en klasse med mobbevaner kender de kun den virkelighed, der er i sådan en klasse - og kun de teknikker, der afværger angsten der. Somme tider har jeg tænkt på, hvad det ville betyde at sende sådanne elever i praktik, enkeltvis, i velfungerende klasser - for at de skulle opleve, at man kan have det rart uden konstant at være på vagt og holde andre nede? Men risikoen ville så være, at overførslen gik den anden vej - for mange af disse børn er jo overbeviste om, at de andre er barnlige, fordi de ikke bruger deres tid på at efterligne voksne. En "pigesamtale" som redskab mod mobning er enten stærkt manipulerende eller - som ovenfor skildret - en cementering af magtbalancen og derved mobningen. At anbefale den slags er at acceptere læreren som et element i elevernes hakkeorden.

Med de voldsomme ændringer via den såkaldte reform af Folkeskolen i forhold til tidligere tiders muligheder, er der meget, der er blevet meget mere indviklet, besværligt eller umuligt at foretage sig. Fjernelse af klasselæreren er en af de ændringer, der begrænser mulighederne for at gøre noget fornuftigt, når man skal håndtere en klasse. Meget er gået tabt på den konto. Håndtering af mobning er en af dem. Til gengæld er der kommet er utal af "konsulenter", der har deres bud på stort set alt, der bør gøres i Folkeskolen for at rette op på de ting, der blev ødelagt med den nugældende lovgivning.

"Samtidig er skolelederen ansvarsbærer" Nemlig: http://groups.kilroy.dk/?utm_source=folkeskolen&utm_medium=topbannerfs&utm_content=kilroy3studytourstopbanner&utm_campaign=kilroy3offersaug

"Samtidig er skolelederen ansvarsbærer" nemlig: http://www.folkeskolen.dk/591954/goer-skolelederne-juridisk-ansvarlige-for-at-standse-mobning

Den, der skubbers ud af gøgereden - inkl. dennes familie - har brug for sparrings-partnere. Det er lidt som ved et møde - hvor "man er i stærkt mindretal". I artikel-eksemplet er Mie & moderen i stærkt mindretal. Og, befængt med problematikken (udstødelsen, ydmygelsen, mindreværdet) er "de vingeskudte". Pigerne opretholder samtidig fællesskabet, ved "allesammen ved samme møde". Lidt som ved "vidne-retssager" med beskyttelses-forhold-etc udtaler ingen sig, når man er "bange for repressalier" ... den stærke i pigeflokken gør, at man "holder mund" og "støtter op" ... Jeg tror, at pigerne/klassefællesskaberne, der har tillært en individ-nedbrydende kontakt- og omgangs-form, har godt af at blive splittet op. Dvs. hvis der er 2 klasser på skoleårgangen, så er en af brikkerne i puslespillet, at opdele/splitte klassen - f.eks. merge den med en anden klasse, evt. på en nær anden distrikst-skole. Alt i alt, er det vigtigt at sende et signal om "ikke ok" samt "udvikling af sunde interaktionsmønstre" - og at det ikke er den der ønskes udstødt og væk, der i praksis kommer væk. Dette vil, ligesom det blev set i filmen Wonder (2017), ikke blive accepteret - da udstøderne ofte er "lederne, md forældre med god indkomst og social kapital og magt" - men, det vil være effektivt ... I vores lille-skole i en mørk provins - sker det modsatte: Dem der har magt, får lov til at (mis)bruge denne magt, til at definere virkeligheden - og dem der sidder på en svag pind, ryger ad hekkenfelt til, endda hjulpet "på vej" af skolens ledelse og personale! Stik imod bl.a. inklusions-hensigten. Alt i alt: Det modsatte af defakto, ville kunne få vægtskålen til at balancere - og ville kunne skabe præcedens, bl.a. pga. en begrundet frygt for selv at "blive udsat for noget rigtigt trælst noget" (f.eks. fysisk klasseskifte).