Vi snakkede i går om uduelige møder/kurser i folkeskoleregi. Hvorfor skal løsninger søges udenfor skolen, vi har faktisk al den ekspertise der skal til. Tænk hvis der blev sat tid af, hvor vi kunne dele faglighed blandt kolleger på nærliggende skoler. Og tænk hvis vi har fri for den hæmmende læringssky der hænger over ethvert møde eller kursus i disse år, det er kvælende og måske mere giftigt end indeklimaerne nogle steder. Men tak for at fortælle det vi sagde inden reformen, dette vanvid skaber intet nyt, det er ren reproduktion.

Det der er i vejen med tilstedeværelsespligten er den måde, den blev indført på, og den rigiditet, den mange steder bliver gennemført med. Noget af det positive, den har tilført mit lærerliv, er netop muligheden for at møde kolleger på gangen eller ved kaffemaskinen og snakke om undervisningen eller eleverne mere uformelt. Jeg har faktisk ikke haft så mange sparringer som nu som er startet fordi jeg tilfældigt mødte en kollega, og jeg synes, det er skønt. Det skaber pædagogiske åndehuller, som jeg ikke kunne overleve uden i en ellers iltfattig skolehverdag.

Helle Heins forskning modsiger den kritik, der opstod for et par år siden i kølvandet på Lise Tingleffs undersøgelse af lærernes teamsamarbejde. LT kom som bekendt frem til, at lærerne brugte næsten al deres teamtid til takling af rent logistiske anliggender over kaffen og kagen, mens de dybe pædagogiske samtaler fortonede var sjældne. Det, Helle Hein nu påviser, er, at den stramme tidsstyring af lærerne har gjort dette problem endnu værre end det var i forvejen. Afmonteringen af lærerværelset og lærernes lystprægede samtaler har de facto sat vidensdelingen i stå. Nu er alle travlt optaget af at passe deres egen butik hver især. Engagementet, kreativiteten, originaliteten og innovationen har trangere kår end nogensinde. Lønarbejderkulturen triumferer og skolen forfalder.