Det kan forekomme sympatisk, for socialisering er jo nødvendig for vores fælles liv. Jeg må dog problematisere, at man bruger en specialpædagogisk tilgang af flere grunde: Elever med autismediagnose har (groft sagt) ikke den medfødte evne til at fornemme andres følelser intuitivt, og mentalisere etc. Derfor kan man med social træning øve hvordan man omgås andre. Dette er kognitivt funderet. Man træner forskellige situationer og "spilleregler", så de får en mulighed for bedre sociale interaktioner. Men hov - så kommer vi ind på almenområdet: Her har vi elever, der som udgangspunkt (ihvertfald set ud fra udviklingpsykologi m.m.) allerede er disponeret for muligheden for at interagere socialt. Men der er gået noget galt? Hvorfor skal de til "at lære" at omgås andre socialt? Med social træning som er kognitivt orienteret? Er det fordi, de ikke har fået de fornødne voksne relationer, omsorg og fælles samspil i institutionerne? Og hvad sker der i skoleregi? Der står i anmeldelsen: "Det er vigtigt, at vi bliver bedre til at omgås hinanden, særligt når eleverne nu skal være i skole sammen i længere tid og på mindre plads og skal inkluderes med forskellige personlighedstyper – og med lærere, der ikke har samme forberedelsestid som før. " Hvad er dette udtryk for? - Elevernes længere skoledag - På mindre plads - Inkluderes med forskellige personlighedstyper (hvad er det??) - Lærere, der ikke har samme forberedelsestid som før Vil det sige, at for lave normeringer i institutionerne og organisatoriske rammer og vilkår i skoleregi ender med at blive et problem for eleverne, som skal "træne sociale færdigheder"? Endda med en udpræget kognitiv tilgang? Hvad blev der af udviklingspsykologien, relationer, samspil, interaktioner, dynamisk samspil etc? Og hvad er det pædagogiske spørgsmål? Tilpasning? Der er noget, der er helt galt her.