Desværre fremgår det af Hermanns seneste bog, at han mener formålet er noget der skal "omsættes". Og det er netop hvad man har gjort med FFM. I en af de seneste rapporter fra formandskabet for Rådet for børns læring, som Hermann jo sidder i, kan man endvidere læse, at formålet for dagtilbuddene ikke bare skal stå og "flagre i vinden" som det åbenbart har gjort til nu, men skal omsættes i operationelle mål. Jeg giver ikke meget for den form for formålsbevidsthed.

Der er bøvl med Hermanns ræsonnement: ” Selvfølgelig har det implikationer på formålet, at vi gerne lave en så stor forandring i den danske folkeskole.” Det er vel målet, der bestemmer retningen og ikke retningen, der angiver målet.

Hvor var Hermanns tale om skolens formål da Antorini og Trane Nørby herskede? Det forekommer mig, at Hermann følger den til enhver tid herskende strøm fra UVM. Tilbage står derfor, hvad er det egentlig han mener?

Jeg bliver altid imponeret, når NPM-drengene formulere sig. Hvor får I det fra? Lærer I det på kurser eller er det en slags arbejdsskade? Hvordan kan I gøre sort til hvidt og omvendt ? Først implementerer I nogle bestemte metoder, og når de så ikke virker, så går I direkte efter formålsparagraffen. Under et eller andet newspeachord - "meningskæden"- lægges der op til en total ensartethed og social engineering fra vugge til grav. Stefan Hermann, du har med professionshøjskolen at gøre, du ved da, der er noget, der hedder pædagogik og almen didaktik! Og at formålsparagraffen er et udtryk for oplysningstiden. Og at lærere og pædagoger er uddannede til at tolke formålsparagraffen ind i en pædagogisk skolepraksis. Hvis du ikke tiltror lærere og pædagoger den opgave, så kan det alene være fordi deres uddannelse er for dårlig, og her har du jo mulighed for at rette op på en elendig læreruddannelsesreform. Start med den først og få gen-indført faget Pædagogik og giv så pædagoger og lærere den faglige respekt, at de efter endt uddannelse kan få lov til at tolke formålsparagraffen ind i deres pædagogske praksis. Hvorfor uddanne folk, når man herefter vil styre dem ? Jamen hvad sker der med det her land! Hvorfor vil I forlade oplysningstidens fokus på faglig ansvar og i stedet styrer via loven fra vugge til grav? Og hvorfor undsiger du læreres og pædagogers evne til at tolke skolens formålsparagraf pædagogisk, altså i praksis, når du selv står for deres uddannelse? Der er da en meningskæde, der totalt er røget af et sted i toppen!

Jeg venter spændt på hvilket svar du får Iben. :)

Hvis reformpolitikerne havde taget diskussionen om folkeskolens formål med i processen, da de lod en lille, anonym gruppe af embedsmænd lave reformen henover en sommer i finansministeriets regi, ville de have udløst et ramaskrig, der ville have spoleret hele deres køreplan. Det ville simpelthen have været FOR frækt. Man kan bare ikke skrive et nyt formål for folkeskolen på den måde, uden offentlighed, uden debat, over hals og hoved. I stedet lod de, som om de respekterede formålet og bare justerede lidt i organiseringen og lærernes arbejdstid. Det står nu klart, at de gik langt videre og i realiteten lavede en reform, der er på kollisionskurs med sit eget formål. Samtidig er det blevet for lyst til, at de kan slippe afsted med at lave et nyt formål, der passer til deres reformmakværk. I stedet sker der nu det, at skolen nu er ved at vågne til dåd og besinder sig på sit formål, og det må og skal virke tilbage på reformen, der forhåbentlig om nogle år vil vise sig at være blevet en parantes i dansk skolehistorie.

Stefan Hermann indleder sit meget interessante indlæg med den fine formulering: Formålet er det fineste politiske kompas. Det er en meget sympatisk formulering og jeg hilser den velkommen, men ikke helt ubetinget. Der er noget, der knager og knirker. Noget der ikke rigtig passer med den nye signatur. Foucault beskrev det meget rammende i sin bog om "Ordene og tingene"(da. udg. 2002), hvor han siger, at sympatiens kode skal være proportionel med tingenes rette tilstand - med sandheden om man vil. Og det er her jeg begynder at tvivle på Hermanns forvandling og gode hensigter. Jeg har fx svært ved at udviske billedet af en meget enerådig lederskikkelse, som i sin tid med sin tiltrædelse som rektor på Metropols professionshøjskole spredte vild panik blandt sine ansatte - og nogle flygtede ligefrem over hals og hoved. Nå, men det var dengang. Og naturligvis bliver de fleste folk mildere med alderen og erfaringen. Men jeg har alligevel stadigvæk svært ved at forstå, at den strømlinede filosofisk skolede teknokrat pludselig skal gøre sig fortjent til en ny signatur, en ny forklædning i mere humanistiske gevandter. Jeg har også svært ved at forlige mig med den opstyltede tingsliggjorte sprogbrug omkring styringskæder og meningskæder. Der er noget underligt koldt i denne metaforiske begrebsføring, som indirekte røber, at signaturskiftet er knap så overbevisende som prætenderet. Det er klart, at styringskædens kapsler er blevet lidt rustne inden for de sidste par år. Mange lærere, undervisere og forskere nærer ikke længere den samme tiltro til det kompetence- og læringsmålstyrede undervisningsparadigme. Kæden kører ikke længere som smurt og det indrømmer Stefan Hermann jo også, selvom jeg ikke rigtig kan mærke hans dedikation og engagement omkring kritikken af den topstyrede forvaltning af uddannelsessystemet hele vejen rundt. Stefan Hermann anerkender da også med sin nye signatur, at undervisernes arbejde skal tildeles lidt mere meningsfuldhed - og vel også lidt arkaisk dannelse. Det er rart, at Hermann nu opfordrer os alle sammen til at løbe væk fra målene og i favnen på formålet. Det er smukt. Og jeg tager ham gerne på ordet og håber, at han vil gøre sin nye erkendelse gældende i professionshøjskolernes Ledernetvæk, så vi kan få revideret den nye læreruddannelse på en lang række nødvendige områder. Og så alligevel føler jeg mig usikker på, om det er den vej kompasset drejer. Vi er mange indenfor undervisningssektoren, som gerne vil have vores autonomi og faglige professionalisme tilbage, så måske er der et lille håb ude i horisonten. Spørgsmålet er igen: kan vi nære tillid til en af NPM´ heltenes pludselige hamskifte. Lad os spørge Luhmann, som Stefan Hermann sikkert kender til perfektion. Luhmann siger: Værdig til tillid er den person, som gennem et vist kontinuum fastholder sine synspunkter i meningsfulde relationer til andre og verden. Spørgsmålet er så igen: Er Stefan Hermann ved at løbe panden imod tillidsbegrebets temporale relatering i sin politiske opportunisme? Jeg føler mig ikke helt overbevist om, at Stefan Hermanns nye signatur kan opfylde sympatiens kode og proportioner til fulde. Kæderne knirker stadigvæk.

Der er helt sikkert bøvl med forholdet mellem mål og formål. Men at bede en cand.polit om at forstå rækkefølgen, ligger det ikke udenfor hans evner? Du kan ikke, skal ikke og må ikke strømline vejen fra formål til mål i en kooperativ tankegang. Det her er ikke en business. Jeg ser strømliningen for mig med en manglende diversitet til følge. Det svarer sgu lidt til at bede landmænd gøde al jord lige, selv om afgrøderne og jordbundsforholdene er forskellige. Bevægelsen mod mere frihed til de fagprofessionelle går over frihed til at udfylde formålet. Langt større frihed end i dag. Børn skal ikke lære det samme. De er ikke ens og vil ikke det samme.