Det er bestemt ikke særligt bemærkelsesværdigt, at der blandt folkeskolens lærere en gang imellem fostres en ide om, at skolen egentlig burde uddanne alle elever bedst muligt i overensstemmelse med deres evner og forudsætninger. Det mest bemærkelsesværdige ved det esbjergensiske da Vinci-initiativ er derfor DLF’s reaktion repræsenteret af Esbjerg Lærerkreds. Den utroligt forbenede reaktionære vrangvillighed overfor et initiativ, der er til soleklar gavn for børn, som skolen som udelt hidtil har måttet forsømme for så meget mere at kunne forsvare et ideologisk makværk af en skoleafart, sætter DLF’s ofte hævdede villighed til at foreslå forbedringer i den skole, som foreningen har mere end lod og del i, i grelt relief. Den for en fagforening egentlig naturlige modstand mod Esbjerg kommunes omtalte fordelingsnøgle, hvor én ekstra elev i en klasse kan udløse en fordoblet klassetildeling, bliver pludselig gjort til en redningsplanke i argumentationen mod opsamlingen af elever i da Vinci-klasser. Skidt med at skoler får tildelt midler efter klassetal pr. påbegyndt 26 elever. Det taler man ikke imod. For værre er det, at elever får bedre skoleforhold. Her må angrebet sætte ind. For det er kritisabelt. Når vi har en udelt skole, der forsømmer de dygtige og i øvrigt taber de svage, så skal man ikke komme og ødelægge det hele ved at indrette skolen børne- og undervisningsvenlig. Kampen for opretholdelsen af enhedsskolen går forud for børnenes uddannelse. Det er DLF’s politik, når det kommer til stykket. At Undervisningsministeriet har godkendt da Vinci-projektet er jo lidt af en streg i regningen. For hvem holder de egentlig med derinde i ministeriet? Det kan vel ikke passe, at der derinde er udviklet en uanstændig og nærmest lovstridig interesse for at gøre undervisningsforholdene og indlæringsforholdene for børnene så gode som muligt? Hvad så med den forvrøvlede virkelighedsfjerne fantasiforestilling om, at det er i udeltheden, at de svage og de dygtige lærer mest. Dette strider ganske vist mod virkeligheden. Men vi har jo vedtaget, at sådan er det bare. Og sådan en vedtagelse er sandere end virkeligheden. Kan lærerne da ikke snart forstå, at det hele ordnes uden videre, ikke ved da Vinci arrangementer eller ved holddannelser i stil med niveaudelinger eller ved andre hensigtsmæssigheder, men ved at lærerne skal tage sig sammen og begynde at undervisningsdifferentiere. Erfaringerne viser ganske vist, at undervisningsdifferentiering overhovedet ikke virker i de udelte klasser. Men det er jo lige meget. Pædagoger og DLF har jo samstemmende sagt, at det virker. Og det er jo det, lærerne skal holde sig til.

Det lurede mig, at jeg en dag skulle blive udsat for Vagn Madsens vrede. Det var kun forventeligt. Jeg må samtidig erkende, at netop et vredesudbrud fra Madsen på ingen måde har indflydelse på min måde at tænke og handle på.

Nu mener jeg ikke at jeg har gjort brug af vredesudbrud rettet mod kredsformand Kenneth Nielsen. Kredsformanden har vel ikke gjort andet i Esbjergs da Vinci-sag, end at opfylde et trofast afhængighedforhold til DLF. Ellers var han vel heller ikke blevet kredsformand. Det ville da være højst forbløffende og nærmest utænkeligt, om en kredsformand i konfrontatorisk modstrid mod DLF havde taget parti for det opgør med en skole, der som DLF’s hjertebarn erfaringsmæssigt taber de svage og forsømmer de dygtige, til fordel for noget så kættersk som da Vinci, uagtet at Undervisningsministeriets godkendelse af projektet tilsyneladende er betinget af, at alle elever, der har lyst, skal kunne opnå optagelse i da Vinci-klasserne. Udeltheden skal jo bevares, om verden så ellers går under, og til trods for alt, hvad der taler imod dette uvæsen. Da Vinci er altså godkendt. Og DLF meddeler, at man da lige vil se på, om man kan gøre noget ved den herostratiske undervisningsdifferentiering.
med en indbygget selvdestruktiv sprængladning, således at kvalitetsopblomstringen med tiden efter al sandsynlighed kan resultare i da Vincis egen undergang, nemlig hvis da Vinci-klasserne får samme undervisningsødelæggende sammensætning som udelthedsklasserne i dag har. Så måske har
Kenneth Nielsen ikke noget at frygte. Den umulige folkeskole vil sandsynligvis efter denne korte glimtvise opblomstring til noget kvalitativt igen på et tidspunkt synke ned i udelthedens morads.