Kommentarer overført fra tidligere version af folkeskolen.dk (før 7/3-22)
Klaus Fink
(Konsulent)
26-03-2017 09:46
Formler og fagord er elevens arbejdsbog
Kære Steen Ehlers.
Tak for din anmeldelse, det er altid interessant at lade de kommende brugere udtale sig. Formler og fagord er ikke tænkt som en traditionel opslagsbog for eleverne, men som en arbejdsbog, hvor eleverne gennem 7.-9. klasse arbejder med at skrive, tegne eller filme deres egne eksempler, forklaringer osv., som de har tilføjet bogen under diskussion og lærerens kyndige vejledning. Læreren har måske ligefrem brugt elevernes egne skriverier i bogen som en del af den løbende evaluering. Så når du skriver "flere og mere gennemarbejdede og instruktive eksempler fra lærerens skuffe", håber jeg, at du mener, at eleverne selv arbejder med lærerens oplæg til et forløb og får feedback på deres arbejde.
Du mener, at der mangler en større grad af korrekthed og stringens i Formler og fagord og giver to eksempler.
1. "Et linjestykke mellem to vinkelspidser i en polygon kalder man en diagonal". Det er korrekt, men mangelfuldt, da siderne i polygonen selvfølgelig ikke er diagonaler. Måske bør det nok ændres i en evt. ny udgave, men indtil da kan det bruges som et glimrende eksempel på, at eleverne kan diskutere definitioners holdbarhed.
2. "To figurer er kongruente, når man kan flytte den ene figur, så den dækker den anden" er en korrekt og internationalt meget brugt definition. Den kan selvfølgelig formuleres med andre eller flere ord, men indholdet er korrekt.
Hvis du har flere eksempler, som du mener er ukorrekte eller ikke stringente, må du meget gerne sende dem, så vil jeg gerne svare dig.
Man bliver ved med at tale om virkelighedens verden og matematikkens verden som værende forskellige ting. Matematikken er som regel sand, men brugen af den i virkelighedens verden er alt for ofte falsk eller mangelfuld. En matematisk model er ikke virkeligheden, men en god eller mindre god beskrivelse af virkeligheden. Derfor stk. 3 i formålet for faget matematik.
Venlig hilsen
Klaus