Kedsomhed er et kæmpeproblem, derom ingen tvivl. Og det løses ikke ved at placere skyld. Der er ingen, der keder sig for sjov. Hvis man som lærer keder sig i selskab med eleverne, er det bare med at gøre noget ved det - eller finde et andet job. Men eleven er jo tvunget til at være i skole og kan derfor ikke pålægges nogen forpligtelser i så henseende. Selve tvangen er det grundlæggende problem. Tvang er en showstopper af rang. Hvis man vil demotivere nogen, skal man bare bruge tvang. Den sure prinsesse i eventyret, som man kan få det halve kongerige for at få til at grine, er ved første øjekast bare spoleret og forkælet. Men hendes problem er jo netop, at hun kan få alt, hvad hun peger på, bare ikke sin frihed. Hun SKAL være prinsesse, hvad enten hun piber eller synger, og så er alle privilegierne ligegyldige. Hun er fange i et guldbur. Reformen gør bare det hele værre. Den er gennemsyret af tvang, dels i form af de lange skoledage, dels i form af de udefra pålagte mere end 3000 mål og test- og kontrolregimet, dels i form af angrebet på lærernes muligheder for at levere ordentlig undervisning. Al snakken om mere spændende og varieret undervisning er ikke andet end mundsvejr. Der er virkelig dømt kedsomhed i lange baner. Vi er nødt til at gøre skolen mere frivillig på lange stræk. Eleverne skal ville lære, eller er det hele ligemeget.

Enig med Sauer - reformen gør det ikke lettere at imødekomme kedsomheden. Supplerende: Tænk på platformene - hvis det stod det KL og flere kommuner så skal hver/ mange lektioner indledes ved at gå via fx Meebook. Nu har det alle mine dage i lærerfaget været således: Hvis ikke jeg skal kede mig, og hvis så få som mine elever som muligt skal skal kede sig, så er variation i undervisningen (på skiftende niveauer i alt det der indgår i undervisning) kodeordet. Rammen til at skabe variation i undervisningen har fået trangere kår. Dels er jeg som underviser principielt underlagt platforme med FFM og synlig læring - og det er gudsjammerligt kedeligt, når alt er bygget over den samme læst og når eleverne altid skal have eget individuelle læringsmål for øje. Dels har jeg mindre tid til at forberede mig, så den begejstrende og, forhåbentlig, oplivende lærer har også fået trangere kår. I den nyligt afviklede nationale trivselsmåling bliver eleverne spurgt ind til deres medindflydelse på dagligdagens skolegang. På en vis måde et ironisk og absurd spørgsmål - eleverne har efterhånden meget, meget ringe medindflydelse. Hvad hvis de fx ønsker sig ud af meebook - eller helt overordnet ønsker sig meget mindre IT- basererede undervisningsmidler. Hvordan skal det så gå med den datainformerede skole?

Årets vinder ph.d, Louise Klinge introduceres således i Information: Som støttelærer måtte Louise Klinge af og til sætte sig grædende ud på toilettet. Ulykkelig over, hvordan nogle skolelærere behandlede deres elever modbydeligt og på grund af manglende evne til at skabe gode relationer til eleverne igen og igen skabte konflikter, frustration og dårlig undervisning. Der skydes med skarpt og man føler sig afmægtig når en forsker fortæller hvor galt det står til. Det gør man også når det drejer sig om kedsomheden, som Ditte Dalum Christoffersen med god grund synes er noget skidt. Det er sikkert alt sammen rigtig set og skolen er et taknemmeligt sted at lave feltarbejde. Enhver kan se fejlene, inkompetencen, hjælpeløsheden og alle de andre dårligdomme. Nu er de andres fejl jo nemmere at se end ens egne. De to dygtige forskere har begge relation til folkeskolelæreruddannelserne og jeg fandt tilfældigvis lige en opgørelse over frafaldet på folkeskolelæreruddannelsen. 37 % eller over en tredjedel falder fra. Det ER da imponerende eller hva' ? Der findes rædselsfulde lærere desværre og der findes dygtige, vellidte lærere. Og det er da helt sikkert at undervisningen skal kunne sige de underviste noget, gøre dem aktive og interesserede og det er lige så sikkert at man som lærer skal have positive relationer til sine studerende/elever/ børn som gruppe og som enkeltindivider for at få undervisningen, dag ud og år ind, til at fungere. Man må håbe at de på professions collegerne læser de rapporter deres medarbejdere sender ud om folkeskolen og måske på den måde får de studerende til at blive hængende.

Jeg synes egentlig ikke 37 % frafald er specielt meget. Der er 25+ % på knap 50 Uni-uddannelser og jeg vil godt vove den påstand, at læreruddannelsen er meget mere udsat for frafald, især efter den første omgang praktik, hvor der virkelig kan komme et praksischok. bemærk, de knap 50 uddannelser, det er allerede på første år, her er man optaget som 2.-3. prioritet og venter på en plads, på en mere attraktiv uddannelse. Ja, man skal have relationer, det har mange lærere, men med L409, der er der mindre tid, der er også mindre tid til eleverne ikke keder sig. Jeg giver ikke nogen af mine elever skylden, uanset hvilken gruppe de er i, men mener at Ditte forfalder til, at mene, at det er læreren der fejler og "glemmer" at forholde sig til årsagerne. Uanset hvor gerne jeg vil, vil der helt logisk være masser blandt 24 elever, der keder sig - af den helt simple grund, at ingen mennesker, heller ikke lærere, de kan forholde sig og sørge for 24 andre mennesker ikke keder sig og ja, hovedparten af dem, de vil rent faktisk kede sig store dele af tiden, ja, masser af dem vil mene stoffet er kedeligt og ja, det er rent faktisk ind i mellem deres egen skyld. ;-) "»Tag eleverne alvorligt, og find ud af, hvad de er gode til. Mød dem der, i det fag du har. Tal med eleverne, ikke kun til dem. Vær interesseret i deres liv og deres svar. Du må også kunne affinde dig med, at du ikke nødvendigvis bryder dig om deres svar, men de skal stadig tages alvorligt«, lyder hendes opfordring." Igen - hvordan gør man det, hvis det skal være seriøst, samtidigt med det ikke går alt for meget ud over undervisningen og det faglige? Ps. Frafaldet efter det de sidste 4 år, det gør det endnu større, for her kommer for alvor et praksischok, når man skal ud og have 24 lektioner og 6 lektioners forberedelse, i stedet for 6 lektioner og 24 lektioners forberedelse.

Min kommentar er naturligvis dybt ironisk og jeg synes der er en enorm diskrepans mellem den ristning folkeskolens lærere til stadighed bliver udsat for og den åbenlyse fiasko læreruddannelsen med sit enorme frafald er udtryk for.

Tvangen kombineret med målstyringen dræber nysgerrigheden som motivationsfaktor i skolen og avler kedsomhed i lange baner. Reformen er en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Nu er det vel sådan, at man dårligt kan forestille sig nogen skoleform, der i større omfang er lagt til rette, så den fremmer elevernes kedsomhed og dårlige trivsel, end den nuværende. Når man planter bogligt svage sammen med dygtige og tilsætter diverse psykiske patienter til samme klasserum, så kan det næsten uundgåeligt kommer til fremme kedsomhed og dårlig trivsel blandt eleverne. Selvfølgelig keder eleverne sig, hvis læreren underviser dygtige elever på et niveau, der ligger over, hvad svage elever kan nå op på. Og selvfølgelig keder de dygtige sig, når de skal sidde og vente på, at det bliver deres tur til at blive undervist. Og når læreren mærker det, så kan det være årsagen til, at han vælger at afbryde al undervisning og overlade det til elever i grupper at få tiden til at gå med at plukke lidt viden ud af diverse skærme tilsat lidt småsnakken i grupperne. Jo, de omsiggribende gruppearbejder kan nemt ses som en måde at forsøge – åbenbart ofte med ringe held – at komme kedsomheden og den dårlige trivsel til livs på. I Folkeskolen. dk har der oven i købet været beretninger, der fortæller, hvorledes elever i grupper har haft mulighed for at vælge emner i overensstemmelse med deres interesser. Og mere kan man vel ikke gøre for at skubbe vigtige kernefagsområder ud af undervisningen til fordel for løsthængende interessebetonede småemner. Så, jo, der gøres skam meget for at komme kedsomheden til livs. Men samtidig står tilbage det indtryk, at det er selve den lærerstyrede undervisning, der tjener den sammenhængende faglige vidensbefordrings sag, der stemples som kedelig, hvorved man overser eller fortrænger selve skoleformens kedsomhedsbefordrende effekt. Og når Gorm ikke ved, hvorfor han skal lærer om Margrethe den 1., så ved læreren åbenbart heller ikke hvorfor. Og så får Gorm overladt to timer til selv at finde ud af det. Og det er vel mindst lige så galt, som ærligt og redeligt at sige til Gorm, at det skal han, fordi han skal til eksamen i stoffet. Og lige så relevant må det da være at sige til Gorm, at det skal han, fordi myndighederne uden for skolen har bestemt, at det skal han. For hvis Gorm virkelig keder sig så gudsjammerligt, som det antydes, at han gør – og ærligt talt så synes han kedsomhed nærmest at være en villet foreteelse – så er det håbløst at foregøgle ham, at han inderst inde har et latent uerkendt gribende behov for at lære Margrete den 1. at kende.

Jeg hørte professor Barry Hymer fra Humbria University tale ved den årlige nationale videns dag under dansk skole skak i Odense. Han talte ikke specifikt om kedsomhed, men han påpegede, at når nogle elever giver udtryk for kedsomhed, kan det være fordi, at de synes at stoffet eller faget er svært at forstå. I tysk havde jeg nogle piger som udtrykte at et fag var kedeligt, jeg begyndte derefter at falsificerer bla. ved at indføre lidt mere musik og dans, om ikke andet kunne de grine af mig, som altid træder for i dansen. Men det jeg tror hjalp bedst, var at få denne pigegruppe til at forstå sætningsanalyse og verbets bøjning, så det gik op i en højere enhed - bla ved at lære dem de tyske personlige pronominer på en sjovere måde, bla. ved at sætte spm tegn hvor der stod Ihr, sie, eller es og så få eleverne til at indsætte de rigtige pronominer ved tavlen. Jeg har også held med konkurrencer omkring ordforråd, mm. her kan elever gå helt amok for at vinde. De svage læsere får jeg med via Bingo, og lette opgaver med farver og piktogrammer. I forhold til NPM er vi udrustet med en chef, som ikke sådan lige vil have eksterne konsulenter ind for at gennemføre forskellige evalueringstiltag, da hun udmærket ved hvor hårdt vi er spændt for - især i en corona tid.

"Nogle gange kan man gøre det interessant ved at vende spørgsmålet om og spørge Gorm: Hvorfor tror du, det er relevant for dig, at du ved noget om hende? Det får du to timer til at finde ud af«, siger Ditte Dalum Christoffersen." Det gør fysisk ondt at læse denne form for naivitet. Man skal simpelthen bare vende spørgsmålet om og give eleverne nogle timerne til at svare på spørgsmålet, så er kedsomheden ligesom overvundet.

Så kunne jeg måske foreslå en anden løsning på kedsomheden: Prøv at gøre det interessant, prøv at give klassen en oplevelse (bare en gang imellem), prøv at lade din begejstring for faget brænde igennem. Prøv at glemme målbarheden, det projektorienterede og elevens eget projekt - og start emnet Margrethe 1. op med at FORTÆLLE! Kedeligt? Margrethe 1.? Der er alle elementer af spænding - ikke helt Game of Thrones, men tæt på. Fortæl med dit eget fokus - kampene, intrigerne, sammenslutningen og kvindesagen - finder du nogle røverhistorier, så fortæl også dem. Kildekritisk analyse kommer eventuelt senere - ikke mange mennesker har interesseret sig for kildekritik af en røverhistorie, han aldrig har hørt. Lærerens fortælling kan samle klassen - såvel dygtige som fagligt svage kan nyde en historie sammen. Bagefter kan man så anvise forskellige bøger (hvis skolen endnu har et bibliotek) - og lade eleverne vælge et aspekt ved emnet at arbejde lift mere med, selvstændigt. Historieportalen kan man bruge som reference, og repetion op til eventuel afgangsprøve. I stedet for at lade eleverne skrive om historie, altid - eller fremlægge en analyse - så kan eleverne dramatisere en episode. Eventuelt kan de i grupper mime en begivenhed - og de andre gætte. Eller lave et stort vægbillede, med maling, udklippede billeder, optegning med brug af OHP (der står sikkert en i kælderen) og alle andre tricks til at lave et flot billede, der siger noget om den mest spændende regent, Danmark nogen sinde har haft. For slet ikke at tale om, at nogle elever kunne få lov at lave attrapper af datidens våben ... Nej, det skal Gorm ikke selv finde ud af. Han skal hjælpes lidt.