Den store store misforståelse, som vi alle i højere eller mindre grad er ramt af, er, at det er lærernes arbejdsfaglige opgave at kæmpe for en bedre folkeskole. Den kamp er tabt for mange år siden. Og skal den en gang i fremtiden kunne genoptages, kræves det, at vi har generobret tilstrækkelige arbejdsforhold til at praktisere den. Ih, hvor jeg ønsker mig en fagforening, som komcentrerer sig om at tænke og tale og handle som en fagforening.

En del af pointen i foredraget var netop, at offerrollen ikke har gennemslagskraft i forhold til politikere og offentlighed. Så mens vi venter på, at vores fagforening får hår på b... og politikerne pludselig bliver fornuftige og klarsynede, så kan vi lige så godt gøre, hvad vi kan, selv.

Er det ikke påfaldende, at italesættelsen fortsætter? Hvilken offerrolle? Der er ikke tale om en offerrolle, der var tale om et velplanlagt, direkte angreb på læreres faglighed, et ønske om at gennemtrumfe en helt bestemt agenda og overenskomst og endelig et lovindgreb, der var kynisk planlagt. Udover man løj og snød så vandet drev, har man senere med jernnæve gennemført de her ting, fair nok, det er man i sin gode ret til, men samtidigt, der udskammer man lærere, fordi de ikke på mirakuløs vis kan indføre alle de "gode intentioner." Jeg vil på det kraftigste opfordre Mogensen til at overveje om lærere klynker eller om de rent faktisk ved hvad de taler om. Svaret på hans retoriske spørgsmål er iøvrigt enkelt; Fordi man har brugt de sidste 10+ år på at underminere lærerne fra en kant af. Det er ikke lærernes skyld, det er grundlæggende politikere, journalister & kommentatorers skyld.

Jeg er nået til det punkt, hvor ingen udefra skal komme med noget, som skal indføres, hvis jeg ikke er enig i indførslen. Om der så skal koste mig jobbet. Jeg står ikke model til en reform mere med et forskruet fokus. Nu gør vi det, der virker, når vi er i undervisningen. Så er resten langt mindre vigtigt. Det betyder ikke, at der ikke er knaster, der skal høvles af, men jeg gider ikke længere lege offer eller være underlagt hverken ledelse, forvaltning eller politikeres mere eller mindre skøre tiltag. Så bliver jeg hellere opvasker. Hvem er de, der tror, de bedre kender de børn, jeg har ansvaret for? Der er forældrene og mig, resten er ofte ikke til stede i noget nær så lang tid i barnets liv. Jeg opfordrer til passiv modstand med faglighed og relationsarbejde sat forrest.

Jeg er helt uenig med dig Charlotte Mandel. Vi graver vores egen grav, hvis vi kun vil agere som en traditionalistisk fagforening, der alene tænker, taler og handler på egne løn- og arbejdsvilkår. Jeg er overbevist om, at politikerne havde haft langt sværere ved at lægge os for had, fjerne vores forberedelsestid og ødelægge skolen med test- og målstyring, hvis vi for lang tid siden havde taget teten med vores vision for fremtidens folkeskole. Det terræntab er vi heldigvis godt i gang med at indhente. DLF skal kæmpe aktivt og stærkt for den gode skole, der ikke kan realiseres uden ordentlige arbejdsforhold for lærerne.

Hvis jeg ikke tager fjel, var DLF da med i Ny Nordisk Skole og har hele tiden gerne været en medspiller. Det blev så en anelse ødelagt, da man i den grad bankede os tilbage til 1912 rent arbejdsforholdsmæssigt. Der skal være tillid for man kan samarbejde - jeg har ikke skyggen af tillid til KL. Eller for den sags skyld SRSF.

"Mange oplever lærerne som nogle, der klynker. Man er nødt til at forholde sg til, hvilken attitude man bliver mødt med" Siger Mogensen. Og dette er jo elefanten i stuen. Folk gider ikke høre på lærernes påtagede offerrolle. Hvis folkeskolen skal vinde befolkningens sympati, så må piveriet stoppe. Kom nu ud i kampen og lade os blive fri for formandens evige snik snak om at det hele er så svært og vi nok skal blive bedre. Klinge får spalteplads i Politiken og fortæller at der findes modbydelige lærere og at det hele et lotterispil. Så fik lærerne igen en på tuden. Hvorfor er det stort set kun Sauer som skriver i medierne ? og hvor er de meningsdannere i foreningen henne som kunne kunne være meget mere udfaren- de ? Gymnasiet taber 25 % af eleverne, erhversskolerne mange flere, universiteterne og læreruddannelserne taber over 35 %. Disse tal kommer aldrig frem og hvis de gør så føres de gudhjælpemig tilbage til folkeskolen. 95 % af folkeskolens elever begynder på en uddannelse, men mange falder fra. Er det ikke også de modtagende uddannelses-institutioners skyld ? Når eleverne vælger gymnasiet i stedet for erhvervskolerne, så kalder man det folkeskolens skyld, selv om det fra politisk side nu i årevis har været kutyme at fortælle de unge at uddannelse,uddannelse og mere uddannelse var vejen frem og produktion var noget for kineserne. Når man nu stort set har frit optag på gymnasierne må det være klart at de unge hellere vil et sted hen med større muligheder, mere ungdomsliv og noget trygt der ligner folkeskolen. Folkeskolens problem ligger i at ikke nok med at der hele tiden sparkes til den, men også at dens fortalere sige undskyld. Elevernes formænd har igennem årene været med til at tale den ned, forældreorganisationer har gjort det samme og de forskellige undervisningsministre har ( som regel) ikke haft noget som helst positivt at sige om folkets skole. Når politiet laver brølere kommer det taksigelser fra statsministeren o og justitsministeren, når forsvaret laver det samme er der fuld opbakning fra ministeren. Skulle folkeskolen en enkelt gang vise sig med noget positivt, så er det hin enkelte og ikke institutionen der roses. Lige nu fortæller Klinge om de rædselsfulde lærere i folkeskolen. Hvad med de forfærdelige lærere i gymnasieskolerne, de inkompetente på erhvervskolerne og på professionshøjskolerne, hvor aflysningerne hagler ned over de studerende og på universiteterne, hvor undervisninger nogle steder ikke har rykket sig siden Gutenberg. Det er benhårdt at være lærer og det er opslidende at være en god lærer, men hvis lærerne skal opnå sympati uden for lærerværelset så er det altså en kompetent undervisning, en engageret holdning og en udadvendt attitude der skal til for at vinde sympatien og respekten i resten af befolkningen. Kom ind i kampen og nedkæmp 409 lokalt. ( Ingen gider at høre mere om den ) Kæmp for lejrskoler, udveksling og synliggør ethvert arrangement på skolen, socialt eller fagligt. Vis at skolen har sin egen agenda, der ikke styres af mismod og kævl, men på trods af modgang knokler med at løse problemer, hver dag og året rundt. Let sagt af én der har forladt skolen efter knap 40 spændende år .

Tidligere rangerede skolelærere lavt i diverse undersøgelser – i bunden sammen med journalister og brugtvognsforhandlere. I den seneste troværdighedsundersøgelse offentliggjort december 2016 i fagbladet JOURNALISTEN indtager skolelærere 7. pladsen på top 20 liste. På samme top 20 liste ligger journalister, altså Trier Mogensens egen faggruppe*, på en 18. plads. Se Jan Thranes tegneblog: https://www.folkeskolen.dk/599978/laerernes-trovaerdighed-er-paent-over-middel * Jeg er faktisk ikke klar over om Trier Mogensen er UDDANNET journalist, but any way: Det er i dette fagområde han har sit virke, troværdigt eller ej ;-)

Jeg tillader mig at henvise til min blog: https://www.folkeskolen.dk/608413/kaere-laerere-luk-saa-munden-op

SÅDAN, Henning!

Jeg mener, at Trier har fat i den rigtige ende af rebet, når han udtaler, at det er nu op til kommende kommunevalg, der skal ydes pres på kommunalpolitikerne. Det er dem, der afgør i hvilken udstrækning lærerne skal videreuddannes og dermed inspireres til den daglige undervisning med multiplikatoreffekt til følge. Jeg har på vegne af Tysklærerforeningen for Grundskolen rettet henvendelse til flere kommunale skoleforvaltninger for at få dokumentation for, at lærerne også får mulighed for at deltage i kortere fagligt- pædagogiske kurser, hvor også en kommunal kompetenceplan er blevet efterlyst. Jeg henvendte mig på vegne af Tysklærerforenngen for Grundskolen før sommerferien 2016 til tre kommuners skoleforvaltninger spredt over landet; to i Jylland og en i hovedstadsområdet for at få et indtryk af, om der overhovedet skete noget inden for den løbende faglige opdatering, som undervisningsministeriet har som et af sine "dagsordenspunkter" for lærernes videreuddannelse. Svarene er konkret set negative . En af kommunerne meldte tilbage: "Der er ikke planlagt kommunale tiltag vedr. tysk, men idet størsteparten af de kommunale midler til kompetenceudvikling er udlagt til de enkelte skolers budgetter, kan og vil der være skoler, som igangsætter kompetenceudvikling på dette område". Jeg mener, at den holdning er meget dækkende for kommunerne. Jeg har også spurgt medlemmerne af TLFG på deres årlige tysklærerdag i september. Her var tilbagemeldingerne også negative: "Vi har et par kolleger, der er blevet tilbudt faglig opdatering med et 120 timers kursus. De får ingen forberedelsestid eller transporttid dækket for dette kursus og skal samtidig forberede til de vikarer, som overtager deres timer. Altså megahårdt", lød det fra en lærer. Og en anden sagde: "eneste kurser er fælleskommunale kurser, tit og ofte uden relevans. .Snak snak og snak. Af faglige kurser er der kommunalt satset på matematik. Jeg har ikke været på faglig kursus i tysk siden 2007". Jeg ærgrer sig over, at midlerne til efteruddannelse ikke også går til de konkrete fag, lærerne underviser i og har særlig interesse for. Skolerne bruger midlerne til opgradering af linjefag, hvor de er presset til det og ellers bliver det til videreuddannelse om samarbejde, inklusion, tværgående kurser, specialist funktioner, eksempelvis matematik og læsning, it-kurser etc. Der er alt mulig grund til, at dlf’s lokale kredse og de enkelte lærere går i flæsket på de lokale politikere. Det er givet vis nødvendigt, hvis man ønsker forandring.

"Hvorfor er der ikke længere nogen, der lytter til lærernes stemme?" spørger Trier Mogensen med en hel del forsinkelse. For allerede i 1993, året hvor politikerne besluttede at erstatte en velfungerende undervisnings- og uddannelsesegnet folkeskole med noget sammenrodet makværk, besluttede man, at man ikke længere ville lytte til lærerne. Man afskaffede lærerrådene i øvrigt uden, at DLF protesterede nævneværdigt herover. I stedet for fik lærerne lov til at sidde i pædagogisk råd og prøve, om de der kunne forestille sig, at de stadig blev lyttet til. Og så var DLF tilfreds. Og så kunne politikerne indrette skolen lige så tåbeligt, som det lystede dem. Og det gjorde de så. Enkelte lokalpolitikere udtalte dengang i festligt lag, når en tilstedeværende lærer ømmede sig over sådan at blive sat uden for indflydelse, at det da ikke var rimeligt, at lokalpolitikerne skulle være forpligtede til at lytte til lærerne, hver gang de ville beslutte noget på skoleområdet, når de ikke var forpligtede til i samme grad at lytte til andre personalegrupper. Troede lærerne virkelig, at de skulle fortsætte med at være noget særligt? Og nu fik de så pædagogisk råd hvor de kunne fortsætte med at drøfte på livet løs, hvis det var det de havde lyst til. Trier Mogensen udtalte: "Vi (politikerne) hylder viden og ønsker at skabe den bedst uddannede generation i historien". Ja, men alligevel indretter politikerne skolen til i videst muligt omfang at hindre denne udtrykte bestræbelse. Skolen skal i virkeligheden slet ikke fungere optimalt som skole. For det er politikerne i virkeligheden slet ikke interesserede i, at den gør. Skolen skal løse helt andre opgaver. Skolen skal fremme ligheden og integrationen i samfundet. Fremfor at lære noget grundigt, skal børnene integreres, trives og have det sjovt. Derfor skal skolen fortsætte med al den larm, som børnene selv udfolder for at trives. Det er derfor, at psykisk syge, tosprogede, bogligt dygtige og bogligt ikke-dygtige skal sidde i samme klasserum, når de undervises i det beskedne omfang, hvor sådan noget stadigt er muligt. Men lærerne har for længst opdaget, at de jo bare kan sende børnene ud i smågrupper og lade dem selv om at lære, hvad de, når klasselarmen tillader det, kan finde frem til på skærmene. Og det er så, hvad der er tilbage af politikernes brændende ønsker om, at skabe den bedst uddannede generation i historien.