Næstformand Stig Andersen mener også, at der i skolen skal gøres mere for både dygtige og svage. Der skal altså sikres kvalitet i den kvalitetsløse folkeskole. Hørt. Herefter går den lige linie fra udelthedens uduelighed til dén delte skole, der undervisningsmæssigt respekterer svages og dygtiges tilstedeværelse i skolen og ikke bare dynger dem sammen i en pærevælling for at bygge en skolegang på fortænkte udokumenterede påstande om de mest uensartede fællesskabers fantastiske effekt på uddannelse og udvikling af personlige kompetencer. Referencen til den britiske Peter Mortimer godtgør ellers, at man i pædagogik godt må bygge på erfaringer fremfor på tendentiøs forskning. Men vore egne erfaringer fra vor egen uovertrufne delte folkeskole (realskolen) kan altså ikke bruges til noget. Vores skole er udelt. Og det skal den blive ved med at være. Og en ytring om en pittoresk “flammeskrift” på et stykke Pisa-papir om enhedsskolens fortræffelighed opvejer ganske samme Pisas dokumenterede konstatering af samme skoles uegnethed som fagundervisende skole. Og når statsministren så drager en åbenlys logisk konsekvens af enhedsskolens sørgelige tilstand og lufter ideen om den delte skole, støttet af erfaringen fra fortiden, den sunde fornuft og al den pædagogiske indsigt, som man overbærende frakender ham besiddelsen af. Og når statsministeren så imødekommer Stig Andersens ønske om, at skolen skal være bedre for både svage og dygtige, ja så er statsministerens forslag pludselig ugennemtænkt. Delt skole - hvor er vi henne. Erfaringer fra fortiden. Glem dem. Nej lad os tilbede “flammeskriften” fra rapporten, der ellers målte det stik modstatte af flammeskriftens forkyndelse. Lad os håbe, at statsministeren bliver klogere og indser, at det faktisk går meget godt, som det går, er essencen af Stig Andersens reaktion. Folkeskolen skal styrkes ud fra en viden om, hvad der virker, siger Stig Andersen og vender ryggen til den erfarinsbaserede viden, vi har om, hvad der virker.

Vagn Madsen er selvfølgelig ikke tilfreds med Stig Andersens "Efter Marienborg"-indlæg. Stig Andersen havde gjort klogere i at være enig med statsministeren i dennes overfladiske skolebetragtninger. Bedst af alt havde det været, om SA havde udtrykt interesse for kandestøberier som disse fra VM, foråret 2009. Citat:

"Med de ødelæggende fællesskaber mener jeg den uddannelsesødelæggende udelthed i almindelighed og sammenblandingen af danske og tosprogede i særdeleshed, som i hvert fald har betydet elendige uddannelsresultater for sidstnævnte kategori."

"Dog vil jeg gerne fremføre, at der kan være fordele ved på denne måde at lægge grunden til et muslimsk parallelsamfund. Man kan nemlig - sikkert realistisk - forestille sig, at danske forældre vil flytte deres børn væk fra sådanne skoler, hvorved disse skoler bliver helt eller næsten helt muslimske, medens andre skole bliver tilsvarende mere danske i deres elevsammensætning. Den af mange i dagens Danmark så forgudede men undervisningsmæssigt så ødelæggende rummeligheds fællesskaber vil derved helt af sig selv blive befriet for et af de mest ødelæggende elementer i fællesskabets forplumrede sammensurium, nemlig opblandingen af danske og tosprogede (muslimske) elever. Og hvis man på den måde i tilgift kan nærme sig den delte undervisende folkeskole, så er dog noget positivt nået."

Således grovsorteringen. Herefter gælder det finsorteringen til A- og B- holdet. Efter VM's model således – uanset om ateistiske, muslimske eller rødhårede elever ved en beklagelig fejl måtte være sluppet igennem nåleøjet i først sorteringsrunde:

"Med eller uden kristne, ateistiske, muslimske eller rødhårede elever, skal delingen formentlig foregå på samme vis. En mulig og formentlig realisabel metode kunne passende tage udgangspunkt i skolen, som den tog sig ud op til den endelige destruktion i 1993. På grundlag af lærernes indtryk af eleverne i undervisningssammenhæng deler man eleverne op i boglige og ikke-boglige klasser. Og erfaringerne fra fortiden viser her, at det udmærket kan finde sted, at elever fra hjem uden bøger i reolen placeres i boglige klasser. Men ellers er det alene lærernes vurdering i undervisningssammenhæng, der er gældende. Da en sådan vurdering trods tilstræbt objektivitet uundgåeligt har subjektiv karakter, må delingen være fleksibel, så der langs ad vejen kan ske omplacering, således at eleven hele tiden befinder sig dér, hvor skolen skønner, hans udbytte af undervisningen bliver størst.

Spørgsmålet om, hvorvidt forældrene skal kunne ændre skolens afgørelse af deres barns placering, er ikke et pædagogisk spørgsmål, men alene et politisk problem, der må finde en politisk afgørelse. Men forældrene skal naturligvis vide, at undervisningen i boglige klasser lægges bogligt tilrette på et bogligt niveau og tilsvarende på ikke-bogligt niveau i ikke-boglige klasser.
Og da jeg nok lige så godt kan berøre dette emne med det samme, så forestiller jeg mig altså begsort reaktionært, at det nuværende prøvesystem med en afgangsprøve, der stort set ikke er noget værd i sig selv, erstattes af et eksamenssystem med en eksamen, som kan bestås eller ikke bestås, og som med tiden kan opnå adgangsgivende kompetence på visse passende videregående uddannelser. Hvilke videregående uddannelser, det her kan komme på tale, kræver et større kendskab til disse, end det jeg er i besiddelse af. Men det vil nok være realistisk her at tale om uddannelser af boglig karakter. Altså en eksamen, der udmærket kan sammenlignes med den gamle realeksamen. Men i denne sammenhæng er dette spørgsmål nok ikke væsentligt. For her der også tale om et spørgsmål, der udelukkende er politisk, og som kræver politisk afgørelse."